Bogudlånskulturen – slagtning, åreladning, hamskifte?

Bortfaldet af biblioteker, og overgang til ebøger, får voldsomme konsekvenser for Landets litteraturskabelse.

Det danske biblioteksudlån er en enestående institution. Alle og enhver kan besøge biblioteket, og så vil en behjertet og begavet bibliotekar gøre hvad som helst for at skaffe en hvilken som helst udgivet bog i verden hjem til dig. Det er så UNIKT i verdenssammenhæng, at det ikke findes bedre.

Det findes simpelthen ikke bedre:

Hvor f.eks. amerikanske læsere donerer deres bøger til amerikanske lokalbiblioteker, er danske biblioteker både forpligtede og budgetunderstøttede til at at servicere danske lånere med bøger, film, spil, musik og oplevelser til at vække og stimulere læselyst og informationssøgning. Som både fastholdelse og højnelse af det generelle uddannelses- og vidensniveau.

Seneste skud på denne stamme er ebøgerne. Der er kun godt 1500 på markedet endnu, på dansk, men bibliotekerne tilbyder udlån af mange af dem.

En kommune bestemmer selv, hvor mange ebøger en låner kan låne. For Roskildebibliotekerne gælder flg. regler

Du kan låne en ebog i 8 dage.
Du kan låne 3 ebøger om ugen.
Dog ialt max. 12 ebøger om måneden.

Udlån af papirbøger koster ikke bibliotekerne noget – og forfatterne honoreres af skattepengene gennem fordeling af kulturmidler øremørket til forfatternes udlån på bibliotekerne.

Ved skabelsen af bibliotek.dk og centraliseret udlån af mange titler, er midler frigivet til indkøb og udlån af DVDer, musik, og computerspil – hvor rettighedshaverne i udgangspunktet honoreres gennem overpris ved indkøb af disse medier.

Ved udlån af ebøger, derimod, skal bibliotekerne betale rettighedshaveren for hvert eneste udlån! Og da ebøger jo ikke findes i eksemplarer, der skal hverken opbevares eller forsendes, er det en ganske god ekstraindtægt (som ikke kommer forfatteren til gode): Hvert eneste ebogsudlån koster biblioteket 1/3 af nettoudsalgsprisen på bogen = ca. 30 kr. pr udlån, der tages fra indkøbsbudgettet til nye bøger. Af dén grund er der begrænsninger på antallet af ebøger, en borger må låne pr. måned.

En låner i Roskilde kan altså låne ebøger for 360 kr. om måneden i sin kommune, og efter eget ønske et uanet antal papirbøger, samt de fleste film og musikCD’er, hvoraf ingen behøver fysisk at befinde sig i Roskildebibliotekernes lager. Alt bestilt via bibliotek.dk.

Åbenlyse konsekvenser ved at bytte et fysisk biblioteksvæsen ud med et digitalt.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, ophører nødvendigheden af at have fysiske biblioteksafdelinger

Som følge af besparelser har staten og kommunerne lukket over 150 biblioteksafdelinger landet over inden for de sidste 2 år – der er ingen grund til at tro, at lukningerne ikke vil fortsætte, hvis væksten i antallet af ebøger stiger og antallet af trykte bøger falder.

Bibliotekernes centraliserede udlånsfordeling af papirbøger søger for fysisk rundsending af bøger, der ikke er mærket som hørende direkte til ét bestemt bibliotek. Konsekvensen af lukninger, eksistensen af bibliotek.dk, samt en større reduktion i fysiske bøger ville blive, at en stor del af dansk udlånsbogbestand nemt kunne være på udvalgte lagre i landet og distribueres på bestilling til borgerne dérfra. Det vil være billigere, og med dén tankegang vil the powers that be givet være ligeglade med den for bogelskere så nødvendige kontakt til de professionelle bogelskere og vidensdistributører, bibliotekarerne. Bibliotekerne ville kunne udlejes til erhverv, eller laves til medborgerhuse eller varmestuer for hjemløse. Og bibliotekarerne midlertidigt ansættes som net-tilgængelige specialister i informationssøgning, indscannere af den ikke-digitaliserede bogbestand, rettighedsforhandlere osv.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, ophører nødvendigheden af at have mere end nogle få, NATIONALE bibliotekarer til at servicere hele landet.

