I en ørken i USA har en stilhedsforsker konstrueret en kasse, som på indersiden udgør det gyldne mål for stilhed – det er ganske enkelt det mest stille sted på Jorden. Ingen kan komme ind i kassen, da den er for lille til et menneske, og det ville da heller ikke give mening, idet vore kroppe larmer så meget, at selv hærdede udholdenhedsforskere max. klarer 20 min. i det næst-mest stille sted, Microsofts Audio Lab [“where sounds go to die”…] Men uden om kassen er en zone, som folk normalt opfatter som “helt tyst” og ude omkring dén endnu én, som folk kalder “stille”.
Engang på en svensk skovsø var der så stille, at mit hoved blev ved med at skrue op for forstærkningen til ørerne. Den nat blev støjen i hovedet højere og højere, mens min hjerne ledte efter noget at høre, og alt den fandt var den pulserende støj af blodet i mine årer og mine tarme, der klagede af sult – lige indtil nogen startede en bådmotor 5 km væk og alt blev normalt og “bare” stille igen. Ah, Verden! Lyden af stilhed kaldte jeg det i mange år.
Det er slut med dét. Nu genererer mit hoved mere og mere af alverdens støj, som (heldigvis) kun jeg kan høre.
I dag, efter en lang og smertefuld skrivepause, gik der hul på en idé og på 4 timer flød en fuldt færdig 15-siders dramatisk én-akter om kræft og problemet med META ned i tasterne: “Når fortællerstemmen egenkommenterer på dramaet undervejs, bliver behovet for hengivelse i modtagerne større”…
Da Cindy og jeg efterfølgende havde talt om manus kommenterede jeg, at nu var min #Tinnitus over 7/10, (hvilket er ubehageligt tæt på smertegrænsen).
– Hvor høj var den så, mens du skrev, sagde hun.
– Jeg kan slet ikke huske, at jeg bemærkede den, sagde jeg.
– Så ER der noget, der virker, sagde hun.
– Men den var der jo, straks jeg kom tilbage, sagde jeg.
– Så VAR der da noget, sagde hun.
Jeg sagde ikke MEN igen, da det er hende, der skal stå model til både manglende fokus, uldent hoved og jammer og bidskhed. Men… De 4 pludselige timer i himlen med en idé, der blev ved med at give. De 4 nådige timers glemsel om dét, der tapper mig for det hele. Jeg følte mig mild og god og kunne sidde roligt 30 minutter med kæresten i sofaen ved panoramavinduerne og drikke tordenkaffe uden at føle, at livet gik mig forbi. Livet på øen, ikke? Men gøre det igen, hvordan?
Det er normalt for Tinnitusplagede at maskere støjen ved at lytte til støj på samme frekvens – bølger, regn, hvid støj, den slags – modulere på støjen med høreapparater og arbejde på at få hjernen til at fokusere på noget andet.
Men. Alene tanken om “BARE” at skulle maskere! Nej. Livet SKAL betyde noget. Det skal betyde noget, for ellers kan det være ligemeget.
Standarder er farlige BARE at have. De skal konstant realitetstjekkes, men så heller ikke BARE kastes bort.
Virkeligheden har aldrig nogen siden været “derude”. Og dét er så åbenlyst som aldrig før.
[facebook]
