Science Fiction, når det er bedst.
Hvor entropi rimer på filosofi.
Hvad kan man som voksen tillade sig at lægge på skuldrene af et barn, et menneske som – set i lyset af et bestemt ideal – burde gives fri til at udforske verden selv?
Idealet er hér forestillingen om en barndom med stabilitet, balance, omsorg, kærlighed, samling, orden, hjem, tryghed som forudsætning for at vokse op og blive et rummeligt menneske med god aura og overskud til at forholde sig til andre mennesker.
I Mr. Nothing placeres en ubærelig byrde på skuldrene af ”barnet”, som flår tid og rum fra hinanden og skaber et multipelt univers med (psykisk) plads til modsatrettede konsekvenser af ikke at kunne vælge.
Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…
Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.
Da han finder løsningen på det gamle dilemme, både angiver han columbusægget for, hvad et menneske gør, der stilles over for et umuligt valg, og hvordan universet ikke kan bestå, ikke findes, (for et menneske), som er evigt ubesluttet.
Livet, både det fysiske og det eksistentielle liv, er en vej, og hvis vejen ikke ses eller anerkendes, svarer det til, at det faktisk ikke findes. Man er blot en drøm i andre menneskers sind.
Eller… de er noget, man drømmer.
Mr. Nobody er en smuk fortælling om at leve. Og om at (finde og) være sig selv. Om at være gud i sit eget univers, og være menneske og hvordan man kan lykkes med det hele… 😀
Og så er Mr. Nobody det cinematografiske mest spektakulære billedorgie, jeg har set i… årevis!!
Hvorfor er jeg en genert voksen? Hvorfor er jeg stadig genert? Vedvarende genert? Selvom jeg bedre forstår mennesker i dag, og de ikke alle bekræfter min frygt? HVORFOR er jeg stadig genert, jeg lever i en anden verden, det er længe siden, jeg burde være fri af det nu!
At være genert er ikke en ydmyghed med livet eller egen eksistens i egen nedplacering i forhold til alle andre. At være genert er at have mistet tilliden, eller aldrig haft den, til andre mennesker, altid et spørgsmål om deres motiver eller varigheden af dem. Som samtidig er parret med en næsten pervers trang til eller ønske om at være sammen med “de andre” – “pervers” fordi “de andre” ( = enhver), repræsenterer dem, der affødte tabet af tillid.
Generthed. At ville dem, der repræsenterer vore bødler. Ikke for at kaste os i armene på smerten, men fordi “de andre” ikke er vore bødler, vi ved det. Vi ved det, ja, vi ved det. I vore hovedet. Vi ved det. I vore følelser er mennesker, vi har investeret i, også vore venner, de selvsamme som på få sekunder kan overrive følelsesbånd vi behøver for at føle os hele.
Vi behøver at føle os hele. Et selvtjek kan ofte give os det, for vi ser mere end dem, der lever i kroppen, i intellektet, i følelserne og trækker, suger alt ud, som autofeedbackmekanismerne godkender som værdige, næringsholdige, glødende fødemidler. Vi er vågne. Det er ikke nogen ubetinget fordel at være vågen. Også det er en egenskab, der forvaltes igennem ens inderste karakter: den positive er positivt vågen, den skeptiske skeptisk vàgen og så fremdeles.
Jeg er vågen en del. Ikke så meget som nogle, måske oftere end andre. Jeg føler mig tit alene. Ikke forladt og ensom. Alene. “De andre”, som virkelig ér De Andre, befinder sig på en anden frekvens, der næsten gør dem usynlige.
Der er også synlige Andre. De er ikke nødvendigvis selv generte, men de kender frekvensen, der gør OS synlige for DEM. Dem vil vi gerne møde. Dem vil jeg gerne møde. Flere af.
Jeg går ikke til “gamle elever” længre. Jeg kan ikke tillade mig at lægge alt over på de børn dér; jeg kan beklage, at mine skoleår lå i hænderne på, skønt oprindeligt velmenende, så lidt empatiske og lidt kompetente pædagoger. Eller skal jeg ikke egentlig beklage,, at kvarteret var blevet som det var, og som det blev? At tiden var, som den var, der i 70’erne? At lærerne bare var mennesker i en tid, at de voksne bare var mennesker i en tilfældig periode, hvor lægger jeg skylden for al smerten, jeg har levet med gennem så mange år?
Hvor lægger man skylden for, at man er genert? Når man endnu en gang sidder med drømmene i hænderne og næsten ikke tør trække vejret!?
Kom videre.
Der er ikke andet end at komme videre. Den anden vej er deres verden. Vores verden er denne, fremtiden vi lever i, fremtiden vi er levende i og ønsker at føle os levende i, tage mig selv i hånden, eller hånden på én af dem på samme frekvens, og finde ud af hvad dette “videre” egentlig betyder. Jeg kommer videre og efterlader dem til at rådne op i fortiden og blive til støv, der blæser ud over havet. Deres frygt og uvidenhed er dem tilgivet – deres grusomhed og ligegyldighed…? Aldrig!
