Category: filosofi

erkangørvil=1x=2x>

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

“Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

tomme momenter

Kortformen fra de sociale medier og sms vil følge os til real life og gøre slemme ting ved os.

Facebook er en ny form for kommunikation – noget, de fleste af os aldrig har været i stand til før, endsige haft lyst til: Kommunikationen med et stort antal andre mennesker på samme tid – i et rum hvor vi lærer dem at kende som hvisken, selv når de råber og raser. Men vi lærer dem at kende. Og vi lærer, hvad vi vil give hver enkelt – helt og aldeles baseret på vore egne interesser for dét, der ligger imellem os.

I programmeringen af Facebook er udvekslingsformen begrænset i omfang, og sådan kommer vi til at reagere. Alle, der forbliver på Facebook, vil med tiden agere efter EN IDÉ OM, hvordan mennesker bedst kommunikerer. Continue reading “tomme momenter”

Time Travel, a vent for loss of control

Humans can do anything, they can think. Or they will change their thinking.

 

THIS IS A WORK IN PROGRESS

* MOVIES INVOLVING TRAVELLING IN TIME by way of propulsion, magic, sleep, hypnotism, ”time machine”, worm holes, body hopping, ”sudden temporal phenomemen”, weather penomenen, reception of sent data from the future a.o.

Time Travelling expresses control over the progression of Time, oftenmost perceived as the image handed down by Marcus Aurelius: Water flowing towards the sea as a river that never repeats itself – in either direction it is at any given point different from adjoing points. To most people it feels natural to perceive time, ie. human life, with an ending and a beginning, the beginning being uncontrollably lost to us, but the ending, or the way to the ending, everything that is meant by the word ”control”: The open vista of opportunities and possibilities, of which we will try to ensure a handfull of those most interesting to us and most needed for survival. And when we succeed in our endeavours, we are in control. When we do not succeed, we have lost control.

Time Travel is a vent for loss of control: Continue reading “Time Travel, a vent for loss of control”

de små glæder 2

http://www.berlingske.dk/klima/hugo-chavez-hylder-demonstranterne
Nej, Hugo. Løsningen er (heller) ikke (endnu) en politisk ideologi, der skiller menneskene. Løsningen er det modsatte. En ideologi, der samler. En ideologi, der bryder sig om at lytte, som KAN lytte. Og som ikke bare venter på selv at komme til orde. Vi behøver hele lortet – industri, energi, landbrug, arbejdskraft, transport – og vi kan ikke komme uden om, at vi behøver det hele. Men vi kan aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde blive enige, hvis ikke udgangspunktet er et andet end, HVEM der sidder på magten. Hugo, og jer andre.

@ 2012 – Verdens undergang

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

Continue reading “@ 2012 – Verdens undergang”

Film: Na Srebrnym Globie (On the Silver Globe) (1977/1987)

One of the more overlooked science fiction movies ever!

 

[English speaker? Just watch this.]

Science fiction

imdb
Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film – mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.
 
 
 
 
Filmen blev påbegyndt i midt’70’erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film – med voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme – måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70’ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80’erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen “mislykket”. (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld – og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60’erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt – tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem – skubbe “de gamle” ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren…) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

TRAILER

KØB

Film: World Trade Center (2006)

Doku-drama

Overraskende afdæmpet Oliver Stone-film om nogle af menneskene, der blev direkte berørt af angrebet.

Imdb

Synops: Baseret på en virkelige historie om to betjente og deres familier, i timerne op til, under og efter tårnene er styrtet sammen.

Jeg kan ikke fordrage Nicholas Cage – eller har ikke kunnet siden Raising Arizona. Han har en tendens til at vælge roller, han egentlig ikke gider, hvorefter han overspiller helt ud i frikadelle-amatørteater for overhovedet at være til stede.

Hér går det dog okay – måske fordi det er svært at se den texanske gummimimik (måtte bare skrive dét ord!) og de overdrevent seriøse øjne under et tykt lag aske. Og Oliver Stone holder sig næsten helt fra excesserne, hvilket faktisk gør filmen udholdelig.

