Category: bevidsthed

Tankedeling: Diskuterer du dine idéer i bussen, kan Movia så gøre brug af dem?

Hvor ER grænsen mellem det offentlige og det private rum, på internettet?

 

Hvem ejer rettighederne til et manuskript, som er blevet til i fællesskab med et debatforums brugere?

Alle debatfora i dag – Twitter, Facebook, Reddit osv – forbeholder sig ueksklusiv brug af alle indlæg fra deres brugere, sådan at forstå at forummets ejere må anvende sine brugeres produktion på alle måder, de, forummets ejere, føler det for godt befindende, uden hensyntagen til skabernes nuværende eller senere anvendelse andetsteds af produkter skabt i fuld offentlighed i et forum.

Spørgsmålet er interessant af flere årsager: Fokus på retten til at udnytte rettigheder i dag er meget stort. Ikke mindst pga. mediepirateri, der har affødt retsforfølgelse af mediepirater – i rettighedshavernes øjne for at kunne fastholde indtægtsniveauet på egne produkter og for at få lov af aktionærer til at investere i nye produktioner. Tvivl får ikke lov at spille ind; enten har man rettighederne, eller også har man dem ikke.

Nærværende sag handler om undfangelsen og udviklingen af et filmmanuskript.

En ret ukendt forfatter, James Erwin, havde posteret ideer og scener fra et manuskript, “Rome, Sweet Rome”, på et socialt forum, Reddit. Om end ideen er James Erwins egen og han selv har sammenskrevet brudstykkerne til en færdig pitch (idéramme med omdrejningspunkter og slutning), har Reddits brugere bidraget markant til skabelsen, og iden har han solgt sin pitch som filmoption til Warner Bros.

Nu er spørgsmålet, hvem der ejer udnyttelses- og udviklingsrettighederne hen imod en færdig film. Warner er ikke i tvivl. Det gør dé, for de har betalt for udviklingsretten; ikke et færdigt manuskript. Men spørgsmålet er, om ikke Reddit kan sammenskrive og forandre de offentliggjorte dele af manuskriptet og sælge en filmoption på en lignende film til en anden filmproducent. I følge Reddits egne betingelser for brug af stedets debatfora, som alle brugere klikker ja til ved profiloprettelse, så jo. Det har de ret til. De har jo fået “ueksklusiv brugsret” over alt, der posteres på Reddit.

Og de brugere, der har bidraget til manuskriptets skabelse, ikke mindst med formulering af en stærkere slutning; hvad med dém? Måske det ikke så meget er et spørgsmål om penge som om anerkendelse:

Er et (internet)forum kun et ligeværdigt fællesskab så længe, at ingen har (synlig) fordel af de andres input? Eller fordrer bidragende deltagelse på Internettet en særlig form for ydmyghed eller godgørenhed, der skal læres? Aldrig at lægge anfordring på dét, som allerede ér givet frit?

James Erwin har trukket sig fra Reddit efter salget af udviklingsaftalen til Warner Bros. Angiveligt fordi “det er et helvede det her med internetrettigheder”. Ja, hvem ud over skaberen har retten til en idé, der er offentliggjort, før den er solgt? Øe… Eller, hvem kan sælge noget, der har været offentliggjort? Ja, dét kan skaberen. Eller skaberNE. Og altså også det offentlige sted, hvor det er blevet skabt.

Måske var det noget for opretholderne af de offentlige rum, man betaler adgang til?

I fremtiden, hvis du taler om dine planer og idéer uden for hjemmets vægge, giver du ejerne af bus og tog og metro og biografer og caféer og restauranter og museer ogsåvidere retten til at udnytte, videreudvikle og sælge dine idéer, og bryder du dig ikke om dét, kan du bare fise hjem.

