kølig morgen. varme og sommer normalt som siamesiske tvillinger i Danmark, i sproget må sommeren så være forbi i dag.
en motorcykel lægger an til lift-off på motorvejen. vinden må så stå i vest.
og oven over alting syder tinnitus.
det er måden den er der på. nuet den er i. måden den fylder på. dens isolerende effekt oven på isolerende effekt fra kræfthverdagen oven på isolerende effekt fra skammen oven på isolerende effekt fra Du Er Intet Uden Papirer oven på isolerende effekt fra Du Er Alt For Klog, men det KAN jo vel ikke være verden, som gør alt det, isolationen Må være en følelse, en livslang én af slagsen.
nu miaver katten for mine fødder, den vil kontakt eller sige tak for mad eller have mere. men den afslutter altid Nok Mad med at vaske sig, som den gør det nu. og oven over alting syder tinnitussen, goddaw. en elendig kaffe som begyndelse på dagen, fuck. jeg vidste det godt, da jeg kom vand på de få bønner der var i pressebeholderen, den ville blive helt tynd, men jeg forhindrede det ikke og varmede al mælken og kom det på. katten igen. hvad vil du, misse? snurre 3˚ på stolen og den stikker mod køkkenet igen. pelsen er fugtig af vejret uden for. på 4 minutter har den gennemspillet alt og er tilbage ved måltidet, en ny begyndelse eller afslutning på alt andet. hvad ér et re-boot? og oven over alting ligger tinnitus.
bare JEG kunne begynde forfra. denne position lugter SÅ meget af slutning. jeg kan spærre munden op på formodningen at strammende muskler i halsen er synderen og næsten lykkes med at skære de højeste og mest skærende toner væk. men jeg kan for helvede ikke gå gennem dagen med munden spærret op som Dødens Spøgelse fra Scream! måske lige om lidt ligge lidt hen over den kolde bold, strække musklerne i halsen uden at brække i nakken. goddaw grossenollike i den afblomstrede syren, du kan godt finde ud af at leve, så længe du gør det, alt uden for ruderne sker af sig selv, verden ved ikke jeg har alt og alle i tankerne.
det kan så ikke være verden i det selv, Das Ding an Sich, men den observerede verden, der bare ikke føler sig truet, ikke ved den bliver set og betænkt.
tidlige omslag på philip k dicks Eye in the Sky havde direkte et Øje på Himlen, og knowing Dick har der sgu nok også været et kæmpe øje på himlen i historien, som i hvert fald nogen kunne se, husker omslaget bedst.
og oven over alting høres tinnitus. den uobserverede verden, dét er slut nu, lægen på riget til helårstjekket, der fysisk krydsede arme og ben da jeg forsøgte at få hende til at udtale “atrofierede muskler” som årsag til tinnitussen, hårdt at se hende lukke af for min vrede, akavet, jeg var jo i sorg, tilskadekommen af brusen, hun kunne have trukket vejret igennem det og ikke lukket sit hjerte, men ladet min vrede passere igennem sig, Have Kunnet havde nogen vist hende hvordan, også hun er overladt til at klare sig selv, systemet har heller ikke noget til HENDE, systemet vil have mere, end det giver. som med kapitalismen og arbejderne. ikke arbejderne, der ejer produktionsapparatet, ikke arbejderne, der ejer sig selv. men produktionsapparatet der ejer DEM, som sundhedssystemet ejer lægerne, systemet der har uddannet dem vil have ALT igen og MERE til i form af overholdte løfter og kompetenceopbygning til de kommende generationer, men viser ikke lægernes psyke og kroppe omsorg, det må lægerne selv kunne igennem lægeforeningens forhandlere med en nuværende regerings budgetgivere
og dér solen uden for ruden. regnvejrssol, dér så sankt hans på lørdag og bålforbud, dér dem, som ignorerer bålforbud, dér nedbrændte byer og landskaber og lande og verden i flammehav, dér alting renset og dér livet forfra, en grossenollike uden for ruden i knævver med andre uden for billedet, dér tinnitus, dér, dér verden, én verden, ingen verden, ingen påkrav om levering af noget, intet ansvar bygget ind, kun at mikroplastic dræber alle kommende generationer, langsomt, dér dunkende tinnitus, sydende brusende, Rend MIG
