KUNSTDOMMER

– et kunstnerspil

Malerstimulering over 4 dage:

Valg af handling går efter tur.

Formålet er at lave billeder, som man så placerer i én af to bunker: FÆLLES eller SOLO.

Billeder i FÆLLES-bunken må enhver arbejde på.

Et SOLO-billede må man kræve, at skaberen skal arbejde videre på.

Siger skaberen nej, ryger billedet i en DOMMER-bunke.

Tre enige kan frit udvælge én blandt sig til at arbejde videre på et billede i DOMMER-bunken, eller sætte det i omløb igen i FÆLLES-bunken..

Vælger man at påbegynde et nyt billede, går man ud af valgrækkefølgen, indtil man afleverer et billede i  en af de tre bunker.

Strategien handler om en blanding af mange færdige billeder, der er konsistente i deres udtryk, men dog interessante for andre at arbejde videre på; at bruge sin tur på at sætte en anden i gang med at arbejde; at undgå at blive holdt fast i at arbejde sine billeder færdige på forlangende, og at holde sig selv i en regelmæssig rytme, selv under pres om at arbejde længere tid end normalt.

Man bliver bedømt på, om man faktisk bearbejder sit billede. Det giver 1 point pr. påbegyndt eller viderebearbejdet billede, 2 point for at begynde forfra på det samme motiv efter returnering fra SOLO-bunken, skønt nul point for i stedet at lave et andet motiv. Et forkastet billede ryger ud af spillet. Og arbejde vedvarende skal man – ellers mister man sine point og ryger ud af spillet, når man har mistet dem alle.

Reelt er det uden betydning, om man maler intenst eller er malerpoliti. Hvis begge positioner gør deres arbejde godt og med integritet og ærlighed, bliver slutresultatet desto meget bedre. Beskyldninger om elitisme kan afvises med, at mennesker der får lov at vælge rolle, uværgerlig vælger den rolle, der passer dem bedst – om dét så bare består i at efterligne en anden.

BAZAR: generationsskifte 1984 (strunge og tafdrup vs. bjørnkjær og baidel, dertil lars hug og cityslang)

Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.

 

Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.

Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.

kk, 2012

på Dansk Wikipedia

Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum

Günters tekst

i Politiken [nu bag betalingsmur]

Det er i disse dage,

at spørgsmålet om mand

eller digt er til afstemning. Günter Grass

siger i et digt,

hvad åbenbart mange tænker –

at Israel er en atommagt,

der rasler med de store våben

over for naboen Iran – skulle hér stå

Iran eller Irak,

jeg kan aldrig huske forskel – men

for mig

var det bare et digt, et ikke

særlig godt digt,

et udsagn, som med samme effekt

kunne have været

et lille stramt stykke prosa, men

GG

valgte digtets form,

og opnår ufatteligt uforståeligt noget andet. Jeg tror,

han siger og behøver at sige: Det her

kommer fra hjertet, ikke

fra mit hoved. Og se

hvor digtet bliver taget imod: Dér

hvor alt er sandt.

zombie3, slagskygge

fucking funny weird

zombie3, slagskygge

Det er ikke dette digt, som er interessant, selvom det ér, men forskellen på dét og nattens første version, som jeg troede at have mistet. Følgende er rekonstrueret i morgenlyset:

På den ene side af floden en gylden by med templer og tårne og hvidvaskede kvinder på sydvendte balkoner og muskelsvulmende unge, ældre og aldrende mænd på terrasser og torve i venlig kamp. Byen har aldrig kendt til krig.

På den anden side de mørkeste sataner i det kendte univers, frygtet af enhver, blot ikke den gyldne by. Over vandet skærper skæret hér alle skygger kastet nat og dag.

Lad det forsætte sådan en tid endnu. I al evighed om muligt. Lad ikke en barne-, ynglinge-, voksen-, gammel sjæl komme til frygt i den gyldne by, stærkt nok til at smitte med mørke. Lad denne by slippe.