Nåe, nej, man må jo ikke overvåge folk… jo, vent! Det må man jo godt på privat grund. Men jeg har jo ikke givet nogen lov til at overvåge mig dér… Jo, ved at betale min adgangsbillet og accepteret de små ikoner på væggene har jeg sagt ja til overvågning. Men hvad så med det offentlige rum uden for? Det betaler jeg jo også for. Hér er det bare flertallets stemme i det danske demokrati, som bestemmer? Hvis jeg således er uenig eller bange for at andre skal udnytte mine idéer uden at kreditere eller honorere mig, som f.eks. mange skrivende personer frygter, skulle jeg ikke bare fise hjem til mig selv? Eller simpelthen forlade landet til fordel for en banarepublik, hvor jeg bare skal have penge nok, hvis jeg vil være i fred?

Nu har jeg lige givet rammen til en science fiction-fortælling hér, som er publiceret i det offentlige rum. Men det er min server og min blog, og jeg har ikke afgivet den intellektuelle rettighed til udnyttelsen af min idé. Faktisk bliver rettighedslovgivningen en bedre ven jo mere detaljeret min idé er. Undlader jeg således, som hér, at detaljere min idé, er den ikke (juridisk) svær for andre at overtage og brygge videre på.

Man kunne også sige det således – som brugernes arbejde på Reddit bygger på:

Idéer er gratis. Og læring tager tid, og hvor ud over i et socialt forum kan man blive dygtigere til at forstå fællesskabets behov, herunder hvad et interessant manuskript er? Det er færdigudviklingen af idéer til kommerciel afsætning, der er det hårde og omkostningsfulde slid, og dén eller dé, der laver det arbejde, må belønnes.

Så, selvfølgelig skal filmselskabet betale Edwards for at kunne udvikle hans idé (incl. Reddits brugeres input) til et produkt, der kan markedsføres og sælges og vises i biograferne.

Men hvad så med alt det, der hele tiden kommer ud at ligge på nettet? Er nettet et offentligt forum eller er det ikke? Er nettets indhold for alle, eller ikke? Er tilgangen til alt digitalt et offentligt læringsrum eller ikke? Hvad ér Internettet – vej, bibliotek, læsesal, vinduesudstilling, ét stort rum med fordøre  til private eller offentlige rum eller bare det hele? SKAL idéer egentlig kunne behæftes med juridiske genbrugsbegrænsninger, eller gælder dét kun udførelsen af idéen, realiseringen:

I den taktile verden er idéerne pr. definition udkrystalliseret i form, vi kan røre ved, lugte til, smage på, udbygge, formindske, destruere formen, der rummer IDÉEN. Idéen er her en 3dimensionel, taktil form; blot at forsøge at efterligne idéens udførelse, dvs. form, er at skride ind over grænsen ml offentligt og privat rum. Men på internettet, i den ikke-taktile verden, hvor produkterne kun kan røres med sindet, og hvor kopiering er et spørgsmål om at have forstået idéen snarere end déns udførelse – hvor er SÅ grænsen mellem det offentlige og det private rum? …

Nej. Jeg tror ikke, jeg KAN fatte det! Kan du?

—

Rome, Sweet Rome (links)
Does Warner Bros. Really Have Exclusive Movie Rights to a Story Posted on Reddit? (Analysis) – Hollywood Reporter.

Variety

Politiken

Ekstrabladet

Facebook

 

Lejede lærebøger som fælleseje

Debat ønskes.

 

I USA (og måske andre steder) kan man leje digitale lærebøger med DRM i en periode.

Nu har digitale pirater besluttet, at det skal være nok med de høje priser på lærebøger. Et site er oprettet, hvor flere studerende kan slå sig sammen om at leje en titel, hvorefter sitet fjerner ebogens DRM og gør den tilgængelig for de studerende. Efterfølgende efterspørgsler kan downloade ebogen uden betaling.

En del af problematikken er, at Universiteterne i USA udgiver og sælger lærebøger til de studerende. De ændrer f.eks. opgavenumrene i dette semesters udgave ift. forrige udgave, selvom teksten generelt er den samme, og underviserne forlanger af de studerende, at de uanset hvad anvender (=køber) den nyeste udgave.

