Det danske biblioteksudlån er en enestående institution. Alle og enhver kan besøge biblioteket, og så vil en behjertet og begavet bibliotekar gøre hvad som helst for at skaffe en hvilken som helst udgivet bog i verden hjem til dig. Det er så UNIKT i verdenssammenhæng, at det ikke findes bedre.
Det findes simpelthen ikke bedre:
Hvor f.eks. amerikanske læsere donerer deres bøger til amerikanske lokalbiblioteker, er danske biblioteker både forpligtede og budgetunderstøttede til at at servicere danske lånere med bøger, film, spil, musik og oplevelser til at vække og stimulere læselyst og informationssøgning. Som både fastholdelse og højnelse af det generelle uddannelses- og vidensniveau.
Seneste skud på denne stamme er ebøgerne. Der er kun godt 1500 på markedet endnu, på dansk, men bibliotekerne tilbyder udlån af mange af dem.
En kommune bestemmer selv, hvor mange ebøger en låner kan låne. For Roskildebibliotekerne gælder flg. regler
Du kan låne en ebog i 8 dage.
Du kan låne 3 ebøger om ugen.
Dog ialt max. 12 ebøger om måneden.
Udlån af papirbøger koster ikke bibliotekerne noget – og forfatterne honoreres af skattepengene gennem fordeling af kulturmidler øremørket til forfatternes udlån på bibliotekerne.
Ved skabelsen af bibliotek.dk og centraliseret udlån af mange titler, er midler frigivet til indkøb og udlån af DVDer, musik, og computerspil – hvor rettighedshaverne i udgangspunktet honoreres gennem overpris ved indkøb af disse medier.
Ved udlån af ebøger, derimod, skal bibliotekerne betale rettighedshaveren for hvert eneste udlån! Og da ebøger jo ikke findes i eksemplarer, der skal hverken opbevares eller forsendes, er det en ganske god ekstraindtægt (som ikke kommer forfatteren til gode): Hvert eneste ebogsudlån koster biblioteket 1/3 af nettoudsalgsprisen på bogen = ca. 30 kr. pr udlån, der tages fra indkøbsbudgettet til nye bøger. Af dén grund er der begrænsninger på antallet af ebøger, en borger må låne pr. måned.
En låner i Roskilde kan altså låne ebøger for 360 kr. om måneden i sin kommune, og efter eget ønske et uanet antal papirbøger, samt de fleste film og musikCD’er, hvoraf ingen behøver fysisk at befinde sig i Roskildebibliotekernes lager. Alt bestilt via bibliotek.dk.
Åbenlyse konsekvenser ved at bytte et fysisk biblioteksvæsen ud med et digitalt.
Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, ophører nødvendigheden af at have fysiske biblioteksafdelinger
Som følge af besparelser har staten og kommunerne lukket over 150 biblioteksafdelinger landet over inden for de sidste 2 år – der er ingen grund til at tro, at lukningerne ikke vil fortsætte, hvis væksten i antallet af ebøger stiger og antallet af trykte bøger falder.
Bibliotekernes centraliserede udlånsfordeling af papirbøger søger for fysisk rundsending af bøger, der ikke er mærket som hørende direkte til ét bestemt bibliotek. Konsekvensen af lukninger, eksistensen af bibliotek.dk, samt en større reduktion i fysiske bøger ville blive, at en stor del af dansk udlånsbogbestand nemt kunne være på udvalgte lagre i landet og distribueres på bestilling til borgerne dérfra. Det vil være billigere, og med dén tankegang vil the powers that be givet være ligeglade med den for bogelskere så nødvendige kontakt til de professionelle bogelskere og vidensdistributører, bibliotekarerne. Bibliotekerne ville kunne udlejes til erhverv, eller laves til medborgerhuse eller varmestuer for hjemløse. Og bibliotekarerne midlertidigt ansættes som net-tilgængelige specialister i informationssøgning, indscannere af den ikke-digitaliserede bogbestand, rettighedsforhandlere osv.
Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, ophører nødvendigheden af at have mere end nogle få, NATIONALE bibliotekarer til at servicere hele landet.
Hvorfor skulle man uddanne samme mængde bibliotekarer, når der ingen fysiske udlånssteder findes, og al kontakt med borgerne sker som nationalcentraliseret, netbaseret udlån? Bibliotekarens rolle i samfundet vil være uændret, men ved bortfaldet i personlig kontakt og betjening, behøves stort set kun de bibliotekarer, som erhvervslivet og forskningsbiblioteker behøver. Kunstlitteraturen kan betjenes af nogle ganske få, evt. med en omlægning eller udvidelse af lektørtjenestens funktion.
Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, falder udbetalingen af bibliotekspenge til forfatterne for stående eksemplarer på hylderne.
Når biblioteker lukkes, kasseres ofte en stor del af bogbestanden, mens kun særlige bøger går i fællesarkiv eller flyttes fysisk til andre biblioteker. Herved forsvinder et stort antal af de bøger, som forfatterne får penge for. Såfremt man ikke rørte ved biblioteksmidlernes størrelse, ville alle forfattere få mere for de bøger, der endnu stod til udlån, men det er nok mere sandsynligt, at midlerne ad åre ville blive reducerede til at afspejle bogbestandens fysiske størrelse.
