Det begyndte med, at jeg undrede mig over mængden af taxaer i Arequipa.
Som økonomi betragtet er Peru et fattigt land. Ikke at der mangler naturlige ressourcer, men mange års inkompetent og korrupt ledelse har afhændet alt til udenlandske interesser. Af vesten, som nyder godt af disse ressourcer, betegnes Peru udviklingsmæssigt som et 3. verdensland. Og hér dumpes grundlaget for en væsentlig del af østens og vestens økonomi, fra østen i form af salg af billigt ragelse, vesten i form af affald.
Da Fujimori i 1990’erne var præsident for Peru, og inden han løb med statskassen, sneg han en lov igennem, der tillod import af brugte biler. Perus forfatning tillod ikke import af brugte produkter uden for Sydamerika, men han fik arrangeret det sådan, at de brugte biler blev importeret via Chile.
Når den vestlige verdens forbrugere køber en ny bil, kan de ofte give den gamle i bytte og få en reduktion i prisen på den nye. Fordi disse bilers bytteværdi i oprindelseslandende blev sat relativ lavt, kunne de i disse år blandt andet sælges vanvittigt billigt i Peru – i forhold til nye biler.
Alle disse biler blev så kørt fra Tacna på grænsen til Chile til alle egne i Peru, på de længste strækninger over 2500 km. I de nederste 1000 km af Peru havnede følgelig den største koncentration af brugte biler, og de lave priser gjorde det muligt at lave et taxaselskab med 10 vogne for den latterlige sum af $30.000 – en mulig investering, også i Peru.
Hvad denne import skulle gøre godt for på lang sigt, må man gætte om – men ingen tvivl om, at Fujimori tilhører verdens skruppelløse liberalister: De svages arbejde er de stærkes løn.
Med en indtjening på over det dobbelte af en gennemsnitsløn pr. dag, i form af seks til syv ugentlige 12-timersvagter á 20-30 kr. i timen, blev der hurtigt mange selskaber i de fleste større byer. Efter Fujimoris tid er der dog lavet en lov, som forbyder importen af flere brugte biler fra den vestlige verdens overskudslagre, og overalt forfalder derfor levebrødet for i titusindvis af taxachauffører. Licenserne er knyttet til bilerne og until further notice inddrages en licens, når en bil ikke længere kan køre. Derfor kan man se taxier køre rundt som lakerede rustbunker, og af og til end ikke lakerede.
På gaden i Arequipa, 1000 km syd for hovedstaden Lima og tæt på Tacna, er gaderne fyldte af taxier. Det kan umiddelbart ikke undre nogen, da der er over 20 taxiselskaber plus et utalt antal privattaxaer og firmabiler, som efter arbejdstid tjener som taxi.
Det koster 6-10 kr. at køre 4-5 km igennem snoede gader og oftest tæt trafik… af taxier. Et måltid mad i en af de populære folkerestauranter koster det samme, men i modsætning til Europa regnes transport med taxi ikke for en luksus, selvom transport med combi, en til randen proppet Ford eller Toyota van, kan fås for 1/8 af prisen.
En taxi er der altid at finde, og mængden af taxier på gaden er for denne vesterlænding med til at skabe en følelse af driftighed i landets næststørste by med 900.000 indbyggere. En lille by til sammenligning med hovedstadens Limas officielle antal på 8.5 millioner, og med en arkitektonisk følelse af provins, man ikke skal lade sig narre af.
Byen er ifølge internationale nøgletal byen med størst økonomisk vækst i Sydamerika, og har en arbejdsaktivitet, der overgår det nationale gennemsnit, koncentreret omkring handel, ikke-personlige tjenester, produktion, personlige tjenester og minebrydning. Området er samtidig gr. sin placering et centrum for international handel ml. Peru og omverden. Den gennemsnitlige indkomst i Arequipa er højere end det nationale gennemsnit.
Jeg fik aldrig et egentlig svar på mit spørgsmål. Så, jeg gætter: Kun et fåtal har i dag mulighed for at tage lån til køb af egen, ny bil. Og hvis man dertil lægger, at der ingen offentligt subsidieret trafik er, er en nødvendig beslutning om samme udskudt til dén dag, hvor antallet af de snart 25 år gamle taxier og combi’er vurderes for lille til at dække transportbehovet, i Arequipa, i Lima, alle steder. Hvilket muligvis vil åbne for import af gamle biler fra vesten igen…
Set med åbne vestlige øjne fungerer det. Men på et andet grundpræmis: Statsstøtte til mange offentlige funktioner består i at muliggøre privat initiativ med en lov. Som så kan trækkes tilbage, hvis der er for mange uhensigtsmæssige konsekvenser.
Arequipanerne og alle andre behøver at være på vej. Men folket i Peru er i praktisk og faktisk forstand selv ansvarligt for sin transport, og regeringens mellemkomst blot den tyndeste tynde afgrænsning af nyttig diversitet fra totalt kaos. Hvilket får mig til at tænke tanker om en vis vestlig moderne vanetænkning om lighed mellem teknologisk niveau (egenforskning) og civilisation. Og hvorfor er det egentlig, at danskere skal transporteres i Mercedes-taxi til 1 million kr., som sin holdbarhed til trods alligevel skiftes ud hvert 3. år? Er et veludviklet fradragssystem tegn på høj-civilisation eller et højkomplekst samfunds svar på Peruanernes opgiven over for at kunne styre offentlig transport?
