Det lykkelige pengeløse samfund…

Men det bliver det ikke gratis af. Tværtimod!

Nå, det blev så også:

Nu venter jeg så bare på, at transaktionerne i netbanken i nær fremtid begynder at koste noget. Så er målet sådan sét fuldt. [indlæg 2009 på 1000 stemmer]

Og nu er det vist finaliseret:

Pointen er dog, at en bank er i dag en tvangsmæssig installation i ethver menneskes liv i Danmark – ingen løn, pension, offentlige ydelser, skattetilbagebetalinger osv. uden. [ditto]

Continue reading “Det lykkelige pengeløse samfund…”

thelistserve – here winning means sharing

What would you say, if you had the ears of 1 million people, and only one go?

What would be your message, if you had the ears of 1 million people?

Hook up to thelistserve and receive 1 mail every day from one person on the listserve mailing list chosen in a random lottery to be the one to share their life and meaning.

One day it could be you.

On the listserve website you can enter your email to participate, see the number of participants from your own country and all the rest of the countries in the world, as well as read about the project – but it’s really quite simple.

Let me share the message from yesterday’s winner: Continue reading “thelistserve – here winning means sharing”

Fanger får bøger i stedet for fængselsstraf 

Politiken 27.06.2012, Kultur side 2 midt

BØGER. I Brasilien får de fængselsindsatte nu en ny mulighed for at nedbringe deres straf: fire dage mindre i spjældet for hver bog, de læser.

Det er fire fængsler med nogle af landets mest hårdkogte kriminelle, der får tilbudt at læse op til 12 værker i filosofi, videnskab eller klassiske romaner for at barbere maksimalt 48 dage om året af deres straf. Fangerne får op til fire uger til at færdiggøre hver bog og skrive et essay om den, vel at mærke uden fejl.

»Man kan forlade fængslet mere oplyst og med et større perspektiv på verdenen«, siger advokat Andre Kehdi, der står bag projektet, og fortsætter: »De forlader uden tvivl fængslet som bedre mennesker«. gies.

Det er noget sludder, at denne Sao Paulo-advokat står bag projektet. Han leder et projekt, der indsamler og donerer bøger til fængsler… Altså, denne trang til at tune historier ved at fravælge væsentlige informationer – det er den Brasilianske regering, der har fået idéen! Læs hele indlægget på engelsk – det er mere nuanceret!

Before, there was an Internet; now it’s a “legitimate library”!

The book industry CAN win over the whole globe.

 

The English speaking Book industry centered in USA – “a coalition of the world’s largest book publishers including Cambridge University Press, Harper Collins, Elsevier and John Wiley & Sons” – has managed to shut down possibly the largest private book repository in the world with public access, containing among its 400.000 downloadable books enough copyright violation works to have a court judge warrent an order of closure.

The Publishers cheered. “It is a victory”, said  Stephen M. Smith, President and CEO of John Wiley & Sons. “This action reflects our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”.

Legitimate use of the Internet! Are they crazy? Or plain stupid!?

Their BS-spin is cooking up pretense agendas – as if the internet was a road and it had been taken over by robbers stifling progress for all and the way forward was to rid the road of robbers.

It’s quite the reverse, actually! The Publishers acting on behalf of everyone become the robbers, wanting to hold back natural evolution, and the road connects everyone with everyone.

The Internet is the World, brothers and sisters. The Internet is the world speaking to itself, and the powers that be are doing their damndest to stop the World from developing.

The world is not just using the Internet,

the World is being shaped by the ability of people to communicate instantaneously, and it is happening fast.

Yes, you are afraid, and naturally so:

Everything is verging towards a massive change – what doom sayers need call “a collapse of the old ways”. The natural response of government and real power is to try and stall the progress, to give businesses time to adjust – have the economic structure invent itself to retain a high motivational factor in order to keep the wheels turning, even if there is not much hope. Then war will step in, or famine, or natural disasters, or TV, or plain threats of loss of more jobs, or food (food is not quite an issue yet in the western world), something will come about, which will be aided, orchestered in the desired direction by the Powers that be, towards a retention of stability – by shifting the world’s attention to easy, understandable, physical occurances, and away from abstract change in the freedom of expressing needs and opinions.

