Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

FØDSELS- OG DØDSDATA

Avisen kræver ikke mange informationer – en dødsannonce er stort set som enhver anden annonce: Den, der betaler, bestemmer. Fødselsdag og dødsdag er således frivilligt.

Hvad er det man vil med sin annonce – hvilken historie og til hvem? Fødselsår og dermed alder kan være med til at identificere en person, hvis navnet tilhører de mere almindelige. Den udregnede alder kan give læseren en bid af dén historie, som et menneske altid er, hvad enten livsgerningerne er opført i de kulturelle annaler eller ej. Et menneske, der har levet, har sat sine spor. Jo længere liv, desto flere spor. Så, ønsker man at give dém, der ikke kender afdøde, en chance for at forestille sig, hvad vedkommende har været igennem, angives livslængden med fødsel og død.

Jeg angiver fødsel og død. Folk må gerne spekulere. Og tænke over, hvad de selv har brugt deres liv til.

Født 29. januar 1918,
død 6. juni på årets første rigtige sommerdag

FØDESTED, DØDSSTED

Igen en identifikationsmulighed. Og en mulighed for at skabe fortælling i hovederne på læserne og hjælpe afdøde med at blive identificeret – eller minde hans venner og bekendte om, hvor han kom fra og hvor han endte, så livets udfordringer og delfortællinger står i skarpere lys.

I det her tilfælde kommer han fra fattige kår i Århusområdet, med en voldelig fader og et hav af søskende, som han forsvarede mod faderens excesser. Han bogstavelig talt kæmpede sig igennem 30’erne, 40’erne og 50’ernes depression og gik fra at være en gadedreng på eksistensminimum til at være en samfundstro gadedreng med familievirksomhed og et tæt og nødvendigt forhold til sin hustru som forudsætning for at holde sammen på sine energier og muligheder. Spannet mellem fødested og dødssted viser ikke en mønsterbryder, for han slap ikke ud af sine kår – det var håndens arbejde altid – men samarbejdet med hans hustru, min mormor, muliggjorde fokus på fremtiden, betaling af regninger, kløgtig opsparing og heldige satsninger (samt de obligatoriske knap så heldige, der gør de gode eksempler bedre). Han klarede sig. Han klarede sig godt – var omkring store både og gode biler, gav f.eks. sig selv en jaguar, da han blev 70, bare for at prøve det, men alt blev altid solgt igen, når han havde prøvet det; det var ikke tingene, der betød noget, men at afprøve de ting, som hans voksne og gode kår muliggjorde. Både han og mormor døde meget gamle, i egen lejlighed på Frederiksberg, og stort set i stand til at klare sig selv. (De sidste par år med megen stor hjælp fra min mor – noget han ikke helt forstod at sætte i ord, men bedre forstod at værdsætte hen mod sin død). Han var sådan én, der klarede sig selv. Og svært kunne finde ud af at bede om hjælp. Måske noget, der hører en tid til, måske ikke. Så,

født i Hinnerup, Haldum Sogn,
død på Frederiksberg i København.

ERHVERV

Igen en identifikationsmekanisme, som kan erstatte alderen. Eller fungere som en form for respektfuld indikation om menneskets betydning i samfundets tjeneste. Der kan være mange faktorer, som man måske ønsker sig glemt – fyringer, svigt, konkurser osv. – men med hvilken rolle i livet identificerede afdøde sig, eller blev afdøde identificeret? Måske slet ikke et erhvervsarbejde, måske var det “far, broder, onkel, elsket mand, søn”, som det står i nogle dødsannoncer, der betød mest for afdøde. Så skriv dét. Og er man i tvivl, så gå til sidste punkt på siden.

