MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?

Hvem er VI, danskerne, at vi som det eneste behøver at forsvare vores velfærdsposition? Svaret er enkelt: En nation uden stolthed. Et nation i lavt selvværd. Er vore forfattere så for uvidende eller for kritiske?

 

Nu er der kommet optagelser på, hvis man er interesseret i et stemningsbillede.

kl 12
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGA LIT 12.00 GEJL TIL MOESTRUP.mp3

kl 12.45
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGALIT12.45tilBOF.mp3

kl 13.20
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGALIT13.20SIDSTEGANGJEGSAHAM.mp3

kl 13.50
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGA LIT 13.50.mp3

Jeg begyndte øverst, på 4 sal. hos Trisse Gejl og bevægede mig ned ad gennem etagerne, nogle gang ad rulletrappe, andre med elevator, og søgte ingen særlige navne på noget bestemt tidspunkt, men blev lidt, hvor jeg fandt en oplæsende forfatter, gik videre til den næste på etagen og så fremdeles, og begyndte forfra ved at tage elevatoren op fra bunden af huset. På et tidspunkt høres et brøl i baggrunden af den første optagelse. Det er, da Per Stig Møller annoncerer regeringens beslutning om at forlænge 10 millioner kroners puljen.

Arrangeret af Dansk Forfatterforening var oplæsningen på Københavns Hovedbibliotek med 200+ forfattere, oversættere, digtere, kronikører mv. vel sagtens en succes. “Vel sagtens”… for det er svært at sige, om det med arrangementet lykkedes at gøre noget ved problemet – nedskæringen af kulturstøtten – eller om det økonomiske resultat var forudset/arrangeret på forhånd , eller blot et lille ublodigt håndslag i en korridor på Borgen: “Ok, I får kulturstøtten indtil videre, femten mil, forfatterne holder kæft, og vi får…” (sæt selv en ubetydelighed ind, der dog er værd at handle med).

Arrangementet var vel sagtens en succes. Ja. Vel sagtens. Eller måske var det et cirkus. “Spring, Loppe, og du får mad!”?
Continue reading “MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?”

Illusionen om MOD

Illusionen om “Mod” er nok ansvarlig for at knægte flere mennesker, end den bygger op.

MOD

hæves gerne til skyerne i ethvert samfund: for den indeholdte berømmelse af evnen til at overvinde egen frygt, til egen eller fællesskabets bedste. Helten viser vej.

MOD er den simple sammenfatning af idealer uberørt af bredere perspektiv: Dét, som dømmer et menneske modig, kan ved nærmere eftersyn være en kujons eneste udvej.

MOD er heftigt overvurderet; selv den autoriserede danske ordbog er på vildveje med sin opfattelse af mod som U-frygtighed: Et menneske enten kan eller kan ikke overvinde sin egen frygt i en given nu-situation – det har intet med en særligt admirabel karakter at gøre.

“MODET til at forandre ting” er endnu en overvurderet afart af ovennævnte…
Jo da
, vil man sætte en kile ind mellem mennesker,  opdeler man bare alle i svage og stærke, feje og modige, troløse og trofaste. Alle, som således ikke er stærke, modige, trofaste, er hermed pr. definition statiske, fremskridts- og livsunderstøttende lænker om benene på resten af kloden… Enhver, man skiller fra, ud fra et kriterium, der ikke kan udskille én selv, bliver jo i definitionen netop til de svage, de frygtsomme, de trosforladte – svigtet og overladt til at sejle deres egen sø, midt i en verden, hvor vandene stiger med samme hast overalt.

Løven, der vandt sig selv

ØNSKET

er det, der flytter mennesker fra en vane eller vej til en anden; ønsket er samlingen af energi i fokus. Ønsker man, er man i dialog med sine følelser og behov, og derigennem kan uhensigtsmæssige mønstre i livet og i verden omkring forandre sig; at ØNSKE bringer langsomt et menneske til at skifte kurs, det tager tid, men det sker i overensstemmelse med alt, man består af.

ØNSKE er noget, alle kan. Men også hér er det normalt at opdele folk i dem, der “kan” ønske med passion, og dem der ikke “kan”. Dem, der kan brænde og “vise andre en mulig vej”, og dem, der er længere om at få motoren i vandet. Men hvor er det, vi skal hen? Handler det ikke bare for de fleste stærke og hurtige og trygge osv. om ikke at få pillet ved netop dét? Ikke blive bremset, skulle se andetstedshen, bruge kræfterne på andet og andre end sig selv og sine nærmeste?

