Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard

Hvor alt findes.

 

Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4

Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.

Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes. Continue reading “Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard”

Politikenspørgeskema: Forfattere om kulturmidlerne

Ved Politiken selv, om de mener “skøn-” eller “fagforfattere”? Kan de kende forskel? Betyder det noget for dem?

 

UPDATE 14.12.2011: Det viser sig nu, at spørgsmålene er udformet i samarbejde med de to forfatterforeninger. Hvis der var andre steder at få kurser, ville jeg melde mig ud. Det her er ren befamling – mikrofonholderi – og dybt, dybt problematisk, at forfatternes egne organisationer opfatter deres medlemmer på denne måde. Ét er, at det ville være rart, at flere forfattere kunne få råd til at arbejde, men ikke på denne måde…!


Der kom en email:

Kære forfatter.

Dagbladet Politiken vil gerne afdække forfatteres arbejdsforhold og livsvilkår i Danmark – herunder hvor hensigtsmæssigt kunststøttesystemet fungerer for forfattere.

Derfor beder vi skønlitterære forfattere og lyrikere om at udfylde et spørgeskema, der skal bruges som basis for artikler i avisen.

Spørgsmålene er baseret på emner og problemer i faget, som har været debatteret inden for de sidste måneder i medierne.

Vi vil bede dig udfylde skemaet inden tirsdag 13. december – og håber at mange vil svare, så undersøgelsen bliver så dækkende som muligt.

Det skal understreges, at vi naturligvis garanterer dig anonymitet ved deltagelse i rundspørgen.

Hvis du ønsker det, har du dog mulighed for selv at skrive navn og telefonnummer på besvarelsen til sidst i spørgeskemaet. Så kan Politiken eventuelt kontakte dig for yderligere uddybning.

Du har også mulighed for at uddybe de enkelte svar. Samtidig vil vi gøre opmærksom på, at eventuelle kommentarer, du skriver undervejs i din besvarelse, kan blive anvendt i anonymiseret form i avisen.

Har du problemer med spørgeskemaet er du meget velkommen til at kontakte researchchef Gitte Rønberg på telefon 3347 2541, eller researcher Lise Lotte Nedergaard på telefon 3347 2805.

På forhånd takker vi for hjælpen!

Med venlig hilsen
Dagbladet Politiken

Spørgeskemaet:

Forfattere om arbejdsforhold og livsvilkår

Et par praktiske detaljer om at udfylde skemaet:

Selve besvarelsen foregår ved at klikke på den hvide cirkel ved det svar, du ønsker at afgive. Dine svar bliver gemt undervejs, når du skifter side ved hjælp af knappen ‘Næste’ nederst på siden.

Du har mulighed for at udskrive spørgsmålene, før du svarer, ved at klikke på printikonet nederst på siden her.

Rundspørgen er først afsluttet, når du på sidste side har klikket på knappen ‘Afslut’.

På forhånd tak for din deltagelse.

Venlig hilsen
Politiken



Hvad er dit køn?


Hvad er din alder?


Hvilket år debuterede du som lyriker/skønlitterær forfatter?
1985


Hvilken boligform har du?


Hvilken type bolig bor du i?


Hvor meget vurderer du, at du samlet modtog sidste år i bibliotekspenge, legater fra Statens Kunstråd, Statens Kunstfond samt andre offentlige ordninger? (Brug evt. www.litteraturtilskud.dk)
Uddyb evt. her:


Har du anden arbejdsindkomst ved siden af dit forfatterarbejde – med forfatterarbejde menes også foredrag og oplæsning?
Uddyb evt. her:


Har du inden for det seneste år modtaget offentlig understøttelse i perioder uden indtægt?[Det er muligt at sætte kryds i flere felter]
Uddyb evt. her:


Har du personligt oplevet et eller flere af følgende fænomener i forbindelse med dit arbejde som forfatter?[Det er muligt at sætte kryds i flere felter]
Uddyb evt. her: Jeg publicerer mine svar og jeg bliver edder rasende, hvis disse svar bliver brugt til at definere, at forfattere drikker for meget, er depressive og ikke formår at forlige erhverv og privatliv. Stil det samme spørgsmål til alle andre mennesker. Frem for at lave en indbygget overskrifts-generator: “Forfattere siger det selv: Vi er fordrukne og depressive!”