Jeg kunne nøjes med hans personlige tjeneste – hans betydning for familien, fordi det – som det private menneske, han var – betød rigtig meget for ham at have mennesker omkring sig, der elskede ham – men han kæmpede hårdt for at klare sig og manifestere en erhversmæssig betydning og skabe et indtægtsgrundlag for sin kone og sin steddatter, så jeg vil tage det med. Ikke mindst fordi firmaet, TAGA TRANSPORT, ikke findes længere: fyren, der overtog firmaet efter morfars pensionering, var under 2 år om at køre i sænk, hvad der i 30 år havde havde været et sundt møbeltransportfirma, som havde de største auktionshuses tillid. Sådan var han – han tog ansvaret for sine folks bommerter og fejl, og det høstede ham respekt og fortsat arbejde. Han afsluttede karrieren med at opbevare møbler og malerier i det store hus i Sigurdsgade, hvor han og mormor boede en del år. Så,

Vognmand med eget firma, Taga Transport

ANDRE FORTJENESTER

Det kan virke som blær – unødig ros – at nævne indsatser, som for længst er overstået, men da visse hændelser får eget liv eller er af kulturel og samfundsmæssig betydning, kan de være gode for læsere af dødsannoncer at blive klogere af. Og så kan det måske få en prås til at gå op for efterladte, hvis de hører noget om afdøde, som de ikke vidste. Igen det her med, hvor meget af historien – eller hvilken historie – man vil fortælle til de efterladte.

Jeg har lyst til at nævne, at morfar var modstandsmand under Besættelsen. Ikke fordi dét tæller så meget i dag og der er mange måder at fortælle historien om den danske Besættelse på – men fordi det kostede ham lidelser senere i livet, som påvirkede hans og hans omgivelsers hverdag: Hans køn var blevet mishandlet af tyskerne under tortur, hans fingre brækket, hans sind beskadiget af overgrebene i koncentrationslejr og fængsel i Hamburg. Men som han sagde en af de få gang, han talte til mig om det: Der er ikke andet at gøre end bare at komme videre og få det bedste ud af det.

I sit voksne liv virkede han som formand for naverlauget i København, en position han befattede med en vis pondus. Deres sangkor havde han stor fornøjelse af, mens han stadig havde stemme tilbage. I det hele taget fyldte sangen meget i hans liv; længe havde han en fin, men utrænet baryton, og han var meget sårbar over for folk, der sang falsk – jeg kan stadig se hans ansigt fortrække sig i smerte, når nogen ramte ved siden af. Til min store overraskelse var han meget vild med Poul Dissings stemme – men Poul Dissing, der som morfar også er astrologisk vandmand, udviser meget af det rebelske sind og den inderlighed, som morfar også havde, men aldrig af sin fortids og generations byrde havde fået lov at finpudse, hverken i kunst eller privatliv. Så, jo, jeg vil gerne nævne, at han var

sabotør og frihedskæmper i sin ungdom, formand for Naverne i København i sit voksne liv, sangglad med fin baryton

PRIVATE FORHOLD

Hvad troede afdøde på? Hvordan døde afdøde – fredeligt, pludseligt, ulykke, sygdom, forbrydelse? Det kan være efterladtes trøst til sig selv, eller en bekræftelse til omverden, at man nævner visse private forhold i dødsannoncen.

Der kan være private forhold i enhver familie, som man højt og helligt har lovet hinanden, at x, y og z ikke skal vide noget om før efter døden. Det kan siges direkte. Og det kan siges diskret – f.eks. kan splittelse i familien eller særligt tilhørsforhold angives ved separate dødsannoncer, eller delte annoncer, hvor flere stemmer tager afsked i hver sin del. Dette punkt kan også være stedet, hvor man angiver søskende og andre relationer, som er af vigtighed for efterladte

Ikke mange ved, at Vagner Lundholm ikke er far til min mor. En af de der ting i familien, som blev fortiet af mange årsager – i det her tilfælde ulige bånd til hans tidligere familie. Og måske også frygt for at jeg skulle afvise ham som morfar, evt. skabe vanskeligheder ved at opsøge min biologiske morfar. Jeg er ligeglad med alle de her hemmeligheder. Og nu, hvor han er død, så lad da verden vide, at min mor modtog en forældres kærlighed af en mand, der ikke var hendes biologiske far, og at jeg modtog bedstefaderlig kærlighed fra en mand, der ikke var min biologiske morfar. Og så kan man samtidig nævne, at han havde søskende, hvoraf flere endnu lever – og at han var en elsket og beundret storebror. Og jeg vil gerne have med, at han var min elskede morfar. Også efter at jeg fik at vide, at vi ikke var blod. Men vil nøjes med at nævne det hér og over for dem, der kommer til bisættelsen. Lidt skal man have for anstrengelsen ved at læse og ankomme. 😀