Her er så den oprindelige, nattens version af skyggernes land, stort set så forskellig fra morgenens rekonstruerede afsnit som nat fra dag:

På den anden side af floden de mørkeste sataner i det kendte univers, frygtet af enhver, den gyldne by undtaget. Skæret fra byen opbløder også dér skyggerne født ved fraværet af lys.

Det ér sgu da interessant, at den gyldne by ikke kendte til krig i nattens version, fordi skyggelandet behøvede mindre skarpe kanter på sine skygger, mens freden i dagens version er ubrudt, fordi skyggerne ved skæret fra den gyldne by bekræftes i, at de er skygger.

Nat: Fred som følge af blødhed. Dag: Fred som følge af skarphed. Fucking funny weird.

no part

we hope you never will…

You are not one of us.

Your dialect is not an issue. You have no dialect.

The lingo, the references, the “what’s this?” of people, who share similar talents and interests, none of it is familiar to you.

You do not connect. You do not belong. Mind, heart, body even, and so called spirit, an artist in the broken sense. An uncomfortable analyst you are – rarely with a home, even among peers, the threat of annihilating analysis being too great.

You are alone. The comings and goings of people, in the distance, through clouds, or binoculars, or through the “eyes of people”, that is your material. Dense and varied and manageable from afar.

Observer. Alone.

For you own safety you claim to enjoy the lives and emotions that you invent in order to let your thoughts gain present reality in all of your sensory perception and your empathy and aestetic talent.

You do not look towards the stars of the Universe, you look but towards “an understanding of society”. Something you perceive as an undefined date of future lessening of chaos. A coming to balance of mind with MIND – an equilibrium you will never achieve, not being “ofsociety”, and not even IF SO.

You know this.

Through birth or upbringing, little talents for managing talents, or lack of undefined-gift, what ever… you are no part. You are alwaystranslating. Always being translated in return. Never being seen.

Never being.

Because you are without. One cannot be without.

We pity you. We, the society, never say. As individuals we pity you.

Your fortunate “We” is visibly meaningful to you. And so is your bravadery meaningfully visible to us. You feel you benefit from us, in your miserable isolation. We thank you for not having to be you. We are most truly grateful.

We will further benefit from you.

In our massive collective.

You suspect that sometimes.

Sometimes even as you accept our pat on your head in what ever form suits you the best.

We will gladly accept all of your gifts of vision and pass them on to our people. And.

We will protect ourselves from your humanely lesser talent. And.

We will look at our collective, non-world building selves, through your soul and sensory perception and wonder at the truth of it, hmm…?

We will shower you with accolades and the fulfillment of your immediate and long-term dreams and desires, as you come to deserve.

And when you are hurt, we will look after you as one looks after a sick egg layer.

And with due honors we will pass on your accomplishmentss in the service of mankind to the annals.

We will never let you in.

Not that we could, if we would. Why destroy the better-world beauty that you see us with and the precious beauty of our following your pain?

We cannot.

We are too many to agree.

You are the one, who has to change.

We hope you never will.

Digt og arrangement – Det Ene Menneske

Hvis man skal prise glæden.

 

I dag i Hans Tausens Kirke på Amager læste jeg et 10 minutters digt op for godt 30 mennesker, som jeg var blevet opfordret til at skrive baseret på en passage i Biblen. Jeg er udmeldt af folkekirken og har tidligere takket nej til kirkeprojekter, men her blev jeg fanget af opgaven.

Digtet begynder sådan hér:

Nedenfor er mine noter:

 

Prædikernes bog 8,9-15

Vismandens resignation

v9  Alt dette har jeg set, og jeg har lagt mærke til alt det, der sker under solen: Til tider hersker det ene menneske over det andet til ulykke for det. v10  Jeg har også set, at uretfærdige bliver begravet og stedt til hvile, mens de, der har handlet rigtigt, må færdes langt fra det hellige sted og bliver glemt i byen. Også det er tomhed! v11  Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt. v12  For en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, v13  og at det ikke går den uretfærdige godt, så han kun lever kort ligesom skyggen, fordi han ikke frygter Gud.

v14  Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!

v15  Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen.