Der ér kun lige den tidligere marinesoldat, nu præst (vi erindrer, at det er en virkelig historie – OS må have elsket, at han ikke behøvede tildigte den amerikanske ånd…), som sendes på mission af Vorherre for at hjælpe til efter tårnenes kollaps. Som efterfølgende udtaler, at hans nye mission er at tage hævn over de ansvarlige. Jojojo, en enkelt repræsentant for de kræfter i USA, som med Vorherre eller Djævelens magt vil stå i centrum af det Jordiske Univers uden at skele til egen navle, skal der da med for at nuancere billedet, jojojo.

WTC rører ingen steder ud over enkelte hulke-impulser i tabs- og genforeningsscener. Ikke engang halvvejs ned til hjertet når den. Hvilket så heller ikke balanceres ud af actionscener. OS har givet tænkt, at den skulle leve som “indre action” – fra katastrofen i den ydre verden til hengivelsen til verden indeni – i de erindringer og følelser, vi bærer rundt på, som udgør vores verden, når vi ikke har adgang til den, som vi plejede.

Men på en absurd måde er den sindssvagt flot: Ground Zero, som krateret kom til at hedde, er genskabt i alle detaljer, som hele kloden kender det fra medierne på dagen, hvor det skete. Det er på en måde totalt perverst: Nogle ødelægger disse bygninger, hvorefter andre genskaber dem og ødelægger dem igen. Havde det været en oralt afleveret historie, ville enhver have skabt sine egne billeder af rædslerne baseret på fortællerens indlevelse i egen historie – men hér kan OS i sin bearbejdede historie ikke afvige det mindste fra det, som folk allerede kender fra CNN og alverdens TV-kanaler. Følelsen af perversitet kommer således primært af, at hele verden fastholdes i sin kollektive billedindfangelse, ikke med fokus på selve kollapset men på efterladenskaberne. Stålkonstruktionerne, som er levnet efter WTC. Altså såret. Vi fastholdes i såret. Og i billedet på det tabte.

Det skal dog siges til Oliver Stones fortjeneste, at han for én gangs skyld balancerer nogenlunde – uden at tvære. Der placeres ingen skyld, ikke direkte. Der er til og med en kort scene i en arabisk bazar med en mand med en radio til øret. Men såret står tydeligvis åbent, og scenen af de endnu levende, der bæres gennem en hær! af redningsfolk, er så entydig amerikansk i sin dokumentation af menneskelig lidelse, at man derigennem på sin vis fatter, at det var muligt at slippe af sted med endnu en krig i og besættelse af Irak.

Battlespace (Science Fiction, 2007)

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det – måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

“The saga of Humanity” hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. “The Konstruct War”, som er et andet navn for “Battle Space”, er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet – og sin datter – fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan – selvom de er stort set state-of-the-art – ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer – men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix – billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 – 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette “civiliserede” som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af “Battlespace”, snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

on the “proofs” of God, a long declamation

Does God exist? Well, what do you feel?

“Does God exist?”
“Well, what do you feel: Is God real inside you?”
“I don’t know. What is it supposed to feel like?”

1. Mind over matter over mind
Either we have no fixed or determinable place of being, or we are biological beings. I say we are biological beings. Who may exist inside an indeterminable place of being.

2. Mind is matter
“Existance”, i.e. the concept of matter in time, memory of “having lived”, is a product of pattern recognition. *Pattern recognition* is what best describes the ordered functions and cooperation of biologically evolved parts of the brain, which control various functions of the “contact” to the surrounding “other” world – all that is NOT-BODY, that is: The so called “senses”, seeing, hearing, smeeling, tasting and feeling touch.

Pattern recognition are clusters of chemical roadways in the brain, made more or less permanent by repetition, which in conjunction work to produce, what we term “a coherent reality”: The table stays table within a broad framework that is more description of function than aestetics; the same goes for dog, cheese, the sensation of being taught, the feeling of being treated well, understanding how to carve with a knife, and everything else that is part and parcel of daily life for *the individual*.

As everybody live different lifes from everyone else, pattern recognition can vary to a larger or lesser degree, sometimes with the exclusion of specific “recognitions” stemming from lack of exposure to certain stimuli or from physical defects excluding fixture of certain inputs in the chemical clusters in the brain, eg. the recognition of colours, or the recognition of other people’s pain, or the passing of time, and much more. But overall, as humans inhabit the same *physical* world, we more or less make the same pattern recognitions, as we are exposed to the patterns of our forefathers as they present themselves in the world we are born into, as houses, infrastructure, social customs, “this is a tree”, “don’t do this; it will hurt”, etc.