Men hvad er der så at sige? Jo, morfar troede på noget efter døden. Og han troede på, at mormor ventede på ham. Måske kan det illustreres ved, at mormors tilstedeværelse var mærkbar i lejligheden længe efter hendes død, mens morfars tilstedeværelse var væk fire timer efter han var taget af sted. Jeg tror ikke selv på efterlivet – afviser dog ikke nogen efterlivsmodel – men jeg, og min familie med mig, har plads til flere måder at være menneske på. Og hvis der er noget efter livet, så glæder vi os på hans vegne. Derfor: Vagner

er nu atter forenet med Alice

EFTERLADER SIG

Der er altid efterladte – tja, resten af verden er efterladt til at klare sig uden afdødes indtryk og aftryk og meninger og holdninger og gøremål… og heraf en lille flok ud af den totale masse, der vitterlig har følelser for afdøde: Søskende, børn, børnebørn, venner, kolleger, fans, fjender… eller forældre: verden græder mest trøstesløst, når forældre overlever børn, mens “de ældres” længere levetid, set fra de yngres vinkel, på sin vis berettiger til afsked med livet. Men når de ældre dør, er man ikke mindst efterladt, fordi der er færre til at bekræfte ens eksistens – færre “livsvidner”, som man i dag kalder det. Ideelt set kan man håbe, at de ældres bekræftelse af ens eksistens bliver indoptaget og gjort til ens eget og egen tro og styrke, men vil man altid kunne nå det, inden de dør? Ikke sjældent vil efterladte have følelsen af, at afdøde er forsvundet for hurtigt – og har taget en del af ens liv og univers med sig, som man aldrig kan få igen. Men så hjælper det at tale om afdøde – ud af alle historierne om afdøde kommer også historien om ens eget liv. Historierne om de levede og de døde er – øjeblikket fraregnet – alt vi har af betydning at fortælle om. Fortæl med kærlighed og inderlighed, og enhver vil lytte – også selvom afdøde er dem ubekendt.

Blandt de efterladte har eller får nogen ansvaret for dødsannoncen og den historie, som den fortæller. Det er en betroet opgave, eller en opgave, der skal overstås – det afhænger af omstændighederne og familiens indre bånd og følelser. Men det er vigtigt at sætte afsender på. Uanset mængden af detaljer har det stor betydning for historien, som fortælles i dødsannoncen, hvem der fortæller den. Vi, der er tilbage, skal lære af måden, de døde levede på – hvor de kom fra, hvad de gjorde med livet, hvordan de navigerede i deres familie, og hvem der er var tilbage, da de forsvandt. Det er bl.a. derfor vi læser dødsannoncer og ikke ud af frygt for, om mon nogen, vi kender, er døde.

Vi, der er tilbage, nu morfar er død, og nu mormor er død, er ikke mange. Vi har aldrig været nogen særlig stor familie. Men vore bånd er blevet styrket med alderen, dét er da altid positivt. Og selvom morfar er væk, er vi her. Dét er det vigtigste, man kan sige. Vi er her endnu, og vi må bekræfte hinandens eksistens, så længe vi kan. Morfars personlige efterladte er dem, der kan bryde sig om at være efterladt – der kan se sig selv i relation til morfars afsked med livet. Så, mange hilsener på rejsen fra os.

Vi, der er her.

Endnu. Vore liv fortsætter.

GRAFISKE FORSIRINGER PÅ ANNONCEN

Mange føler sig akavet over for døden, og i brugen af billeder og tegninger findes muligheden for at sige noget uden at klokke i det. Mod betaling kan man få sørgebånd på annoncen, og krummelurer og doriske søjler og hjerter og duer og andre stregtegninger, der angiver følelser og kontakt til evigheden. Det kan ses som en måde at hæfte sig på en genkendelig billedverden, så man slipper for at bruge eller skulle finde på ord, der kan være svære at finde lige efter et tab af en elsket.

