2023 Det blev til 25 numre af LYRIKEREN og oprettelsen af lyrikere.dk, før jeg lige måtte trække stikket lidt og puste ud, væk fra formandsposten. Eksperimenterer så med små digtvideoer på Instagram, hvor man kun ser lyden bevæge sig. Hvad mere?
2022 Tilbage i stolen som formand for digterne i Dansk Forfatterforening. Mange idéer for at få foreningens medlemmer ind i det 21. århundrede. Men GDPR er godt nok ikke nogen velkommen gæst! (Der skal ses på mulig nytte af digtning som NFT’er, blockchainkunst, måske en arrangementsdatabase,ihvertfald noget med digitale digtsamlinger, oprettes domæne for lyrikerne, Årbog måske, digitalt nyhedsblad oma. Det skal helst være sjovt.).
2021 Den snarlige kulmination på “1025 spørgsmål om digtningen”, app og website med snart 1300 spørgsmål at stille digteren og digtningen. Se ansøgning.
Måske farvel til Internet Archive og Wayback Machine
Nej, selvfølgelig er det ikke så ligetil – men fokus på intellektuelt ejerskab set fra et kapitalistiske synspunkt har magt til at forhindre alle ikke-tøjlede kreative input og inspiration i at nå en offentlighed.
I tilfældet Internet Archive ville eks. Wayback Machine, arkivet over de fleste internetsider siden 1995, ryge med i faldet. Der er MANGE, som gerne så gamle sider forsvinde fra overfladen, og så fuck alle andres ting.
Med Internet Archives Coronatiltag – midlertidigt at lade alt materiale være tilgængeligt uden lånertilladelse – blev det nogle for meget. Man skal se det sådan, at Internet Archive har været tolereret, fordi ingen andre gjorde noget lignende, Non-Profit, i noget nær samme målestok. Dét kan være slut nu.
Forsvinder Internet Archive, og Wayback Machine, taber alle. Det er sidste regulære værn mod Internet som TV og reklamesøjne alene i nutid.
The Internet Archive versus book publishers: a battle over the future of copyright law
Why care about the ebook reader, when the world can be changed from your living room?
Paul Otlet was a Belgian, *1868, died †1944, who perfected the Dewey Classification system as “the Universal Decimal Classification”, in his lifetime alone totalling 17 million index cards of human knowledge.
(The basic structure of the classification system, where every 10 parts are subdivided into ten and so forth, into eternity. It’s a actually an image of the capabilities of the human mind to distinguish between particles and thus make value out of everything.)
Seeing the complexity of human knowledge as an almost eternal subdivision of topics, he believed that accessibility to all knowledge for all contained it itself the road to peace for all of humankind. His own library, his “Mundaneum” reflected this vision.
(Part of the Mundaneum after years of neglect, as Paul Otlet was prevented access to it by small minded city officials, who cared little for his visions)
Most of his professional life he harbored the dream of a Universal City, a focus for “harmonious, pacifist and progressive civilization”, which he shared with an American sculptor, Hendrik Christian Andersen.
(Part of the enormous and beautiful sketch of the city of peace by Hendrik Christian Andersen)
When Andersen in the mid-30’s turned to the Italian dictator Mussolini for support to build the city, Otlet turned away in disgust, but soon found renewed support in the great architect Le Corbusier, who drew up plans and assisted him to until the very end.
Paul Otlet can be said to be among the chief architects behind the League of Nations (founded as a result of the Paris Peace Conference that ended the First World War), a unifying body of peace making among all nations, but even so his dreams of a permanent city of peace workers – politicians, intellectuals, scientist and artists working towards the abolition of war – was never recognized for real. And if it wasn’t enough that two world wars brought whole societies to their knees, and with them the real-world effects of his firm belief in pacifism; petty thinking in his own nation also destroyed his library and collections of art and science.
Even so his ideas of connecting all knowledge and making it accessible in images, audio and instant connections to anyone, anywhere, remained in the world. He described “the new book” as the combination of all existing singular medias.
His vision is basically the first 20th century version of the story of the difficult birth of the interconnectednes, which we today term “the Internet”.