Yes, yes, yes, you are right. Lack of cohesion IS setting in. And the fault is in communication – in your blatant disregard for what communicative desire IS:

We all create with our minds. Creation in a human being is a communication process adjusting inner needs and talents to outer needs and limitations. Creation means acknowledging both needs and change. Creating more ways to hang on to power and earn more money IS creation in the sense of the word, you could say. All creatures resist death, in any way possible, by shedding all factors of existence that present themselves as burdens.

Same with big business. Big, old mono-businesses have no momentum to be inventive players like all small businesses rushing to accommodate change, and begin the process of dieing, which to some is a horrible thing, while to others just the balance ever so slowly shifting towards an inner collapse. And in that process  the old ones stand in the way of the creativity and devolopment of the rest.

Such refusal to roll over and die is very well, and even encouraging too. But when dinosaurs of the book industry refuse to change, refuse to invent technology and go first, refuse to accept other people doing it for them, and when they can have the power to turn the global network into a pet from their own fear, lazyness and lack of flexibility in a changing world, and when they present their refusal to neither die nor change by claiming moral superiority over the rest of the world, as in “our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”, its time to

STOP THIS NONSENSE

There are many ways to affect change. People could be guided, but nobody powerful wishes to guide them. People could be consoled, but nobody powerful possess neither sufficient heart nor responsibility or means of consolation. The empowerment is coming from below instead. Call it “a revolution”, if you will, but just remember: A revolution is not always a succes. A revolution, a turning of the cards, can lose by succeding. It can die in the instant the troops (i.e. people) start poring in. And become mainstream, and nobody sees or notices it. And all the industries will rush to exploit its present potential of momentum.

The right word in this regard is evolution. And that just happens, no matter what. It counts the factors of every action, every opinion, every occurrence, every shift in the equilibrium. But what is inside this is freedom to shape the future from your own needs and regard for necessities, quality and essence. Except you are bound by law.

The book industry, along with all the other copyright moguls, have the law on their side. The law of ownership keeping the world economy and industry stable. They CAN win over the whole globe on the pretext of protecting stability.

IF that happens, they themselves will wish that they had been able to pull out of their abject refusal to step down and let flexible initiative take over. The consequences of the refusal to die of all the old World right-owership coalitions are that monitoring and privacy violations will see a marked increase in stress related deaths. Lowered life expectancy in the western world, Australia, Japan, South Korea, the arab world. A brief new flood of physical mail as a way of retaining privacy. Then illegal subnets. Then back to status quo. There is NO way of stifling communication and creation that has tasted the freedom of access to a bigger world.  Only misery will follow from trying to stop individuals’ need for expansion into the minds of everyone else.

Ahead lies only total monitoring, or letting go. Demand for security converging with rising desire of privacy. We are seeing the tip of the iceberg, and flocks of anti-restriction memes will soon inhabit the space of “Free Will”, if nothing is done about this habit of trying to control the masses.

We are the masses. The Earth. The 99%.

Un-controling the masses has never been done, I think. Letting go of the leash, after the fact of control. Not in any age. So, history serves as no indicator of un-controlled masses, other in a very limited fashion – in times of war and civil disturbances.

The future in that regard is a blank slate, and the economy and thus personal empowement springing from capitalism demand it stay relatively blank for the masses. And the only way to that goal is through control. Control on a global scale makes the future predictable, for the select few to benefit from, and everyone else to fall in line behind. On a moral high ground to protect the world from itself…

Is this better than the freedom to fail?

Inspirative source: http://torrentfreak.com/book-publishers-shut-down-library-nu-and-ifile-it-120215/

The future is not wasted on the young. (Operation Blackout)

Losing means giving up.

 

The following message suits me, as it does not call for violence. It says: “Let those who oppress the People feel, what the people thinks of that.” It suits me, yes, but  THERE IS NO SAFETY IN THIS!

SOPA’s attempt at protecting corporate interests may well be an abomination, but being an anonymous in the world means Think For Yourself. Feel For Yourself. Move Yourself. Act For Yourself – not on behalf of anyone else. Not from a Golden Voice and Righteous Music speaking to your innermost fear or desire for justice in life. There Is No Justice. Only People, who grant space and time to other opinions, other ways.

Be Yourself. Make up your own mind. There is Freedom in that.

