NU klages der over, at bibliotekerne via købeknappen på eReolen.dk tjener på salg af ebøger. Bibliotekerne forsvarer sig med, at en brugers brug af købeknappen halverer omkostningerne ved 1 udlån af en ebog, og at dét ikke er at regne som salg. [alt. link]

1 Forlagene og bibliotekerne har hvad ebøger angår lavet en ét-årig aftale, der efterligner salgssystemet i eboghandlere.

eReolen.dk, en side, som danner levebrødsgrundlag for samtlige danske eforfattere, minder meget lidt om en biblioteks-faglig side, men i høj grad om en eboghandler. Fremvisningen af ebøger på ereolen.dk sigter tydeligt på bestsellere frem for på andre bøger.

Frem for at lave et system selv, som ville tiltale lånerne, har Bibliotekerne kastet håndklædet i ringen:

a) ved at fortsætte den konkurrenceforvridning, de slog an ved at eksemplarkøbe fysiske bøger efter forventet udlån snarere end bredde i udlånet. Hvad angår fysiske bøger fortsættes samme med henvisning til bibliotek.dk som eksempel på, at alle bøger stort set frit kan lånes over hele landet,

(hvilket regulært vil sige, at ethvert bibliotek har frie hænder til at afgøre f.eks. genrerepræsentation og områdenødvendighed og således kan slippe for at købe bøger, biblioteksmedarbejderne ikke er interesserede i – hvilket er en meget hippieagtig holdning, der ikke ville gå andre steder i samfundet i dag),

b) i erkendelse af, at det i dag ikke lader sig gøre for nogen at lave kulturpolitiske aftaler om bøger uden om forlæggerforeningen, fordi de to førende (skønlitteratur)forlag, Gyldendal og L&R, som begge satser stærkt på ebøgerne i disse år, ikke er til sinds at lade nogen tage investeringen i ebogs-infrastruktur og dermed populariseringen af ebøgerne til den almene befolkning fra dem. Dette ses ikke mindst på opkøb af Publizon til eDistribution og Flexional med bogsøgemaskinen bogpriser.dk.

2 Købsaftalen med forlagene er en budgetforøgelse for bibliotekerne. Som får flere penge at gøre godt med, når en ebog sælger fra eReolen.dk, men først om 1 år kan parterne se, hvor meget bibliotekerne har sparet, og dermed har kunne kanalisere tilbage til køb af udlånsmidler.

Forfatterne og offentligheden ved ikke, om ebogsbesparelserne vil forblive i bibliotekernes ebogspulje, eller om de vil skulle indgår i hele budgettet. Hvilket har betydning, fordi det angiver, hvor bibliotekernes holdning er på vej hen – og dermed muligvis forfatternes indtægt baseret på biblioteksrefusion for eksemplar-antal:

Selvom eksemplarantallet som følge af mindsket indkøb gennem flere år er faldet på danske biblioteker, er biblioteksmidlerne endnu statiske. Det totale beløb er ikke blevet ændret, hvilket kan ses som en kulturpolitisk udbalancering af bestsellerisme og indkøb efter foreventet udlån – “vi, politikerne, betaler overvejende for at forfatterne findes til rådighed på danske biblioteker; ikke for, hvem de er”.

Men sker der en politisk rokade i den eksemplarberegnede støtte til forfatterne, hvis f.eks. eksemplarindkøbet af fysiske (især skønlitterære) bøger falder til under noget politisk forsvarligt at støtte, OG flyttes bibloteksmidler fra indkøb af fysiske bøger til ebøger, vil noget meget mærkbart ske for forfatterne, og dermed for læserne på lidt længere sigt.

Qva muligheden for at vælge og fravælge forfattere og genrer gennem indkøb, der stilles til rådighed via bibliotek.dk (“VI behøver ikke – lad nogle andre bære byrden”) er bibliotekarerne ansvarlige for graden af litterær fællesnævner i DK. Biblioteksvæsenet har derfor et ansvar for at tydelig- og offentliggøre sine holdninger.

Det nytter kort sagt ikke at opretholde et fokus på, at hovdparten af lånere af skønlitteratur bruger bibliotekerne til bestseller-bøger. Der må skulle et andet fokus til – væk fra det %-vise populære, som repræsenterer salgmekanismer, og over på bredden igen med fokus på genrepopularitet.

