Upatenteret tortur – Goa 4

Dejlig ferie, masser af afslapning, god og rigelig sex, masser af mad, god mad, masser af gaver til alle, masser af mennesker, masser af fristelser. Arbejdsfri.

 

Når ens ben i siddende stilling er 76 cm fra ryg til knæspids, og afstanden mellem stoleryg og sædet foran er 74 cm, så mangler der 2 cm.

Disse 2 centimeter er ikke udtryk for hverken guddommelig straf eller bevis for overherredømme. De kan ikke købes i dutifree eller blive refunderet kontant ved efterfølgende ankesag. Det er to centimeter, der mangler. De mangler: Hele det tidsrum, man af hensyn til egen sikkerhed gr. såkaldte “lufthuller” er fastspændt til sit sæde, vil pladsen være for trang.

Praksissen er en særlig form for tortur, opfundet af kineserne, som ellers ikke normalt holder sig tilbage hvad angår despekten for menneskelige behov, men når det kommer til tortur forholder sig så subtilt til menneskelige begrænsninger, at man faktisk selv er nødt til at prøve det for at forstå, hvori dog torturen består…

Der er ikke patent på metoden. Luftfartsselskaberne kan frit gøre brug af den, og gør det med glæde. For hver 74 cm i længderetningen sparet, kan endnu 7 – 14 passagersæder og passagerer klemmes ind. Og det bliver de: Klemt ind, passagererne.
Og klemt.
Og klaustrofobiske.
Og paniske.
Og hysteriske.

Imens serveres der to måltider, og kaffe eller te med kage ind imellem. Et par ture ned ad mellemgangen tager en smule af panikken. På toilettet kan benene strækkes, men der bankes snart på døren. Og straks man er tilbage ved sit sæde igen, skal man spænde sig fast. Man kunne forestille sig, at dét ville klemme ryggen hårdt op mod stoleryggen, og således reducere pladsmanglen, men enhver forestilling dræbes omgående, når den foransiddende lægger sit sæde ned. Hér skal man håbe i samme øjeblik at have knæene placeret uden for stolesidernes rotationsgang, fordi man ellers vil opleve at få smadret knæskallerne, eller blot få dem slemt i klemme.

Og så endelig er man fremme. Drænet for al energi og for lyst til at sætte sig til modværge, når taxa-logen i lufthavnen overfalder og fladtæver én med konspiratorisk prissætning. Så tre dage om at komme sig i, hvor man kan dyrke rigelig med sex af den svedige slags, derpå madforgiftning med afføring 1 på den internationale skale fra 1 til 7, hvor 1 indikerer mest vand i tarmene og 7 stort set ingen. Det er en god skala at have, hvis man præcist skal kommunkere, hvordan ens mave opfører sig:

“Hvordan var det så?”

“Åh, en 2’er, men det går da den rigtige vej…”

Der er ingen skala for at kaste op på 3/4 meters afstand og direkte ned i toilettønden, men det er vel derfor det hedder “at kaste op”…!

Efter den første mavekrampende, tyndskidende, opkastende dag og nat, med stigende feber og ondt i alle muskler, følger så 4 matte dage uden den store madlyst og med vandtvang og elektrolytter, vand med salt, sukker og citron, der smager som lort, men ned skal det, så man kan erstatte det vand og salt, man har mistet. Hvad skal sukker og citronen og til for? Tjae, måske bare for at gøre det drikkeligt?

Nu kan man så begynde at spise lidt igen, men hver gang man spiser noget, der er bare en lille smule interessant, brokker kæresten sig over at man blokerer regenereringsprocessen, og så spiser man det i trods eller af dén drift, der trods alt er der, mod at æde andet end grød og ris, og så bliver afføringen en 1’er igen, og så håner hun én, og hun har bare så fucking meget ret, hvis altså bare hun ville holde sin kæft.