Ærlig talt – jeg ved ikke, hvordan det står til på de danske uddannelsesinstitutioner, men med sådan en problematik lige ved hånden, er det ikke svært for mig at se den onde cirkel:

Uddannelsen er dyr, måske kan man spare nogle penge på bøger, universiteterne behøver penge og udgiver selv deres lærebøger, universiteterne får ikke penge nok ind og sætter prisen på lærebøgerne op…

For at kunne bryde den onde cirkel er “man” nok nødt til at bevæge sig op på regeringsplan og udtale en mening om højere uddannelser, der tilgodeser et større antal u- eller mindrebemidlede.

Hvordan vil sådan en fortælling påvirke Danmark? Tjae, der har været en del kopiering af lærebøger hér. Det påvirker indtægterne for de undervisere, som skriver lærebøger. Måske bliver de – med ofte faste indtægter på undervisningsinstitutioner o.lign – mindre inspirerede til at kondensere deres viden på skrift, hvis ikke der kommer det “lidt ekstra” ud af det?

Men som jeg ser det, er hele pointen med digitalt pirateri at få en dialog i gang. Ikke en formuleret dialog fra et enigt bagland med én bestemt part, men enkeltindividers dialog med “dem, der bestemmer priserne på digitale ting”.

Det er selvfølgelig en følelsesmæssig sag – at digitalt ejerskab ikke på samme måde fylder i hverdagen og ikke altid kan lånes ud og ikke viser tegn på brug og og den aldring, der for mennesker gør ting virkelige. Men jeg er enig: Dialogen behøves.

Verden over debatteres straffene for digitalt pirateri, med strafferammer der går fra detailprisen og bøder, over internetforbud, og op til 10 og 20 år i fængsel. Et spændrum i holdning, der for mig viser hvor den amerikanske rettighedslobby har fået størst fodfæste.

RIAA og andre, rettighedshajer og -detektiver, med en profil over for presse, politikere og indholdsproducenter (kunstnere), der gerne tyer til bagvaskelse, løgne og falske rapporter, arbejder dagligt på at få lovgivningen i alverdens lande til at enes om straframmer for overskridelser af intellektuelle rettigheder, og samtidig få forlænget ejerskabet af samme rettigheder uendeligt.

I EU er det desværre lykkedes den amerikanske rettighedslobby at påvirke de rigtige/forkerte så stærkt, at musikrettighederne akkurat er blevet sat op fra 50 til 75 år – så Paul McArtneys og Cliff Richards arvinger og rettighedsejere kan fortsætte med at spinde guld på Beatles og CR. Målet er 95 år, men lur mig om det stopper dér.

Dialogen behøves. Hvis rettighedshavere verden over ejer deres rettigheder for evigt OG disse rettigheder kan sælges for højestbydende, hvilket de kan, truer en situation hvor et lille antal selskaber i verden ejer rettigheder til al mainstreammusik, -film og -litteratur, og patenter på medicin, teknologi, software og måske logiske løsningsmodeller, filosofi, undervisningsteknikker, og fortolkningsmåder…?!

Det er IKKE for sjov, at kampen om rettighederne udspiller sig, hvor den gør. I gadehøjde er den synlig og ligner da hér også rent tyveri, men hvem på gadeplan og med tid til rådighed kan bekæmpe softwarepatent- og medicinallobbyen?

Der er tre politiske hensigter med digitalt pirateri:

At opnå at kunne betale, hvor det ønskede emne er fundet.
At kunne betale skaberen/ne direkte.
At få frigivet rettighederne efter en begrænset brugs- og indtægtsperiode.

Formålet er (én gang til for Prins Knud) at skabe friere og billigere adgang til information og underholdning. Og forhindre et lille antal storkoncerner i at eje alt af fikseret intellektuel værdi i verden.

For dét er godt på vej.

Pirate Service Makes Textbook Rentals Last Forever | TorrentFreak.

