Category: frihed

25. oktober Jeg har lige siddet med piben i hånden, har tændt den og suget røgen ind i munden. Varmet piben op, som man helst skal; og nu lade den køle af for at få en god pibe at ryge på. Jeg ved ikke, om jeg går så langt. Men jeg er dér, hvor det VIRKELIG er tiltrækkende.

Det er over 2 1/2 år siden, jeg stoppede med at ryge. Som bloggen her har dokumenteret har det været stort set ad lige vej, ingen bakker at forcere. Små bump, der alle kunne psykologiseres til at stamme fra det samme – en eller anden uro eller frygt.

[ESOTERI-ALARM for rationalistiske sjæle!] Således bekendt med mine egne lyder og dyder, besluttede jeg – inden jeg tændte dyret – at tjekke mine biorytmer for at se, om noget særligt skulle være på i dag, siden trangen er så gennemtrængende!

Og minsandten om ikke der er:

Dagen i dag er en mentalt kritisk dag – den grønne kurve, der krydser ned igennem den gule søjle – og følelser og krop er i bund – rød og blå kurve. Det oversætter ganske enkelt til: Trænger alvorligt til at blive holdt i hånd, nul jordforbindelse og dømmekraften er … skal vi kalde den … i det alternative hjørne. Det er præcis sådan en dag, hvor man gør ting, man godt ved, at man ikke skal gøre, men gør det alligevel, fordi man ved, at man under normale omstændigheder ikke ville tillade sig selv at gøre det.

Så, hér sidder jeg så og er allerede en smule svimmel bare af det nikotin, der er kommet ind i hjernen gennem nikotinreceptorerne i munden, og har nu tænkt mig at sætte mig ud under den overskyede nattehimmel og babbe lidt på piben, mens jeg funderer over de knap 33 år, hvor tobakken førte mig ved næsen – sikker i min forvisning om, at jeg ER holdt op med at ryge!

(Ja, jeg ved godt, at djævelen kun sover. Men det er MIG, der bestemmer nu!) (Det siger enhver alkoholiker og anden misbruger, før de falder i). (Nå, men det ér altså MIG, der bestemmer!)

Nå, men jeg er ikke kommet ud under himlen endnu. Sidder her og retter stavefejl i indlægget – og tager mig rigtig god tid, inden jeg går ud og sætter mig i min overlevelsesdrag og tænder mig friske pibe og lader nikotinet banke mig tilbage til begyndelsen.

Jeg er ganske enkelt i trodshumør. Ingen til at holde mig i hånd lige nu. Og jeg husker kun alt for godt, at jeg en tid lang har kedet mig ved mig selv. Og ikke følt mig inspireret til at skrive eller lave spændende ting overhovedet. Og kedet mig over det.

Og så husker jeg mig selv på, at jeg faktisk er begyndt at danse tango, og at det er spændende, og at jeg får ros – hvilket hjælper med at holde gnisten i gang, fordi det er temmelig sejt her i begyndelsen at være den, der fører og skal have styr på trin og retning og omkringdansende og intensiteten og nærværet og afstanden og ikke klemme, ikke trække, ikke skubbe, bare være og være og være…

Nå, nu går jeg ud at ryge pibe.

Tjae, så længe jeg bliver ved med at sidde her og lave rettelser, kommer jeg ikke udenfor.

1/2 time SENERE: Ærligt talt? Det var lige så sindsoprivende som at besøge et stamværtshus fra mine ølbegynderdage: 10 minutters nostalgi – og så indsigten, at jeg befinder mig et andet sted i dag. Ingen smerte. Bare “farvel”.

Det er desværre nok ikke det samme med mine andre rusmidler endnu.

Hvordan bliver jeg høj på livet?

21. juli De terapeuter, jeg har været igennem, har alle sagt, at jeg skal være god ved mig selv. Det betyder ikke ensidigt at undgå alt det uhensigtsmæssige indtag af bioomsættelig kemi – snarere, at jeg skal lade være med at slå mig selv for ikke at kunne handle ift. bedrevidende. Ligesom det har taget tid at fastlægge de programmeringer, som overbevisninger, tvangshandlinger, mad- og andre vaner er, tager det tid at omprogrammere sig selv, hele sig selv, ved at blive overbevist på det underliggende niveau, som fastholder programmeringerne med formålet at passe på mig…!

Det er dét: Alt, jeg gør, har fået mig hértil. Visse ting ved jeg er direkte skadelige – f.eks. røg i lungerne, store mængder alkohol, nul motion o.a. – mens andre ting kun er skadelige ved de omstændigheder, de erstatter: beruselse frem for tankemylder, skævhed frem for følelsesmylder, isolation frem for social underlegenhed o.a. At passe på mig selv betyder at passe på mig selv – forlænge livet, beskytte mig mod døden – men tid og afprøvninger og bekræftelser udefra og succesoplevelser og meget andet kan anvise og overbevise om andre og mere hensigtsmæssige måder at passe på mig selv på.

Derfor går jeg i terapi igen. Jeg behøver en større tryghed ved min krops og mine følelsers sprog – der jo ikke kan oversættes til ord, men skal tages for pålydende (siger digteren). Jeg savner en helhedoplevelse og at komme væk fra det mentaltyranni, min livslange flugt fra mine skolemobbere har påduttet mig. Uh, jeg er SÅ god med min mentale fakultet – men jeg er bedre, når jeg har kroppen og følelserne med i samme klik. At ryge pot, som jeg har lyst til lige nu, giver mig både pause fra mine følelser og fra oplevelsen af ubemærkelsesværdig klarhed…

“Ubemærkelsesværdig klarhed”… Den må jeg vist lige forklare: Jeg ser på alt omkring mig, og der er intet, som rører mig. Det er sikkert her, de fleste mennesker kaster sig i sofaen med en film eller nyhederne. Eller måske en bog.

Mig generer det. Mit liv rinder ud, og der er ikke meget, som berører mig. Ved at gå i terapi skal jeg tro på, at jeg med tiden vil begynde at føle mig næret af mine omgivelser og mine indre impulser igen.