Hvem er VI, danskerne, at vi som det eneste behøver at forsvare vores velfærdsposition? Svaret er enkelt: En nation uden stolthed. Et nation i lavt selvværd. Er vore forfattere så for uvidende eller for kritiske?
Nu er der kommet optagelser på, hvis man er interesseret i et stemningsbillede.
Jeg begyndte øverst, på 4 sal. hos Trisse Gejl og bevægede mig ned ad gennem etagerne, nogle gang ad rulletrappe, andre med elevator, og søgte ingen særlige navne på noget bestemt tidspunkt, men blev lidt, hvor jeg fandt en oplæsende forfatter, gik videre til den næste på etagen og så fremdeles, og begyndte forfra ved at tage elevatoren op fra bunden af huset. På et tidspunkt høres et brøl i baggrunden af den første optagelse. Det er, da Per Stig Møller annoncerer regeringens beslutning om at forlænge 10 millioner kroners puljen.
Arrangeret af Dansk Forfatterforening var oplæsningen på Københavns Hovedbibliotek med 200+ forfattere, oversættere, digtere, kronikører mv. vel sagtens en succes. “Vel sagtens”… for det er svært at sige, om det med arrangementet lykkedes at gøre noget ved problemet – nedskæringen af kulturstøtten – eller om det økonomiske resultat var forudset/arrangeret på forhånd , eller blot et lille ublodigt håndslag i en korridor på Borgen: “Ok, I får kulturstøtten indtil videre, femten mil, forfatterne holder kæft, og vi får…” (sæt selv en ubetydelighed ind, der dog er værd at handle med).
Illusionen om “Mod” er nok ansvarlig for at knægte flere mennesker, end den bygger op.
MOD
hæves gerne til skyerne i ethvert samfund: for den indeholdte berømmelse af evnen til at overvinde egen frygt, til egen eller fællesskabets bedste. Helten viser vej.
MOD er den simple sammenfatning af idealer uberørt af bredere perspektiv: Dét, som dømmer et menneske modig, kan ved nærmere eftersyn være en kujons eneste udvej.
MOD er heftigt overvurderet; selv den autoriserede danske ordbog er på vildveje med sin opfattelse af mod som U-frygtighed: Et menneske enten kan eller kan ikke overvinde sin egen frygt i en given nu-situation – det har intet med en særligt admirabel karakter at gøre.
“MODET til at forandre ting” er endnu en overvurderet afart af ovennævnte…
Jo da, vil man sætte en kile ind mellem mennesker, opdeler man bare alle i svage og stærke, feje og modige, troløse og trofaste. Alle, som således ikke er stærke, modige, trofaste, er hermed pr. definition statiske, fremskridts- og livsunderstøttende lænker om benene på resten af kloden… Enhver, man skiller fra, ud fra et kriterium, der ikke kan udskille én selv, bliver jo i definitionen netop til de svage, de frygtsomme, de trosforladte – svigtet og overladt til at sejle deres egen sø, midt i en verden, hvor vandene stiger med samme hast overalt.
Løven, der vandt sig selv
ØNSKET
er det, der flytter mennesker fra en vane eller vej til en anden; ønsket er samlingen af energi i fokus. Ønsker man, er man i dialog med sine følelser og behov, og derigennem kan uhensigtsmæssige mønstre i livet og i verden omkring forandre sig; at ØNSKE bringer langsomt et menneske til at skifte kurs, det tager tid, men det sker i overensstemmelse med alt, man består af.
ØNSKE er noget, alle kan. Men også hér er det normalt at opdele folk i dem, der “kan” ønske med passion, og dem der ikke “kan”. Dem, der kan brænde og “vise andre en mulig vej”, og dem, der er længere om at få motoren i vandet. Men hvor er det, vi skal hen? Handler det ikke bare for de fleste stærke og hurtige og trygge osv. om ikke at få pillet ved netop dét? Ikke blive bremset, skulle se andetstedshen, bruge kræfterne på andet og andre end sig selv og sine nærmeste?
Videnskaben og filosofien og kunsten forsøger med det store overblik at reducere menneskenes formåen til noget overskueligt. Men at afdække et enkelt menneskes motiver og formåen med formålet at se et helt billede af årsagen til alle vedkommendes handlinger tager laaaang tid – som enhver der har forsøgt at forstå en ven i nød ved det. Eller selv har været i årsagsfunderet terapi.
Så er det uendeligt meget nemmere bare at tro på vore Drømmeres helteforestillinger om en menneskehimmel i livet, hvor det er muligt at blive stærk og modig og følsom og vis og tiltrækkende og så videre, hvis bare man arbejder på det: Den menneskelige evolution sat på skinner – ikke op på landjorden, ikke ned fra træerne, ikke tæt på bålet, ikke ind i byerne, ikke ud i rummet, men ind indind i os selv. Med idealerne om, at der findes et bedre sted end hér, ind og forstå, ind og erhverve handlekraftens mange defintioner.