I hvilken grad vurderer du, at følgende fænomener er udbredt blandt forfattere?
I meget høj grad I høj grad Hverken-eller I lille grad I meget lille grad Ved ikke
Præstationsangst X
Depression X
Misbrug af alkohol X
Skilsmisse / parforholdskrise på grund af jobbet X
Økonomisk usikkerhed X
Uddyb gerne her: Nu spørger I til skønlitterære forfattere – vis a vis tidligere angivelse af debutår som skønlitterær forfatter – men her spørger I om forfattere generelt. Dvs. også fagforfattere. Ved I selv, hvad I spørger om?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn:
“Forfatterfaget er så økonomisk usikkert, at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter”
Uddyb evt. her: Jeg er ikke forfatter, fordi jeg ønsker en metier, jeg kan leve af. Jeg skriver, fordi jeg behøver at skrive, og dét gør mig til forfatter. Om jeg formår at skabe en levevej, eller af livets omstændigheder pinedød MÅ bruge mine vågne timer på at tjene penge, og det ikke kan være på skrift, afhænger af de mennesker og forlag, der støtter mig, eller ikke, samt min egen evne til at sælge mit værk til omverden, samt talent, samt behov i samtidien, og en stor portion held (eller ikke).faglitterære forfattere har ofte fast arbejde, og skriver ifb. med arb eller som forlængelse ind i fritiden. Skønlitterære skriver og venter på penge. Skriver og venter. Det er først, når successen melder sig, at det vender: Man betales for den forrige og den fremtidige og skriver…
Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?:
“Forfatterfaget er så hårdt følelsesmæssigt, at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter”
Uddyb evt. her: At lide med følelsen af mindreværd er for mig en del af dét at blive klar over, hvad mit sprog er, og hvad der betyder noget, og dermed en væsentlig del af mit indhold og motiver i teksten.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Lægges bibliotekspengene sammen med støtten fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond, så er statens midler generelt pænt fordelt blandt forfatterne”
Uddyb evt. her: Absolut uenig. Men hvordan ellers fordele midlerne? En skønlitterær forfatter, som ikke er kendt af nogen – skal vedkommende støttes af kulturmidlerne? Skal den skønlitterære forfatter, som i forvejen tjener godt støttes af kulturmidlerne? Skal samfundet støtte kulturen eller lønne forfatterne, eller belønne nødvendige kunstnere i tiden? Og hvor lang er tiden – 10 år, 15 år, 25 år, eller længere?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Statens midler til dansk litteratur er fordelt, så den gavner dansk litteratur på bedst mulig måde”
Uddyb evt. her: Absolut uenig. Kulturmidlerne fordeles i stadigt større puljer, til færre og færre kunstnere, herunder forfatterne. Det skaber ikke engang elite – det skaber bare rigere kunstnere. Er rigere kunstnere bedre kunstnere? Alle kunstnere jeg kender behøver én ting: Mere tid til at arbejde. Ikke i nær samme grad Løn for udført arbejde. Spørg selv. Selvom mange nok gerne ville svare det sidste af politiske årsager.


Sidste år fik 902 forfattere mindst 50.000 kroner samlet set fra biblioteksafgiften og Statens Kunstfond eller Kunstråd.Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? “Støtten bør omfordeles, så flere forfattere får en minimumsstøtte på 50.000 kr. årligt”
Uddyb evt. her: Det er et vildledende spørgsmål: I siger, at “902 forfatteres samlede støttemidler i gennemsnit er 50.000 til hver”. Men det er jo ikke tilfældet! Støttemidler bør være skattefrie. Grundfradraget bør sættes i vejret for mennesker, som FRIVILLIGT ønsker at leve for ikke særlig mange penge.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?: “Der skal være loft over, hvor meget en forfatter i alt kan modtage fra biblioteksafgiften og Statens Kunstfond eller Kunstråd”
Uddyb evt. her: Hvis en skønlitterær forfatter er god til at tjene penge, hvilket ikke alene har med skrivetalent at gøre, hvorfor skal så samfundet i særlig grad belønne samme forfatter? Vedkommende kan jo overleve og klare sig selv. I stedet bør man støtte den og de forfattere, der forekommer at bringe skriften et sted hen, som samfundet i skrift måske ville kunne tage ved lære af.