Jeg er ikke kristen, og stregikonografi er følelsesmæssigt “tyndt” og upersonligt for mig. Jeg maler med ord, illustrerer med ord, siger hvad jeg føler og mener, og har mange års øvelse i at sætte ord på mit inderste, og kan ofte navigere i grænselandet mellem det patetiske og det kølige, hvor smerten er klarest. Jeg ville kun tage grafik og forsiringer i anvendelse, hvis jeg på ingen måde ønskede at lægge direkte forståelige holdninger i budskabet.

Ingen grafiske forsiringer på dødsannoncen. Hvid baggrund, sort tekst. Centreret – som aldrig passer sig for poesi, men er velegnet til et budskab som dét her.

FOTO

Hvis man vil være sikker på at afdøde bliver genkendt, kan man indsætte et billede – om end dødsannoncer endnu kun sjældent har fotos. Ved indvandring fra østeuropa, mellemøsten og asien, bliver det dog mere og mere almindeligt med fotos på afdødes gravsted. Der er en stigende trang til at blive husket, noget en forsker har opsummeret i en bog med forestillinger om efterlivet: “Der er tre grader af død: Den første død er, når kroppen ophører med at fungere; den anden død er, når kroppen jordfæstes, og den tredje død er en gang i fremtiden, når nogen for aller sidste gang udtaler ens navn.” Som vi lever og overlever, med den videnskabs- og filosofinærede og bestandigt voksende oplevelse af at være ubetydelige brikker i et uendeligt stort spil, er at vi bliver husket i realiteten alt, vi kan efterlade os. Hér er et billede ofte nemmere at identificere sig med end et navn.

Morfar… jeg tror ikke, at blive husket betød en skid for ham, i hvert fald ikke til sidst. Mange oplever, når de bliver ældre, at verden tilhører dem, der kan forandre den, og kun de færreste bevarer evnen eller trangen op gennem pensionsårene. Måske skifter fokus blot fra at blive set til bare at gøre? Morfar tillod stort set kun fotografering i festligt lag, hvilket ofte viser ham som en snaldret braldrerøv, og det er først i de senere år af hans liv, at fotos begynder at ligne ham i hverdagen. På godt og ondt. Det var helt tydeligt, at han aldrig vænnede sig til nutidens liberale brug af digitalkamera. At han følte kameraet som en invasion. Men dét fortæller samtidig noget om, hvor han havde behov for at være. At han var privat. At han ikke brød sig om at blive studeret for meget. At øjeblikket var hans bedste ven. Ud over mormor. Eller måske bedre end mormor – for i øjeblikket, i nuet, er ALLE følelser, glæden at nyde og smerten og de ubehagelige minder fra krigens tid snart at have overstået igen. Et foto af morfar, hvor han er til stede i øjeblikket snarere end i kameraets optik, er en sjælden ting. Altså skal han erindres med de indre billeder, hvor man glæder sig med ham, og han nyder at være sammen med én.

Derfor intet foto.

MINDEORD og digte og den slags

Man kan vælge meget at sige. Eller lidt. Ting, der passer på afdøde; citater fra elskede forfattere; velkendte og gentagne udsagn, som hele familien kender; eller man kan takke for det liv, den betydning, den omsorg og kærlighed og den bevidnelse af sin egen eksistens, man blev givet, mens vedkommende levede. Det kan siges på rigtig mange måder, og der er ingen tvivl om, at valget af ordlyd kan splitte de efterlevende, hvis blot én mener, at der er former at holde på – ting, man kan sige, og ting, man ikke kan sige. Forbudte følelser. Kan man ikke blive enige, skal man nok helt afholde sig fra at skrive en personlig dødsannonce.

Jeg elskede min morfar. Mine forældre har deres egne følelser for ham, men uanset hvordan eller OM deres følelser måtte divergere fra mine holdninger til morfar, havde de tillid til, at jeg ville være tættest på mit hjerte i ord og formulering, og at jeg ville kæmpe for at skabe et betydende billede af ham eller argumentere for slet ikke at sige noget. Ingen gylden middelvej.