Hvorfor skulle man uddanne samme mængde bibliotekarer, når der ingen fysiske udlånssteder findes, og al kontakt med borgerne sker som nationalcentraliseret, netbaseret udlån? Bibliotekarens rolle i samfundet vil være uændret, men ved bortfaldet i personlig kontakt og betjening, behøves stort set kun de bibliotekarer, som erhvervslivet og forskningsbiblioteker behøver. Kunstlitteraturen kan betjenes af nogle ganske få, evt. med en omlægning eller udvidelse af lektørtjenestens funktion.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, falder udbetalingen af bibliotekspenge til forfatterne for stående eksemplarer på hylderne.

Når biblioteker lukkes, kasseres ofte en stor del af bogbestanden, mens kun særlige bøger går i fællesarkiv eller flyttes fysisk til andre biblioteker. Herved forsvinder et stort antal af de bøger, som forfatterne får penge for. Såfremt man ikke rørte ved biblioteksmidlernes størrelse, ville alle forfattere få mere for de bøger, der endnu stod til udlån, men det er nok mere sandsynligt, at midlerne ad åre ville blive reducerede til at afspejle bogbestandens fysiske størrelse.

Det er muligt, at regeringen hen ad vejen er nødt til at gribe ind og kulturmiddeltildele forfattere til ebøger på bibliotekerne. Men da erhvervelsen af en ebogstitel er et JA eller et NEJ snarere end som med papirbøger et indkøb af antal eksemplarer, og enhver kan udgive en ebog, kan det godt tænkes at sådanne kulturmidler vil blive baseret på antal udlån. Og så risikerer vi, at EU griber ind igen og kalder det konkurrenceforvridende ikke at honorere forfatterne til oversatte bøger.

Det er et helvede!

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion/salg/UDLÅN af ebøger stiger, risikerer forfatterne at miste udlånsbetaling overhovedet, idet forlæggerforeningen nægter at forhandle en udlånsaftale

Selvfølgelig nægter forlagene at forhandle udlånsaftale, der tilgodeser forfatterne:

Biblioteksudlånsaftalen, der alene giver forfatterne del i Bibliotekspengene, var en undtagelse i ophavsretsloven, som de store forlag har hadet og skåret tænder over igennem de 20-30 år, den har eksisteret. Nu kan de ved simpelthen at nægte at forhandle udlånsaftale, der tilgodeser forfatterne, med fuld opbakning fra borgerlig kulturpolitik vente på, at ebøgerne overhaler pbøgerne inden om og erstatter dem i udlånsskranken.

Skulle biblioteksmidlerne til den tid stadig findes, vil disse med en borgerlig regering ved roret gå til forlagene.

Denne ekstra indkomst vil næppe gå til at konkurrere om lavere priser på danske udgivelser (Gyldendal udgav 75% af al ny skønlitteratur i DK i 2010… not!*). Det kunne derfor med opbakning fra de to forfatterforeninger betyde en øget royalty til forfatterne, men igen: Forlagene kan bare nægte at forhandle, eller lave skinforhandlinger, for hvor skal forfatterne gå hen, hvis Gyldendal ejer stort set alt, inklusiv den største ebogsdistributør, Publizon? Og hvis biblioteksudlånsmidlerne bortfalder eller ikke tilgodeser  forfatterne ved udlån af ebøger, vil først forfatterne tabe kontant på det. Siden vil der blive færre forfattere, både fordi faget vil blive mindre attraktivt som indtægtskilde og fordi vores lille sprogområde vil fordre større sigte på, hvad læserne i forvejen kender og forstår. Og over tid vil diversiteten i dansk litteratur blive en endnu større indblanding af oversættelser fra primært engelsk kultur.

Det er mig helt åbenlyst, at bolden ligger hos forlagene. Og at de ikke gider lege.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, risikerer læserne bortfaldet af offentlige støtte til boglån.

Der er ikke synderlig langt fra en konkretaftale som bibliotekernes “1/3 i betaling for udlån af ebøger” til direkte brugerbetaling. Og set med borgerlige øjne kunne sådan aftale givet lige så vel administreres direkte fra produktions- og distributionsledet, f.eks. Publizon. Eller fra en anden, kunstig, organisation skabt til formålet, og set gennem fingrene med fra politisk hold.