Ken Kesey Docu: Magic Trip

The Merry Band of Prankster førte an i den nye (LSD-)bevidsthedsrevolution, der bredte sig til hele verden.

 

Ken Kesey (Gøgereden) havde ingen anelse om, hvordan man bruger et kamera, men dokumenterede ikke desto mindre sin og en flok legelystne voksnes rejse gennem USA til lyden af beatgenerations musik og største digtere, og tilsat en heftig dose LSD. Dette filmmateriale, som åbner døren til en tid, fra før alt bevidsthedsændrende blev anset for den direkte vej til kaos og anarki for både den enkelte og for civilisationen, er blevet restaureret og vises nu i sin fulde udstrækning. Nedenfor er et trailer-link – filmen må man finde andetsteds.

En del af historien på Los Angeles Times

Magic Trip Trailer – YouTube.

Susan Blackmore On: “There is no hiding with LSD”
http://www.dosenation.com/listing.php?smlid=8648

Om LSD på DoseNation

The Timothy Leary/Allen Ginsberg conspiracy to turn on the world

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

De stier, vi træder (om fildeling)

Hvor længe skal vi blive ved med at forfølge piratdownloads, før det går op for os, at nem adgang er dét, folk vil have?

 

Jeg er opvokset i København.

På Nørrebro, ml. Blegdamsvej og Ravnsborggade, er en smal gade, som i rigtig mange år var ensrettet. Sankt Hans Gade.

Meget fornuftigt, hvis man taler om biler. Der ér vitterlig ikke plads til modkørende motortrafik, hvis der også skal være plads til parkering. Men denne ensretning, der fører motortrafikken fra Ravsborggade og Ryesgade tibage til hovedfærdselsåren, Blegdamsvej, betød ensretning for cyklister, som skulle til Ravnsborggade.

Ensretningen tvang cyklister til at trække gennem Sankt Hans Gade, hvis de skulle fra hovedfærdselsåren og ned til søerne eller til området lige omkring udmundingen af gaden i Ravnsborggade. Eller de skulle køre en meget lang omvej for at ankomme til udmundingen af denne 75 m korte gade.

Det var biltænkning – fra før det fælles fokus faldt på det det fornuftige, sunde og billige i at cykle i storbyen. Gammel logik. Men  alt udvikler og forandrer sig. Også menneskers forhold til ordensmagten og til lovene – det er kun lovene, der er statiske.

Folk kørte igennem på cykel. Folk blev taget af politiet med jævne mellemrum og fik en bøde. Det var så regelmæssigt, at der ikke hér var noget at misforstå. Enhver cyklede igennem, hvis man kunne komme af sted med det. Alle var således uenige med byplanlæggerneog med politiet  om, hvordan ruten skulle være. Det var og ér den korteste vej, og den korteste vej er oftest den folk vælger. Ikke nødvendigvis den bedste, men når det bliver ved, er det dét folk finder mest hensigtsmæsigt.

Hvor mange år stod det på? 10? 20? Mange år. Men nu ér det lavet om. Der er malet en cykelmarkering ned igennem Sankt Hans Gade – som stadig er ensrettet for motortrafik og stadig har parkerede biler.

 

(Rockwoolfondens undersøgelse af danskernes (mildere) syn på løgn og socialt bedrageri kan hentes ved at klikke på billedet)

 

Status for faldne profeter; en projektansøgning

Om intelligens, begavelse, fokusering og uviden.
Der ér i sig selv ingen konsekvenser af høj IQ; der skal mere til.

Min matematiske IQ er på 142. Når jeg siger det sådan, mener jeg dermed, at min intelligenskvotient er målt på en anerkendt måde – dvs. ved en test, som er godkendt af Mensa.

At være intelligent er ikke det samme som at være kreativ, talentfuld eller vidende. Det betyder en over-gennemsnitlig evne til at gennemskue mønstrene i det område, ens intelligens beskriver.