Når man skal beskrive et menneske i ord, kan man gøre det med dén følelse, man er efterladt med – essensen af savnet – og er man en lille smule belæst, har man garanteret i sit liv følt sig hjulpet af diverse forfattere, det kan være salmeforfattere eller digtere eller essayister eller filosoffer: På et eller andet tidspunkt er man blevet ramt af ord. Og disse ord kan man tage frem, og mene dem vel.

Men min relation til morfar blev til sidst sådan, at han var min ven. Hvilket betyder, at jeg begyndte at se ham som menneske snarere end bare som morfar: Sårbar, krævende, arrogant, usikker, fordomsfuld, generøs, kontrollerende, dominant, rebelsk, ærlig, kærlighedshungrende, forvirret, opgivende, sørgende… selvom han ikke havde lyst til at udtrykke ret meget om sine følelser eller sine erfaringer. Jo, en masse anekdoter om arbejdslivet, vedvarende genfortællinger, der bekræftede det levede livs værdi i form af morskab og latter, men ikke følelser direkte. Han ville bare gerne være. Være i live. Nyde at være i live. Dele livet med mormor, da hun var her. Og der var så sandelig også grund til ikke at ville skele til tiden før hende. Så, en bekræftelse af, at han gjorde livet til sit, loyalt og hjælpsomt, selvisk og egoistisk, venligt og vredt, tillidsfuldt og mistroisk. Et rigtigt menneske.

DU VAR HER!

Også i dén grad. Og elsket.

RESULTATET

Pris godt 1600 kr. for 1 indrykning, rabat ved to eller flere. Er det dyrt? Jeg ved det ikke. Hér betaler dødsboet avisen for m2-plads for at få lov at fortælle min historie om Vagner Lundholm til enhver, der læser Politiken mandag 14.6.2010 og ser dødsannoncerne. Nogen kan synes, det er mange penge at bruge på den chance, at de mennesker, som

  1. kender afdøde
  2. bryder sig om afdøde
  3. og derfor ønsker at kende tidspunktet for bisættelsen
  4. fordi de kunne forestille sig at komme eller sende blomster
  5. rent faktisk læser avisen den pågældende dag

tidsnok til at reagere.

For mig er det respekt. Respekt for de efterlevende, som ikke havde daglige kontakt med afdøde. I dette tilfælde morfar på 92. Ikke mange var tilbage, men dem der var, betød noget for ham. Om det var gengældt er umuligt at sige, men de skal i hvert fald have muligheden for at tage stilling til, at han er væk. Måske ser en anden dødsannoncen og siger det videre. Måske ser de den aldrig, men hører om det senere og får at vide, at en annonce var indrykket, som de så ikke så… og føler sig på den led ikke overset, glemt eller ignoreret… Menneskelige relationer er røvsvære, og røvvigtigte. Både i livet og efter. Men respekt kan hjælpe på meget.

RENT PRAKTISK

Ring til avisen senest 4-5 dage før bisættelsen, hvis annoncen skal i senest dagen før bisættelsen. Og vær opmærksom på, at der kan være forskellige afleveringsfrister, f.eks. op til en weekend eller mandag. Indsend teksten pr. mail og afklar rettelser over telefonen, evt. bed om nye versioner over mail. Vær ikke tilbageholdende med rettelser – husk på, at mange ser annoncen, og at det er vigtigt, at man som efterladt og indrykker af annoncen selv er glad for resultatet.

Men – som med alt andet i forbindelsen med bisættelse og sorgen over afdøde: Man bør tage det roligt og passe på sig selv. Om muligt, lad være med at stresse. At passe på sig selv ér alfa og omega. At sørge er noget, der tager tid. Og det kan gøres rigtigt og det kan sjuskes. Sørger man, er det et hul man forsøger at lappe. Man bør lade være med bare at vælte brokker ned i det; det er ikke sådan, man kommer videre.

Tag ordentlig afsked. Giv dig tid til at mærke. Du, som læser det her.

HVAD VILLE AFDØDE SELV SIGE, HVIS HAN/HUN VAR HER?

Ja, det kan man jo afgøre med sig selv. Indre dialog er en god ting. “Er det her rigtigt” kan afføde et klart indre ja eller nej, hvis man kendte afdøde bare nogenlunde godt. Og svaret kan man så efterleve eller lade være.