Videnskaben og filosofien og kunsten forsøger med det store overblik at reducere menneskenes formåen til noget overskueligt. Men at afdække et enkelt menneskes motiver og formåen med formålet at se et helt billede af årsagen til alle vedkommendes handlinger tager laaaang tid – som enhver der har forsøgt at forstå en ven i nød ved det. Eller selv har været i årsagsfunderet terapi.

Så er det uendeligt meget nemmere bare at tro på vore Drømmeres helteforestillinger om en menneskehimmel i livet, hvor det er muligt at blive stærk og modig og følsom og vis og tiltrækkende og så videre, hvis bare man arbejder på det: Den menneskelige evolution sat på skinner – ikke op på landjorden, ikke ned fra træerne, ikke tæt på bålet, ikke ind i byerne, ikke ud i rummet, men ind ind ind i os selv. Med idealerne om, at der findes et bedre sted end hér, ind og forstå, ind og erhverve handlekraftens mange defintioner.

Balancen

findes umiddelbart – for dén som vil… – i forsvaret for de selvdrevne på den ene side og forsvaret for de fællesskabsunderstøttede på den anden. Menneskenes kraftidealer passer ikke til alle, lige som at fælles omsorg ikke gavner enhver. Se på MOD som på integritet og kærlighed og loyalitet og venlighed, og på had og griskhed og selviskhed og frygtsommelighed – det er alt sammen følelser i firkantet ramme, fastholdt som ønskværdigt og uønskværdigt. Lys, mørke. Liv, død. Men det behøver ikke være sådan. Det behøver ikke forblive firkantet kamp med “den anden side”.

Alt, som de livsopretholdende og -berømmende begreber kan siges at indeholde, er samtidig beholder for deres modsætninger. Ikke dualistisk binding, men anerkendelse af, at det man trækkes imod er en flugt fra noget. Anerkendelsen af den anden side skaber hele mennesker, der ikke flygter.

MOD kan re-defineres som “venskab med frygten”.  Som en begyndelse.


Kenneth Krabat, 26.10. 2010

Gap into vision: there is no such thing as fiction

fiction doesn’t exist

there is no such thing as fiction

there is only the visiting of another person’s reality

so, what are the consequences?

Nothing is excusable, you cannot hide behind fiction – anything you write or say is your reality

anything you say or think is you

everything that goes through you and out to others is what constitutes you

you cannot escape reality, Your reality

this is what Leary and others before and after him means – this is the meaning of “one reality before, many realities after”

this in towards the infinite POW, the all-seeingness of letting go of judgement to just observe, possibly put into the code of reality-programmers like yourself these observations

this is the break-through into seeing, damn

fiction is fiction – this is the key

fiction is the concept of not-being-body, is the instinctive acceptance any reality shared, almost how ever different from the physical world.

fiction does not exist, there is only badly realised reality

How to be an artist.

The following I found in my computerattic – I don’t know the author. It sets a certain mood, illogical, impossible, and warm.

The following I found in my computer attic – I don’t know the author. It sets a certain mood, illogical, impossible, and warm.

How to be an artist

stay loose. learn to watch snails. plant impossible gardens. invite someone dangeours to tea. make little signs that say yes! and post them all over your house. make friends with freedom & uncertainty. look forewards to dreams. cry during movies. swing as high as you can on a swingset, by moonlight. cultivate moods. refuse to “be responsible”. do it for love. take lots of naps. give money away. do it now. the money will follow. believe in magic. laugh a lot. celebrate every gorgeous moment. take moonbaths. have wild imagining, transformative dreams, and perfect calm. draw on the walls. read every day. imagine yourself magic. gigle with children. listen to old people. open up. dive in. be free. bless yourself. drive away fear. play with everything. entertain your inner child. you are innocent. build a fort with blankets. get wet. hug trees. write love letters.

rosark ’90

Mål dit nøl (Who wants to be moderate?)