23. juni, SanktHans Efter en del frem og tilbage har jeg endelig fået lukket relationen til min ex. Men jeg kan ikke mærke mig selv – det er som om mange af mine følelser opleves af en anden. Ryger en del pot, vel vidende at det gør mig endnu mere distanceret fra mine følelser. Og indtager en hel del sukker og madvarer med kulhydrater. Jeg burde på nuværende tidspunkt opleve større forståelse for ex-rygere, som i følelsesmæssigt stressede perioder tager sig et par smøger, men den er ikke stor. Okay, jeg forstår det bare ikke! Hvordan jeg og andre, som har fattet hvor godt det gør ens krop og generelle tilstand at ophøre med røgen og sukkeret, kan miste den klarhed, der afholder én fra misbruget! Lige et stykke chokolade til! Lige en smøg!

Jeg spiser, til der ikke er mere chokolade. Ligesom jeg drikker sprut, hvis der er noget i huset. Og ryger den pot, som mirakuløst er blevet indkøbt. Kan ikke særlig godt sige “nej”. Især ikke, når det er min egen krop, der be’r.

16. marts Min “kur” har nu varet over to måneder. Jeg kan kun sige, at det ikke går så godt. Uden supervision fra min ernæringsterapeut glider jeg lige så stille tilbage til mine gamle kostvaner. Kaffe med sukker er allerede blev fast installeret igen. Samtidig har jeg en forbandet lyst til at ryge! Både det ene og det andet. Er samtidig gået fra kæresten, og føler mig på usikker grund. Men derfor kan man jo godt læse avis og blive klogere:

Weekendavisen fra 9. marts har en artikel med titlen “Sunde mennesker er dyre”, der handler om at “sunde” mennesker i det totale billede er dyrere for samfundet end folk, der har et misbrug af f.eks. nikotin eller fed mad, eller som bare ikke bevæger sig nok. Her står, som en gåen i rette med samfundets opfattelse af misbrugere som ansvarlige for deres egne livsstilssygdomme (og derfor kan sættes bagerst i behandlingskøen…):

“Næsten alle nutidige ansvarsteoretikere mener …, at det ikke er på grundlag af ideen om fri vilje, at et individ kan være ansvarlig for noget. I stedet opstiller man andre betingelser for ansvar. En fremtrædende idé er, at man er ansvarlig, hvis man handler i overensstemmelse med, hvad man vil, eller hvem man virkelig er. En ryger har i sagens natur et ønske om at ryge.

Men rygeren kan samtidig have et modstridende ønske om ikke at ville ryge. I så fald handler rygeren, når hun ryger, ikke i overensstemmelse med, hvem hun virkelig er, men kun i overensstemmelse med sit første-ordens ønske, som hun ikke kan styre, fordi hun er afhængig.

Derfor er hun ikke ansvarlig. Hun er således kun ansvarlig for at ryge, hvis hun dybest set identificerer sig som ryger, og derfor ville ryge, selv hvis hun kunne lade være.”

Jeg er ikke ryger, jeg er nikotinafhængig, og jeg er stoppet med at indtage nikotin. Min krop (hjerne) har ikke glemt hele den cyklus af belønninger, der følger af at give kroppen (hjernen), hvad kroppen (hjernen) mener er dens…

mit JEG er her min kriger i skinnende rustning, der forsvarer mig mod det biologiske imperativ, som nikotinindtagelse er for nogle mennesker. JEG afholder MIG fra at blive centrum i et univers, hvor nikotinen er bestemmende, og overfører magten, kontrollen, den frie vilje, rorpinden fra det biologiske imperativ – “giv kroppen nikotin!” – til mit bevidste selvbillede. Nøjagtig som jeg pt. nægter mig selv sukker i samme mængder som før.

JEGet, mit forsvar, er af en sådan beskaffenhed, at det definerer min persona ud fra et fremtidigt billede snarere end fra et fortidigt billede. Hvis mit forsvar, mit JEG skulle opfattes som værende en beskyttelsesmekanisme fra fortiden, som er der JEGet med sine gentagelser ofte placeres, mens MIG’et placeres i nutiden i opfyldelsen af ideelle behov, så er hér noget andet på færde, som jeg ikke helt forstår:

Jeg beskytter mig selv mod yderligere afhængighed af nikotin ved at gøre mig afhængig af skulle blive et fremtidigt billede af én, som er helt færdig med nikotin!

Altså, mine kropslige (hjernemæssige) impulser, min drift, er at indtage nikotin.

Men jeg forsvarer mig mod mig selv ved at lade være: Denne kontrol, denne styring mod et andet mål, end det biologiske imperativ mener er det bedste (afhængigheden af nikotin), oplever jeg er bedre for mig, for nuet, for fremtiden, end noget i fortiden kan byde ind med, herunder stillelse af trangen til nikotin!

Citatet fra Weekendavisen er noget sludder! Eller også forstår jeg ikke det med at være ansvarlig, eller det med at være dén, man er…?

Jeg er “dybest set” nikotinmisbruger, for “dybere” end kroppens og hjernens imperativ kommer man næppe. Kampen mod trangen er en, hvis ikke længere daglig trang, så en jævnlig trang nu:

Jeg behøver at skrive min virkelighed om til en virkelighed, hvor jeg ikke skal kæmpe mod min egen krop. OG DET tror jeg aldrig vil ske, for mit vedkommende. Min hjerne er indstillet på en sådan måde, receptorer and all, at den er disponeret for nikotinmodtagelse. Jeg accepterer, at mine celler måske alle er udskiftet om 7 år, og der således ikke bør være noget af den oprindelige nikotin-modtagelse tilbage, men som Freud sagde: “Dine neuroser bliver ældre sammen med dig”, bliver min vedvarende kamp mod nikotinet jo hele tiden opdateret ved, at jeg holder mig fast på det fremtidige billede! Og nødvendigvis må gøre det, fordi trangen jævnligt aflægger besøg.