 

Hvis man kan prise glæden, selvom man ser smerte og sorg og uretfærd over det hele, er det da godt for alle. Glæden er ro, der formidles af hjernens kemi, men opstået af forståelse og accept og indsigt. Glæden, der formidles som dulmen af frygterne og sorgen og de mørke følelser, er kortvarig og forsvinder snart igen. Den langvarige glæde kommer af at handle i overensstemmelse med sine inderste behov. I accept af besvær og mørke tider, uden at lade sig optage deri, uden at lade sig falde og jamre og føle sig forladt af gud.

kk

11.11.2011 11.17

Rasmus Wichmann: Skriv 10 minutters digte til oplæsning

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx (præ 8,9-15)

Manden i den Hvide Kittel, ebog, kr. 35 (EPUB / mobi)

Forlaget Se, sne!s 6. ebogsudgivelse.

 

11. november 2011 udgives

den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel
(1987-2004).

Forlaget Se, sne! 2011
ISBN 9788798893288 (EPUB)
ISBN 9788798893295 (mobi)




den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel

består af trykte digte fra mine udgivelser, samt uudgivne digte og kortprosafortællinger fra den hvidkitledes (u)virkelighed.

Hvad han kalder sig selv, hvis noget, ved jeg ikke, men hér følger et eksempel på det sympatiske væsen, som okkuperer den skikkelse, jeg kalder Manden i den Hvide Kittel:

ambassadør for O’djibash

en lys passerer en sortmand, denne mulighed kan ikke forbigås, spørger indtrængende “hvem, eller hvad, er du?”

Sortmanden stopper beredvilligt op. “O’djibash. Jeg er O’djibash, mine venner således også; verden er O’djibash”.

“Og mig. Hvad med mig?” Lys er hvidthyllet. “Er jeg også O’djibash?”

“Nej,” svarer sortmanden tålmodig, mørkestrålende “jeg kender dig ikke. At se Ukendt som O’djibash er at fornægte O’djibash – og det er umuligt. O’djibash er verden.”

“Jamen”, jamrer den hvidkitlede, for ham er det, “hvad er jeg så?”

“En fristelse. Et fantasifoster. Men det generer mig ikke”, svarer sort og bereder sig på at gå. “Jeg taler ofte og gerne med mig selv. Det renser”.

(alle veje fører til magtenbølle, Gyldendal 1994,)

Manden i den hvide kittel er Forlaget Se, sne!s 6 eBogudgivelse. Inden længe vil alle være til salg i butikken her på 1000 stemmer.

Jeg modtager med glæde kommentarer om bogen på forlagetsesne @ menneske.dk eller hér på siden.

Vil du bidrage med et beløb som støtte til forfatteren, siger jeg mange tak. Klik på knappen og gå til PayPal.

 

Annoncer på Facebook

Tror man ikke på at udbrede kendskabet til sin skrift, skal man lade være med at forsøge den udgivet.

 

Jeg hører det fra andre sider: Netannoncer virker ikke. Men som så mange andre er jeg nødt til at afprøve det. Og jeg har foreløbig testet annoncer på Facebook. Det her er min opgørelse:

Hér, to dage efter “kampagnens” afslutning, er der kommet 10 flere “I like”-klik på bogen i butikken, men det har ikke afstedkommet salg, der kan hidføres til kampagnen. Er det dét værd? Komplet umuligt at sige – men hvis man ikke tror på, at det svarer sig at udbrede kendskabet til sin bog, skal man lade være med at forsøge at udgive sin skrift. Men alle metoder er ikke for alle. Man må finde sin egen vej. Det er jeg så i færd med – med ebogen.

Jeg håber, at den finder et fysisk tryk. Dét kender jeg, og det er rart at kunne stikke nogen en bog i gave eller som reklame. Straks mindre effektfuldt som ebog.