Her kunne det være nyttigt at lave en ebogspulje til støtte af sværere tilgængelige titler, så disse på landsplan fik en pulje, der ikke løb ud. Ikke fordi et bibliotekslån er bedre end køb for forfatterne, men fordi spontant, men forhindret udlån af digtsamling via eReolen.dk ikke nødvendigvis resulterer i køb af digtsamling.

Tag lige at lave nogle undersøgelser blandt brugerne om dét.

3 Forfatterne får royalties og biblioteksrefusion for bogbeholdning på danske biblioteker. Hvis en forfatter har en anstændig aftale med sit eforlag, kan forøget salg via købeknappen på eReolen.dk kun betyde større indkomst. Men købeknappen er i teorien kun i værk, hvis biblioteket har opbrugt sine midler eller låneren har udlånt mere end kommuneaftalen angiver (5 stk/md i Kbh, 3 stk/md i Roskilde osv.)

MED MINDRE meningen med projektet er, at folk skal bruge eReolen som en BOG-portal for alle ebøger, hvad enten de er i udlån eller til salg?

Hvis det er tilfældet, bør forfattere hér også kunne forære bøger væk eller udlåne dem vederlagsfrit. Men kan dét lade sig gøre, når kapitalinteresser har andel i udviklingen af sitet?

4 Spørgsmålet er så også, hvilken bogsælger købeknappen omstiller til.

Branchekritik frygter, at fremvisning af laveste pris vil ødelægge konkurrencen.

Snarere end en fremvisning af  laveste priser ved hjælp af Gyldendals ebogssøgemaskine, foreslår jeg en randomfremvisning af en pris – akkurat som hvis man af egen drift søger ind i en boghandler og dér mødes af prisen på en søgt bog, som man så takker ja eller nej til. Det er mere fair over for alle. Snarere end grådighed kan der være mange årsager til forskel i prisen på bøger i forskellige boghandlere, også eboghandlere. Og konkurrenceelementet bevares.

Det burde så give eboghandlerne mulighed for at koble sig på afsender – “denne køber kommer fra biblioteket/eReolen.dk” – og indrette sig med særlige tilbud, så køber måske bliver på sitet, selvom de ikke bryder sig om den angivne pris.

Apropos dét – hvordan indregnes de fysiske boghandlere, som har satset på fremvisning og salg af ebøger? Og de edistributører, som har investeret i fysisk salgsmateriale som vej til esalg?

5 Hvis en forfatters værker sælges som ebøger, forbigås biblioteksrefusionen, da ebøger ikke kan regnes i antal bind på en reol, men kun i antal udlån.

Snarere end at komme fra en kulturpulje, betales udlånshonoraret fra det bibliotek, udlånet foretages igennem.

Udlånshonoraret er den forhandlede pris på ebøger ved udlån – et beløb som pt falder fra 18 kr. til ca 13 over en årerække, hvor en bog har været tilgængelig. Af dette beløb vil edistributionen få en procentdel, forlaget vil få en procentdel, og forfatteren en procentdel.

Er forfatteren selvudgiver, betales kun edistribution via f.eks. Publizon, som er en del af test-projektet.

Salg af ebøger fra eReolen.dk omsættes på biblioteket til “halv pris på næste udlån”.
– Det er til gavn for biblioteket, idet hvert salg fra ereolen.dk således muliggør 2 frem for 1 udlån af en ebog.
– eDistributionen får stadig fuld pris på hver distribueret ebog til udlån.
– Salg fra ereolen nedsætter beløbet, som forfatterne får royalty af – med mindre forfatternes digitale kontrakt stipulerer, at prisreduktion ikke berører royalty’en beregningsgrundlag.

Altså, hermed en opfordring til forfatterne om at tænke sig godt om ved indgåelse af nye ekontrakter

Forfatteren er ikke er taget i betragtning ved nærværende aftale om eUdlån. Jeg gætter på, at man regner dét for hørende under “hjemlige” afgørelser forfatterne og forlagene imellem – men hvor mange forlag beskytter deres forfattere mod forlaget selv, med mindre forfatterne har advokater i ryggen og et stort nok salg til at kunne true forlagets indtægt?

Det er også betegnende for projektet, at det er branchen repræsenteret ved Gyldendal og L&R – ikke branchen repræsenteret ved Forlæggerforeningen. Det er Aktørerne, man har villet have i tale – og som sædvanligt er indholdsproducenterne ladt ude af dén suppe.

Hvorfor ikke nogle tunge, litterære navne over for forlagenes og distributionens repræsentanter?