Åh, bare jeg kunne give mig selv lov at ryge på min pibe! Men det lugter og jeg får det skidt og det er et kort fix. Jeg vil have en roligere fremtid, hvor jeg ikke skal fixe, hverken med det ene eller det andet. Er det mon muligt – uden at dø af kedsomhed? Er det i virkeligheden ikke en “contradiction in terms”, et eksistentielt oxymoron, at det overhovedet skulle være muligt at opleve livet som vedkommende UDEN at søge tilbage til noget, man VED gør én glad i låget af kroppens egen kemi?!

28. januar Det er tydeligvis ikke gjort med bare at stoppe med nikotinen. Der viser sig hurtigt at være meget andet på færde, så såre man tager låget af.

Jeg er sammen med en ernæringsterapeut gået i gang med at forholde mig til sukker (i alle former: rå og raffineret sukker, honning, frugtsukker, gluten og mælkeprodukter). Formålet er, at jeg får det bedre med mig selv, dvs. kommer i kontakt med mine følelser, holder op med at svinge så meget i blodsukkeret, udbedrer mine ledsmerter (og dermed følelse af aldring), og forsøger at forholde mig til tidlige traumer, som ernæringsterapeuten mener er “lagret” i kroppen – nærdød, tidligt tab af modermælk, mobning og overgreb – og fastholdes af mine kostvaner (følelsesundertrykkelse ikke mindst ved hjælp af sukker).

De første 4 dage uden var hårdere end at stoppe med tobakken. Nu nærmer jeg mig dag 20 og det er ganske uretfærdigt ikke blevet nemmere.

• Overblik: Jeg mangler overblik over fødevarer, der er ok. (Lister på væggen er ikke nok)
• Planlægning: “Hvad skal jeg spise, når jeg er sulten NU?” skal hen ad vejen erstattes af “Hvad skal jeg spise til næste måltid?”.
• Sammenhænge: Jeg mangler endnu forståelse for sammenhængene mellem de tre “fødevare-grupper, jeg skal undgå. Jeg forstår dem stort set enkeltvis – hvor hhv sukker, gluten og mælkeprodukter påvirker en menneskekrop, men hvad er betydningen for MIN krop, mit menneske?
• Resultater: Jeg behøver forståelse for, hvornår “det vender”, og hvad jeg skal forvente mig. Til sammenligning var det nemt at holde op med nikotinen, som jo kun var én ting. Ét misbrug. Madvanerne er opbygget fra barnsben af, og det er ALT, der skal vendes og drejes af mine følelser. Så, hvornår sker der hvad?!
• Nødvendig fare: Jeg ønsker at lukke lys ind i mit liv igen, lukke op for min evne til at føle, men alt i mig skriger, at jeg er i fare; at jeg er i ukendt land. Det gør det svært at opfatte alle de gode, dyre råd, og kosttilskud og særlige fødemidler, og påkrav om mere madlavning og større planlægning og mere orden og alt, der modsiger mit impulsbehov (som jeg dagligt benævner “min frihedstrang”), som værende i balance med min overlevelse. Jeg stritter imod at spise, fordi det er for besværligt, og ender med at give efter for nemme løsninger.
• Motivation: En stærk grad af kontrol forekommer at være påkrævet, gør dit, gør dat, gør IKKE. Men det er jo egentlig motivation, der behøves – et indre billede af, hvad der kommer efter, som jeg kan bruge som gulerod. (Min tandlæge forsøgte igennem flere år at få mig til at bruge tandtråd ved at skræmme mig, men jeg begyndte først, da han opgav mig med ordene: “du er uden for pædagogisk rækkevidde”. Dét var jeg bestemt ikke, men hans pædagogik virkede bare ikke!)
• Terapeutstøtte: Motivation er kærlighed til mig selv – at jeg ønsker at opnå et billede af en tilstand, jeg selv tror på er bedre for mig end den nuværende. En måde at respektere og elske mig selv på. Har man som jeg et skadet selvværd (af mobning), kan en terapeut muligvis understøtte og hjælpe med at fastholde fokus på motivation, og/eller holde den realistisk i forhold til ens mulige indsats.
• Tidsforbrug: Jeg behøver en anderledes stillingtagen til min tid. Jeg bor på landet, i omegnen af Kbh. Jeg var ikke klar over, at jeg skulle bruge SÅ megen tid på at opsøge og finde de fødemidler og piller, jeg skal bruge. Samtidig med at jeg hele tiden skal fokusere på min madlavning. Jeg kan ikke forstille mig IKKE at være hjemmearbejdende – men selv sådan oplever jeg det belastende at skulle opdele min dag op i flere bidder snarere end lige at kunne gribe en bid et eller andet, når sulten melder sig, så jeg kan holde kontinuiteten og dermed fastholde tankestrømmen, der ER mit arbejde.

4. januar 2012 Over 20 måneder uden nikotin.

Har røget pot-joints her i januar. Det passer mig at komme lidt væk fra mine følelser og sætte fuld skrue på snævertsynet mentalobservans.

Jeg får ondt i halsen af at ryge. Halsbetændelse-lignende symptomer. Og mine bi-huler er stoppede, som de altid var, da jeg røg tobak.

Der kan siges meget om at mindske følelser. Der er en direkte forbindelse mellem nikotin og udløsningen af det morfinlignende stof Dopamin i hjernen – at indtage nikotin lægger en dæmper på uroen i kroppen.

Hvad med Pot? Cannabis, hash, marihuana, hamp?

Det psykoaktive stof i cannabis, THC, behøver forskellige følgestoffer i hampplanten for at skabe den virkning, vi forbinder med at blive påvirket af at indtage den tørrede plante, som vi kalder pot. Et af dem er cannabinoider.

Hjernen har mange forskellige receptorer for cannabinoider, lige som den har receptorer for nikotin. Den største gruppering af cannabinoidreceptorer kan findes i de dele af hjernen, som påvirker nydelse, hukommelse, tænkning, koncentration, sansning og tidsopfattelse, samt koordinerede bevægelser. Herigennem er cannabinoider knyttet til hjernens endogene opioide system, dvs. indtagelse af THC vil have en smertedæmpende effekt, fordi hjernen udskiller dopamin. Præcis som med nikotin.