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

8 thoughts on “Min Første Dødsannonce”

  1. Historien om de efterladte, ja. Historien om familien. Men historien om familien er ikke historien om individer som sådan, det er historien om alle efterladte. Og som jeg selv går rundt og har det, og måske mine forældre også, varer det (længere end) en rum tid, inden det synker ind, hvad familien er UDEN afdøde.

    Måske dérfor mangler den del ofte i afskedsfortællingen – og måske især i ubevidste familier som vores, som mestendels er opretholdt af samfundsmæssigt uperspektiverede anekdoter om livets glæder og sorger. Vi kender ikke os selv set udefra og har aldrig gjort det, hvilket gør ethvert tab og enhver stor forandring til en indre begivenhed, som først med tiden, lang tid, vil vise sin betydning.

    Jeg har aldrig tænkt over det før – jeg er ud af en arbejderfamilie, hvor perspektiverne ikke er så vide; måske dérfor. Og hvad jeg selv måtte have af vide(re) perspektiver, er tilkæmpede og ikke understøttede familiært – de handler derfor sjældent om familiens betydning. MIN families betydning. Indvendigt set er vi historieløse, stort set. Hér handler livet om at have det så godt som muligt ud fra gamle strategier om tæring efter næring og de små ekstraindtægter på at være smartere end andre på samme niveau. Håbe sygdommen væk. Være småfornuftige hvad angår kost og vaner. Leve stille. Hér findes familien kun for de få af vennerne, der kender os. Og vi kender os ikke.

    Tak, PO.

  2. – utroligt at en biografi kan gøres så kort og dog indholdsrig. Tak for alle overvejelserne i den anledning. Hvad jeg tit savner i en dødsannonce og også her er: Hvem er familien? Det ved vi tit ud fra navnet eller forhåndskendskabet – men i dette tilfælde synes jeg det mangler.

  3. Tak, fordi du delte dine tanker og overvejelser med os andre og gav os indblik i din morfars varierede liv og temperament, hans styrke og hans svaghed. Også tak til dig Susie for det fine digt. Ann Mari

  4. Dine nøgterne refleksioner og tilsvarende anerkendelse af din morfar er velgørende. Det er et fint mærke efter ham.

    Jeg var faktisk ikke klar over, at du ikke tror på et efterliv. Det var jeg overbevist om.

    Alt godt

  5. Meget smukt! Her er hvad jeg skrev, ikke i annoncen, men til bisættelsen:

    De var her før os

    De bøjede sig ned og tog os på armen
    De var her før os, og de vidste hvordan
    Hver gang en af dem
    synker i jorden
    mister vi grunden
    til noget vi kan

    De bandt vores sko, de rakte os maden
    og gjorde så meget vi ikke forstod
    men at blive set af
    venlige øjne
    gav os en tro på
    at verden var god

    Den var gal når de tav og vendte os ryggen
    De sleb os med slægtens behørige krav
    Når vi er bange
    men gør det fornødne
    henter vi styrke
    fra noget de gav

    Det gode vi fik, skal vi gi’ til de næste
    for så kan vi bære at sige farvel
    Hver gang en af dem
    synker i jorden
    mister vi alle
    en del af os selv

    Susie Hx – 01

  6. Kære Kenneth
    Tak fordi jeg fik lov at få et indblik i din morfars liv og dermed også har fået større kendskab til dig. Også dine overvejelser over en dødsanonce er eftertankelsesværdig.
    kærlige hilsner
    Ole

  7. Jeg kondolerer.
    Jeg læste dine overvejelser – jeg synes de var flotte. Dit resultat er selvsagt også derefter – det vil sige det rigtige efter min mening. At skrive en dødsanonce er generelt et problem i sig selv. Jeg prøvede det da min mor døde for nogle år siden, og jeg fandt (lige som du) ud af at det var enormt svært at skrive den uden at have mulighed for samtidigt at skrive en nekrolog. Desværre er det jo ikke altid muligt at få optaget en sådan så det er og bliver svært.

    Carl-Eddy Skovgaard

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.