Google Instant

Google Instant er en funktion, der autofuldender ord, man som bruger indtaster.
Resultatet udgøres af ordsammensætninger, andre har søgt på.

Google Instant er en funktion, der autofuldender ord, man som bruger indtaster. Resultatet udgøres af ordsammensætninger, andre har søgt på.

28. december 2010 tastede jeg nogle tilfældige ord ind i Google for at se, om instant-funktionen var begyndt at blive dansk.

Har du sjove eksempler, så send dem gerne. krabat a menneske.dk, skriv “google instant” i emnelinien.

Kenneth Krabat, 31.1. 2011

Halddage 2011, 1 (Freundlichheit muss sein!)

Anerkendt, ung forfatter sagde: “Jeg er ikke inspireret for tiden”. Underforstået “hun forsøger ikke at skrive for tiden”. Fuck, jeg forsøger hele tiden, no matter what! Er jeg idiot?

Haldophold booket i efteråret, planen var at forberede ophold 14 dage før, men gr. andre omstændigheder røg denne forberedelse. Derfor ønsket om en ekstra uge her, som blev bevilget, så jeg nu kan være her tre uger. Spændende, skræmmende, dejligt, hvad pokker skal jeg vælge at arbejde med?

Det slår mig pludselig, at der er en snarlig, fælles deadline på TO antologiprojekter: 1 Helsingørnovelle, (hvor bogen sådan set allerede er sat i værk, filmen og teaterstykket skrevet, og Emmy og Oscar hædrende uddelt), og 1 science fiction-bidrag til Under Overfladen 5, (der sådan set også allerede er blevet til bog…)

1. APRIL!

Det er om ikke længe. Og spørgsmålet er, om jeg har skrivero, når jeg kommer hjem. Spørgsmålet er, om de skal skrives hér eller i Roskilde.

Er lige ankommet, har trukket i jellobaen og de lange underbukser, det er utroligt behageligt, men spørgsmålet er, om der er varmt nok her i det yderste hjørneværelse. Har været i dette rum før, men ikke i vintersæsonen.

Nu har jeg spist instantnudler og trukket en flaske vin op. Flasken kan stå der og repræsentere min nervøsitet og præstationstrang, og hvis den smager godt, kan det være jeg drikker et glas.

Interessant detalje: Smedehuset er arbejdshjem pt. for journalisten Lars, der vist nok skrev biografien om jægersoldaten, B.S. Christiansen. Denne journalist har jeg mødt på Hald, og han var fed. Han er god for for et glas vin og en passiar, hvis her bliver for ensomt – hvis det altså ér ham, jeg kender. Han var også dén, der læste begyndelsen til min historie om Pernille Grøn og kaldte mig en ”stor forfatter”. Havde og har svært ved at tage det til mig på så lille et grundlag som 10-20 sider, men sådan er det jo at have lille selvværd – man forstår ikke, hvad man er værd, eller hvorfor.

STOR irritation: Min nysindkøbte batteridrevne 3-router kan ikke skabe forbindelse på Hald. KÆFT hvor irriterende! Her er simpelthen ingen mobilforbindelse til 3! Historien er røv-lang; strækker sig fra november og jeg gider den ikke – men den omhandler smadret telefon, test af to smartphones med abonnementer, tilbagelevering af samme phones og abonnementer pga. ringe forbindelse og ubrugelig hardware og køb af samme model pisse-billige Nokiatelefon som den smadrede fra november, samt omtalte batteridrevne 3-router med stort dataabonnement, og så virker lortet ikke hér!!

Jeg er SÅ vred på mobilselskaberne og deres løgnagtige løgne. De skal ikke bare sælge telefoner, de skal fandme sælge tilfredshed! Det er jo ikke vaskepulver, for hulen – man køber bindingsperiode og alt muligt og så skal lortet sgu virke! Og man skal behandles ordentligt og tales til ordentligt og ikke køres ud i et eller andet stift hierakisk system med patenterede orange sideordnere uden fingeraftryksmulighed og mulighed for gravskrift! Freundlichheit muss sein!

Og det er der på Hald. Selv uden 3’er-net.

Hvad skal jeg skrive videre på?

Åh, ansøgning til arbejdslegat under Litteraturudvalget, Statens Kunstfond, som jeg har arbejdet på, siden jeg kom fra ferie. Dén skal skrives færdig, og afleveres senest d. 2. Hér gør jeg noget, jeg normalt ikke gør – jeg fortæller, hvem jeg er og hvorfor jeg er god. Det er nu meget rart at få frie tøjler, men jeg nægter at lyve – så, får jeg ikke noget, kan det tænkes at være, fordi jeg ikke lægger skjul på at en del af mit skrivende arbejde består i politisk fagarbejde for digterne. Deadline i overmorgen.