So, what is this message? A genuine call from a genuine group of people concerned with corporate dictatorship and loss of Internet freedom of speech? Or Corporate Dictatorship subverting the protest by planting seeds to justify Internet censorship? Or is it one lonely person infused with mental movie iconography, crying out for freedom of speech on behalf of the world? Or is it someone trying to defend acts of greed (as in “piracy”) not taken lightly by the powers that be?

Think for Yourself.
Speak Your Own Mind.
Your Actions Count.
Your Call.

THAT is freedom of speech.

“Citizens of the United States, we are Anonymous.

This is an urgent emergency alert to all people of the United States: The day we have all been waiting for has unfortunately arrived. The United States is censoring the Internet. Our … response is that we will not sit, while our rights are taken away by the government. We trusted them to preserve.

This is not a call to arms, but a call to recognition and action. The United States government has mastered this corrupt way of giving us a false sense of freedom. We think we are free and can do what we want, but in reality we are very limited and restricted as to what we can do, how we can think and even how our education is obtained. We have been so distracted by this mirage of Freedom that we have just become, what we were trying to escape from*.

For too long we have been idle, as our brothers and sisters were arrested. During this time the government has been scheming, plotting ways  to increase censorship by means of ISP blockades, DNS blockings, search engine censorship, website censorship, and a variety of other methods that directly opposes the values and ideas of Anonymous as well as the founding fathers of this country, who believed in free speech and press.

The United States has often been used as the ideal free country. When the one nation known for its freedom ans rights starts to abuse its own people, this is when you must fight back, because others are soon to follow. Do not think that because you are not a United States citizen that this does not apply to you. You cannot wait for your country to decide to do the same. You must stop it before it grows. Before it becomes acceptable. You must destroy its foundation, before it becomes too powerful.

Has the US government not learned from the past? Has it not seen the 2011 revolutions? Has it not seen that we oppose this where ever we find it and that we will continue to oppose it? Obviously the United States government thinks that it is exempt.

This is not only an Anonymous collective call to action.What will a distributed denial of service (DDOS) attack do? What is a website defacement against the corrupted powers of the government?

No. This is a worldwide internet and physical protest against the powers that be. Spread this message everywhere. Do not stand for this! Tell your parents, your neighbours, your fellow workers, your school teachers and any one else, you come in contact with. A press release document will be available at your discretion.

This affects anyone hwo desires the freedom to browse anonymously, speak freely without retribution, or protest without fear of arrest. Go to every IRC network, every social network, every online community and tell them of the atrocity that is about to be committed. If protest is not enough, the United States Government shall see that we are truly Legion, and we shall come together as one force, opposing this attempt to censor the Internet once again. And in the process discourage any of the governments from continuing to try.

We are Anonymous. We are Legion. We do not forgive censorship. We do not forget the denial of our free rights as Human Beings.

To the United States government: You should have expected us.

* “escape from” means “run away from”. Just using “escape” in this context would mean “avoid”. Is it written by an American or by another nationality? Does it matter?

 

For good or bad:

 

 

Look at it this way:

Regulations are made by humans to enforce behavior.

Rules are “the most commonly accepted behavior of all things and statistically spoken for mode of normalcy”

Ken Kesey Docu: Magic Trip

The Merry Band of Prankster førte an i den nye (LSD-)bevidsthedsrevolution, der bredte sig til hele verden.

 

Ken Kesey (Gøgereden) havde ingen anelse om, hvordan man bruger et kamera, men dokumenterede ikke desto mindre sin og en flok legelystne voksnes rejse gennem USA til lyden af beatgenerations musik og største digtere, og tilsat en heftig dose LSD. Dette filmmateriale, som åbner døren til en tid, fra før alt bevidsthedsændrende blev anset for den direkte vej til kaos og anarki for både den enkelte og for civilisationen, er blevet restaureret og vises nu i sin fulde udstrækning. Nedenfor er et trailer-link – filmen må man finde andetsteds.

En del af historien på Los Angeles Times

Magic Trip Trailer – YouTube.

Susan Blackmore On: “There is no hiding with LSD”
http://www.dosenation.com/listing.php?smlid=8648

Om LSD på DoseNation

The Timothy Leary/Allen Ginsberg conspiracy to turn on the world

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

Breiviks frihed og fængsel.

Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)

 

Siger jeg, at jeg forstår?

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.

Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?

Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.

Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.

I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!


* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.

From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

 

Mette Ø. Henriksens blog: From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?.

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.