”I repeat: My papers form a whole. Every part is related and together they compose one unique work, my archives ’Aeramundus Mundaneum’, a tool designed for world knowledge”. — Paul Otlet
A beautiful documentary, “The Man Who Wanted To Classify The World“, was created by Francoise Levie for release by Sofidoc Productions in 2002, following almost 1 year of opening and cataloguing the remains of his personal papers: 100 mice infested crates and boxes documenting every little thing in a life full of dreams, theory, planning, and action.
Paul Otlet threw nothing away. Even a torn up letter was saved in a separate envelope. But out of the boxes grew a full life, where almost no endeavour went awry:
He had found his voice and conviction in pacifism – springing from the innate need to classify and put in order everything, which mankind discovered, developed and thought – and this certainty carried him through out the whole of his life. Not a Ghandi, not a Martin Luther King working among his people, but an intellectual working from a dream so large that one would almost call it a pipe dream, if not for his total conviction: That peace among all nations was possible, if only there was a common focus on peace for all to see and believe in.
(The League of Nations, which Paul Otlet soon found to be squabbling hens)
Paul Otlet died in the winter of 1944, 8 months before the world war II was declared over.
His decimal classification system, the UDC, is still in use today. His major work on classification, ‘The Book of Books”, is still being read.
I believe his description of the organization of information is the second most important factor in any human’s awakening to consciousness, the other being the creative survival combo of curiosity and synthesis.
Choosing between data – that’s the whole point. If we don’t know when to let go of information, that counting for the species as a whole as well as the individual alone, we will succumb to undigested information. That is a given. The question I am asking myself, though, is this:
Are we giving our synthesis of information away to the search engines, and therefore now as a species becoming stressed from symbiosis with an information system, which doesn’t always work to our advantage, but presents itself as if it is always the best it can be?
What we need to understand is that today, in the 21st century, we are all being sold a cheaper version of the New Book: the eBook reader is not the revalation of the new age. The computer is STILL the revalation – we’ve just gotten bored and want a new toy.
With our New Book we can change the world for the better. If we care.
Hvor ER grænsen mellem det offentlige og det private rum, på internettet?
Hvem ejer rettighederne til et manuskript, som er blevet til i fællesskab med et debatforums brugere?
Alle debatfora i dag – Twitter, Facebook, Reddit osv – forbeholder sig ueksklusiv brug af alle indlæg fra deres brugere, sådan at forstå at forummets ejere må anvende sine brugeres produktion på alle måder, de, forummets ejere, føler det for godt befindende, uden hensyntagen til skabernes nuværende eller senere anvendelse andetsteds af produkter skabt i fuld offentlighed i et forum.
Spørgsmålet er interessant af flere årsager: Fokus på retten til at udnytte rettigheder i dag er meget stort. Ikke mindst pga. mediepirateri, der har affødt retsforfølgelse af mediepirater – i rettighedshavernes øjne for at kunne fastholde indtægtsniveauet på egne produkter og for at få lov af aktionærer til at investere i nye produktioner. Tvivl får ikke lov at spille ind; enten har man rettighederne, eller også har man dem ikke.
Nærværende sag handler om undfangelsen og udviklingen af et filmmanuskript.
En ret ukendt forfatter, James Erwin, havde posteret ideer og scener fra et manuskript, “Rome, Sweet Rome”, på et socialt forum, Reddit. Om end ideen er James Erwins egen og han selv har sammenskrevet brudstykkerne til en færdig pitch (idéramme med omdrejningspunkter og slutning), har Reddits brugere bidraget markant til skabelsen, og iden har han solgt sin pitch som filmoption til Warner Bros.
Nu er spørgsmålet, hvem der ejer udnyttelses- og udviklingsrettighederne hen imod en færdig film. Warner er ikke i tvivl. Det gør dé, for de har betalt for udviklingsretten; ikke et færdigt manuskript. Men spørgsmålet er, om ikke Reddit kan sammenskrive og forandre de offentliggjorte dele af manuskriptet og sælge en filmoption på en lignende film til en anden filmproducent. I følge Reddits egne betingelser for brug af stedets debatfora, som alle brugere klikker ja til ved profiloprettelse, så jo. Det har de ret til. De har jo fået “ueksklusiv brugsret” over alt, der posteres på Reddit.
Og de brugere, der har bidraget til manuskriptets skabelse, ikke mindst med formulering af en stærkere slutning; hvad med dém? Måske det ikke så meget er et spørgsmål om penge som om anerkendelse:
Er et (internet)forum kun et ligeværdigt fællesskab så længe, at ingen har (synlig) fordel af de andres input? Eller fordrer bidragendedeltagelse på Internettet en særlig form for ydmyghed eller godgørenhed, der skal læres? Aldrig at lægge anfordring på dét, som allerede ér givet frit?