3. Flexible mind
As pattern recognition is what *makes* our world, this is what we adhere to. Being biological beings it’s all about survival. Looking at us from a mental platform “up above” our mutual existance looks very static: We are born, we fight for existance, we strive to have needs fulfilled, we reproduce, we think, feel and create, and we die. A static view at life of the human being.

Looking closer we are less static; everybody are confronted with unpredictability every hour of the day, and therefore need to absorb this unpredictability – that which is unknown to the personal experience, the individual pattern recognition of the years of having lived – in order to survive. A “certain” amount of flexibility in the confrontations with the unknown is needed.

But much can be ignored – for example, the insect passing by one’s nose is of no consequence to one’s survival, unless one has a known allergy to eg. bees. Or the car passing on the street, as one is walking on the pavement, unless the car is breaking pattern by swerving violently.

People differ a lot in their flexibility. This can never be fully explained on an individual basis, and it must suffice to say that flexibility in the handling of the unknown stems from many factors, most predominately emotional bonding in childhood, appropriate exposure to variety during the formative years, and the ability of the brain to sustain imprinting. So, some can handle a lot of insecurity, or meetings with the unknown in specific areas of life, because their upbringing have prepared them well and/or they are physically apt, and some can’t, for the opposite reasons. This becomes (more or less) obvious in the way people organize their lives – in the larger or lesser “amount” of systems we feel the need to adhere to in order to feel safe.

4. “Lay off the booze and find Jesus”
Over time much of daily life has been cathegorised into consensually accepted “risks” – “degrees” of unknownness; a scale of recognisable threats to life ranging from what happens when knifes and forks are used by the wrong hands, over what happens when the rent is not paid, to the “great unknown” – indellible, unavoidable facts of existance like “death” or the “loneliness of the Cosmos”. Most risks can be faced through trial and error, and will sometimes prove to be just that – risks – as results are cuts, evictions and (other people’s) deaths. But some will remain unsolvable, unexplainable, unmanagable by trial and error (or unwillingness to take the risk…), and as such must either be respected and avoided, or ignored (and hopefully never encountered).

Some people have a really hard time surrendering to the percieved existance of the great unknowns, and will work really really hard to come up with adequat solutions, in order to find peace of mind. The wetwiring of the brain is totally neutral – if answers and results produce sufficient pattern recognition to lower the production of adrenalin or keep it low, or blot out the feelings of fear and anxiety through production of endorphins, the natural morphine of the body, any direction in life is good fine okay! And that is ANY direction. Alcohol, nicotine or books for some, sex, work or success for others, and for yet others hope, confirmation or love. What determines the individual “choice of dope” is (again) a result of previous exposure, often in the formative years, but can easily come about or change in later years.

5 No paradise but “the world in itself”
Reality is a very important word for most people. It means “what is”, or “what functions or works”. As such it is very hard to criticise. Based on the concept of individual pattern recognition, which again is the result of having survived with success “so far”, it is the criteria with which an individual describes or “measures” a *coherent* existance. And there is literally no limit to what “reality” can be or encompass. A human being molested in early years can literally find pleasure in pain; humans raised in a culture without dyes can be blind to certain colours; humans raised in pasture land can be fearstruck among large buildings; humans raised to understand various phenomena as the will of deities or spirits may retain awe even confronted with overwhelming consensual agreement to “scientific” explanations, and so on. Reality is what you can cope with – the functional combination of understanding and lack of understanding.

People, who have little fear of the unknown, especially of “death”, may have what is known as “a hard grasp of reality”. This phraze is used to denote a “relationship” with a world in effect much larger than the personal world of personal survival. A relationship that transcends personal needs, it is relatively immune to the reminders of pain and death prevalent in those suffering openly, which is often what makes the more fearful blind to other people’s needs. “The world in itself” to paraphrase Kant IS a place of much suffering – the results of greed, ignorance, aggression, indifference, sadism – and even if it is possible to rationalise oneself OUT of the need to participate in the reduction of suffering, *that* world doesn’t go away; it is there all the time – only waiting to be recognised. The beautiful, heart-soothing world of natural scenery, art, and humans working from ideals to the actual benefit of others is equally there all the time – only waiting to be recognised and added to. As people strive to cope with the challenges of living, by way of the mechanisms of pattern recognition, any passage over time for any human being can thus be said to come *from* the personal world, going *towards* “the world in itself”, on a lessening curve of adrenaline production. But a journey which can stop, or be held back, if fear of the unknown produce dogmas – (fixed) perceptions of the world, which cannot come into question.

