Tag: tidsrejse

Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.

Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.

For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er  baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.

Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!

Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.

At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.

Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.

Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?

(fortsættelse følger måske…)