At være en del over gennemsnit i matematisk IQ betyder således, at jeg er god til at gennemskue mønstre i den del af min bevidsthedssfære, som handler om rationelle gentagelser og dermed om formodninger om gentagelser.

Når man arbejder med formodninger, fordres tre forudsætninger:

  • at man hurtigst muligt gennemskuer et mønsters frekvens
  • og hurtigst muligt giver slip på den pågældende mønsteranalyse til fordel for nye mønsteranalyser
  • at man er fleksibel nok til at “holde resultatet på klem”, så man kan indkorporere nye resultater, som de måtte vise sig

De fleste mennesker udelukker behandling af mange informationer gennem en proces, som på engelsk kaldes latent inhibition, (“skjult hæmning, der kan komme til udtryk”) – som er et dyrs ubevidste evne til at ignorere stimuli, som erfaring har vist er irrelevant ift. dets behov. Når man er meget mere åben for indkommende stimuli fra omverden end det brede flertal, med en ringe(re) tilbøjelighed til at censurere indtryk, før de er blevet behandlet af bevidstheden, bliver man benævnt “kreativ”.

For den menneskelige bevidsthed kan alle informationer sammenkædes i mønsterkæder, fordi den menneskelige bevidstheds virkelighed “altid er den samme”. Selv ikke traumatiske tilstande forandrer vores grundlæggende opfattelse af virkeligheden; vi fortsætte med at stole på grundpræmisserne, uanset om de udviser små variationer: At en edderkop er lige så levende som en elefant, at det gør lige ondt at slå hovedet på en mandag som på en torsdag, at man ikke kan gå på vand eller levitere eller holde vejret i dagevis. At det ikke er virkeligheden, som er fleksibel, men derimod den menneskelige opdagelse af den – ved mødet med nye data, efterprøvelige stimuli.

Hvis man ud over at være matematisk intelligent også er kreativ, vil processen med at klassificere mønstre – gennemskue deres frekvens, og formode og teste nye mønstre – i sig selv være som en åben sluse, hvor informationerne “vælter” ind. Og kun dén, som formår at fastholde et fokus og er fleksibel nok til at justere sig til nye informationer undgår at blive løbet over ende af detaljer og mulige sammenhænge og datakombinationer.

Jeg er det, man kalder “kreativ” – jeg bemærker ting i mine omgivelser, som mange ikke vier opmærksomhed, fordi de ikke behøver det, og forholder mig åben til dem, uden at afslutte deres klassifikation.

Da jeg var yngre, tog jeg LSD godt 10 gange i løbet af 10 år. Det satte så meget skub i mine tankestrømme, at min sædvanlige introversion blev som en beholder, der ikke kunne rumme mere og begyndte at vælte over med udtalte spekulationer om alt muligt – og fordi jeg samtidig var både uuddannet og udannet, havde jeg meget lille viden om generelle sammenhænge i verden og blandt menneskene at hænge informationerne og koblingerne i strømmen af input op på. Jeg var kort og godt ved at blive vanvittig, fordi jeg ikke kunne finalisere, afgøre, mine koblinger – jeg manglede data om verden; mine sanseindtryk og observationer fortalte mig en hel masse begyndende historier, der var meget mere avancerede end min skole- og håndværkeruddannelse havde beredt mig på, men jeg havde ikke data til at afslutte dem.

Min evne til at fokusere reddede mig; måske var den forhøjet af stoffets kemiske eftervirkninger i min hjerne, jeg ved det ikke – men jeg kunne sende spekulationerne om verden “ned i papiret”. Alle de uafsluttelige tanker om verdens og menneskelige interaktioners beskaffenhed som følge af min ringe lærddom kunne jeg afslutte ved at nedskrive afslutninger eller konklusioner. Nedskrivningen lukkede døre og muligheder, men forhindrede mig i mentalt at drive for vejr og vind i alle retninger. Det reddede mig, at jeg kunne fokusere.