Mennesker har forskellige mængder cannabinoidreceptorer i hjernen – nogle vil derfor føle stor effekt af lille indtag, andre lille effekt af stort indtag af THC.

Det er sagt, at 1 ud af 10 bliver afhængig af virkningen, og at der er en 50/50 risiko for at blive afhængig, hvis man ryger hver dag. Afhængighed af cannabis defineres ud fra, om en bruger behøver at indtage cannabis for at føle sig “normal”, og diagnostiseres (i Australien) ud fra, om vedkommende i løbet af et år oplever mindst tre af følgende:

• har tolerence over for virkningen af cannabis, hvilket betyder at mere cannabis behøves for at opnå samme virkning;
• har abstinenssymptomer fra cannabis, så som irritabilitet, søvnvanskelighed og symptomer på depression;
• bruger mere cannabis, end tanken var;
• har vedvarende trang til at stoppe med at bruge cannabis eller skære ned og ikke at lykkes med det;
• bruger meget tid på at skaffe, bruge eller komme sig oven på brugen af cannabis;
• opgiver vigtige handlinger til fordel for at bruge cannabis; og/eller
• bruger cannabis, på trods af egen viden, at det skaber problemer

(kilder: bl.a. http://ncpic.org.au/ncpic/publications/factsheets/article/cannabis-and-dependence, men der er mange af dem.)

Afhængighed må jeg svare nej til. Men dertil kommer samtidig, at der er præcis lige så mange fysiske gener ved at ryge pot, som der er ved at ryge tobak!

Så, jeg konkluderer, at jeg gemmer mig for mine følelser ved at ryge pot. Det føles, som om det er en periode. Jeg føler mig ikke afhængig af virkningen, men oplever at være i en krise, hvor jeg har svært ved at leve med mine følelser, leve med min frygt, leve med min oplevelse af kedsomhed og følelse af uoriginalitet og mindreværd.

Det er dét, der er kampen. Hele tiden. Kampen over tobakken anser jeg for vundet. Men nu er jeg ved den virkelige kamp: At se mig selv i øjnene. Og ikke flygte fra mine følelser (for meget).

23. december Kæft, jeg havde lyst til at ryge i går! Biorytmerne passer – følelserne er i bund – men det er da helt vildt, hvor meget en ryger af filterløse cigaretter i en følsom film kan trækker gamle længsler helt frem i første række! Giv mig så en smøg! [Nej, fy for satan!]

2. december Nå, hvad skal jeg sige? Jeg røg en joint.

Kæresten og jeg var til Trentemøller på Christiania, hun havde lyst til at ryge (gør det ellers ikke), men jeg lod være og rørte heller ikke en dråbe. Musikerne var voldsomt dygtige, men musikken var kedelig, stadiontechno, “kom så folkens…!”

Da vi kom hjem, ville hun ryge mere. Klik, klik inde i hjernen, så røg jeg med. Ske et eller andet, nu hun var med på den – måske vi ku ha noget interessant sex?

Der var tobak i jointen og jeg blev herresvimmel. Ikke særlig påvirket, bare dopet, uengageret, TV-kikkende. Lorte pot og lortehash med tobak i. “Det er vores næsthøjeste kvalitet, som vi sælger for en 50’er, fordi vi er løbet tør for det billige..” Ja, goddaw, røv.

Det er snart en uge siden nu, og jeg er stadig nede i gear. Jeg kan mærke det ligge som en dyne over alt, jeg gør. Jeg kan ikke tage mig sammen til fysisk aktivitet, fysiske ting, der kræver at jeg tænker nyt. “Letargisk” er ordet. Energiforladt, uinspireret, apatisk, sløv, jeg føler mig snydt for en hel uges aktivitet!

1. oktober Well, hun kom tilbage og jeg tog hende tilbage.

Nu med hold i ryggen og forkølelsessår og for meget at lave inden vinter. Alle mine biorytmer er i bund (det beskriver mit humør) og jeg føler mig komplet fantasiløs og vidløs og tankeløs og uentusiastiske og upassioneret omkring andet end mit totale velbefindende… (dét beskriver min evne til at håndtere mit humør). Og jeg har svært lyst til at proppe alle verdens stimulanser i hovedet. Bare mærke, at noget er sjovt og ikke handler om, hvordan jeg har det eller om hvordan jeg får det, hvis jeg gør dit, eller ikke gør dat. Giv mig min manglende forståelse tilbage!

9. september, aften Nå, så forlod hun mig, kæresten. Igen. Denne gang kommer hun ikke tilbage. Jeg har det i lungerne som om jeg har røget 20 cigaretter. Eller måske er det i hjertet. Mærker i hvert fald en tyngde eller et pres, når jeg trækker vejret. Ingen lyst til at ryge lige nu, det er helt sikkert!

9. september 2011 Jeg har lyst til at begynde at ryge igen. Altså, begynde igen – ikke bare tage en cigaret, men begynde at ryge fast igen.

Jeg ved, det lugter. Jeg ved, det er usundt. Jeg ved, at det vil have en negativ effekt på mig på flere måder, end jeg kan afgøre med lægers hjælp, og måske end ikke dér.  Jeg ved, trangen udtrykker selvnedgørelse og frygt. Men jeg har ikke lyst til at være alene i mit liv!

Før jeg skrev ovenstående, kendte jeg ikke konklusionen. At det er frygten for at være alene, der ligger nederst. Jo, det passer ikke – i mit liv generelt er jeg opmærksom på, at lige præcis dén frygt er den stærkeste, men jeg var ikke klar over, at nikotinen, rygningen og dén frygt var tæt bundet sammen.

Mine tidligste rygeerfaringer har vel været mine forældre, der røg – men jeg husker det ikke. Selv begyndte jeg som 13 årig (uden at indhalere – hvilket er ligegyldigt, da der af en eller anden årsag er nikotinreceptorer i munden…?) og det foregik i et forum med høj musik og kammerater på værelset, der alle røg.

Jeg var ensom i en flok den gang, præcis som jeg ofte er det i dag.

