Danmark, paradontose, skyld, behandling – del 1.

I Danmark gives tilskud til tandbehandling, men paradontose og effekterne heraf regnes for dårlig personlig tandpleje, da det er i mange tilfælde ER muligt at rette op på ravagen, men udgifterne til behandling falder på klienterne selv – dem, der har råd. Og prisen sættes af tandlægerne selv, hvilket gør behandling til en indtægtskilde frem for en velfærdsydelse. Din skyld, din betaling.

Rigtig mange mennesker har paradontose, en betændelsestilstand langs med og under tandkødsranden, som kroppens immunforsvar af flere årsager ikke kan komme til at afhjælpe, den fremmeste nok, at opbyggede “plak”/calcium skabt af bakterier fastholder betændelsen under tandkødsranden, anaeorobt/uden ilt, uanset immunforsvarets evne til nedbrydning af betændelse.

Continue reading “Danmark, paradontose, skyld, behandling – del 1.”

Toxoplasma gondii og kærlighed til katte

“The Last of Us” er mere end bare en tanke.

Denne snylter findes ofte i katte, og er påvist at styre eks. musen til at finde katteurin attraktiv, så den ikke frygter katten, som derefter får nemt ved at æde den.

Den kan også smitte til mennesker, og det anslås at 1/3 af alle mennesker er smittede. Toxoplasmose udviser muligvis ingen synlige symptomer, men ér der symptomer, kan den nemt behandles med antibiotika. Indtil næste gang man smittes. Katteafføring, jord og ubehandlet kød smittet med toxoplasma gondoii og så hænger man på den igen.

Livscyclus for parasitten Toxoplasma gondii

Det er lige til det klassiske billede på “kattedamen”, der ikke bemærker lugten af katteurin og bare tager flere og flere katte ind, indtil de overvælder hende…

B 15, Borgerforslag

– “Tandlægebehandling på lige vilkår med praktiserende læger over sundhedsvæsenet”

Det er indlysende, at afvisningen af dette borgerforslag handler om penge over dokumentation. Men for almindelige borgere med særlig interesse og de få tandbehandlere, der har både moralen i orden OG nysgerrighed over for helkropslige konsekvenser af dårlige tænder/inflammation, ikke mindst sammenhængen mellem inflammation og depression, og inflammation og fordøjelse, og inflammation og kræft… er der kun at blive ved med at forsøge at oplyse et folketing, der nidkært vogter borgernes kroner over borgernes velfærd – ikke mindst fordi borgernes velfærd forekommer at ligge Tinget SÅ meget på sinde, når det handler om arbejdsduelighed.

Continue reading “B 15, Borgerforslag”

Øjenkræft – uveal malign melanom

Man kan overleve Uveal Malign Melanom.

 

Min mor er diagnosticeret med en sjældent forekommende cancer – kun 45 tilfælde om året.

Fordi det er næsten komplet umuligt at finde andet end kliniske informationer, altså lægelig overlevelsesstatistik og info om behandlingsformer, tog jeg 2007 initiativ til at oprette en informationsblog, hvortil jeg håbede diagnosticerede og pårørende ville indsende egne erfaringer: Hvordan man lever med øjenkræft – hvordan man styrker sig selv og hjælper hinanden.

Kender du nogen, så henvis venligst hértil: http://uvealmelanom.blogspot.com

OPDATERING juni 2012

Ovennævnte blog er ukomplet, men et sted at starte. Vær opmærksom på, at den er rasende – JEG var rasende. Det er den typiske reaktion, når man bliver truet med frygt for at miste.

Min mor lever. I dag kan hun ikke se på det øje, hun havde en tumor i. Den lillefingerspids-store tumor blev behandlet med stråling – en plade indsat på bagsiden af øjet nytårsdag 2007. Der findes andre behandlingsformer, hvis man gennemtrævler internettet – men denne er måden, man sværger til i Danmark.

Igennem årene har hun gået til check-ups – først hver 3. måned, så hver 6., og nu hvert år. Selvom hun overlevede, er hun ikke sluppet af med uroen. Der er kun ét at gøre, når man er cancer-patien: At fylde sit liv med alt det gode, man kan forestille sig. Gode mennesker, gode vibrationer, godt arbejde, afslapning og motion. Gode film, bøger, teater. Dyr. Være god ved sig selv og sine nærmeste.

Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.

* Foto: Felicia Lensborn

dagbog: Anatomisk blåstempling

“Ja, jeg må hellere omgående sige, at der ikke er noget som helst”. Fin læge, godt menneskesmil bag professionalismen.

Sådan. Tak, fint. Men det vidste jeg også godt. En lille bløb i bagkraniet om, at min lungekapacitet er nedsat ca. 6%, givet gr. rygning. Men ingen pletter på lungerne. “Der er ikke noget som helst”.

Nu må jeg så tage stilling til følelsen i min brystkasse ud fra andre kriterier. Som jeg endnu ikke ved, hvad skal være. Men efter at have set The Secret i går aftes, blev jeg klar over, at jeg er på rette vej. Og at det kun er mit anstrengte forhold til penge, følelsen af aldrig at have nok (=tid), der har spærret mig vejen: Min vægtning af fri tid snarere end de muligheder, som at have penge giver. Men også den adskillelse på godt og ondt, som fri tid i mit tilfælde er blevet til, helt naturligt-agtigt-lignende. Fri til at tænke i fred, fri til at mærke det hele uden back-up.

Med The Secret i hovedet sad jeg i venteværelset og forsøgte at forestille mig, hvad jeg gerne ville med følelsen i brystkassen. Som herre over mit eget liv og kosmos er det nemt nok at se, at jeg indtil videre ikke har andet, jeg vil med følelsen i brystet end at åbne yderligere og give mere til andre. Venlighed, imødekommenhed, kraft, styrke, tillid, tro – frygtløst og med fokus på åbne mig for deres bedste følelser snarere end deres frygt, mistro, og gamle vaner.

Og til mig selv. På denne dag, hvor jeg er levende, og raskmeldt! har jeg lyst til at give efter for min lyst til at vende tilbage til en Landrover, få mig et buskørekort, flytte til Samsø. Fuck at komme på universitetet. Jeg gider det jo egentlig ikke:

Fat i AMU mandag og høre om buskørekort. Har fundet en landrover, jeg skal se, og et hus på Samsø jeg skal se. Livet udmærker sig.

Belært af livet ved jeg, at verden ikke nødvendigvis ændrer sig med den overbevisning, denne dag har for mig, men maskinen har været i gang et stykke tid – har set på hus i tre uger nu, talt med bankrådgiver, fortalt at jeg muligvis er ved at rykke teltpælene op for at gøre noget nyt. Det ér sådan set bare at fortsætte, og fastholde at jeg får igen, hvad jeg giver ud.

Så, andelslejlighed sættes til salg i næste indlæg.