Der er to væsentlige og reelle blokeringsmekanismer, når det handler om digitalt salg i Danmark. Fælles for de to er, at betalingsgebyrer og oprettelse af betalingsmuligheder fastholder et fokus på salg som HØJ OMSÆTNING:
1. NETS (tidl. PBS) priser på digitale transaktioner som sælger.
2. Teleselskabernes gebyrer for mobiltransaktioner som sælger
Snart sagt alt i denne regering er overladt til banker, forsikringsselskaber, mobilselskaber og medicinalselskaber. Det betyder, at det ikke har nogen interesse – selvom almindelig idérigdom og fortagsomhed giver pote i både kartoffelmarken og Lions Club – at almindelige mennesker befatter sig med salg, der svarer til selvstændig virksomhed, uden at være selvstændige i skattemæssigt øjemed. Glem at lave et et lille hobbyfirma, der sælger hjemmestrik over nettet; du kan ikke sælge en skid internationalt uden at skulle lægge 10.000 til NETS for at kunderne kan betale med kreditkort.
Enkeltmandssalg er i disse år i høj grad væsentlig for kunstere, der måske har en 3-6 “varenumre” at sælge. Men de tvinges til at “blive professionelle” som det hedder med selvfølelsens øjenbryn helt oppe i hårgrænsen – dvs. vælge, om de vil satse prisen for at komme til at sælge deres ting, eller ikke blive professionelle tsk tsk tsk… – som om der stadig kun er én måde at gøre tingene på. Og har kunstnere ikke råd til at lægge omkostningerne for at lave en hjemmeside eller købe en betalingsmulighed, og må sælge deres varer i et kommissionsfællesskab, mister de retten til at bestemme, hvordan deres varer skal kunne distribueres. Hvad der er pirateri, og hvad ikke.
ALT der mangler for at kunstnere kan være selvberoende og selv afgøre spørgsmålet om pirateri, er mikrobetaling, mikrobetaling, mikrobetaling!
Rettighedshaverorganisationerne har al støtte fra regeringen og fra stort set alle andre virksomheder i vor del af verden til at fortsætte med at lade mediedistributører og -producenter være de eneste, der tjener STORT på kunsten – ved at blive ved med at jagte piraterne i stedet for at arbejde på at gøre kunstnerne selvberoende. Blive ved med at tro på den amerikanske underholdningsindustris lobbyister og det amerikanske handelskammer, der fylder alle med løgn: NEJ, igen og igen, det er ikke pirateri, der er skyld i, at branchen har ændret sig – det er internettet. Og det er ikke skyld, men en naturlig konsekvens af muligheden for at dele ting, man kan lide, med andre, plus at der gik rigtig mange år, før medieselskaberne fandt ud af at sælge deres produkter digitalt – og mange har stadig ikke lært det.
TRO IKKE PÅ AVISERNE
TRO IKKE PÅ DIN RETTIGHEDSORGANISATION
TRO IKKE PÅ POLITIKERNE
TRO IKKE PÅ KAMPAGNER FOR MORALSK ANSVAR
Gør hvad du kan for at støtte indie-produktioner. Betal gerne via bankoverførsler, og formår du at sælge dine egne ting selv, så gør det – eller gå sammen i salgsfællesskaber, du kan stå inde for.
Og er du medlem af en af flg rettighedsorganisationer
– Foreningen af Danske Videogramdistributører
– IFPI Danmark
– Foreningen af Filmudlejere i Danmark
– KODA
– Nordisk Copyright Bureau
– Dansk Musiker Forbund
– Dansk Artist Forbund
– Producentforeningen
– Dansk Skuespillerforbund
– Danske Filminstruktører
så få en sludder med deres repræsentanter:
Samtlige medlemmer af det nu hedengangne AntiPiratGruppen plus yderligere tre organisationer er genopstået fra de døde som RettighedsAlliancen.* Thomas Schultz, der er formand for Foreningen af Danske Videogramdistributører, siger at der er tale om mere end et simpelt navneskifte:
”Alle i vores branche arbejder hårdt på at udvikle nye tjenester og nye lovlige udnyttelsesformer, men ingen kan konkurrere med de ulovlige pirathjemmesider, der ikke betaler for de film, de udbyder. Derfor er vi med i RettighedsAlliancen, og arbejder målrettet på at få ryddet ud i de ulovlige hjemmesider, så vi kan få gjort plads til spændende nye onlinebutikker og salg af fysiske produkter”.
Ja, det er så en komplet forudsigelig udtalelse fra en forretningsmand, at det er ligegyldigt, hvilke konsekvenser begrænsning af digital pirateri måtte få for ytringsfriheden generelt.
- Bare overlad alt til lovgivningen og vask hænder selv.
- Lyv for alle og enhver, at underholdningsbranchen lider under tyveri af digitale data, i betydningen “undlad at fortælle, at det er helt normalt med forandringer i enhver branche, når ny teknologi introduceres”.
- Og undlad så også at fortælle, at underholdningsbranchen selv pga. nøl og manglende visioner fortsat må skulle bære ansvaret for ikke at have adekvate salgsled at afhænde sine overprissatte varer fra.
- Og glem helt at fortælle, at underholdningsindustrien er et kartel, der har magt til at nå ind til politikere i alle verdens regeringer! (Hvilke andre brancher har den samme magt?!)
Se nu at komme videre – alle I rettighedsorganisationer, frygtsomme kunstere og detailled! Vågn op, bliv voksne, erkendt jeres eget ansvar og se, at dét dækker andet og mere end jeres egne punge og produkter. Blev en del af et digitalt samfund og begynd at forholde jer til kundernes ønsker for betaling.
(* Sjovt nok er det nemt at finde forekomster af “RettighedsAlliancen” på nettet, der strækker sig tilbage til 2002…)