Samværet handlede om at blive og være accepteret, og jeg kunne manifestere mig gennem musik – ved tidligt at være ude at rejse og bruge alle mine sparepenge på LP’er i London og Los Angeles. Men hvor meget jeg end kunne forsvinde ind i musikken og hvor meget jeg end kunne blive og være ukritiseret i selskabet for mine “evner” til at finde fed musik, så var jeg ikke mig.

Fællesskabet var skrøbeligt som ind i helvede, baseret som det var på ukendskab til verden, øl, musik og nikotin. Øl til at tvinge usikkerheden væk, musik til at føle den kropslige kontrol og gøre stærk, og nikotin til hele tiden at få følelsen af at komme ovenpå, blive mig selv igen, når trangen blev stillet. Jeg kendte folk, der ikke røg. Men jeg kendte dem ikke – for de bevægede sig i andre kredse, dyrkede sport, snakkede litteratur, hang sjældent på gaden om aftenen. Selv dyrkede jeg Jiu-Jitsu, men dér røg og røg folk ikke – det var kampsporten, der var det fælles. Det var et lille hjørne væk fra usikkerheden blandt mine kammerater, i et fokus kun på sporten. Intet, der skulle præsteres socialt.

I det forrige indlæg fortæller jeg om en ven, der er gået tilbage til nikotinen, i tyggegummiform. Fordi det giver ham et nødvendigt dopamin-tilskud. Jeg var lodret uenig med ham, fordi jeg selv oplever at være lige så gakket i min skrift, og lige så seriøs, når jeg i dag skriver, uden at have indtaget nikotin. Men ift. til det med dopaminen kan jeg ane en svag sammenhæng til i hvert fald hele mit voksenliv, hvor nedtryktheden har spillet en væsentlig rolle.

Det er det her med hønen og hønseægget – har manglende dopamin forårsaget nedtrykthed og negativt (livs)udsyn, eller var det nedtrykthed af uformåen, ringe selvværd osv., der skabte et udsyn, som IKKE udløste dopamin og dermed ikke så meget glæde? Det blev værre igennem voksenårene. Og rygning gav følelsen af at være på toppen. Hele tiden tilbage til normalen. Men nu… Nu er normalen Ingen Nikotin. Og hvordan er så dét?

Et menneske svinger i humør af mange årsager, som har rod i kroppens virkemåde og reaktioner, i hjernens og i “psykens”, måske i “karakterens” ditto – der sker altid noget inde i og uden for kroppens virkelighed. Der er rytmer i kroppen, som har et bredt eller snævert gennemsnit – f.eks. er blærens tømmetrang overvejende baseret på mængden af indtaget væske, men ikke kun. Hjertets rytme er bredt set den samme under den samme kropslige belastning, men kan blive arytmisk i pressede situationer og perioder, hvor hjernen udskiller cortisol og adrenalin. Frekvensen, hvormed cellerne udskiftes er godt 7 år, men også det kan variere, ikke mindst med alderen. De såkaldt “biologiske rytmer” beskriver et menneskes fysiske, følelsesmæssige, mentale og sociale potentiale i omgang med selv og verden, i stærkt regelmæssige sinuskurver i varighed fra 23-39 dage. Der er mange flere – hår, negle, tarme, blod, syn osv osv

Altså: Kroppen udgøres af en række rytmer, som på kryds og tværs af svingningsfrekvenser har en midterlinie, et gennemsnit, som er dét vi kalder at føle os “normale”. Som “os selv”. Udfordres vi på blot i en af de væsentlige rytmer, holder vi op med at føle os normale.

For et nogenlunde sundt og rask menneske er nikotinen en fantastisk stabiliserende faktor, som i enhver given lejlighed kan gengive os en følelse af at være “normale”: Ind med nikotinen, når hjernen siger den mangler, og hjernen svarer med at udløse dopamin, som giver os en følelse af glæde og velvære. At være blevet hel igen.

Jeg har ikke lyst til at være 13 igen. Eller være afhængig igen. Men jeg har aldrig været mig selv som hverken teenager eller voksen. I 34 år ikke mig selv. I 34 år har jeg ikke kunne se smerten i øjnene – smerten ved at være alene.

For 15 år siden under en åndedrætssession oplevede jeg en tilbageføring til, da jeg var 3 måneder gammel og min mor som følge af lungebetændelse løb tør for mælk. (Hun har senere nuanceret hændelsen, men dét var sådan jeg oplevede det). Hér “besluttede” jeg, 3 måneder gammel, at ingen nogen sinde skulle få så stor betydning, at jeg kunne opleve svigt på samme niveau: Tilfredsstillelsen af mit inderste behov, der blevet taget fra mig.

I løbet af nogle ganske få minutter under denne session så jeg mig selv udleve dette løfte, denne trussel nærmest, i alle mine senere relationer op gennem livet – til mine forældre, mine venner i skolen og på gaden, mine lærere, mine arbejdskolleger, mine venner, mine kærester (især efter at have mistet den første, væsentlige, der mindede om min mor…) og alle andre, jeg mødte. Jeg gav ikke mig selv lov til at komme helt tæt på – åbnede mig ikke for dem og udtrykte dermed ikke mit behov – fordi de ville kunne svigte mig. Jeg blev sådan én, der “kunne klare sig selv”.

Lad mig sige det sådan hér: Det skal man jo. Klare sig selv i livet. Men hvis ikke man tør blotte sig for omgivelserne, give udtryk for hvad man behøver, i livet og i hverdagen, i relationer til børn og partnere og forældre og kolleger og venner og fremmede, man møder, bliver man henvist til at gætte, hvad DE indeholder og ønsker. Taler man ikke om om sine egne behov, falder fokus på at levere behovsstillelse til dem, der kan udtrykke deres behov. Således erhverver man sig aldrig personlig erfaring i at forstå, hvordan et behov udtrykkes og stilles. Behovstillelsen af andres behov bliver ikke blot en slags “abe ser, abe gør” ift. at stille og udtrykke behov; med tiden vil man også opleve ikke at kunne afgøre, hvad man selv ønsker sig af livet.