Balancen
findes umiddelbart – for dén som vil… – i forsvaret for de selvdrevne på den ene side og forsvaret for de fællesskabsunderstøttede på den anden. Menneskenes kraftidealer passer ikke til alle, lige som at fælles omsorg ikke gavner enhver. Se på MOD som på integritet og kærlighed og loyalitet og venlighed, og på had og griskhed og selviskhed og frygtsommelighed – det er alt sammen følelser i firkantet ramme, fastholdt som ønskværdigt og uønskværdigt. Lys, mørke. Liv, død. Men det behøver ikke være sådan. Det behøver ikke forblive firkantet kamp med “den anden side”.
Alt, som de livsopretholdende og -berømmende begreber kan siges at indeholde, er samtidig beholder for deres modsætninger. Ikke dualistisk binding, men anerkendelse af, at det man trækkes imod er en flugt fra noget. Anerkendelsen af den anden side skaber hele mennesker, der ikke flygter.
MOD kan re-defineres som “venskab med frygten”. Som en begyndelse.
there is only the visiting of another person’s reality
so, what are the consequences?
Nothing is excusable, you cannot hide behind fiction – anything you write or say is your reality
anything you say or think is you
everything that goes through you and out to others is what constitutes you
you cannot escape reality, Your reality
this is what Leary and others before and after him means – this is the meaning of “one reality before, many realities after”
this in towards the infinite POW, the all-seeingness of letting go of judgement to just observe, possibly put into the code of reality-programmers like yourself these observations
this is the break-through into seeing, damn
fiction is fiction – this is the key
fiction is the concept of not-being-body, is the instinctive acceptance any reality shared, almost how ever different from the physical world.
fiction does not exist, there is only badly realised reality
The following I found in my computerattic – I don’t know the author. It sets a certain mood, illogical, impossible, and warm.
The following I found in my computer attic – I don’t know the author. It sets a certain mood, illogical, impossible, and warm.
How to be an artist
stay loose. learn to watch snails. plant impossible gardens. invite someone dangeours to tea. make little signs that say yes! and post them all over your house. make friends with freedom & uncertainty. look forewards to dreams. cry during movies. swing as high as you can on a swingset, by moonlight. cultivate moods. refuse to “be responsible”. do it for love. take lots of naps. give money away. do it now. the money will follow. believe in magic. laugh a lot. celebrate every gorgeous moment. take moonbaths. have wild imagining, transformative dreams, and perfect calm. draw on the walls. read every day. imagine yourself magic. gigle with children. listen to old people. open up. dive in. be free. bless yourself. drive away fear. play with everything. entertain your inner child. you are innocent. build a fort with blankets. get wet. hug trees. write love letters.
En ven sagde for nyligt, at jeg var bange for at få succes, for med succes kommer den form for ansvar, der stjæler ens frihed/frie tid. Måske. Måske ikke. Måske er jeg bare langsom, doven, ukoncentreret, behovsstyret. Måske behøver jeg denne langsomhed, der opstår af at lade alle opgaver flyde ind over hinanden. Måske ér jeg stresset af mangel på resultater. Måske ér resultater noget din mor og den kapitalistiske tankegang i ledtog med esoteriske evolutionsteoretikere har brygget sammen for at give dig følelsen af, at det nytter at stå op om morgenen. Måske er det ikke noget sted, vi skal hen. Måske ville civilisation i den vestlige verden med Ghandis ord “være en god idé”. Måske ér alt, man er knyttet til og ikke knyttet til uden for den begrebslighed, vi kalder vilje, målrettethed, fokus, automatisk, instinktiv, intuitiv væren. Måske ville det være rart at få klippet hækken inden den fastsatte dato, så man ikke bliver sagt op. Måske var det bedre for hækken, at den blev klippet, når den havde bedst af at blive klippet, inden den blev for tung i toppen. Måske var det bedre ikke at være bange for tab af effektivitet, tab af fælles æstetik. Måske var et liv uden frygt bedre end et liv med frygt. Måske ér nøl det modsatte af løn. Måske ér løn noget, enhver reelt giver sig selv. Måske enhver skulle begynde at give sig selv løn for udført arbejde. Som én sagde til mig engang: hvad er du værd? Værd? Ja, hvad koster du i timen? Måske man bare skulle give alt væk, lige som med kærligheden, give sit arbejde, sin tid, sin opmærksomhed og sit nærvær, lade alt være gratis og uden forbindende, og bare se folk i øjnene, og handle på basis af, hvad man dér ser. Måske skal man drømme lidt mere, og vide man drømmer. Måske længslerne skal i spil, ønskerne have lov at tale, hjertet blottes. Måske forskellene mellem mennesker skal ophæves af anerkendelse, nærværende anerkendelse, virkelig anerkendelse, hjertet, det modige hjerte, der er alles forældre og lønningspose, gå forrest i alt. Måske ønsket om at se kan tage téten frem for at ønsket om at blive set?
Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?
Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?
NAVN
Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.
Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:
Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.
Holdbarheden for en samling atomer, celler og organstrukturer som mig er afhængig af graden af proximitet til den centrale overensstemmelsesstrøm, bare kald den “indre sandhed” for nemheds skyld. Continue reading “jeg er en løgnhals (og det er du også)”
Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…
Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.