Høj matematisk IQ, fokuseringsevne, kreativ OG uvidende om verden: Mange data der kommer ind, former sig i mønstre, der former sig i mønstre osv., og finaliseres til bevidste, fleksible, temporære konklusioner, UDEN sikkerhed for sammenhæng med etableret viden. Hvilket betyder, at det kan være mangelfuldt, og det kan være nytænkende. Dét, der kommer ud af mig. Som med al skaben, men jeg er ikke længere bange for at tage fejl.

Og hvad så?

Det foregående er en analyse af en menneskelig tilstand, tilsat anerkendt viden om bevidsthedstilblivelse, mønstergenkendelse, datafiltrering mv. Men hvad skal jeg eller nogen anden bruge dét til – at have læst hértil?

Jo, der er altid en pris. Således også hér:

For den, som besidder en IQ, der er mere gennemsnitlig, vil ovenstående måske være interessant, men så ikke mere. Der er intet truende i det. Intet, som behøves for at overleve eller stille særlige behov.

For dén, som besidder en matematisk IQ over mit eget niveau og ca. på min egen alder eller temmelig veluddannet, vil selve konklusionen ikke være en konklusion, men blot en arbejdshypotese.

For dén, der matcher min IQ, alder, uddannelse, tankesæt, interesser – antallet blandt mine læsere faldt lige drastisk hér; måske er det kun mig selv, som nogen sinde vil nå hértil i teksten – vil ovenstående rumme nogle udfordringer, som er dét, der er prisen for at erkende ovenstående:

Vi kan aldrig vide nok. Og når man ved dét, bliver selve udvælgelsen af, hvad der er vigtigt at fokusere på, en drivende kraft; det er essensen i vidensvækkelsen i enhver kultur, som oplever eller har oplevet den luxus det er at kende til national stabilitet. Dvs. en drivende kraft – eller evigt talen uden om at gøre noget væsentligt, der ikke handler om personlig overlevelse!

Sitet her hedder 1000 stemmer, oprindeligt, fordi jeg følte at 1000 stemmer talte gennem mig – men jeg får flere og flere enslydende tanker om, at jeg burde lægge mit fokus på andet end dét, jeg tilfældigt kanaliserer. At min læretid som sandsiger er forbi. Og at det er mit egentlige arbejdsliv, der er ved at gå i gang.

Det sidste år på 1000 stemmer har været en eftersøgning – 248 indlæg, der har dokumenteret oplelvelsen af mit liv i verden i harme, begejstring, sorg, skrift, skønhed, savn… Mit liv. Ikke andres liv i nogen særlig udstrækning.

Jo, okay, digterne, og altid digterne – forsøget på at tilvejebringe et eformat for digtere at udgive i, eller i det mindste slå til lyd for, at det mangler og snart savnes. Ønsket om at lave et digitalt skriveværktøj, der passer digtertankegangen perfekt. Men derudover?

Jeg er røv-vant til at bruge al energi på mig selv, men springer rask væk til, hvis nogen spørger; jeg elsker udfordringer, projekter, opgaver, idéer, løsninger, modeller, hypoteser.

Jeg savner en opgave, et projekt. Noget at bruge min energi på, min udholdenhed og mine evner for at gennemskue verden, analysere og komme med nye løsninger.

Så er det sagt. Nu tager jeg på ferie i 14 dage – måske hviler jeg hovedet, måske ikke, men det her er en projektansøgning.

Brug mig. Ansøgningen udløber ikke

—

Kenneth Krabat, 7.1.2011
kontaktdata til højre på siden

Få idéen, føre firmaet til succcesss og sælge.

Dén verden, hvor dét at starte et firma kun er skridt på vejen mod at sælge det.

Jeg finder det interessant, hvordan folk forholder sig til begreber som at sælge sig selv, kunderelationer, fejl i opstartsfasen, hvad der er “tilladt” at fokusere på (“må man godt bare ville tjene penge”, f.eks.) osv.