6 Et forfattersalg fra ereolen.dk formidles fra forfatterens eget “låne-område” – når man søger på et navn eller en titel – og er således ikke direkte i konkurrence med andre forfatteres bøger. Men pga. designet af eReolen.dk sker en konkurrenceforvridning over på det mest læste og det anbefalede – som ydermere og i skrivende øjeblik ikke har forandret sig i den sidste måned.

7 Forfattere, der sælger egne ebøger, er afhængige af Publizons deltagelse i projektet.

Er man ikke selvstændig erhvervsdrivende, kan man ikke deltage i projektet. Men som forfatter behøver man generelt set ikke være selvstændig for at kunne få lov at sælge sine bøger. “Forlag” er man kun, når man er en virksomhed i skattemæssig forstand. Ellers er man “selvudgiver”.

Umiddelbart lyder det som strid om ord. Men ser man på markedet, som det udfolder sig, giver det mening: Forlag er ofte medlem af forlæggerforeningen, som er toneangivende på mange områder, der berører branchen. For ikke at sige vagthundeagtig, på samme måde som dansk forfatterforening passer på forfatterne. Det er meget dansk. Og meget gammeldags. Og enhver årsag til at holde fast i det, der angives at handle om administrative udgifter, kan tænkes anderledes med en lille bitte smule initiativ. Hvis viljen er til stede.

Det tror jeg ikke, at den er. Ikke uden, at man tager sig godt betalt for det. På god traditionel vis. Helt ærligt, hvem konkurrerer I med? I skulle hellere tage og se, at der ikke kommer udenlandsk konkurrence, som kan det der med at være fleksible i forhold til brugernes behov. Og se, at danske forlag bliver flere og mindre. Og at tvinge enkeltmandsforlag til virksomhedsregistrering er at lave den danske kunstner-lovgivning om indefra, som holder kunstnere og dermed forfattere fri for virksomhedsregnskab. Og dermed fastholder muligheden for at være og leve som kunstner – dvs. eksperimenterende – snarere end at skulle kunne springe ud som kommerciel i første hug!

Hvis dén kurs er meningen, er det godt kørt ned.

8 eReolen er et åndssvagt navn. Jaja, folk forstår det, fordi de forstår en reol. Men der ER ikke bøger på reolen. Der er kun aftaler om transport fra sælger til køber eller låner. eReolen.dk er en aftalekonstruktion mellem distributør, sælger og udlåner. Bag hyggenyggenavnet med indbygget eLæsestol gemmer sig en masse studehandler og uigennemskuelige forandringer af hele forfatter-udgiver-bibliotek-boghandler-læser-kredsløbet – som absolut ikke i parantes er nødvendige at debattere mulige konsekvenser af.

—

I værste fald: Skrift sker på bestilling. Én stk. krimibestseller, tak. Større reduktion i bredden til gavn for overskuelighed i salg og markedsføring. Kritisk tænkning kun af folk i faste stillinger.

Det store spørgsmål er godt nok, om tiden er løbet fra udlån. Og dermed, om VI, den danske stats arbejdsgivere, skal give udlånskompensation til forfatterne, så forfatterne ØNSKER at lade deres bøger blive udlånt:

– Hvis oplysningstiden er aflyst, som nogle hævder, og bibliotekslånet for en stor del består i underholdning snarere end uddannelse, hvorfor skal VI, den danske stats arbejdsgivere, så bekoste dét?

– Omvendt: Hvis ikke VI, den danske stats arbejdsgivere, går ind og stiller krav til bredden i tilgængeligt materiale, bliver bibliotekerne bare endnu en statsfinancieret snævert fokuserende kanal med underholdning til den brede masse.

Men der er jo så meget Internet, og folk der taler sammen på nettet, og gratistjenester som Wikipedia (den er sgu ikke gratis, så host op, hvis du vil fortsætte med at se den på frie hænder!), og man får jo snart sagt svar på alt, før man får stillet spørgsmålet, så hvad skulle man læse udforskende og dannende for – hvorfor læse for andet end at holde fri med hjernen?

Men hvorfor så ikke bare betale det selv? Er det VI, den danske stats arbejdsgivere, som skal betale ferie til hjernen, som vi via skatter og prisniveau betaler for 5 ugers ferie, barsel, sygdom og handicap?

Fortsæt gerne her forneden. Hvad er det, vi ser ske?