Science Fiction, når det er bedst.
Hvor entropi rimer på filosofi.
Hvad kan man som voksen tillade sig at lægge på skuldrene af et barn, et menneske som – set i lyset af et bestemt ideal – burde gives fri til at udforske verden selv?
Idealet er hér forestillingen om en barndom med stabilitet, balance, omsorg, kærlighed, samling, orden, hjem, tryghed som forudsætning for at vokse op og blive et rummeligt menneske med god aura og overskud til at forholde sig til andre mennesker.
I Mr. Nothing placeres en ubærelig byrde på skuldrene af ”barnet”, som flår tid og rum fra hinanden og skaber et multipelt univers med (psykisk) plads til modsatrettede konsekvenser af ikke at kunne vælge.
Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…
Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.
Da han finder løsningen på det gamle dilemme, både angiver han columbusægget for, hvad et menneske gør, der stilles over for et umuligt valg, og hvordan universet ikke kan bestå, ikke findes, (for et menneske), som er evigt ubesluttet.
Livet, både det fysiske og det eksistentielle liv, er en vej, og hvis vejen ikke ses eller anerkendes, svarer det til, at det faktisk ikke findes. Man er blot en drøm i andre menneskers sind.
Eller… de er noget, man drømmer.
Mr. Nobody er en smuk fortælling om at leve. Og om at (finde og) være sig selv. Om at være gud i sit eget univers, og være menneske og hvordan man kan lykkes med det hele… 😀
Og så er Mr. Nobody det cinematografiske mest spektakulære billedorgie, jeg har set i… årevis!!