LEVE AF?
“Kan det interessere nogen?” kan ikke være grænse- og unikakunstens spørgsmål, men kun tilhøre kunsthåndværket. At interessere modtagere, som hellere ønsker noget kendt end noget udfordrende, fordrer at udøveren nedtoner egne behov for at presse grænser på materialevalgs- og indholdssiden og kun anvender anerkendte materialer, retningslinjer, metoder, funktionaliteter osv. Hvis kvaliteten af udførelsen ellers er høj og funktionaliteten nødvendig, bliver bred afsætning af masseproduktion mulig.
“Kan det interessere nogen?” udtrykker en forskning i stereotypisk modtager-tilfredsstillelse med formålet at kunne sælge, hvor forsknings- eller unikakunsten grundlæggende lader det færdige værk afgøre modtagerens følelser.
“Kan det interessere nogen?” er i sig selv blevet et spørgsmål for kunstnerisk udforskning, med “pop-kunsten” som det første stadie, og siden gennem utraditionelle materialevalg, tvangsmæssig interaktion (fysisk, filosofisk besvarelse, følelsestvang osv.), monumentalitet (i betydningen stort, omkostningsfuldt, vanskeligt, dyrt financieret oa.) og iscenesættelse (af f.eks. fysiske menneskemængder eller holdninger, der afføder politiske agendaskift), blevet en måde for den kunstnerisk tænkning af fremhæve og belyse modtageres medindflydelse på værkers helhed.
“Kan det interessere nogen?” som kunstnerisk projekt er i dag i sig selv splittet op i forskning og håndværk, og der er ikke langt til at betragte unikakunstnere uden metabevidsthed som kunsthåndværkere. Udviklingen af kunstnerisk bevidsthed i dag betragtes som et felt, hvor nytteværdi qva hastig udbredelse via internettet er hævet fra at handle om interaktion mellem kunstner og aftager til at handle om kontakt mellem kunstner og mem-aktioner: kortlivet, men videresmittende informationsbehandlinger i brugere på sociale medier.
DØ FOR?
“Kan jeg komme til skade ved det?” udtrykker en tilsvarende forskel på unikakunst og kunsthåndværk, med tilsvarende valg af modtager og selvcensur til følge.
“Kan jeg komme til skade ved dét?” er dog et væsentligt spørgsmål i enhver udforskning, hvor resultatet af udforskningen må vejes op imod forventningerne til resultatet i form af håb om opdyrkning af nyt publikum, samfundsnytte og relevant grundforskning til gavn for fremtidens forskere samt egne muligheder for fortsat forskning.
“Kan jeg komme til skade ved dét?” kan kun kunstneren og forskeren afgøre med sig selv – i arbejdet med frembringelse og før offentliggørelse; mennesker arbejder forskelligt under forskelligt pres.
“Kan jeg komme til skade ved dét?” er i sig selv på vej mod at blive en almen kunstform, som overvejende endnu udgøres af fysiske udtryk, hvor kunstneren kommer i fare under udførelsen. Her tænkes f.eks. på Houdinis udbryderkunst, akrobatik, jack-ass o.lign. Men grænsen til virkeligheden udviskes, for eksempel ved under-cover aktioner i miljøer, hvor afsløring kan koste både kunstnere og de andre implicerede dyrt. Endnu udstrækkes stor carte blanche til den kunstneriske bespørgelse af skjulte magtprocesser og den slags – hvis det går godt, og udforskningen er begavet og humoristisk udført. Og endnu betragtes den dystre afklædning af menneskelig grusomhed som ren politisk aktivsme – men der er ikke langt imellem fremstillingerne af en journalist, der klæder sig ud som kynisk diplomat med formålet at afdække menneskehandel, to begavede pranksters der leger storaktionærer med formålet at fremstille aktionærers ligegyldighed over for konsekvensen af firmaets produkter og en kunstner der betaler en afrikansk by med geder for at de alle tager navneforandringer til hans efternavn.
“Kan jeg komme til skade ved dét?” er samtidig det spørgsmål, som især forfattere stiller sig selv, når de skriver projekter, der skal retfærdiggøre personlige erfaringer med tabuiseret begær og afhængighed: Er det vigtigere at skabe et helt værk – end hvad de som mennesker og kunstnere evt. måtte miste af opbakning fra omverden? Endnu nyder kunsten som sagt carte blanche, men mange kunstnere gennem tiden har ikke ejet deres egen risiko-vurdering – forfattere, der skrev om emner, som kostede dem udstødelse af fællesskabet, live-art-kunstnere, der døde under udførelsen, eller kunstnere af enhver art, som ikke havde nok opbakning fra kolleger eller publikum til at overleve politisk modstand eller trusler på livet. Men i takt med, at vi med internettet til hjælp hurtigt lærer hinanden at kende, vil risikoen for ikke at finde den netforbundne verdens opbakning for sin kunst, i sig selv blive en egen kunstform.
“Kan jeg komme til skade med dét?” vil således med tiden opnå en normalitet, hvor udøvere deler sig op i håndværkere og unikakunstnere. Det ses allerede i den forsøgsvise bemestring af folks sympati med fremlagte projekter (avaaz.org, sumofus.org o.lign), hvor konkurrence de forskellige organisationer imellem kan risikere at skabe sigte på sikre projekter (følelsesmæssige mængde-manipulation omkring bestemte vinklinger på verdensproblematikker), mens vi endnu har til gode at betragte f.eks. regeringsskabelse som risikabel unikakunst. Men det kommer nok.
JEG MÅ, JEG SKAL, JEG VIL, JEG KAN, JEG TØR, JEG ER
Hvad enten man overvejende arbejder alene som udøvende eller som udforskende, så kan kunstens to sider som helhed ikke overleve uden “den anden”. Den ene del af det kunstneriske imperativ skal fastholde materialevalg, måder, historik, kontekst, værdi, virkning, betydning, konsekvenser, og det andet skal sætte alt i nyt perspektiv og holde den menneskelige bevidsthed åben og undrende. En sammensmeltning af af de to er godt, men sjældent.
Trangen til at skabe og til at blive anerkendt for sin skabelse, mødes i og omkring støtten til reproduktionen gennem salg og støtten til unika gennem donationer. Man kunne også kalde både salg og donation for tillid til det kunstneriske imperativ.
Stasis forhindrer vækst, ukontrolleret dynamik dræber. Balance imellem det stillestående og det vildtvoksende er dér, livet varer længst.
Er det livsforlængende kunstens næste område? Eller dér, unika og reproduktion smelter sammen?