Hér er jeg. Mærket af et helt livs reaktion på svigt, uheldig, ulykkelig svigt af et basalt tryghedsbehov i en tidlig alder, der efterlod mig åben og sårbar over for omgivelserne, indtil jeg lærte at lukke hullet for indtrængere. Heri hjalp nikotinen mig. Hver gang jeg tog en smøg, blev jeg “lidt normal” igen. Fik jeg lidt styrke tilbage. Og i omgivelserne med kammerater og musikken følte jeg mig næsten normal. Accepteret.

Jeg er ikke normal længere. Jeg har et hængeparti, der er mindst 34 år gammelt. Det hedder at leve med at være bange for at blive svigtet, hvis jeg åbner mig. Den boble kæmper jeg for at komme ud af. Hvilket er ekstra udfordrende nu, hvor der ikke er nogen krykke, når mørket sænker sig over min psyke og min virkelighed. Det er et ingenmandsland.

I min skrivekarriere har jeg kastet om mig med psykisk mørke og fortvivlelse (vrede og afsavn synliggjort af LSD-indtag, men det er en anden historie), iblandet stunder af strålende sol, når nåden tilsmilede mig og gav mig et ordentligt skud dopamin, så jeg fik ro til at se den anden side af verden og beskrive dén i sproget som skønhed og styrke og kraft. Det var bare ikke noget, jeg kunne styre. Men nu, hvor jeg er holdt op med at ryge, er Verden som den er når den er det. Nådesløs, imødekommende, venlig, grusom, intet og alt – når Jeg er det. Verden er som jeg er. Hvis nogen tiltrækkes eller frastødes af mig, så er der i det mindst ikke længere et filter imellem på min side. Kun ren, rå, unådig følsomhed og den kraft, der er min drift. Hverken mere eller mindre.

Og jeg må finde en måde at leve med det på. Med dét at udholde at være en del af fællesskabet.

5. juni 2011 Og uden at jeg har bemærket det, er der gået et år.

Okay, det er selvfølgelig lidt løgn (se nedenstående), at det er gået for sig ganske ubemærket. Men det er ikke længere forbundet med længsel. Og jeg er stort set også over trangen til at få alle andre til at holde op med at ryge – nu flytter jeg mig bare, hvis jeg ikke kan udholde lugten eller følelsen i halsen. Det er sjovt nok ALTID de billigste cigaretter, der lugter dårligst. Gad vide, hvad de tilsætter for at gøre dem så billige – som får dem til at stinke så dårligt for en ikke-ryger?

I går var jeg hos mine venner i kbh. Hun har ikke røget længe og gør det næppe igen nogen sinde. Han savner det, men ryger også en joint af og til.

Efter tre måneders tobaksophør har han besluttet, at han har det bedre med nikotin i sit liv. Nikotin giver ham en opkvikker – afføder dopamintilskud i hjernen, som forbedrer hans kreativitet. Han erklærede, at han er (hjælpeløst?) afhængig af dét, som nikotin gør ved og for ham, og i så fald må han finde sig i afhængighed af nikotin. Derfor er han gået tilbage, ikke til rygningen, men til nikotintyggegummi!

(Længere nede i denne processkildring om mit rygestop er en nøjagtig redegørelse for, hvad der sker i vores krop og psyke, når vi indtager nikotin.)

Fordi jeg selv har været rygestoppet i 13 måneder nu, har jeg kunne finde mig en person, en Kenneth, som ikke længere opfatter nikotin som en del af præstionscyklussen. Ydermere, efter 7 måneder uden pot og uden synderlige mængder alkohol (ikke bevidst, bare noget der er sket), ved jeg samtidig, at jeg ikke skriver mere gakket, mere innovativt, eller bare helt almindeligt bedre med end uden røg af den ene eller anden slags.

Men… skal jeg være helt ærlig, så savner jeg mine time-outs:

Jeg er blevet mere sårbar over for mine livsomstændigheder. Mere følsom og fintmærkende. Dét gør hverdagen til noget hårdere arbejde end hverdagen med tobak og lejlighedsvist en joint (det var måske 1-2 x månedligt). Jeg oplever alt som mere seriøst. Der er ikke mange flugtruter, når jeg ikke kan trække mig ind i mig selv blandt mennesker ved hjælp af nikotin og THC. Og alkohol i al sin bekymringsdæmpende og kropsfremmende hellighed oplever jeg tillige som IQ-sænkende, med lang eftervirkning på krop og psyke, og det bryder jeg mig ikke om.

Et rygestop med savn af time-outs vil med sikkerhed ikke gælde for alle, men jeg er i forvejen sådan én, som har det lidt svært med for mange mennesker – så, uden at kunne trække mig i selskabet, må jeg enten trække mig helt ud oftere eller hurtigere/ikke ses så tit, eller lære at være blandt og med mennesker på en ny måde. Hvilket ikke er nemt – men det ER en udfordring, der betyder noget. (Jeg aner ikke hvordan, jeg skal gøre det.)

Sproget er nok det sværeste. Sproget, jeg bruger til at forklare mine handlinger med – mit hverdagssprog – er opstået ud af brugen af tobak og den affødte mulighed for at kunne trække mig vha. tobak. Når jeg føler mig presset af menneskers forskellige behov i forhold til mig, er jeg nødt til at tænke nyt, hvis jeg skal forklare dem eller mig selv, hvorfor jeg trækker mig, eller hvorfor jeg bliver nervøs eller usikker. Tænker jeg ikke efter, kommer jeg nemt til at forveksle en sådan situation med en trussel, en regulær faresituation. I min rygervirkelighed var jeg kulturelt opdraget med, at alle signaler fra omverdenen kom igennem de nikotin og THC-skabte dopamin- og endorfin-filtre. Dermed skulle der mere til, før jeg oplevede noget som farligt. Hvilket nok også gjorde mig lidt mere hård udadtil, og i nogen grad ude af stand til at reagere på oplevelser af overskridelser – andres aggression, uretfærdighed, drilleri, nedgørelse osv.