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?
“Bundgrænsen for at modtage bibliotekspenge skal hæves fra de nuværende 2.000 kr.”
Uddyb evt. her: Har I tænkt over, hvad der sker med bibliotekspengene, nu ebøgerne vinder frem? Pt. er bibliotekspengene frosset, selvom bogbestanden mindskes. Skal den forsætte med dét, indtil der kun er 1 eksemplar af de sværere bøger på landsplan?


Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?:
“Uddelingen af legaterne fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond bør afvejes efter, hvor meget den enkelte forfatter får i bibliotekspenge – eller i øvrigt tjener på sit forfatterskab”
Uddyb evt. her: Ikke som en fast regel. Som jeg betragter kulturmidlerne bør de uddeles, hvor trangen er størst, og belønningen behøves, og satsningen er indlysende og projekterne spændende og udholdenheden størst, og eksperimenterlysten væsentlig og så videre. Se forrige svar.


Livsvarig ydelse på finansloven kan tildeles kunstnere, der har “placeret sig afgørende” på deres kunstneriske felt. Ydelsens størrelse beregnes efter kunstnerens indtægt de seneste tre år og udgør i år mellem 16.528 kroner og 151.509 kroner.Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?: “Den livsvarige ydelse bør forhøjes til en sådan størrelse, at modtageren med rimelighed kan forventes at kunne leve af den – samtidig skal disse kunstnere ikke kunne søge arbejdslegater”
Uddyb evt. her: Den livsvarige ydelse er ikke en sovepude. Men husk, at kunstnere, forfattere, ikke opsparer pension, med mindre de selv kan lægge til side. Måske ville en pensionsydelse være på sin plads, måske en frivillig af slagsen?Da den livsvarige ydelse ikke skal være en sovepude, bør ydelsen maz ligge ved fattigdomsgrænsen, og være skattefri. Ikke indregnet i den totale indkomst, men ses som en frivillig tiltrædelse, hvor “man skal tjene resten selv”. Det siger derfor sig selv, at den ikke skal gives til folk, som allerede har en stor, fast indkomst.

 

Til gengæld kan man uddele hædersbevisninger til de meget populære og trofaste. F.eks. indstifte en pris efter behov: Hanne Vibeke Holst får Hanne Vibeke Holst-Prisen for fortsat at finde sig i samfundets nedvurdering, og for at være den bedste og bedstsælgende forfatter, hun kan være. Og så en medalje.

jeg joker ikke helt. Systemet er Røv-rigidt og uden humor.

Hvis du mener, at statens nuværende kunststøttesystem kan forbedres, beder vi dig beskrive her hvordan?
Skattefri legater. Hæve bundfradraget for mennesker, der ønsker at leve på lav indtægt (og klart loft på måske 150.000). Nul% i bogmoms eller nok til at dække følgende: Erhverssøtteordninger til kunstnere. 500 fysiske bøger om året købes i 10 klassesæt på landsplan (m sparet boghandlerandel og bogmoms), 500 ANDRE ebøger i klassesæt, hæve mindstebeløbet for tvungen virksomhedsregistrering for mennesker, der vælger det forøgede grundfradrag,


Hvis Politiken må kontakte dig for eventuelle uddybende kommentarer bedes du venligst skrive dit navn og telefonnummer her:
Navn: kenneth krabat
Telefonnummer: 20494468


Tak for hjælpen!

Din besvarelse er gemt, når du har klikket på ‘Afslut’ herunder til højre.

Klik på printerikonet nederst, hvis du ønsker at udskrive din besvarelse.

Med venlig hilsen
Politiken

 

Philip K. Dick: What science fiction is, and is not.

The true protagonist of an sf story or novel is an idea.

