BØGER. I Brasilien får de fængselsindsatte nu en ny mulighed for at nedbringe deres straf: fire dage mindre i spjældet for hver bog, de læser.
Det er fire fængsler med nogle af landets mest hårdkogte kriminelle, der får tilbudt at læse op til 12 værker i filosofi, videnskab eller klassiske romaner for at barbere maksimalt 48 dage om året af deres straf. Fangerne får op til fire uger til at færdiggøre hver bog og skrive et essay om den, vel at mærke uden fejl.
»Man kan forlade fængslet mere oplyst og med et større perspektiv på verdenen«, siger advokat Andre Kehdi, der står bag projektet, og fortsætter: »De forlader uden tvivl fængslet som bedre mennesker«. gies.
Det er noget sludder, at denne Sao Paulo-advokat står bag projektet. Han leder et projekt, der indsamler og donerer bøger til fængsler… Altså, denne trang til at tune historier ved at fravælge væsentlige informationer – det er den Brasilianske regering, der har fået idéen! Læs hele indlægget på engelsk – det er mere nuanceret!
Med tilkomsten af internettet vil dansklæreren fortsat få sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.
Lisa siger: "That Strunge-guy... don't you agree he mostly embodies Danish loss of optimism in the 70's and as such is kind of NOT a real symbol of great Danish poetry, even if his image may be sufficiently rebel-like and commercially intertwined with the Punk-years to briefly grab the attention of young students of Danish?"
Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.
Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.
Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )
Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.
Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!) Continue reading “dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)”
