eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
Or, you are being kept!
You create and maintain a “sick” system – at system designed to keep those you want to keep with you, employers, children or a spouse, tired, worried, feeling worthless and responsible for your wellbeing.
You can also learn to recognize the sick system that you yourself are caught up in, and then get the hell out!
Issendai’s Superhero Training Journal – How to keep someone with you forever.
fiction doesn’t exist
there is no such thing as fiction
there is only the visiting of another person’s reality
so, what are the consequences?
Nothing is excusable, you cannot hide behind fiction – anything you write or say is your reality
anything you say or think is you
everything that goes through you and out to others is what constitutes you
you cannot escape reality, Your reality
this is what Leary and others before and after him means – this is the meaning of “one reality before, many realities after”
this in towards the infinite POW, the all-seeingness of letting go of judgement to just observe, possibly put into the code of reality-programmers like yourself these observations
this is the break-through into seeing, damn
fiction is fiction – this is the key
fiction is the concept of not-being-body, is the instinctive acceptance any reality shared, almost how ever different from the physical world.
fiction does not exist, there is only badly realised reality
Monkeys wise up and get the hang of money
When primates were taught to use currency, an age-old deal took place
Long ago Adam Smith, the founder of classical economics, observed: “Nobody ever saw a dog make a fair and deliberate exchange of one bone for another with another dog. Nobody ever saw one animal by its gestures and natural cries signify to another, this is mine, that yours; I am willing to give this for that.”
Smith was certain that humankind alone had a knack for monetary exchange. But was he right? Keith Chen, an associate professor of economics at Yale, asked himself: what would happen if I could teach a bunch of monkeys to use money?
Den gode samfundstjeneste, Forfatterstemmer.dk, har lanceret en ny tjeneste. Slid den med helse, og bidrag selv.
The Dangerous Art of the Right Question.
Der er mange spørgsmål at stille, væsentlige spørgsmål, som ligger lige for:
1 Hvem er firmaets målgruppe?
2. Hvordan bliver jeg lykkelig?
3. Hvordan skaber vi fred i Mellemøsten?
Men det er forfærdeligt dårlige spørgsmål. Dårlig, ikke fordi de er forkerte, men dårlige fordi de ikke forholder sig til spørgsmålets dimensioner.
“Real questions frame things in a way that creates a restless tension, by high-lighting the potentially important stuff that you don’t know. You cannot frame a painting without knowing its dimensions. You cannot frame a problem without knowing something about it. Frames must contain situational information.
Gode spørgsmål søger at afdække problemets, spørgsmålets dimensioner i form af del-besvarelser. f.eks.
2. Er mennesker med stærke venskaber mere lykkelige end mennesker, der er meget alene? (ja, de er)
osv.
Det gode spørgsmål lytter ikke til selvynk, misundelse, frygt, smerte eller andet. Det gode spørgsmålspringer ikke over, hvor gærdet er lavest. Det gode spørgsmål er en tålmodig del af det bedste svar og den bedste løsning.
Med tilkomsten af internettet vil dansklæreren fortsat få sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.
Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.
Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.
Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )
Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.
Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!) Continue reading “dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)”
In this hour of Radiolab, we take several different looks at that moment when we slip from life … to the other side. Is it even a moment? If it is a moment, when is that moment? And what happens afterward? It’s a show of questions that don’t have easy answers. So, in a slight departure from our regular format, we bring you eleven meditations on how, when, and even if we die
Egoet er ikke den slemme satan, alle gør det til. Betragt det som en ven, og det vil hjælpe dig til mere glæde.
Egoet.
Den her mystiske størrelse, der ikke rigtig bor nogen steder, men alligevel beskyldes for de værste asociale handlinger, omtales og behandles som et mentalt handicappet barn eller en hyperaktiv mobbeterrorist fra skolegården, skældes ud for at være for aktiv eller for stor, anklages for at være en frygtoppisker, og af modstandere forsøges bekæmpet med årelang terapi, øvelser, filosofiske omprogrammeringer, mnemotekniske remser, åndedrætsøvelser, meditation og meget andet, mens den stort set ikke har nogen tilhængere. Hvis jeg var ego, ville jeg heller ikke være glad (se Anton hér ude til siden…)
Men er det nu også tilfældet? Er egoet ikke glad?