En ven sagde for nyligt, at jeg var bange for at få succes, for med succes kommer den form for ansvar, der stjæler ens frihed/frie tid. Måske. Måske ikke. Måske er jeg bare langsom, doven, ukoncentreret, behovsstyret. Måske behøver jeg denne langsomhed, der opstår af at lade alle opgaver flyde ind over hinanden. Måske ér jeg stresset af mangel på resultater. Måske ér resultater noget din mor og den kapitalistiske tankegang i ledtog med esoteriske evolutionsteoretikere har brygget sammen for at give dig følelsen af, at det nytter at stå op om morgenen. Måske er det ikke noget sted, vi skal hen. Måske ville civilisation i den vestlige verden med Ghandis ord “være en god idé”. Måske ér alt, man er knyttet til og ikke knyttet til uden for den begrebslighed, vi kalder vilje, målrettethed, fokus, automatisk, instinktiv, intuitiv væren. Måske ville det være rart at få klippet hækken inden den fastsatte dato, så man ikke bliver sagt op. Måske var det bedre for hækken, at den blev klippet, når den havde bedst af at blive klippet, inden den blev for tung i toppen. Måske var det bedre ikke at være bange for tab af effektivitet, tab af fælles æstetik. Måske var et liv uden frygt bedre end et liv med frygt. Måske ér nøl det modsatte af løn. Måske ér løn noget, enhver reelt giver sig selv. Måske enhver skulle begynde at give sig selv løn for udført arbejde. Som én sagde til mig engang: hvad er du værd? Værd? Ja, hvad koster du i timen? Måske man bare skulle give alt væk, lige som med kærligheden, give sit arbejde, sin tid, sin opmærksomhed og sit nærvær, lade alt være gratis og uden forbindende, og bare se folk i øjnene, og handle på basis af, hvad man dér ser. Måske skal man drømme lidt mere, og vide man drømmer. Måske længslerne skal i spil, ønskerne have lov at tale, hjertet blottes. Måske forskellene mellem mennesker skal ophæves af anerkendelse, nærværende anerkendelse, virkelig anerkendelse, hjertet, det modige hjerte,  der er alles forældre og lønningspose, gå forrest i alt. Måske ønsket om at se kan tage téten frem for at ønsket om at blive set?

Hér kan man måle sit nøl

Continue reading “Mål dit nøl (Who wants to be moderate?)”

Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

Continue reading “Min Første Dødsannonce”

jeg er en løgnhals (og det er du også)

En anden måde at betragte løgnen på.

Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.

Holdbarheden for en samling atomer, celler og organstrukturer som mig er afhængig af graden af proximitet til den centrale overensstemmelsesstrøm, bare kald den “indre sandhed” for nemheds skyld. Continue reading “jeg er en løgnhals (og det er du også)”

erkangørvil=1x=2x>

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

tomme momenter

Kortformen fra de sociale medier og sms vil følge os til real life og gøre slemme ting ved os.

Facebook er en ny form for kommunikation – noget, de fleste af os aldrig har været i stand til før, endsige haft lyst til: Kommunikationen med et stort antal andre mennesker på samme tid – i et rum hvor vi lærer dem at kende som hvisken, selv når de råber og raser. Men vi lærer dem at kende. Og vi lærer, hvad vi vil give hver enkelt – helt og aldeles baseret på vore egne interesser for dét, der ligger imellem os.

I programmeringen af Facebook er udvekslingsformen begrænset i omfang, og sådan kommer vi til at reagere. Alle, der forbliver på Facebook, vil med tiden agere efter EN IDÉ OM, hvordan mennesker bedst kommunikerer. Continue reading “tomme momenter”

Time Travel, a vent for loss of control

Humans can do anything, they can think. Or they will change their thinking.

 

THIS IS A WORK IN PROGRESS

* MOVIES INVOLVING TRAVELLING IN TIME by way of propulsion, magic, sleep, hypnotism, ”time machine”, worm holes, body hopping, ”sudden temporal phenomemen”, weather penomenen, reception of sent data from the future a.o.

Time Travelling expresses control over the progression of Time, oftenmost perceived as the image handed down by Marcus Aurelius: Water flowing towards the sea as a river that never repeats itself – in either direction it is at any given point different from adjoing points. To most people it feels natural to perceive time, ie. human life, with an ending and a beginning, the beginning being uncontrollably lost to us, but the ending, or the way to the ending, everything that is meant by the word ”control”: The open vista of opportunities and possibilities, of which we will try to ensure a handfull of those most interesting to us and most needed for survival. And when we succeed in our endeavours, we are in control. When we do not succeed, we have lost control.

Time Travel is a vent for loss of control: Continue reading “Time Travel, a vent for loss of control”