På Shirlington bibliotek slog jeg helt tilfældigt op i en bog om syncronicitet.
Kapitel 6 hed: “Hvor begynder en historie, og hvor ender den?” og fortsatte: “Enhver dag består af begivenheder, et utælleligt antal begivenheder, som vi plukker nogle stykker af og samler til en historie. Tilføjelsen eller fjernelsen af en eller flere begivenheder gør en anden historie af vores samling. Vi søger alle disse historier: “Hvordan gik det på arbejde i dag, skat?” og “Er der sket noget, mens jeg har været væk?” betyder “fortæl mig en historie”.
Det fik mig til at se på min dag med en vis fortvivlelse – jeg har aldrig betragtet mig selv som historiefortæller; jeg ved aldrig rigtig, hvor en historie egentlig begynder og faktisk slutter – der kommer altid for mange eller for få detaljer på.
Derfor skriver jeg ikke megen prosa – det tager simpelthen for længe at afdække detaljernes betydning på hele historien – men måske er der nu lys forude:
1. Betragt en historie som en ligning
2. Vælg nogle detaljer.
3. Vælg en slutning
4. Tjek detaljerne for at se, om de går op med slutningen.
5. Ændr på detaljerne, eller på slutningen, eller begge, indtil ligningen går op.
Simpelt, ikke? Og aldrig tidligere påpeget… Og man skal huske kun at nævne detaljer, som understøtter det løbende øjeblik, fordi det er dét, der er historien…
Men som sagt i
følgende: Enhver må finde sin egen vej. Og sine egne løsninger.
En anden historie fra min dag?
Det er søndag. I morgen er en helligdag, Martin Luther King-dag. Frem til godt og vel nu har dagsfølelsen være søndag – den velkendte følelse, der tillader adskillige timer i unyttig computerhengivelse iført røde underbukser og intet andet. Og ja, jeg siger har været – for nu begynder det at føles som en hverdagsaften, ikke engang som den lørdag, der går forud for søndagen…!
Som det burde fremgå er det i sagens natur en sjældent forekommende og typisk umanérligt ignoreret og uudforsket følelse, som ganske præcist beskriver udeblivelsen af søndagens klimaks: Den af enhver udearbejdende kendte og smerteligt dobbeltbundne følelse af tab af selvudfyldt tid og forventning om morgen-hverdagen!
Mine følelser lider af hollylag.
Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.