Det er muligt, at regeringen hen ad vejen er nødt til at gribe ind og kulturmiddeltildele forfattere til ebøger på bibliotekerne. Men da erhvervelsen af en ebogstitel er et JA eller et NEJ snarere end som med papirbøger et indkøb af antal eksemplarer, og enhver kan udgive en ebog, kan det godt tænkes at sådanne kulturmidler vil blive baseret på antal udlån. Og så risikerer vi, at EU griber ind igen og kalder det konkurrenceforvridende ikke at honorere forfatterne til oversatte bøger.
Det er et helvede!
Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion/salg/UDLÅN af ebøger stiger, risikerer forfatterne at miste udlånsbetaling overhovedet, idet forlæggerforeningen nægter at forhandle en udlånsaftale
Selvfølgelig nægter forlagene at forhandle udlånsaftale, der tilgodeser forfatterne:
Biblioteksudlånsaftalen, der alene giver forfatterne del i Bibliotekspengene, var en undtagelse i ophavsretsloven, som de store forlag har hadet og skåret tænder over igennem de 20-30 år, den har eksisteret. Nu kan de ved simpelthen at nægte at forhandle udlånsaftale, der tilgodeser forfatterne, med fuld opbakning fra borgerlig kulturpolitik vente på, at ebøgerne overhaler pbøgerne inden om og erstatter dem i udlånsskranken.
Skulle biblioteksmidlerne til den tid stadig findes, vil disse med en borgerlig regering ved roret gå til forlagene.
Denne ekstra indkomst vil næppe gå til at konkurrere om lavere priser på danske udgivelser (Gyldendal udgav 75% af al ny skønlitteratur i DK i 2010… not!*). Det kunne derfor med opbakning fra de to forfatterforeninger betyde en øget royalty til forfatterne, men igen: Forlagene kan bare nægte at forhandle, eller lave skinforhandlinger, for hvor skal forfatterne gå hen, hvis Gyldendal ejer stort set alt, inklusiv den største ebogsdistributør, Publizon? Og hvis biblioteksudlånsmidlerne bortfalder eller ikke tilgodeser forfatterne ved udlån af ebøger, vil først forfatterne tabe kontant på det. Siden vil der blive færre forfattere, både fordi faget vil blive mindre attraktivt som indtægtskilde og fordi vores lille sprogområde vil fordre større sigte på, hvad læserne i forvejen kender og forstår. Og over tid vil diversiteten i dansk litteratur blive en endnu større indblanding af oversættelser fra primært engelsk kultur.
Det er mig helt åbenlyst, at bolden ligger hos forlagene. Og at de ikke gider lege.
Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, risikerer læserne bortfaldet af offentlige støtte til boglån.
Der er ikke synderlig langt fra en konkretaftale som bibliotekernes “1/3 i betaling for udlån af ebøger” til direkte brugerbetaling. Og set med borgerlige øjne kunne sådan aftale givet lige så vel administreres direkte fra produktions- og distributionsledet, f.eks. Publizon. Eller fra en anden, kunstig, organisation skabt til formålet, og set gennem fingrene med fra politisk hold.
Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, risikerer kulturen censur på udlånet
Bøger, der kun findes i ét eksemplar, er nemme at fjerne eller gøre utilgængelige for udlån. Vi så det med Amazon’s Kindle-bibliotek, hvor folk pludselig ikke kunne få adgang til en bog, de havde købt. En sådan fjernelse kunne lige så vel være politisk som ophavsretligt motiveret, som tilfældet var med Amazon, men det ER et problem med digitale filer, hvis de kun kan hentes ét sted og ikke må rundspredes. For ikke at tale om, at data forgår – i modsætning til, hvad mange tror. Og harddiske dør. Man kunne jo prøve at forestille sig, at en server, der rummede al dansk litteratur, blev inficeret af en virus, der fjernede alle sidste-sider…
En metode at sikre landet og kulturen Danmark mod fremtidige overgreb fra angste politikere, fra vira, fra datatab, fra lokale strømudfald og alle andre trusler mod uønsket forgængelighed i nationalbibliografien, kunne være på følgende måde, også som en mulig betalingsmodel:
Grundlovssikret adgang til al udgivet skrift, frivilligt rundspredt af enhver med interesse for det via krypteret torrent med tilhørende omslag, omtale og anbefalinger fra læsere og anmeldere, og betaling for af-kryptering direkte til udgiver. Psykologisk salgsforslag: jo mere populær bog, jo dyrere. Kànon-litteratur undtaget. Dvs. fuck boghandlere og deres frie bogpriser… salg direkte fra producenterne. Bøger ældre end 10 år, titler undtaget, som stadig oplever salg: De næste 100 er gratis, betales over skatten og er uden krypteringer.
Det ER muligt, teknisk.
—
Kenneth Krabat, 6. januar 2011
* Ang. Gyldendals såkaldte dominans… Janus Andersen stod for korrektionen af den kolportering af Jyllandspostens kolportering af (sikkert) et nyhedsbrev fra Gyldendal… som fejlagtigt, løgnagtigt, hævede Gyldendal til højder, de ikke mestrer, endnu. Men i og med de ikke faktisk står for helt så mange af de danske skønlitterære udgivelser som påstået, har de heller ikke så stor dominans og kan derfor næppe tage det helt så roligt ift. pres fra ændrede udgivelsesmodeller. Og vil derfor nok være sædvanligt uvillige til at give forfatterne mere, end de pt. får.