Preface to The Short Happy Life of the Brown Oxford and Other Stories
By Philip K. Dick

I will define science fiction, first, by saying what sf is not. It cannot be defined as

“a story (or novel or play) set in the future,” since there exists such a thing as space adventure, which is set in the future but is not sf: it is just that: adventures, fights and wars in the future in space involving super-advanced technology. Why, then, is it not science fiction? It would seem to be, and Doris Lessing (e.g.) supposes that it is.

However, space adventure lacks the distinct new idea that is the essential ingredient.

Also, there can be science fiction set in the present: the alternate world story or novel. So if we separate sf from the future and also from ultra-advanced technology, what then do we have that can be called sf?

We have a fictitious world; that is the first step: it is a society that does not in fact exist, but is predicated on our known society; that is, our known society acts as a jumping-off point for it; the society advances out of our own in some way, perhaps orthogonally, as with the alternate world story or novel. It is our world dislocated by some kind of mental effort on the part of the author, our world transformed into that which it is not or not yet. This world must differ from the given in at least one way, and this one way must be sufficient to give rise to events that could not occur in our society — or in any known society present or past. There must be a coherent idea involved in this dislocation; that is, the dislocation must be a conceptual one, not merely a trivial or bizarre one — this is the essence of science fiction, the conceptual dislocation within the society so that as a result a new society is generated in the author’s mind, transferred to paper, and from paper it occurs as a convulsive shock in the reader’s mind, the shock of dysrecognition. He knows that it is not his actual world that he is reading about.

Now, to separate science fiction from fantasy. This is impossible to do, and a moment’s thought will show why. Take psionics; take mutants such as we find in Ted Sturgeon’s wonderful MORE THAN HUMAN. If the reader believes that such mutants could exist, then he will view Sturgeon’s novel as science fiction. If, however, he believes that such mutants are, like wizards and dragons, not possible, nor will ever be possible, then he is reading a fantasy novel. Fantasy involves that which general opinion regards as impossible; science fiction involves that which general opinion regards as possible under the right circumstances. This is in essence a judgment-call, since what is possible and what is not possible is not objectively known but is, rather, a subjective belief on the part of the author and of the reader.

Now to define good science fiction. The conceptual dislocation — the new idea, in other words — must be truly new (or a new variation on an old one) and it must be intellectually stimulating to the reader; it must invade his mind and wake it up to the possibility of something he had not up to then thought of. Thus “good science fiction” is a value term, not an objective thing, and yet, I think, there really is such a thing, objectively, as good science fiction.

I think Dr. Willis McNelly at the California State University at Fullerton put it best when he said that the true protagonist of an sf story or novel is an idea and not a person. If it is good sf the idea is new, it is stimulating, and, probably most important of all, it sets off a chain-reaction of ramification-ideas in the mind of the reader; it so-to-speak unlocks the reader’s mind so that that mind, like the author’s, begins to create. Thus sf is creative and it inspires creativity, which mainstream fiction by-and-large does not do. We who read sf (I am speaking as a reader now, not a writer) read it because we love to experience this chain-reaction of ideas being set off in our minds by something we read, something with a new idea in it; hence the very best science fiction ultimately winds up being a collaboration between author and reader, in which both create — and enjoy doing it: joy is the essential and final ingredient of science fiction, the joy of discovery of newness.

(in a letter) May 14,1981

the 99%-posters – occuprint.org

Kunsten at sige FRA

 

Occupy Wallstreet.

En akkumulering af modstand, der søges udtrykt positivt.

Unge mennesker, der allerede er trætte af verdens økonomiske struktur – som vi andre har været det hele livet. Ikke et spørgsmål om at sige “nej”, men fra. For det er sandt: Der ér ingen at sige nej til – der findes ingen overordnet leder for Planeten Jorden, som egenrådigt kan slå noget til og fra.

At manifestere kunsten AT SIGE FRA er bevægelsen Occupy Wallstreets formål. “Vi er de 99%”. Mennesker, der ikke er en del af den magtelite, som HIDTIL har opretholdt en struktur, der udelukker … 99% fra REEL indflydelse på Jordens nutid og fremtid.

Når de 99% når til også at kunne SIGE TIL, og ved til hvad, vil målet være nået.