Nu, hvor jeg ikke ryger, og ikke har disse filtre – dvs. ikke konstant bedøver mig med dopamin og endorfin – får jeg flere signaler ind, end jeg har lært at forholde mig til igennem mit rygerliv. Overvældet af signaler reagerer min krop, som om jeg er i fare – selvom det bare er en situation med lidt for mange mennesker. Rygningen er en socialkode, og uden dén – uden indlysende nye midler at gøre min personkreds større eller udsende klare signaler at tiltrække (ukendte) ligesindede med – hvem er jeg så, for de andre? Og hvem er dé, som ikke ryger?

Det er én af de største forandringer: IKKE i kraft af en brændende smøg, eller pibe, eller en joint for den sags skyld, at have et fællesskab på tværs af nationer og kulturer. Kontaktredskabet er borte, og jeg skal til at arbejde for hvert eneste møde med hvert eneste menneske. Dét er hårdt. Og min krop bliver ved med at fortælle mig, at jeg skal passe på, passe på, passe på…

Det ER i orden, lille krop; TAK for, at du passer på mig, men det er ikke så nødvendigt, som du tror… Men det ér lidt nødvendigt… For jeg må frem til at lære at kontakte mennesker på en anden måde. Hvis jeg ikke skal leve helt alene. Så, jeg SKAL holdes til ilden og huske, at de andre vil noget andet end mig. Og det gør du så fint.

6. april 2011 Pludselig er den her igen, rygetrangen.

Jeg bliver hele tiden klogere på den der mekanisme, tryghedstrangen, som er snævert forbundet med rygningen for mig: Hér, som oftest, er det udsathed og magtesløshed, helt specifikt en relation til formanden i min haveforening, der på alle måder repræsenterer nederdrægtigheden ved mobning for mig. Jeg blev mobbet igennem 7 år i skolen, uden at nogen kunne eller ville gøre noget ved det. Og siden på min arbejdsplads. Altid fordi jeg var anderledes – en tænker, en stædig rad, der gik sine egne veje og ikke ville indordne sig i hakkeordenen. Og så er han oppe på lystavlen, formanden her med den fede mave, de små sko og de daglige verbale overgreb som erstatning for at møde mennesker, hvor de er, og så komme rygetrangen ud af det blå: Goddaw, siger den. Puh, siger jeg, dig hopper jeg ikke på.

Det er nemt nok at lade være, men egentlig er jeg glad for at have rygetrangen som “måleudstyr”, der fortæller mig, at jeg står ved en ganske bestemt grænse og afgrund og føler mig… hjælpeløs.

13. februar 2011 Er stadig på Hald. I køkkenet slog jeg op i Politiken for i dag, og på side 4 var et foto af en ung, afgansk kvinde, der manglede næsen. Billedteksten lød: “Hun flygtede fra sin mand, der tævede hende. Taleban opsøgte hende og straffen blev eksekveret omgående: Mens svogeren og andre holdt hende nede, skar manden først ørerne af hende, og afsluttede med at skære hendes næse af.”

Jeg stod og stirrede på fotoet som om et dybere svar på det, jeg så på, gemte sig nede i papiret, og begyndte så at græde og tale ud i luften, nærmest ikke henvendt til folk i rummet: “Hvordan bliver man så bange for kvinder, at man føler sig berettiget til at gøre sådan noget? Hvordan mister man oplevelsen af, at en kvinde har samme følelser og samme værdi som en mand? Eller har man aldrig haft den? Gør disse mænd det samme med dyr? Skær de snuden af dem, benene, halen, uden tanke for den påførte smerte? Hvordan kan man IKKE føle noget for sådan en handling?!”

Jeg måtte gå lidt væk og kramme mig selv for at kunne komme tilbage. Væk fra min indlevede position bag manden, mens han skar sin kones ører og næse af, men uden at kunne forhindre ham i det.

Nogle minutter senere var jeg i gang med at lave mad. Og gik forbi noget i vindueskarmen, jeg kendte. Noget, jeg kendte rigtig godt. Lyseblåt og aflangt. Jeg gik de tre skridt baglæns. Det var en Kings-10-stks. SSSSSSSS! sagde det i maven. NU kunne jeg godt ryge en blå Kings. Selvom det er skodtobak, der smager af lort og jeg ER holdt op med at ryge, for sidste gang i mit liv! Jeg vil have noget, jeg kender. Jeg vil have en tryg base NU!

1. februar 2011 Er på skriverefugiet Hald Hovedgaard og stort set alene. Det er hårdt for mine følelser at jeg har sat mig for at skulle præstere noget stort hér. Jeg “faldt i” at dulme dem i går aftes, hvor jeg ankom, med lidt rødvin – og pludselig kom trangen til at ryge igen!

Det var sådan en lille sniger, der kom ind fra højre – hvor flasken stod – og viftede mig om næsen med: “Kunne det ikke være rart med en lille cigaret?”

Nu var den ikke særlig begavet, den der fribytter-erindring om tobak, for så ville den have vidst, at det var piben, jeg gav op til slut – cigaretterne var for længst opgivet på det tidspunkt, da jeg kvittede nikotinen – og den var derfor nem at verfe væk som urealistisk, dum og i grunden bund-uinteressant. Men det var meget typisk, at den sneg sig ind under radaren, mens jeg var påvirket af alkohol. Sådan ender den nemlig op med at gøre, når selve nikotin-trangen er væk: Nikotin-receptorerne er stadig i hjernen, og mindelsen om “de gode tider” med nikotin kan være nok til at vække dyret, og det skal lige prøve…

Det er et primitivt dyr. Det behøver bare en smule omsorg – og jeg ér nødt til lige at vie det en smule opmærksomhed: Sidde ned med lukkede øjne og tale lidt med mig selv. Spørge om, hvad det egentlig handler om, at jeg skal drikke rødvin og blive fristet med nikotin. Selvom jeg godt ved det. Det svarer til at afstemme kasseapparatet – selvom man ved, at der ikke mangler noget, afstemmer man det alligevel, så rutinen ikke brydes af overmod. Det er overmodet, det knækker læsset – og vi ér sårbare, vi mennesker, jeg er sårbar og behøver af og til mere omsorg end ellers. Og dén finder jeg hverken i rødvin eller tobak. Jeg finder den i at lytte til mig selv. Og det er dét, jeg er her for. På Hald.