Og med disse overvejelser og solen bagende ned over Goa når man halvvejsmærket, lidt ligesom i livet, hvor man kan mærke at der nu er mindre tid tilbage end der har været; ferien går på hæld, dagene bliver varmere på vej mod regntiden, tjenerne bliver anstrengte af smile til os hele tiden, havet bliver stadig varmere og bedre at bade i, men der er hverdag overalt omkring os. Og handel med billige i ordets egentlige forstand, skønt interessante souvenirs. Ja, hele hovedgaden er forvandlet til butikker. Dyrt lejede butiksområder på hovedgadens fortov, der ripper sælgerne af – hvis ikke det er ejerne selv, der sælger billigt lort dyrt til turisterne med hånden på hjertet om, at de ikke kan sælge billigere. Og så alligvel må dunke priserne, fordi der er småt med turister, fordi terrorister sprængte et par bomber i Mumbai for to år siden, eller fordi området er spoleret af turistme og af motorcykler og af doperygende ex-patriots med insider-feeling. Eller måske er det ganske enkelt bare de nye visumregler, der forbyder russerne ophold længere end 1 måned; de skulle jo nødt blive hængende: “60% are bad men”, sagde én af de allerfattigste restaurantejere på stranden. Måske in tune med den indiske regerings holdning, måske blot et selvsyn.

Arambol Beach, nordlige strand, Goa. "FØR"-billede ca. anno 2000.

Her ér varmt og dét, man kommer for. Maden er interessant, hvis den er god og ikke fuld af unordiske bakterier. Sjovt, at den bedste restaurant indehaves af en dansker, der har arbejdet for Claus Meyer. Cheekie Monkey hedder den. Byen hedder oprindeligt Hamal, og bliver i dag kaldt Arambol Beach. Der er 1 strand ca. 5 km nordpå, som endnu er relativt uspoleret. Hvis man vil. Dér findes stadig masser af indere, som gerne ville lave ens drinks og rulle ens joints og vaske ens tøj, for småpenge. Hvis man behøver at føle sig rig.

Og på vej mod de sidste dage, efter et par nogenlunde stærke dage med svedig sex, havbad og mange indkøb, kan man lige nå at få en gang maveonde igen. Selvom man holder sig fra alle kendte smittekilder – drikkevand, grøntsager skyllet i vand, drikkeyogurt fra svært afrenselig blender, isterninger, glas opvasket i hanevand  osv osv osv. Man lammes en smule igen og afslutter Indiens-opholdet med at sikre sig at have skidt af, før man ved midnat kører til lufthavnen for at flyve 5 timer senere.

Endelig, endelig ophører ventetiden i lufthavnen og man når atter frem til de trange sæder i flyet. Som denne gang i fugleflugtslinie peger mod Nordeuropa og foregår i 13kms højde. Uden for i minus 53 grader ér virkelig kun hjem for særlige bakterier; inden for er der rigelig med film at dope sig med, og spil, og tvangstanker om at gå på toilettet af den ene og den anden og den tredje grund. Man behøver ikke foretage sig én eneste fornuftig handling eller tænke én eneste sammenhængende tanke, mens man igennem sølle 15 timer fastholdes i kinesisk pladsbegrænsningstortur med indlagte måltider, og kaffe eller te med kage.

Ved ankomsten er det uforståeligt, at billetautomaterne i Metroen fra Kastrup Lufthavn denne dag ikke vil tage Visakort, og at Metro-stewardessen efterfølgende udskriver 2 x 750 kr i “kontrolafgift”. Og der sidder man så i Metroen, efter sin ferie, komplet blæst i kraniet og i kroppen, omgivet af bagage og souvenirs og længslen efter fucking bare at falde i søvn i hinandens arme i 25 grader under myggenettet, at kunne skide regelmæssigt, at få serveret hele baduljen på et fad af håndflettet bambus og bare nå frem til rigtigt at  slappe af. Bare slappe helt af og ikke lave noget som helst. Lige som de skide landflygtige hippier i deres evighedsrus.

Og de nyeste visareglerne fra i år nægter alle og enhver indrejsetilladelse før tidligst 2 måneder efter sidste besøg. Og himlen ér så grå. Pisse, fucking grå.

Og nu sner det igen.

Kenneth Krabat, 26.1. 2011

Arambol beach (link)

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

One thought on “Upatenteret tortur – Goa 4”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.