Foreløbig kan man nyde KUNSTEN, der siger fra:

Posters from the #Occupy movement – occuprint.

Fahrenheit 451 udgivet som ebog…

Ved hvilken temperatur brænder en iPad eller en Kindle?

 

Ray Bradbury er kendt for at afsky ebøger. Ved genforhandling af sine bogkontrakter lykkedes det Simon & Schuster at få hans tilladelse til at udgive Fahrenheit 451 som ebog. Deres argumentet lød: “20% af alle udgivelser er ebøger”.

Fahrenheit 451 (1953) er fortællingen om overvågningssamfundet, som jagter og brænder alle bøger, fordi effekten af den indeholdte erfaring og viden ikke kan kontrolleres af myndighederne.

På dansk kom den til at hedde “233 grader Celcius”. Strengt taget korrekt, men ikke just Ikonisk!

Fra et interview med Jonathan R. Eller, med-skaber og leder af The Center for Ray Bradbury Studies:

Jonathan R. Eller: Are E-books the future of reading?

Ray Bradbury: Absolutely not. Three different groups have called me during the last three weeks. I had another offer last week from a big company back East. But my response was, “Prick up your ears, and go to hell.” That was my response.

JE: So they will not replace the book?

RB: They don’t smell good. Books have two smells—a new book smell is very good, but an old book smell is even better. It smells like ancient Egyptian dust. That’s why I think the book is important.

JE: Do you think E-books will affect censorship and the banning of controversial books? Do you think they’ll try to censor E-books, or do you think E-books will help do away with censorship?

RB: There is no censorship. There’s no censorship in this country. In China, yes.

[Læs hele interviewet på engelsk hér]

Ray Bradbury er 91 i dag. Og kendt for kontroversielle holdninger i forhold til mange ting. Ikke at ordet “kontroversiel” betyder at være på forkant. I Bradburys tilfælde betyder det, at han er blevet hængende i fortiden.

F.eks. romantiserer han børn og børns evner og videbegær i en grad, der kun kan ses som en egen længsel efter uskyldighedens opdagelse af verden. “Man behøver ikke undervise børn efter 6-års-alderen. Man kan bare slippe dem løs i et bibliotek”. Men denne romantiske forestilling er samtidig et drivende element i især hans tidlige bøger, som gør ham til en væsentlig fortæller. Læs f.eks. “Something wicked this way comes”.

Når han derimod siger, at Internettet er en stor distraktion, han han fat i noget. Hvor mange af os bruger ikke flere timer dagligt på at tale med mennesker, vi aldrig hverken ser eller hører? Dét er vilkårene, når vi har muligheden for at fravælge fysisk kontakt til naboen. Og gør det.

Ray Bradbury bor i Los Angeles, har skrevet mere end 500 noveller, romaner og skuespil – og faktisk en science fiction-digtsamling, jeg engang har holdt i hånden! – vundet en Emmy for et filmmanuskript over “The Halloween Tree”, og 2007 fået en Pulitzer for sin fremragende karriere.

Han er en af mine yndlingsforfattere.

(Papir brænder altså ved 450 grader Celcius, Ray. ikke Fahrenheit.)

 

Konkurrenceforvridning eller realitetstjek – ebøger til låns og salg.

Hvad er det, vi ser ske?

 

NU klages der over, at bibliotekerne via købeknappen på eReolen.dk tjener på salg af ebøger. Bibliotekerne forsvarer sig med, at en brugers brug af købeknappen halverer omkostningerne ved 1 udlån af en ebog, og at dét ikke er at regne som salg. [alt. link]

1 Forlagene og bibliotekerne har hvad ebøger angår lavet en ét-årig aftale, der efterligner salgssystemet i eboghandlere.

eReolen.dk, en side, som danner levebrødsgrundlag for samtlige danske eforfattere, minder meget lidt om en biblioteks-faglig side, men i høj grad om en eboghandler. Fremvisningen af ebøger på ereolen.dk sigter tydeligt på bestsellere frem for på andre bøger.

