I et respons i Altinget om venstrepolitikeres frygt for muslimske bønnekald (via højtaler på moskéer) siger den radikale politiker Paula Larrain om muslimsk bønnekald: Hvis det er larm, er kirkeklokker det også”

Følgende skrev jeg til Altingets redaktion, fordi kommentarfunktionen dér ikke virker, når man ikke er abonnent:

Ja, bor man ved siden af en kirke, kan gudstjenester, bisættelser, barnedåb og bryllupper nok opleves meget irriterende pga. klokkernes LARM. Men larmen udtrykker andre menneskers glæde og sorg, der udbasuneres til omgivelserne at tage del i – og ud over den ugentlige gudstjeneste er larmen ikke noget, der sker med stor og forudsigelig regelmæssighed og er højst til gene for folk med tømmermænd og natarbejdende, der behøver at sove. 

Med dén undtagelse er den kristne kirke indifferent over for om nogen i omgivelserne er troende eller ej. Var den derimod ikke en selvfølgelig kulturreligion længere og i stedet reduceret til trosretning blandt alle de andre, kunne det tænkes at klokkerne ville blive SØGT brugt som dengang, hvor slagene fungerede på samme måde som det muslimske bønnekald i dag – dvs. både som angivelse af fælles tid, og som påmindelse om religionens centralitet i samfundets liv.  Continue reading “bøn er en privat sag”