Et spørgsmål, jeg komplet har overset ift. min lange liste over film med tidsrejseindhold:
Spørgsmålet “Fra hvornår til hvornår er rejsens vej?” Hvilket jo netop er hele grundlaget for vurderingen af, om en film rummer et tidsrejseelement.
Hér nogle, der har gjort anstrengelsen med nogle få film.
Maria Og så lige et lille bitte spørgsmål til dig, mr krabat….. Hvad er det der tænder dig så meget I forhold til tidsrejse…..
Kenneth Krabat Det er et spørgsmå omkring tidsrejser, Maria, jeg ikke har noget klart svar på. Ikke fordi der ikke er svar muligt, men fordi der er 1000 svar. Som ikke handler om at se dig i virkeligheden igen, nøgen i solen i vindueskarmen på Nygårdsvej 1984, det smukkeste syn i mit unge liv, for du er for altid inden i mig, den dag, dét øjeblik.
Det samme gælder så også alle andre, jeg har været forelskede i og elsket: Øjeblikke findes inden i mig, der fastholder følelsen i mindet – ting, jeg gjorde, vi gjorde, ting der blev gjort mod mig, ting der bare skete – som regnen, der falder.
Og de ting, jeg har gjort forkert i livet, handlet imod bedrevidende – dem ville jeg stadig have haft gjort, hvis jeg kunne rejse tilbage; de ville være en del af den person, der efterstræber at rejse i tid, fordi en rejse i tid ikke selektivt sletter erindringer. Og hvis jeg har foretaget nogen som helst forkerte valg med kun to muligheder, vil jeg ikke kunne gå tibage og rette op på dem, fordi jeg så ikke ville blive den person, der rejste tilbage i tid for at korrigere…
Paradokser er en de interessante ting ved hele tidsrejse-forestillingen.
Men nej, jeg græder ikke over spildt mælk. Jeg forsøger at bære smerten over tab og dumheder og forkerte valg, og husker nogle af de smukke og gode ting, mit liv også har bestået af, som alle sammen, både huskede og glemte gør mig til mig i dag.
Nej, at rejse i tid… Interessen er en konsekvens af, hvem jeg altid har været. Tidsrejse er blandt de sidste hvide pletter på korttet. Hvis vi som art begynder at forstå, hvordan vi er og kan være en del af universet, og vi lærer mere om, hvad der er uden for vores galakse, så er der måske kun tilbage at udforske tiden. Og selvom tidsrejser for evigt skulle forblive en metafor for det menneskelige korte liv og behovet for at bidrage til broen over floden, inden det er for sent med arbejdsevne og viden, så er det smukt drømmemateriale. Som dog ofte glemmer, at hverdagen findes alle steder, selv på rejse væk hjemmefra. Og at man som turist er udelukket fra det bedste ved at bo fast et sted, og dømt til at se på, hvis man rejste tilbage i tid (man kan f.eks. ikke BLIVE sit yngre jeg). Plus at dét at komme hjem, eller føle sig hjemme, i grunden er det bedste ved at rejse for de fleste.
Det er det hele, Maria. Og mere til.
Kunne vi rejse i tid, ville vi dermed være blevet (begyndende) 4-dimensionelle væsener og ALT i Kosmos ville (begynde at) se anderledes ud. Som det er nu, er de fleste styret af erindring – kroppens, emotionernes, intellektets. Kunne vi rejse i tid, ville teknologien alene gøre erindring til noget varigt frem for noget efterladt eller ikke nået endnu. Med tidsrejseteknologi ville al tid findes, og de menneskelige væsener vi var blevet ville opfatte eksistensen som en helhed frem for fragmenter: Som 4-dimensionelle væsener ville alles handlinger gøre alle synlige for alle.
Det er hér, man kunne begynde en psykoanalyse, hvis man ville – men ikke alt behøver at blive forklaret. At føle sig tryg i visheden, at stjernehimlen gemmer sig bag skyerne, og at den uanset hvad altid vil være for stor at udforske til ét enkelt væsen, er den tryghed, som gør os i stand til at leve og udvikle os uden på forhånd at kende svaret på alt, vi gør.
Livet er virkeligt, fordi døden er reel. Slutningen på opsamling af ny viden for den enkelte værdisætter tiden brugt på viden og det erfarede i sig selv.
Et af mine spørgsmål er, HVORDAN mennesker drømmer om at rejse i tid. Med hvilket formål?
800+ film på min liste fortæller historien fra 1896 til i dag – om den naive tilbagevenden til tidligere uskyld og til prisen, man må betale for dén drøm; om at sove ind i fremtiden, så man undgår at vente på det fantastiske, men samtidig mister alle relationer til død og alderdom; om at kunne flygte til det bedste skjule- eller feriested, hvor ingen kan finde eller følge én; om at opleve alle tider som nu, hvor alle er i live – på samme måde som vi opfatter vores erindring; om at betragte fortiden som den store læremester og fremtiden som den store gulerod eller pisk; fortsæt selv ved at besvare spørgsmålet: “Hvis jeg kunne rejse i tid, ville jeg…” Der er næsten med sikkerhed lavet en film eller skrevet en bog om det.
Variationerne er netop ikke endeløse, fordi de er knyttet til menneskelige grundbehov; de grupperer sig på samme måde som alle menneskelige behov for at snyde døden og skæbnen kan grupperes af en dramatiker eller spændingsforfatter. Men essensen af tidsrejsen har ingen endnu beskrevet endnu. SELVE den filosofiske rejse. Det er blevet ved allegorien – HG Wells’ “the Time Machine” i forskellige variationer, hvor det indre behov synliggøres i mødet med smukke og grimme væsener; og i stort set alle andre film er tidsrejsen at betragte som en funktion eller et redskab, der kan BRUGES til noget. Et redskab til berigelse; en gimmick. til kapitalisering på den særlige viden som netop at bevæge sig i ALTIDEN udgør – på godt og ondt.
Men hvad tidsrejsen vel mest er, er en poetisk smerte: Dagene presser os afsted, solen går op og ned og vi må bare gøre vores bedste for at give det hele mening. Med tanken om at rejse i tid, typisk baglæns, kan vi få livet til at give mening, eller ikke, hvilket også er en grad af betydning.
Og skal vi blive i det poetiske, kan vi sige, at tiden i sig selv er kollektivet af alle drømmende livsformer’s definition på liv. I den kollektive drøm opstår universet på alle de måder, hvorpå vi når frem til at erkende noget som værende virkeligt, forståeligt, af en vis varighed. Tiden er vores målestok.
Uden tiden var der intet for os at måle. Og dermed intet af værdi.