Når produktionen af fysiske bøger og dermed biblioteksindkøbene af fysiske bøger falder, og produktion, salg og UDLÅN af ebøger stiger, risikerer kulturen censur på udlånet

Bøger, der kun findes i ét eksemplar, er nemme at fjerne eller gøre utilgængelige for udlån. Vi så det med Amazon’s Kindle-bibliotek, hvor folk pludselig ikke kunne få adgang til en bog, de havde købt. En sådan fjernelse kunne lige så vel være politisk som ophavsretligt motiveret, som tilfældet var med Amazon, men det ER et problem med digitale filer, hvis de kun kan hentes ét sted og ikke må rundspredes. For ikke at tale om, at data forgår – i modsætning til, hvad mange tror. Og harddiske dør. Man kunne jo prøve at forestille sig, at en server, der rummede al dansk litteratur, blev inficeret af en virus, der fjernede alle sidste-sider…

En metode at sikre landet og kulturen Danmark mod fremtidige overgreb fra angste politikere, fra vira, fra datatab, fra lokale strømudfald og alle andre trusler mod uønsket forgængelighed i nationalbibliografien, kunne være på følgende måde, også som en mulig betalingsmodel:

Grundlovssikret adgang til al udgivet skrift, frivilligt rundspredt af enhver med interesse for det via krypteret torrent med tilhørende omslag, omtale og anbefalinger fra læsere og anmeldere, og betaling for af-kryptering direkte til udgiver. Psykologisk salgsforslag: jo mere populær bog, jo dyrere. Kànon-litteratur undtaget. Dvs. fuck boghandlere og deres frie bogpriser… salg direkte fra producenterne. Bøger ældre end 10 år, titler undtaget, som stadig oplever salg: De næste 100 er gratis, betales over skatten og er uden krypteringer.

Det ER muligt, teknisk.

Kenneth Krabat, 6. januar 2011

* Ang. Gyldendals såkaldte dominans… Janus Andersen stod for korrektionen af den kolportering af Jyllandspostens kolportering af (sikkert) et nyhedsbrev fra Gyldendal… som fejlagtigt, løgnagtigt, hævede Gyldendal til højder, de ikke mestrer, endnu. Men i og med de ikke faktisk står for helt så mange af de danske skønlitterære udgivelser som påstået, har de heller ikke så stor dominans og kan derfor næppe tage det helt så roligt ift. pres fra ændrede udgivelsesmodeller. Og vil derfor nok være sædvanligt uvillige til at give forfatterne mere, end de pt. får.

ebogudlånsaftaler: indavl, idiokrati og diversitetsfjendskhed

Forlæggerforeningen vil hellere ødelægge dansk Litteratur end være årsag til ringere indtjening for forlagene.

Forlagsbranchen er godt 500 år gammel.

Holdningsmæssigt er den indavlet lavadel, der stadig betragter sig selv som bærere af de højeste dyder. Konfronteret med internettets gratiskultur har de kutteklædte bogdisciple ingen større visioner for almenvældet end at skære lunser af deres egne gudssønner – ved at få forfattere til at afgive deres digitale rettigheder, ved at forhindre forfattere i at få del i udlån af ebøger via danske biblioteker OG ved – via Forlæggerforeningen – inddirekte at true hele Danmark med afskaffelsen af biblioteksstøtten til forfatterne ved direkte at true Dansk Forfatterforening med, at EU kunne få den tanke at omstøde dommen fra et par år siden, der anerkendte Bibliotekspengene som kulturstøtte snarere end vederlag til forfatterne… såfremt i fald Dansk Forfatterforening fastholder, at ebøger skal inddrages i den undtagelse i Ophavsretsloven, som tillader bibliotekerne udlån af fysiske bøger.

Lang sætning, hold en pause hér

Det sidste, én gang til: Danske forlæggere truer Hele Danmarks Befolkning med at få EU til at genoverveje sin dom om, at vores biblioteksmidler til forfatterne ikke er konkurrenceforvridende – hvis ikke bibliotekerne (=forfatterne) holder fingrene fra ebøgerne!

