Harry Harrison is dead [Science Fiction]

Ophavet til Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, Deathworld, Make Room, Make Room og mange andre.

 

Alle dør. Undtagen dem, der lever videre i deres værk. En sådan er Harry Harrison, som døde i går. Størstedelen af hans værk er ikke litteratur i kunstnerisk forstand, men det var med stor selvbevidsthed, at han i over 50 år holdt skansen hvad angår tungen-i-kinden science fiction – med så uforglemmelige parodier på dårlig science fiction som Bill the Galactic Hero og the Stainless Steel Rat.

Der er meget at være taknemmelig for: The Stainless Steel Rat holdt han i live ret frem til sit 85. år i 2010; den poetiske ‘Eden’-serie kan jeg huske jeg i min pure ungdom oversatte et digt fra og over for en kæreste (skammeligt) udgav det for at være mit eget; Deathworld-serien (da. ‘Dødens verden’ 1967) var med sin analogi om menneskenes behandling af Jorden et blik ind i en helt anden måde at forholde sig (filosofisk) til verden på, og Make Room, Make Room! (da. ‘Gør Plads, Gør Plads!’ 1973) var en øjenåbnende, fugtdrivende beskrivelse af et samfund i undergang, i hvilken megabyen New York kæmper med udfordringerne fra 35 millioner mennesker, beskidt vand og fødevaremangel. (Med Soylent Green (1973) gav MGM verden Hollywood-versionen af hverdagens rædsler – ved at fokusere på, hvor maden kom fra, snarere end på de virkelige rædsler ved at leve i en overbefolket verden.)

I 2009 blev Harry Harrison udvalgt som modtager af Damon Knight Memorial Grand Master Award af the Science Fiction and Fantasy Writers of America.

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green.

WikiPedia

The Official Harry Harrison Website.

Orbituary in the Guardian

Jeg havde fornøjelsen af kortvarigt at møde manden selv i 2007, til Eurocon i Danmark. HH viser  (retmæssigt) sin utålmodighed med fotografen i dette billede. Jeg selv ser lidt betuttet ud, fordi det er fotografens 4 forsøg …

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green

Bogen, han signerede til mig ved konventet, er “in our hands the stars” (meget poetisk titel), hvor ikke mindst omslaget viser hans stærke danske tilknytning … Han boede i DK i 7 år, men flyttede tilbage til USA, fordi han fornemmede at hans børn svært ville kunne integreres i amerikansk kultur, hvis han blev her længere.

digter Hans Reusch er død

*5/6 1943, †10/2 2011
Vi ses.

Jeg kendte Hans som fagfælle i Dansk Forfatterforening.

Hans Reusch, en sommerdag

Hans Reusch var formand for DFFs Lyrikergruppe i 8 år, og sad efterfølgende med ved bordet, indtil han var sikker på, at ingen skar grenen over i hans fravær.

Det var solidt arbejde, ikke de store udsving, ikke en fornyer, men ham der holdt fast i en tid, hvor ingen anden ville posten. Det skal han have stor tak for. Ikke mindst fordi lyrikgruppen, trods nedgang i udgivne digtere, i dag er i vækst.

Jeg ved fra dødsannoncen, at han efterlader en større familie, men jeg kendte intet til hans liv.

På mig forekom han at være et meget privat menneske – f.eks. kendetegnet ved, at der ikke er ét eneste billede af ham på nettet under hans eget navn. Og da Lyrikgruppen for halvandet år siden lavede en antologi med foreningens digtere, (ORDLØST, s. 679) måtte jeg som redaktør hale i ham endeløst for at få et foto at sætte i bogen. Jeg fik et til sidst. Et sløret kontrafej klippet ud af et fællesfoto fra en sommerdag på en græsplæne.

Nej, Hans var ikke synderlig interesseret i at blive eksponeret. Måske var han brændt ud. Måske var han træt. Eller bund-blufærdig – det er svært for mig at sige. Men der var ofte rigtig megen energi til stede i ham – nok tiere fokuseret på menneskelige omkostninger end på sager, for et skarpt syn på menneskelig retfærd, det havde han. Og når han trådte i karakter, så var han der: I begyndelsen, da jeg lærte ham at kende, med formålet at fastlægge og sikre det lange træk; senere, da han begyndte at blive syg, ofte bare for at se, om man gav ham modstand på dén måde, der betød at man kunne stå inde for sine argumenter. Der var ingen, som skulle sværte Lyrikgruppens historie og betydning til, mens Hans havde noget at skulle have sagt!

Jeg er glad for at have kendt ham.

Kenneth Krabat, 16.2.2011

Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

Continue reading “Min Første Dødsannonce”