(Mobiltelefon slukket)

Kenneth Krabat, 31.1. 2011

Historierne er for de levende.

Fandens, når nogen skriver det, man selv arbejder på!
Men så er det nok heller ikke værre.

 

Kender du det: Din gode idé eller måske tilmed din halvt udførte idé må du pludselig se overhalet indenom: Nogen har skrevet historien, du har barslet med, og pludselig er det ikke længere nødvendigt at arbejde videre på den: Hvad gør man så: Man redefinerer sig selv.

I følge en amerikansk udgivelse fra 40’erne er det kun muligt at skrive 34 forskellige historier – det er klassiske fortællinger om dannelse, tab, gevinst, vækst, forandring, fortabelse osv., som trods moderne forklædning i cyberham og med lommerne fulde af digitalt mudder næppe ville bliver hveren færre eller flere i antal i dag.

Man redefinerer sig selv, når verden løber med ens historie. Selvmord eller varig gemsel i bjørnekostume i de karpatiske alper er naturligvis en mulighed, der kunne bibringe wikipediaindlægget en smule farve, men så heller ikke mere. Historierne er for de levende. Også dem, der ikke er skrevet endnu.

Kenneth Krabat, 30.1. 2011

Kommerciel censur, korporativt kontrolleret Internet

Google censurerer særlige ord og kombinationer af ord. I dag tækkes de frivilligt kapitalinteresser.
I morgen den amerikanske præsident? I overmorgen er de ejet af Rubert Murdoch?

 

Google Instant hedder en funktion, der autofuldender ord, man som bruger indtaster. Dette ud fra en database, der registrerer blot ét tilfælde af en søgning med et nyt ord eller en ny kombination af ord. Men Google har slået funktionen “auto-fuldendelse” fra ved indtastning af særlige ord og kombinationer af ord. Se nedenfor, og gå til link.

via Google Starts Censoring BitTorrent, RapidShare and More | TorrentFreak.

Kenneth Krabat, 29.1. 2011

Bogsalget falder, fortællingen længe leve

I fortællingerne er Verden. Uden for ér kun én selv.

Læsning er en soloaktivitet. Det er rekreativt at læse, en flugt fra hverdagens frygt og pres, en afslapning og frisættelse fra det forudsigelige hverdagsliv; det er gode historier, det er oplysning, information, adrenalin, skønhed. Bøger kan læses på mange bevidsthedsplaner, man kan vokse med bøger, blive ældre med bøger, elske visse bøger og visse fortællinger og visse forfattere over alle de andre. Man kan omgive sig med bøger, eller man kan samle alle sine bøger på en ebogslæser. Man kan læse, eller man kan få læst op. Eller man kan læse op for andre, eller måske selv skrive, selv fortælle i skrift, og opleve at blive klogere af det, man ikke vidste, at man allerede forstod.

Man kan også søge og finde sine behov stillet sammen med andre mennesker, og tro på, at man hér får alt, der er at få. Fortælle alt lige ud af posen og føle, man bliver forstået og hørt, eller ikke. Være fælles om alle oplevelser, på fællesskabets præmisser. Det er også i orden.

Det er fortællingerne, vi ikke kan leve uden.

via Bogsalg er faldet i hele Europa – Politiken.dk.

Kenneth Krabat, 28.1. 2011

Nyt ebogsforlag – Forlaget Helle

Forlaget tror på, at hvert solgt eksemplar af en ebog vil støtte pbogens overlevelse.

“Tænker du i værker og projekter når du skriver? Har du med andre ord en idé som du arbejder på? Et mål som en læser vil fængsles af?

Har du skrevet mere end en bog eller har du gjort dig tanker om at skrive mere end én bog?

Har du fået udgivet bøger før og har dit nuværende forlag ikke plads til dig mere? Eller tiltrækkes du af at få mere medindflydelse på din næste bog?

Har du den rigtige idé til en digtsamling, novellesamling eller roman? Er du på vej i skriveprocessen eller er du gået i stå?

Vi modtager gerne forespørgsler fra kommende og etablerede forfattere omkring mulighed for at udgive på vores forlag. Vi kan hjælpe med at få dine værker ud.”
Forlaget Helle

Et tweet ad gangen – den lange vej mod fællesskabet

Selv skøre kattevideoer på YouTube repræsenterer større fællesskabsengagement end de 3.5 timer, den vestlige verdens mennesker siden 60’erne dagligt har brugt foran TV’et.

Clay Shirky betragtes med ærbødighed af mange – en amerikansk forfatter, rådgiver og underviser, som har skrevet om internettet siden 1996 og fungerer som rådgiver for alt fra verdensbanken til den libyske regering omkring sociale og teknologiske netværkers topologi – hvordan vore netværker skaber kultur og vice versa.

