Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

 

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond QueneauJean GenetEugene IonescoBoris VianJean Baudrillard,  Marcel DuchampJohn Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.