06. januar 2011 Jeg fik tilfældigt øje på det her indlæg, og jeg måtte lige sige, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har haft trang til at ryge. Faktisk bliver jeg oftere og oftere frastødt af lugten. Selv under åben himmel. Okay, jeg har altid afskyet lugten af industricigaretter – Prince og den slags – men nu er det da helt slemt! Og så har jeg ikke røget noget andet i nogle måneder, heller.

Jeg er SÅ glad for, at jeg holdt op. jeg kommer aldrig til at ryge igen…

Okay, hér kom faktisk en erindring fra lige omkring nytår, hvor jeg var helt nede i sokkeholderne, med dødstanker og al muligt, hvor jeg erindrer også at tænke tanken: jamen, så kan det da også være lige meget med at lade være med at ryge. Når nu jeg så godt kan lide det…

Nå, jeg er ikke helt i sikkerhed endnu. Øv.

20. oktober Det er altså ikke slut endnu. Rygetrangen kommer med stor sikkerhed, når jeg er følelsesmæssigt ude i tovene. “NU kunne jeg godt ryge…” og så lader jeg selvfølgelig være. Det handler aldrig om omstændigheder og andre mennesker, der ryger, f.eks. til festlige lejligheder, gamle ritualer som efter sex eller til morgenkaffen. Det er KUN, når jeg er følelsesmæssigt ustabil, og meget ofte kan jeg pejle mig ind på nogle følelser, der oprinder i mine teenage-år: Følelsen af at være udenfor, frygten for at blive forladt, følelsen af ikke at være afholdt eller hemmeligt til grin. Det var sikkert lige så møj-ubehagelige følelser dén gang, men i dag er jeg ikke så bange for frygten. Jeg ved, det går over. Og dermed trangen til at ryge.

[senere] Fandt følgende liste, der beskriver, hvad der sker med kroppen, når man stopper med at ryge…

20 min efter: Blodtryk og puls normaliseres og blodcirkulationen øges

8 timer efter: Indholdet af kulilte i blodet er halveret og konditionen forbedres

24 timer efter: Risikoen for blodprop i hjertet mindskes

48 timer efter: Kulilten i blodet er væk. Lugte- og smagssans begynder at blive normal

4 uger efter: Hoste og åndenød forsvinder. Lungerne er bedre til at bekæmpe infektioner

1 år efter: Risikoen for at få hjertesygdomme er halveret

5 år efter: Risikoen for at få en hjerte-karsygdom er næsten den samme som aldrig-rygeres

10 år efter: Risikoen for lungekræft er faldet med 50%

15 år efter: Risikoen for at få lungekræft er næsten den samme som for aldrig-rygere

(kilde: http://www.peters1.dk/sjov/rygestop.php)

16. september Og så går man rundt og tror, at den hellige grav er vel forvaret, og så er det at man rammes i nakken af… ? Yes, rygetrang!

Kan det have noget at gøre med den joint, jeg inhalerede på, som jeg vidste indeholdt tobak – men der var for mange mennesker til at udbede sig særlige rulninger?!

Eller er det ganske enkelt bare, at jeg føler mig stresset, og jeg har lyst til at drikke og feste, og kroppen husker!? Ja, kroppen husker…

Det er fint, store krop. Godt, du kan huske. Men vi skal ikke have det der skidt indenbords længere. Afhængighed er det modsatte af frihed, ved du. Og selvom vennerne ryger glyceringdampe med nikotin, som sparer lungerne, er det ikke det samme, vel? Du er ryger! Du er piberyger! Du er nikotinjunky! Og det er lykkes mig at holde OS (og vores lunger og hjernes nikotinreceptorer) på afstand af tobaksrøg og nikotin i… over 4 måneder nu.

Og dét hér er sidste gang, jeg er holdt op med at ryge. Sidste gang, du skal udsættes for ikke at kunne gå op af trapper og løbe efter bussen og have ondt! i brystet. (Det var dér, det begyndte – hele årsagen til, at jeg holdt op med at ryge.)

26. august Trang til at ryge, flere dage i træk! Jeg kan registrere sammenhæng til:

• Jeg har røget et par pot-joints, dvs. pot uden tobak = Dét at indhalere brændende plantemateriale kan have trigget trangen.
• Mine biorytmer står højt = Typisk en periode for mig, hvor jeg har svært ved at komme af med energien, og alting føles som et pres
• Jeg har svært ved at være sammen med mennesker pt. – alt, jeg siger og gør, vækker mit mindreværd og mit behov for at blive elsket/frygt for ikke = Det vækker i høj grad trangen til at ryge – det må være mine teenage-år, som kommer på besøg dér!

Møg irriterende!

Der ér så kun at holde fingrene fra tobakken og tage mig af mig selv. Tage min (“over”)følsomhed alvorligt. Finde ro. Det er ret fint i kærestens arme – der er plads.

[senere] Vejer 7kg over ønsket vægt. Kæresten elsker min krop. Jeg synes, jeg er flabbefed. Hun kender mig kun efter mit rygestop. Jeg har længe været alene i spejlet.

[senere] Har skrevet en selvstændig opdatering om nikotinet og bedraget om “nikotintyggegummi-som-rygenedtrapning”.

10. august Akut trang til at ryge! Er forelsket. Det åbner mig i høj grad. melder fortiden sig med gamle frygtmønstre, bliver jeg ekstra påvirket af det. Åbenbart hænger rygning for mig sammen med kontrol af frygt. Følelseskontrol.

Frygt har længe været min ven. Hvilket vil sige, at jeg ikke har været bange for at være bange. I dag er jeg bange og har mest lyst til at flygte fra at se på mig selv. Dvs. ryge.

Continue reading “Rygestop 5/5 2010 [opdt. 25/10 2012]”