The Cognitive Surplus skriver [Clay Shirky] op imod forestillingen om internettet som spam og porno, og hans greb er enkelt og virkningsfuldt. Han sidestiller internettet med fjernsynet. Han afviser ikke kritikken. Han medgiver at det kreative og skabende potentiale i internettet slet ikke realiseres. Han vedgår at det ofte bliver til billeder af katte med talebobler, når almindelige mennesker praktiserer det skabende og generøse internet. Men, lyder hans svar, selv den smule kreativitet, som lolcats (videoer af katte, der gør skøre ting på YouTube. Red.) repræsenterer, er udtryk for et langt større engagement end de tre og halv time, som langt de fleste mennesker i den vestlige verden hver eneste dag siden 1960’erne har lagt foran fjernsynet.”

via Fritidssamfundets skyggeside | information.dk.

læs også Om 15 år er aviser lige så forældede som telegrammer

Wikipedia: Clay Shirky

Kenneth Krabat, 27.1 2001

Upatenteret tortur – Goa 4

Dejlig ferie, masser af afslapning, god og rigelig sex, masser af mad, god mad, masser af gaver til alle, masser af mennesker, masser af fristelser. Arbejdsfri.

 

Når ens ben i siddende stilling er 76 cm fra ryg til knæspids, og afstanden mellem stoleryg og sædet foran er 74 cm, så mangler der 2 cm.

Disse 2 centimeter er ikke udtryk for hverken guddommelig straf eller bevis for overherredømme. De kan ikke købes i dutifree eller blive refunderet kontant ved efterfølgende ankesag. Det er to centimeter, der mangler. De mangler: Hele det tidsrum, man af hensyn til egen sikkerhed gr. såkaldte “lufthuller” er fastspændt til sit sæde, vil pladsen være for trang.

Praksissen er en særlig form for tortur, opfundet af kineserne, som ellers ikke normalt holder sig tilbage hvad angår despekten for menneskelige behov, men når det kommer til tortur forholder sig så subtilt til menneskelige begrænsninger, at man faktisk selv er nødt til at prøve det for at forstå, hvori dog torturen består…

Der er ikke patent på metoden. Luftfartsselskaberne kan frit gøre brug af den, og gør det med glæde. For hver 74 cm i længderetningen sparet, kan endnu 7 – 14 passagersæder og passagerer klemmes ind. Og det bliver de: Klemt ind, passagererne.
Og klemt.
Og klaustrofobiske.
Og paniske.
Og hysteriske.

Imens serveres der to måltider, og kaffe eller te med kage ind imellem. Et par ture ned ad mellemgangen tager en smule af panikken. På toilettet kan benene strækkes, men der bankes snart på døren. Og straks man er tilbage ved sit sæde igen, skal man spænde sig fast. Man kunne forestille sig, at dét ville klemme ryggen hårdt op mod stoleryggen, og således reducere pladsmanglen, men enhver forestilling dræbes omgående, når den foransiddende lægger sit sæde ned. Hér skal man håbe i samme øjeblik at have knæene placeret uden for stolesidernes rotationsgang, fordi man ellers vil opleve at få smadret knæskallerne, eller blot få dem slemt i klemme.

Og så endelig er man fremme. Drænet for al energi og for lyst til at sætte sig til modværge, når taxa-logen i lufthavnen overfalder og fladtæver én med konspiratorisk prissætning. Så tre dage om at komme sig i, hvor man kan dyrke rigelig med sex af den svedige slags, derpå madforgiftning med afføring 1 på den internationale skale fra 1 til 7, hvor 1 indikerer mest vand i tarmene og 7 stort set ingen. Det er en god skala at have, hvis man præcist skal kommunkere, hvordan ens mave opfører sig:

“Hvordan var det så?”

“Åh, en 2’er, men det går da den rigtige vej…”

Der er ingen skala for at kaste op på 3/4 meters afstand og direkte ned i toilettønden, men det er vel derfor det hedder “at kaste op”…!

Efter den første mavekrampende, tyndskidende, opkastende dag og nat, med stigende feber og ondt i alle muskler, følger så 4 matte dage uden den store madlyst og med vandtvang og elektrolytter, vand med salt, sukker og citron, der smager som lort, men ned skal det, så man kan erstatte det vand og salt, man har mistet. Hvad skal sukker og citronen og til for? Tjae, måske bare for at gøre det drikkeligt?

Nu kan man så begynde at spise lidt igen, men hver gang man spiser noget, der er bare en lille smule interessant, brokker kæresten sig over at man blokerer regenereringsprocessen, og så spiser man det i trods eller af dén drift, der trods alt er der, mod at æde andet end grød og ris, og så bliver afføringen en 1’er igen, og så håner hun én, og hun har bare så fucking meget ret, hvis altså bare hun ville holde sin kæft.

