@ Optagelse på Uni – Brevet! og Schröedingers kat

Er det ikke lidt tidligt? Jeg mener, skulle det ikke først være d. 28/7 – og skulle der ikke kunne gå endnu længere tid, fordi studienævnet først skulle tage stilling til min dispensationsansøgning under Kvote 2, før nogen kunne tage stilling til min ansøgning om at komme ind på Spansk? Men nu ligger brevet fra universitet her, ved siden af tastaturet. Uåbnet.

Og hér kommer Schröedingers kat valsende og stryger sig op af benet.

Og hér ligger den død og og stiv, øjnene mælkede, pelsen mat.

Fristelsen til at lade denne dobbelttilstand herske er stor. Men kunne tolkes som uvilje til at møde “realiteterne”, som de præsenterer sig i autoritære beslutninger.

Altså:

—————————————————————————————–

OPTAGET

IKKE OPTAGET

Er det så dét, jeg egentlig vil?

Vejet og fundet for let?

Går hele min verden så ad den snævre vej?

Hvordan tøjler jeg så min generalist-disposition?
Bare lidt?

Jeg skal ud af huset stort set hver dag fast i flere år –
hvis altså studiet er noget for mig.

Jeg skal finde ud af at komme ud af huset mere,
end jeg gør pt.

Jeg skal til at arbejde jævnligt, og ikke bare i perioder,
for at holde min minimumsindtægt.

Jeg skal – helst i går – i gang med et længerevarende
arbejde af en slags eller på kontanthjælp, hvad der
nu måtte komme først, før kontoen er helt tom

Jeg skal ikke blot begynde på noget helt nyt,
jeg skal begynde forfra.

Den gamle livsstil kan ikke fortsætte
sådan hér meget længere!

Hvad så?

Hvad så?

OPTAGET, IKKE OPTAGET
– forandringer skal ske, uanset hvad.
Og vil ske. Uanset indholdet af brevet.

Puha, godt at få dét på plads.

Op med kuverten.
Er katten stadig levende eller er den død?

Afslag.

Hvordan har jeg det med dét?

Altså, universitet skønner,
at 25 års ekstra livserfaring (i forhold til nye gymnasieelever),
en 4-årig håndværkeruddannelse, undervisningserfaring,
spansk på B-niveau (dog uden eksamen), engelsk på gymnasieniveau,
14 oversatte bøger, 23 års forfatterskab, 9 år som webmaster,
småuddannelser og kurser her og dér, rejser til 31 lande,
periodevist forfatterskabsunderstøttende erhversarbejde
og 1 1/2 års voksenpædagogik ikke kan sidestilles med
en “gymnasiel uddannelse”.

Men jeg kan anke afgørelsen, hvis jeg mener den
strider imod “bekendtgørelsen om optagelse,
forvaltningsloven eller andre regler”.

Jeg har 14 dage til at beslutte mig.
14 dage til at mærke efter.

Lige nu kan jeg ikke føle noget – den ene eller anden vej.
Men jeg er stadig fri.
Jeg er ikke inde i kassen sammen med katten.

Jeg er nu.

dagbog: Snurren på finger

Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: “K er ikke Kræften. K er KRAFTEN”. Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.

Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.

Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene – paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.

Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig – som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage…?

Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.

Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.

Jeg er ikke bange. “Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?” som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.

Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.

Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.

@ Farvel til fremtiden 4 – Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick… så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion – en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk – gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60’erne til sin død i 1983 – som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed – hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

Reality tunnels” – dét, at man som menneske “ser ned ad en tunnel”, hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet – hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads – i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til – måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker – trods at vi ligner hinanden så meget – tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at “virkeligheden” udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen – der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes – stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre – indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen – lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv – og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb – kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.

Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med – og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet…

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne – også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten – hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio – In pursuit of valis – selections from the exegesis
autobio – selected letters vol 1
autobio – selected letters vol 2
autobio – selected letters vol 3
autobio – selected letters vol 4
autobio – selected letters vol 5
bio – the shifting realities of philip k dick
bio – Philip K Dick in his own words (interviews)
bio – PKD, A Philip K. Dick biography
bio – Starmont Reader’s guide to PKD, by Hazel Pierce
roman – bladerunner (på basis af filmen)
roman – confessions of a crap artist
roman – cosmic puppets
roman – gather your selves together
roman – in milton Lumky Territory
roman – Mary and the giant
roman – puttering about in a small land
roman – the broken bubble
roman – the dark haired girl
roman – The man who japed
roman – Valis trilogy
roman – World of chance
noveller – A handfull of Darkness
noveller – en håndfuld mørke
noveller – Best of Philip K. Dick
noveller – book of pkd
noveller – Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller – robots, androids and other mechanical oddities
noveller – Second Variety, collected stories 2
noveller – The days of perky pat, the collected stories 4
noveller – The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller – the father thing, the collected stories 3
noveller – the preserving machine
noveller – the turning wheel and other stories
noveller – vintage PKD
noveller – writers of the 21st century: PKD
skuespil – ubik, the screenplay