Selv har jeg svært ved at fokusere på dét at tjene penge, og vil gerne forstå, om man evolutionært eller overlevelsesmæssigt betragtet BØR have et stort fokus på indtjening? Eller, snarere, om det er mig muligt at nøjes med bare at fokusere på samfundets edifikation og sanseligheds bedagelse? (Undskyld, kan du leve af at være forfatter? Nej, men jeg lever for det.)

For ganske nyligt faldt jeg over et udtryk. Det eksakte citat kan jeg ikke linke til, men det lyder nogenlunde således: “How to be a successful start-up’er and how to successfully guide the company towards a successful aquisition”. Altså, hvordan man lykkes med at opstarte et firma og siden lykkes med at føre det frem til en lykkelig overtagelse.

Føre sit firma frem til en lykkelig overtagelse…

Ikke fortsætte med sit firma til det udlever sin brugbarhed, men opstarte sit firma baseret på sin gode idé, finde de rigtige medarbejdere, der rigtige producenter, de rigtige aftagere, og når det topper så sælge det til overtagelse til mere statiske kræfter og gå videre med (idéerne til) de andre fimaer, man har opstartet… Og lade køberen om at malke idéen til sidste dråbe. Eller implementere den udbudte teknologi/service i andre produkter eller som bund for nye patenter osv.

Idé-realisering er hvad det handler om. Gøre idéer til virkelighed som en sport-for-penge. Realitetsvurdering i begrænset tidsperspektiv.

Hvad der motiverer menneskene er altid interessant.

At mit behov for kvalitet får mig til at føle, at hele denne idé-som-produkt-mod-realisering-og-salg er en smule snavset, er MIT problem. Jeg må leve med, at verden er fuld af unyttige dimser og ufuldstændige programmeringssprog og allehånde tjenester, hvis fremmeste kvalitet er, at de betaler for understøttelsen af menneskeliv, uden derudover at bidrage med kvalitet til menneskelivet. I det mindste er der så mennesker, som ikke sulter og kan forsørge deres familier og får tid og overskud til at forholde sig til at være menneske.

I Det Mindste.

—
Kenneth Krabat, 8.12. 2010

Kommer innovation og lommeuld samme sted fra?

Alle mennesker får idéer hele tiden. Det kaldes “overlevelse”. Så er der idéer, som ud over at løse konkrete problemer samtidig tænker større. Det kaldes innovation.

Brainstorming er en kunst. Der er visse formelle regler, som alle bør overholde, og der er mange teorier. Kort sagt kan teorierne opdeles i nemme/isolerede og svære/komplekse løsninger – skal man finde en tiltrækkende og logisk vej gennem et brugerinterface eller skal man dæmme op for insolvenserne som følge af mindsket forbrug i et helt samfund? Men grundlæggende handler det om at stole på modellen.

Her gives et konkret eksempel på en model til en let løsning, og indlæggets kommentarer er ganske interessante. Bemærk teoretikeren, der kommer ind omkr. 4. – 5. kommentar.

via Kommer innovation og lommeuld samme sted fra? – Anne-Sofie Nielsen | Version2.

“This is a rock. This is not a person!”

via Scott Adams Blog: Future Jobs 09/09/2010

.”I studied geography two hours a week for roughly 6 years minus 1.5 years summer holidays totaling 4.5 years.

52 (weeks) * 4.5 (years) = 234 (weeks)

2 (hours per week) * 234 (weeks) = 468 (hours)

I’ve spent roughly 468 hours of my life studying geography, learning about how rocks erode, mountains form etc. I would say I have applied this knowledge for roughly 2 hours of my whole life after school. There’s little use for it.

Now consider that I spent 0 hours in a relationships and communication class. Most people spend the majority of their lives dealing with relationships and communicating with people. People have such desperately unhealthily relationships with friends, family members and lovers. People don’t know how to show someone they like them. People remain in abusive relationships because they’re afraid of leaving or just don’t know how to.

There’s something wrong when I’ve had 14 years of schooling and I know how to form sigmoid curves from data and still don’t know how to cook.”