Og med disse overvejelser og solen bagende ned over Goa når man halvvejsmærket, lidt ligesom i livet, hvor man kan mærke at der nu er mindre tid tilbage end der har været; ferien går på hæld, dagene bliver varmere på vej mod regntiden, tjenerne bliver anstrengte af smile til os hele tiden, havet bliver stadig varmere og bedre at bade i, men der er hverdag overalt omkring os. Og handel med billige i ordets egentlige forstand, skønt interessante souvenirs. Ja, hele hovedgaden er forvandlet til butikker. Dyrt lejede butiksområder på hovedgadens fortov, der ripper sælgerne af – hvis ikke det er ejerne selv, der sælger billigt lort dyrt til turisterne med hånden på hjertet om, at de ikke kan sælge billigere. Og så alligvel må dunke priserne, fordi der er småt med turister, fordi terrorister sprængte et par bomber i Mumbai for to år siden, eller fordi området er spoleret af turistme og af motorcykler og af doperygende ex-patriots med insider-feeling. Eller måske er det ganske enkelt bare de nye visumregler, der forbyder russerne ophold længere end 1 måned; de skulle jo nødt blive hængende: “60% are bad men”, sagde én af de allerfattigste restaurantejere på stranden. Måske in tune med den indiske regerings holdning, måske blot et selvsyn.

Arambol Beach, nordlige strand, Goa. "FØR"-billede ca. anno 2000.

Her ér varmt og dét, man kommer for. Maden er interessant, hvis den er god og ikke fuld af unordiske bakterier. Sjovt, at den bedste restaurant indehaves af en dansker, der har arbejdet for Claus Meyer. Cheekie Monkey hedder den. Byen hedder oprindeligt Hamal, og bliver i dag kaldt Arambol Beach. Der er 1 strand ca. 5 km nordpå, som endnu er relativt uspoleret. Hvis man vil. Dér findes stadig masser af indere, som gerne ville lave ens drinks og rulle ens joints og vaske ens tøj, for småpenge. Hvis man behøver at føle sig rig.

Og på vej mod de sidste dage, efter et par nogenlunde stærke dage med svedig sex, havbad og mange indkøb, kan man lige nå at få en gang maveonde igen. Selvom man holder sig fra alle kendte smittekilder – drikkevand, grøntsager skyllet i vand, drikkeyogurt fra svært afrenselig blender, isterninger, glas opvasket i hanevand  osv osv osv. Man lammes en smule igen og afslutter Indiens-opholdet med at sikre sig at have skidt af, før man ved midnat kører til lufthavnen for at flyve 5 timer senere.

Endelig, endelig ophører ventetiden i lufthavnen og man når atter frem til de trange sæder i flyet. Som denne gang i fugleflugtslinie peger mod Nordeuropa og foregår i 13kms højde. Uden for i minus 53 grader ér virkelig kun hjem for særlige bakterier; inden for er der rigelig med film at dope sig med, og spil, og tvangstanker om at gå på toilettet af den ene og den anden og den tredje grund. Man behøver ikke foretage sig én eneste fornuftig handling eller tænke én eneste sammenhængende tanke, mens man igennem sølle 15 timer fastholdes i kinesisk pladsbegrænsningstortur med indlagte måltider, og kaffe eller te med kage.

Ved ankomsten er det uforståeligt, at billetautomaterne i Metroen fra Kastrup Lufthavn denne dag ikke vil tage Visakort, og at Metro-stewardessen efterfølgende udskriver 2 x 750 kr i “kontrolafgift”. Og der sidder man så i Metroen, efter sin ferie, komplet blæst i kraniet og i kroppen, omgivet af bagage og souvenirs og længslen efter fucking bare at falde i søvn i hinandens arme i 25 grader under myggenettet, at kunne skide regelmæssigt, at få serveret hele baduljen på et fad af håndflettet bambus og bare nå frem til rigtigt at  slappe af. Bare slappe helt af og ikke lave noget som helst. Lige som de skide landflygtige hippier i deres evighedsrus.

Og de nyeste visareglerne fra i år nægter alle og enhver indrejsetilladelse før tidligst 2 måneder efter sidste besøg. Og himlen ér så grå. Pisse, fucking grå.

Og nu sner det igen.

Kenneth Krabat, 26.1. 2011

Arambol beach (link)

What for a fish?! eBook SD cards?!

Teknologibeskrivelser bliver tit så teknologiske, at arbejdsløshed blandt kommunikationsfolk er svært at forestille sig. Vi lader den stå lidt.

“Our new eBook application brings the digital book niche to the global masses. It opens broad consumer access to eBook content and turns billions of existing SD mobile phones and devices into eReaders,” Frentz said. “SD continues to evolve its capabilities to support voracious consumer demand for portable movies, television broadcasts, high-definition home videos and now full-color books.”

via SD Association triples SDHC and SDXC speeds with UHS-II standard, adds secure eBook specification — Engadget.