6 Faith and Belief, religion and church
Dogmas or doctrines are systems of belief. “The doctrine of the Trinity”, “the doctrine of the infallability of the Pope, “the doctrines of Marxism” are all beliefs – Church definitions of existance that are held to be undeniably true. [“dogme”, Politikens Ordbog 2000]

Religion is a focus of faith, “I have faith in God”, not “I have faith in the Catholic Church”. A definition of that which is regarded as good, right and trustworthy. [“faith”, Cambridge American Dictionary, 2006]

To some people content and intent of church and religion are interchangable or the same thing. But they are not. Beliefs are teachings; consensual opinions that are passed on; faith is *trust* in “evidence”, empiric OR consensual, as one’s pattern recognition approves.

Dogmas and churches come about from politics and need for power – using infallability as stick and carrot. People, who “believe” in God, or Jesus, or Muhammad – possibly humans who are indoctrinated from early age, humans who seek protection with strong political players, or have a badly functioning mechanism of pattern recognition – believe in the teachings of people who have a vested interest in the continuation of the Church as institution and community. A Church is effectively a community supporting a community.

Religions spring from human beings finding faith in another human being, from personal experience or from the re-telling of actions, which make sense and give comfort and/or hope. Religions are in effect a collection of solitary relationships with inspiration.

Thus it is possible to distinguish between those who administer and those who practise. Their aims are different.

7 House of God
There are those, who believe that 50 year old modernism – the dissolution of conventions for absolute freedom of expression – are “killing off God”. Nietsche proclaimed the death of God a hundred years ago. 1000 years ago people were killed, if they believed in something besides God of the Church, any church. The Holy Trinity. The monotheistic God. The One God. The only God. And today too people are killed for not believing in Allah.

In buddhism, there are numerous gods, but no Church. Here gods are not controlled, but explained; even so people remain in self-inflicted bondage. In Scandinavia of 1100 years ago (and again today) the Norse gods were simple archetypes, identifying aspects of human existance, but adhered to as forces larger than man himself. And around the world in a thousand other animistic religions nature has taken on form to explain away the fears of the dark, controlled by shamans and revered with a vengegance.

Some say psychology, the updated version of animistic faith, is the new great religion of modern day, healing the sick, and giving hope to those dispairing, through insight into Self. But another great institution has sprung up to control and direct usage and advance, the Church of Psychiatry, which acts with a base in law and pseudo-science, i.e. statistics, to electroschock people, fixate them, isolate them or medicate them into oblivion in the name of healing.

“Having Faith” in itself is not a bother; it is a necessity. But have faith in *what*? What is “good, right and trustworthy”. That which works, of course. That which one can recognise as giving aid and support and hope. That which one’s personal pattern recognition accepts as fitting the bill. God? Sure. Jesus? Sure. Bill the panhandler? Sure. The immanent potential of Homo Sapiens Sapiens? Sure, why not, if it *feels* right. When it comes to the individual, there are NO limits to what or who can aid and soothe. None.

But who should tell human beings what to have faith in?

8 Declaration of faith
I am biological; I am ruled by my brain. I am emotional; I can be not-me. I am mental; I can be more-than-me. I am spiritual; I can be not-I.

Leave my beliefs alone. They work for me. For now.

Thank you.

værkstedet cirkel

150 år efter Jules Verne

Jules Verne var professionel drømmer – samtidskritikeren og den mentale opfinder i det 19. århundrede, der fikserede sin samtids (uudtalte) drømme på papiret, og inden for rammerne af sin tids almene forståelse af den industrialiserede verdens teknologier gjorde det plausibelt for almindelige mennesker, at disse drømme kunne realiseres – for en pris.

Men hvad drømmer vi om i dag? Hvad er det for drømme, vi hver især har, der udgør vores kollektive fundament – 150 år efter Jules Verne?