Frem for at lave et system selv, som ville tiltale lånerne, har Bibliotekerne kastet håndklædet i ringen:

a) ved at fortsætte den konkurrenceforvridning, de slog an ved at eksemplarkøbe fysiske bøger efter forventet udlån snarere end bredde i udlånet. Hvad angår fysiske bøger fortsættes samme med henvisning til bibliotek.dk som eksempel på, at alle bøger stort set frit kan lånes over hele landet,

(hvilket regulært vil sige, at ethvert bibliotek har frie hænder til at afgøre f.eks. genrerepræsentation og områdenødvendighed og således kan slippe for at købe bøger, biblioteksmedarbejderne ikke er interesserede i – hvilket er en meget hippieagtig holdning, der ikke ville gå andre steder i samfundet i dag),

b) i erkendelse af, at det i dag ikke lader sig gøre for nogen at lave kulturpolitiske aftaler om bøger uden om forlæggerforeningen, fordi de to førende (skønlitteratur)forlag, Gyldendal og L&R, som begge satser stærkt på ebøgerne i disse år, ikke er til sinds at lade nogen tage investeringen i ebogs-infrastruktur og dermed populariseringen af ebøgerne til den almene befolkning fra dem. Dette ses ikke mindst på opkøb af Publizon til eDistribution og Flexional med bogsøgemaskinen bogpriser.dk.

2 Købsaftalen med forlagene er en budgetforøgelse for bibliotekerne. Som får flere penge at gøre godt med, når en ebog sælger fra eReolen.dk, men først om 1 år kan parterne se, hvor meget bibliotekerne har sparet, og dermed har kunne kanalisere tilbage til køb af udlånsmidler.

Forfatterne og offentligheden ved ikke, om ebogsbesparelserne vil forblive i bibliotekernes ebogspulje, eller om de vil skulle indgår i hele budgettet. Hvilket har betydning, fordi det angiver, hvor bibliotekernes holdning er på vej hen – og dermed muligvis forfatternes indtægt baseret på biblioteksrefusion for eksemplar-antal:

Selvom eksemplarantallet som følge af mindsket indkøb gennem flere år er faldet på danske biblioteker, er biblioteksmidlerne endnu statiske. Det totale beløb er ikke blevet ændret, hvilket kan ses som en kulturpolitisk udbalancering af bestsellerisme og indkøb efter foreventet udlån – “vi, politikerne, betaler overvejende for at forfatterne findes til rådighed på danske biblioteker; ikke for, hvem de er”.

Men sker der en politisk rokade i den eksemplarberegnede støtte til forfatterne, hvis f.eks. eksemplarindkøbet af fysiske (især skønlitterære) bøger falder til under noget politisk forsvarligt at støtte, OG flyttes bibloteksmidler fra indkøb af fysiske bøger til ebøger, vil noget meget mærkbart ske for forfatterne, og dermed for læserne på lidt længere sigt.

Qva muligheden for at vælge og fravælge forfattere og genrer gennem indkøb, der stilles til rådighed via bibliotek.dk (“VI behøver ikke – lad nogle andre bære byrden”) er bibliotekarerne ansvarlige for graden af litterær fællesnævner i DK. Biblioteksvæsenet har derfor et ansvar for at tydelig- og offentliggøre sine holdninger.

Det nytter kort sagt ikke at opretholde et fokus på, at hovdparten af lånere af skønlitteratur bruger bibliotekerne til bestseller-bøger. Der må skulle et andet fokus til – væk fra det %-vise populære, som repræsenterer salgmekanismer, og over på bredden igen med fokus på genrepopularitet.

Her kunne det være nyttigt at lave en ebogspulje til støtte af sværere tilgængelige titler, så disse på landsplan fik en pulje, der ikke løb ud. Ikke fordi et bibliotekslån er bedre end køb for forfatterne, men fordi spontant, men forhindret udlån af digtsamling via eReolen.dk ikke nødvendigvis resulterer i køb af digtsamling.

Tag lige at lave nogle undersøgelser blandt brugerne om dét.

