Samfundet som udbytter af kunstNerne

(de der fucking følere, der tager altid så nært!)

Ja, det er så mig, der siger dét som en kommentar på et indlæg på A. Silvestris blog.

Indlægget dér på hans side er et indlæg i kunstdebatten, som ingen institutioner har råd til at lytte til, endsige honorere, og som alle både kunstnere og kunstbrugere bør læse.

Silvestri holder det sobert. Han behøver at forstå, hvorfor han, 15 års energi til trods, med

16 selvstændige udgivelser, 60+ antologier, fire priser, et hav af nomineringer, oversættelser til flere verdenssprog, foredrag, indtalinger, oplæsninger, sms-noveller og Politiken-hæder forbliver ukendt, og dermed ulæst.

Han anklager ikke nogen – men dét gør jeg. Og hvorfor sige det kort, hvis man kan sige det længere:

Med en lille udskiftning i hans indlæg af mig og mit til kunstnerne og kunstnernes sætter det spørgsmål ved, hvad pokker kunststøtten egentlig er til for.

Tro mig – hvad jeg end kritiserer hér, så vil der stå nogen på den kunst- og kulturpolitiske sidelinje og sige, at det ikke er sådan; at jeg ikke forstå, at jeg har misforstået noget. Men efter 35 år i “branchen” er jeg ligeglad med, om jeg har misforstået noget – jeg siger kke sandheden, men som jeg ser det. Og bekræfter selve argumentet for enhver kunststøtte: Kunststøtte er til for kunsten, ikke for kunstneren.

Igen; kunststøtten er til for én ting, og kun én: At holde gang i kunstens kredsløb, så samfundet ikke løber tør for NYTÆNKT og STORT INSPIRERENDE kunst.

Kunststøtten fungerer på 4 måder:

Ansøgninger

  1. Kunstnere modtager støtte til arbejdstid og projekt- eller rejseudgifter, baseret på ansøgning til en støttegivende institution, mest almindeligt Statens Kunstfond
  2. Kunstnere modtager støtte baseret på ansøgning fra private fonde, som typisk støtter kunstprojekter af blivende værdi

Hædersbevisninger

  1. Kunstnere modtager hædersbevisninger fra Statens Kunstfond som en livsvarig udbetaling
  2. Kunstnere modtager hædersbevisninger i form af national og international konkurrence, eks. XXXs pris, Nordisk Råds pris o.a.

Bestillingsopgaver

  1. Kunstneren bliver bedt om at lave et stykke kunst til en bestemt lejlighed eller en bestemt lokalitet – en tekst, et stykke musik, en bestemt scene, et bogomslag, en skulptur, en udsmykning oma.
  2. Kunstneren byder ind på bestillingsopgaver sammen med ligesindende og vinder retten til udførelsen og dermed honoraret

Brug og genbrug

  1. Kunstneren får procenter af salg, reproduktion, fremvisning, udlån, omtale og selvomtale af sine produkter
  2. Kunstneren får betaling ved salg af sine produkter

Som ordet siger handler kunststøtte ikke om menneskene, kunstnerne som personer, men alene om den nytte, som deres kunstneriske udforskning, eksperimenteren og talent kan inspirere samfundet som helhed, i højere eller mindre grad udtrykt ved den offentlige opinions interesse for kunstnerens værk. Hvilket ikke er skidt.

Det er vigtigt at understrege, at honorering af kunst lige så lidt er for kunstnernes skyld som køb af en bil er for designernes skyld, eller et hus er for arkitektens skyld. Ingen kunstner berømmes og belønnes for andet end hvad samfundet kan bruge deres produkter til. Og bliver deres produkter således ikke berømmet og belønnet – med salg, omtale og støtte – er det nemt for kunstnerne at tro, at denne frasortering handler om dem selv som mennesker. At det er som mennesker, at de ignoreres.

Dét er ikke tilfældet. Det er værre endnu. De kunststøttende institutioner og de fleste kunstforbrugere er KOMPLET ligeglade med menneskene, der laver kunsten. Og ved at ignorere kunstnere trampes på alle følelser, som kunstnerne måtte have i klemme ved ikke at forstå dette systems nådesløshed – og alt der værdisættes er produkter.

Konservative plejer at sige: “Dem, der ikke støttes, må klare sig selv”. Og alle andre på højrefløjen synger med på dét kor: “Kan du ikke leve af det, så lav noget andet!” Det er jo sådan tilsyneladende rationel holdning, der gør dem til højrefløj.

[reelt er det irrationelt, fordi et samfund uden kunststøtte er et dårligt fungerende og idéforladt samfund]

Kunststøtten, lig støtten til skoler, universiteter og fritidsaktiviteter, får kun opbakning fra Højre, hvis krav om produktivitet og nytteretning honoreres. Og det bedste man således kan komme op med for at støtte kunsten er, hvis venstrepartiernes kunstordførere taler godt for sig og gør rede for, hvor stor en del af kunstindustrien der kommer tilbage til statskassen på andre måder, og hvor nyttigt det er for selvforståelsen og den personlige dannelse, at kunstEN holdes i live af samfundet, og hvor vigtigt det er at fortiden holdes i live gennem kanonlitteratur – men IKKE: Individuel kunstforståelse, støtte til kunstneres udvikling (ud over dem, der får midler til at studere på akademiet, forfatterskoler o.lign.), pension, sygeforsikring osv osv osv. – fordi aftalen med den blå blok går ud på, at kunstnere MEST skal behandles som selvstændige, der må klare sig selv, eller lave noget andet…

Så ved du dét: Du må klare dig selv som kunstner. Dvs. “producere” ting, som kan betale dine regninger. Eller opfylde de støttende fondes krav om Originalitet og Udforskning af materialer og nytte. Og ikke forvente, at nogen tager sig af, hvad du FØLER, mens du arbejder. Kunstnere betales ikke for at være sanselige endsige følsomme, men kun for om ANDRE får gang i DERES sanser.

 

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.