I dag (2010) regner man egoet for hjemhørende i hjernen, i en række neurale baner, skabt og vedligeholdt af oplevelser og erfaringer gjort i vore tidligste år. Disse overlevelsesmønstre er ret dominerende i de fleste menneskers handlemønstre, men da de er grundlagt i en tid, før man blev i stand til at rationalisere sig ud af øjeblikkets frygt, kan man med god grund kalde egoet for vores “unge væbner”.
Når vi oplever et eller andet, som mønstergenkendes af vores unge væbner, vil vi blive søgt hjulpet som om vi er lige så gamle som vores hjælper. Dvs. mekanismer for afværgelse af farer og erhvervelse af fordele, som ikke nødvendigvis gør sig i det gode selskab, hvor respekt for impulskontrol og frygt, også kaldet “modenhed”, er alfa og omega. Ego’s typiske facon er ret “ung”.
Hvis man lærer at genkende træk ved sin egen adfærd, som modarbejder hvad man ønsker sig, kan man over tid justere sin adfærd. Det er typisk, hvad folk gør, der arbejder med at blive mere glade for livet, glade for sig selv – de arbejder dels på at genkende de impulser, som vores unge væbner vil have os til at udleve som reaktion på noget, vi oplever, og dels på at underkende egoets handlingsidéer, hvor det enten ikke er passende for andres (positive) opfattelse af os selv eller ret beset destruktiv i forhold til omgivelsernes behov og nødvendighed.
Så, er egoet glad? Ja, lidt. Når det får lov at køre igennem som et 5-årigt barn på en traktor. Men et 5-årigt barn tænker ikke på retningen – kun på at køre traktor – og det er ikke altid, der er brug for et nyt, stort hul i hækken.
Den modne del af personen, det tempererede sind og en hjerne med sociale erfaringer nedlagt i neurale baner, vil med tiden lære kun at lytte til egoet, når den kraft, som egoet repræsenterer i form af Psykisk Overbevisning om Nødvendigheden af Overlevelse! er strengt nødvendig – det kan være for at vinde et argument, standse en persons psykiske eller fysiske fremmarchs, eller kæmpe for sin plads i verden med primalenergi.
Vores verden er stadig meget ego-aggressiv, men det er aldrig for sent selv at lave nye neurale baner i hjernen som modvægt til egoets begrænsede budskab – ved at blive mere bevidst om vores ego, mister vi jo ikke kraften! Og der er næppe nogen tvivl om, at der er mere latent glæde i at kunne besinde sig og finde ro, selv når andre er agressive, end der er i at fare op som en bulldog hvert andet sekund, og konstant sørge for sine egne behov, før man tilgodeser andres.
Egoet er ikke farligt. Slet ikke. Det er vores Unge Væbner, som vi skal være god ved. Men når vi vokser og bliver ældre end vores unge ego, bør vi tage hånd om det, som vi tager hånd om de stærkeste, vildeste, mest impulsive af vore børn: Passe på det, så det ikke kommer til skade – fordi det i dén proces nemt kan skade os med sin ungdommelige mangel på overblik og indføling. Men lytte til det, som man lytter til enhver rådgiver, fordi det taler om noget det ved noget om.
Bliv voksenven med dit ego. Vi har alle godt af det.
An Obituary by Dieter A. Hagenbach and Lucius Werthmüller
At the age of 102 years, Albert Hofmann died peacefully last Tuesday morning, 29th April, in his home near Basel, Switzerland. Still last weekend we talked to him, and he expressed his great joy about the blooming plants and the fresh green of the meadows and trees around his house. His vitality and his open mind conducted him until his last breath.
He is reputed to be one of the most important chemists of our times. He is the discoverer of LSD, which he considers, up to date, as both a “wonder drug” and a “problem child”. Continue reading “Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008”
One of the more overlooked science fiction movies ever!
[English speaker? Just watch this.]
Science fiction
imdb
Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.
Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?
Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film – mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.
Filmen blev påbegyndt i midt’70’erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.
Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film – med voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.
Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme – måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70’ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80’erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen “mislykket”. (Men dét er den ikke!)
Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld – og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60’erne frem til ca. 1976.
Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.
Mange vil sikkert kalde det naivt – tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem – skubbe “de gamle” ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.
Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.
Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren…) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.