3 Forfatterne får royalties og biblioteksrefusion for bogbeholdning på danske biblioteker. Hvis en forfatter har en anstændig aftale med sit eforlag, kan forøget salg via købeknappen på eReolen.dk kun betyde større indkomst. Men købeknappen er i teorien kun i værk, hvis biblioteket har opbrugt sine midler eller låneren har udlånt mere end kommuneaftalen angiver (5 stk/md i Kbh, 3 stk/md i Roskilde osv.)

MED MINDRE meningen med projektet er, at folk skal bruge eReolen som en BOG-portal for alle ebøger, hvad enten de er i udlån eller til salg?

Hvis det er tilfældet, bør forfattere hér også kunne forære bøger væk eller udlåne dem vederlagsfrit. Men kan dét lade sig gøre, når kapitalinteresser har andel i udviklingen af sitet?

4 Spørgsmålet er så også, hvilken bogsælger købeknappen omstiller til.

Branchekritik frygter, at fremvisning af laveste pris vil ødelægge konkurrencen.

Snarere end en fremvisning af  laveste priser ved hjælp af Gyldendals ebogssøgemaskine, foreslår jeg en randomfremvisning af en pris – akkurat som hvis man af egen drift søger ind i en boghandler og dér mødes af prisen på en søgt bog, som man så takker ja eller nej til. Det er mere fair over for alle. Snarere end grådighed kan der være mange årsager til forskel i prisen på bøger i forskellige boghandlere, også eboghandlere. Og konkurrenceelementet bevares.

Det burde så give eboghandlerne mulighed for at koble sig på afsender – “denne køber kommer fra biblioteket/eReolen.dk” – og indrette sig med særlige tilbud, så køber måske bliver på sitet, selvom de ikke bryder sig om den angivne pris.

Apropos dét – hvordan indregnes de fysiske boghandlere, som har satset på fremvisning og salg af ebøger? Og de edistributører, som har investeret i fysisk salgsmateriale som vej til esalg?

5 Hvis en forfatters værker sælges som ebøger, forbigås biblioteksrefusionen, da ebøger ikke kan regnes i antal bind på en reol, men kun i antal udlån.

Snarere end at komme fra en kulturpulje, betales udlånshonoraret fra det bibliotek, udlånet foretages igennem.

Udlånshonoraret er den forhandlede pris på ebøger ved udlån – et beløb som pt falder fra 18 kr. til ca 13 over en årerække, hvor en bog har været tilgængelig. Af dette beløb vil edistributionen få en procentdel, forlaget vil få en procentdel, og forfatteren en procentdel.

Er forfatteren selvudgiver, betales kun edistribution via f.eks. Publizon, som er en del af test-projektet.

Salg af ebøger fra eReolen.dk omsættes på biblioteket til “halv pris på næste udlån”.
– Det er til gavn for biblioteket, idet hvert salg fra ereolen.dk således muliggør 2 frem for 1 udlån af en ebog.
– eDistributionen får stadig fuld pris på hver distribueret ebog til udlån.
– Salg fra ereolen nedsætter beløbet, som forfatterne får royalty af – med mindre forfatternes digitale kontrakt stipulerer, at prisreduktion ikke berører royalty’en beregningsgrundlag.

Altså, hermed en opfordring til forfatterne om at tænke sig godt om ved indgåelse af nye ekontrakter

Forfatteren er ikke er taget i betragtning ved nærværende aftale om eUdlån. Jeg gætter på, at man regner dét for hørende under “hjemlige” afgørelser forfatterne og forlagene imellem – men hvor mange forlag beskytter deres forfattere mod forlaget selv, med mindre forfatterne har advokater i ryggen og et stort nok salg til at kunne true forlagets indtægt?

Det er også betegnende for projektet, at det er branchen repræsenteret ved Gyldendal og L&R – ikke branchen repræsenteret ved Forlæggerforeningen. Det er Aktørerne, man har villet have i tale – og som sædvanligt er indholdsproducenterne ladt ude af dén suppe.

Hvorfor ikke nogle tunge, litterære navne over for forlagenes og distributionens repræsentanter?

6 Et forfattersalg fra ereolen.dk formidles fra forfatterens eget “låne-område” – når man søger på et navn eller en titel – og er således ikke direkte i konkurrence med andre forfatteres bøger. Men pga. designet af eReolen.dk sker en konkurrenceforvridning over på det mest læste og det anbefalede – som ydermere og i skrivende øjeblik ikke har forandret sig i den sidste måned.