Ikke blot er sådan akulturel selvfokuseren forkastelig i en grad, der får mig til at rødme af harme; jeg mener, vi taler en ødelæggelse af leve- og arbejdsgrundlaget for 90% af danske forfattere, økonomisk umynddiggørelse af alt andet end bestsellerisme, elitisering af forfattere efter salgstal snarere end indhold, kompentence, visioner, og tyveri fra hele befolkningen af tankebredde, diversitet, pionerarbejde.

Nej, sådan sladren til læreren, så INGEN kommer på lejrskole, når ikke alle må, er ikke blot forkastelig. Det er også dybt ubegavet.

Pfff! jeg spytter for jeres fødder. I købmænd af ringe visioner. (Men sådan er det nok med de fleste købmænd?)

via Forlæggerforeningens nyhedsside [pdf]
eller hérfra

Samtidig ved jeg ikke helt, om jeg skal lade Dansk Forfatterforening slippe. Men det er jo faktisk sådan, at hvert eneste år ønsker kulturministeren at skære i støtten til forfatterne. Og hvert eneste år er de to forfatterforeninger tvungne til at tigge kulturministeren om ikke at skære i støtten til forfatterne. Uden at have noget at bytte med. (Forfattere kan ikke strejke, og er mere lig selvstændige hvad angår solidaritet og fælles fodslag). Der er kun appellen om ikke at udhule dansk kulturliv ved at fjerne mulighederne for et diverst litteraturliv.

Dansk Forfatterforening er ikke præget af tyngende visioner for fremtiden. De Skønlitterære Forfattere heller ikke. Faktisk er det utroligt, at så mange begavede og erfarne tænkere og skrivere ikke er i stand til at fremarbejde en vision for bøgernes distribution og forfatternes levebrød. (For det er ikke bare et spørgsmål om selvpublicering – det kan kun de største bestsellerforfattere slippe af sted med.) Hvor er tankerne for fremtiden?

Det er meget enkelt, og det er dét, der er så forstemmende: Dansk Forfatterforening v/ deres talsmand og -kvinde er ikke interesserede i at give fjenden våben i hånd. (Fjenden er kulturministeriets embedsmænd og de litterærkulturfjendlige partiers kulturordførere): DFF ønsker ikke at åbenbare visioner for en fremtid, hv0r det kunne tænkes at forfatterne IKKE er statsunderstøttede. Derfor går alt slag i slag fra folketingsbudgetforhandling til budgetforhandling, fra år til efterfølgende år. Og først i dét øjeblik, tænker jeg, at idiokratiet for alvor slår igennem i administrationen og der bliver lukket for litteraturstøtten, vil DFF og DsF begynde at tænke uden for kassen.

Men så er det sgu for sent, drenge og piger! (Hvad får man egentlig for medlemskontingentet ud over fede kurser og retshjælp?)

SÅ. Hér står vi så i et land og en kultur, der har overskud nok til at rette et langt åløb ud, for efterfølgende at krummelure det igen…

På den ene side forsøger forlagene at tvinge forfatterne til at slippe udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Overlade den bredkulturelle dannelse til folk med penge)

På den anden side forsøger forfatterne lavmægtige at fastholde udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Muliggøre en bredlitterær skabelse for alle)

To fagområder, samme branche. Én national litterær kultur, der helst ikke må mærke uenigheden – men dét sker allerede. Hvem har ret? Er skabelsen af kulturforståelse alles ansvar eller den enkeltes ansvar?

Jeg ved godt, hvor jeg står, men det gør det jo ikke sandt. Forlagsbranchen – som købmandsloge betragtet – har fundet sig i at miste indtjening til bibliotekerne. Forfatterne har fundet sig i at sprede indtjeningen over et større antal forfattere.

Var man i tvivl om, hvad danskhed er, skulle man bare fint kunne leve med disse to virkeligheder i sin bevidsthed samtidig uden dén stillingtagen til deres modsætning, som kan løfte kompleksiteten op på et højere og alménmenneskeligt niveau. (“Denmark is a little land…” Citat: Eddie Skoller)

Bare ærgerligt, at begge aktører er så danske.


Kenneth Krabat 6.1.2011