James Erwin har trukket sig fra Reddit efter salget af udviklingsaftalen til Warner Bros. Angiveligt fordi “det er et helvede det her med internetrettigheder”. Ja, hvem ud over skaberen har retten til en idé, der er offentliggjort, før den er solgt? Øe… Eller, hvem kan sælge noget, der har været offentliggjort? Ja, dét kan skaberen. Eller skaberNE. Og altså også det offentlige sted, hvor det er blevet skabt.
Måske var det noget for opretholderne af de offentlige rum, man betaler adgang til?
I fremtiden, hvis du taler om dine planer og idéer uden for hjemmets vægge, giver du ejerne af bus og tog og metro og biografer og caféer og restauranter og museer ogsåvidere retten til at udnytte, videreudvikle og sælge dine idéer, og bryder du dig ikke om dét, kan du bare fise hjem.
Nåe, nej, man må jo ikke overvåge folk… jo, vent! Det må man jo godt på privat grund. Men jeg har jo ikke givet nogen lov til at overvåge mig dér… Jo, ved at betale min adgangsbillet og accepteret de små ikoner på væggene har jeg sagt ja til overvågning. Men hvad så med det offentlige rum uden for? Det betaler jeg jo også for. Hér er det bare flertallets stemme i det danske demokrati, som bestemmer? Hvis jeg således er uenig eller bange for at andre skal udnytte mine idéer uden at kreditere eller honorere mig, som f.eks. mange skrivende personer frygter, skulle jeg ikke bare fise hjem til mig selv? Eller simpelthen forlade landet til fordel for en banarepublik, hvor jeg bare skal have penge nok, hvis jeg vil være i fred?
Nu har jeg lige givet rammen til en science fiction-fortælling hér, som er publiceret i det offentlige rum. Men det er min server og min blog, og jeg har ikke afgivet den intellektuelle rettighed til udnyttelsen af min idé. Faktisk bliver rettighedslovgivningen en bedre ven jo mere detaljeret min idé er. Undlader jeg således, som hér, at detaljere min idé, er den ikke (juridisk) svær for andre at overtage og brygge videre på.
Man kunne også sige det således – som brugernes arbejde på Reddit bygger på:
Idéer er gratis. Og læring tager tid, og hvor ud over i et socialt forum kan man blive dygtigere til at forstå fællesskabets behov, herunder hvad et interessant manuskript er? Det er færdigudviklingen af idéer til kommerciel afsætning, der er det hårde og omkostningsfulde slid, og dén eller dé, der laver det arbejde, må belønnes.
Så, selvfølgelig skal filmselskabet betale Edwards for at kunne udvikle hans idé (incl. Reddits brugeres input) til et produkt, der kan markedsføres og sælges og vises i biograferne.
Men hvad så med alt det, der hele tiden kommer ud at ligge på nettet? Er nettet et offentligt forum eller er det ikke? Er nettets indhold for alle, eller ikke? Er tilgangen til alt digitalt et offentligt læringsrum eller ikke? Hvad ér Internettet – vej, bibliotek, læsesal, vinduesudstilling, ét stort rum med fordøre til private eller offentlige rum eller bare det hele? SKAL idéer egentlig kunne behæftes med juridiske genbrugsbegrænsninger, eller gælder dét kun udførelsen af idéen, realiseringen:
I den taktile verden er idéerne pr. definition udkrystalliseret i form, vi kan røre ved, lugte til, smage på, udbygge, formindske, destruere formen, der rummer IDÉEN. Idéen er her en 3dimensionel, taktil form; blot at forsøge at efterligne idéens udførelse, dvs. form, er at skride ind over grænsen ml offentligt og privat rum. Men på internettet, i den ikke-taktile verden, hvor produkterne kun kan røres med sindet, og hvor kopiering er et spørgsmål om at have forstået idéen snarere end déns udførelse – hvor er SÅ grænsen mellem det offentlige og det private rum? …
Censur kan ikke indføres igen. Indgreb i folks kommunikation skal således bero på domfældelse for kriminel aktivitet og ikke kunne komme FØR en domfældelse! Altså, fingrene fra Internetforbindelsen!
