Det er meget almindeligt for danskere, der skriver science fiction, at appropriere genrens historieelementer, så ”det ligner fremtid”, frem for bare at skrive en regulær science fiction-historie med alt hvad dertil hører: Der skal faktisk en pæn stor mængde velovervejet verdenskonstruktion (”world-building”) til for at skabe en troværdig illusion om ahistorisk tid. Begrundes en fortællings tid og sted omhyggeligt, kan dén og karaktererne udvikle sig i ro og mag, og øge chancen for at læseren køber præmissen om ”hvad nu hvis…”. Laver man i stedet ”lazy worldbuilding”, bliver det fremmede til en gimmick for den kræsne læser, der irriteres over ikke at få ”hele universet foldet ud”.
Peter Graarup Westergaards ”Warning Light Calling” angives af forlaget at være en science fiction-digtsamling, dvs. en konstrueret virkelighed, som digtene ét for ét fremvækster dele af: Hér Sovjet-dissidens, hér et russisk navn, hér en comerade – på samme måde som rammerne for en hvilken som helst (anden) genre-novelle eller -roman introduceres for læseren.
At begrunde nye og fremmede elementer er typisk nemt for novelle og roman, fordi forestillingen om det fremtidige tiltaler et bestemt publikum, der for en stor del gerne vil alt dét med at komme ud i rummet og møde fremmede livsformer, og gå på opdagelse i teknologi og værens- og omgangsformer, der ikke lader sig gøre på Jorden i nutiden – som en slags spejder/nybygger/ingeniør-mentalitet – mens færre lader sig begejstre af ”det filosofiske” ved forestillingen om faktisk at ”leve i fremtiden”. Som sådan er karaktererne i en prosaisk SF-fortælling sjældent alt for eksistentielt ramte og eventyret begynder derfor gerne med, at nogen bryder med vante rammer eller rammes af et teknologisk ”backlash” af en art – noget, der holder op med at virke og derfor skal løses, forklares, redegøres, nås, bemestres på en særlig, ny måde, gerne med videnskab og teknologi til hjælp. Reparation, civilisation, orden. Continue reading “Warning Light Calling, en ægte science fiction-digtsamling?”