7 Forfattere, der sælger egne ebøger, er afhængige af Publizons deltagelse i projektet.

Er man ikke selvstændig erhvervsdrivende, kan man ikke deltage i projektet. Men som forfatter behøver man generelt set ikke være selvstændig for at kunne få lov at sælge sine bøger. “Forlag” er man kun, når man er en virksomhed i skattemæssig forstand. Ellers er man “selvudgiver”.

Umiddelbart lyder det som strid om ord. Men ser man på markedet, som det udfolder sig, giver det mening: Forlag er ofte medlem af forlæggerforeningen, som er toneangivende på mange områder, der berører branchen. For ikke at sige vagthundeagtig, på samme måde som dansk forfatterforening passer på forfatterne. Det er meget dansk. Og meget gammeldags. Og enhver årsag til at holde fast i det, der angives at handle om administrative udgifter, kan tænkes anderledes med en lille bitte smule initiativ. Hvis viljen er til stede.

Det tror jeg ikke, at den er. Ikke uden, at man tager sig godt betalt for det. På god traditionel vis. Helt ærligt, hvem konkurrerer I med? I skulle hellere tage og se, at der ikke kommer udenlandsk konkurrence, som kan det der med at være fleksible i forhold til brugernes behov. Og se, at danske forlag bliver flere og mindre. Og at tvinge enkeltmandsforlag til virksomhedsregistrering er at lave den danske kunstner-lovgivning om indefra, som holder kunstnere og dermed forfattere fri for virksomhedsregnskab. Og dermed fastholder muligheden for at være og leve som kunstner – dvs. eksperimenterende – snarere end at skulle kunne springe ud som kommerciel i første hug!

Hvis dén kurs er meningen, er det godt kørt ned.

8 eReolen er et åndssvagt navn. Jaja, folk forstår det, fordi de forstår en reol. Men der ER ikke bøger på reolen. Der er kun aftaler om transport fra sælger til køber eller låner. eReolen.dk er en aftalekonstruktion mellem distributør, sælger og udlåner. Bag hyggenyggenavnet med indbygget eLæsestol gemmer sig en masse studehandler og uigennemskuelige forandringer af hele forfatter-udgiver-bibliotek-boghandler-læser-kredsløbet – som absolut ikke i parantes er nødvendige at debattere mulige konsekvenser af.

I værste fald: Skrift sker på bestilling. Én stk. krimibestseller, tak. Større reduktion i bredden til gavn for overskuelighed i salg og markedsføring. Kritisk tænkning kun af folk i faste stillinger.

Det store spørgsmål er godt nok, om tiden er løbet fra udlån. Og dermed, om VI, den danske stats arbejdsgivere, skal give udlånskompensation til forfatterne, så forfatterne ØNSKER at lade deres bøger blive udlånt:

– Hvis oplysningstiden er aflyst, som nogle hævder, og bibliotekslånet for en stor del består i underholdning snarere end uddannelse, hvorfor skal VI, den danske stats arbejdsgivere, så bekoste dét?

– Omvendt: Hvis ikke VI, den danske stats arbejdsgivere, går ind og stiller krav til bredden i tilgængeligt materiale, bliver bibliotekerne bare endnu en statsfinancieret snævert fokuserende kanal med underholdning til den brede masse.

Men der er jo så meget Internet, og folk der taler sammen på nettet, og gratistjenester som Wikipedia (den er sgu ikke gratis, så host op, hvis du vil fortsætte med at se den på frie hænder!), og man får jo snart sagt svar på alt, før man får stillet spørgsmålet, så hvad skulle man læse udforskende og dannende for – hvorfor læse for andet end at holde fri med hjernen?

Men hvorfor så ikke bare betale det selv? Er det VI, den danske stats arbejdsgivere, som skal betale ferie til hjernen, som vi via skatter og prisniveau betaler for 5 ugers ferie, barsel, sygdom og handicap?

Fortsæt gerne her forneden. Hvad er det, vi ser ske?