Opdatering: Det forlyder fra Forenede Nationers Menneskerettighedsråd, at afbrydelse af folks internetforbindelser i dag konstituerer et brud på deres menneskerettigheder. Se hér:
Om endeløs kolportering af den amerikanske underholdningsindustris lobbyisme.
Der er forskel på Kolportering og Meningsihændehavelse, og absolut fælles for alle danske rettighedshaverorganiationer er, at de fantasiløst kolporterer meninger om rettighedsbrud til deres medlemmer.
I min tid i Dansk Forfatterforening har det været tydeligt, at foreningens bestyrelse vælger den nemme løsning, når det handler om forholden til spørgsmålet om pirateri på nettet. “Det er af det onde, det skader kunstnere, det skal væk, syndere skal straffes!” Senest endnu en kolportering af holdninger gjort tilgængelig for medlemmerne, indpakket i en rapport skabt af rettighedshaverorganisationerne, ministerierne osv., der
(* Og denne holdning er fra 2007!, hvor man besluttede sig for helt firkantet at fastholde lovgivningen, som den så ud, snarere end at forholde sig til en virkelighed i digital forandring.)
Ét er så, at Danmark igennem de seneste 10 år har haft en højredrejet regering, som systematisk har overført midler fra fattige til rige. At dén generelle livsindstilling skulle kunne afgøre, hvad der kommer samfundet, forbrugere og kunstnere til skade, skal vist lige tages med et gran salt.
Noget ganske andet, og mere globalt er: Følger man med på debatten på nettet, og herunder alt der har med “infopolicy”* at gøre – dvs. informationspolitik i verdens forskellige kulturer og nationer – vil man opdage en systematisk propaganda om industriens mange tab som følge af pirateri udspringe af lobbyisme fra den amerikanske underholdningsindustri. Løgne og bagvaskelse og falske statistiskker og fordrejninger, der tiere og tiere tilbagevises af en forarget forskervirkelighed, professionelle magasiner og meningsmagere, og af enkeltpersoner med vid og talent for at grave og stille de forkerte spørgsmål på rette tidspunkt. En mere end gryende holdning blandt ikke-hjernevaskede professionelle i mange af kunstbrancherne, der er berørt af digitalisering, er at digital piratvirksomhed for en væsentlig del skyldes mangel på nem adgang til produkterne.
Vi, der arbejder med sprog, ved at svar afhænger af både spørgsmåls formulering og tolkning. Og spørger man folk, om de henter copyrightbeskyttet software uden at betale for det, og folk svarer ja – og man så IKKE spørger, om folk ville betale, hvis der var en mulighed for det – så er man propagandist, populist eller slet ret og simpelt et manipulerende svin, der er ligeglad med de holdningsændringer, og frygt, og heksejagt, sådanne udnladelsesløgne afføder i alverdens lande. Fuldt ud på højde med heksejagten på marihuana i USA’s 30’ere, der holdt spiritusforbudets politistyrke talstærkt på gaden, og terrorist-heksejagten, der stadig holder 3. verdenskrig i gang.
Der er kun én måde at imødegå digital piratvirksomhed på: Tilbyde noget bedre og nemmere og lovligt. Enhver anden håndtering skaber en mere ubehagelig, mere frygtsom og tydeligere klasseopdelt verden. I højrefløjens ånd, javist. Godt med kontrol og ejerskab. Godt med individualisme og enhver er sin egen lykkes smed.
Men det er fortid, folkens. Farmand ér vippet af tronen og folket har talt.
__
* Et godt sted at begynde er det svenske Piratpartiets repræsentant i Europaparlamentet, Rick Falkvinge.
I Google Labs Ngram søgemaskine kan man søge i flere korpus (korpi?) bestående af millioner af bøger. Vælg mellem Amerikansk og engelsk engelsk, tysk, fransk osv. Ikke dansk, desværre.
For at finde ud af, hvilken indflydelse Philip K Dick har haft på det amerikanske samfund, tastede jeg hans navn ind; meget interessant: Der er tydelig påvirkning fra udgivelsen af filmen Bladerunner i 1982, og efter en nedgangsperiode i 90’erne, bliver der lavet den ene storfilm efter den anden over hans historier, som så efterfølgende afspejles i udgivelserne i det amerikanske samfund.