ESSAY: FOR TANKEN ER ALTING RENT

Vi hjælper hinanden – selvom det ikke altid føles sådan.

 

FOR TANKEN ER ALTING RENT

okay okay okay, ud med alt det her “menneske”-pjat. det er alligevel kun noget, der eksisterer i min egen psyke som følge af for lidt omsorg eller for megen mobning, dvs. for lidt omsorg. Mennesker er som mennesker er. Forskellige. Nogen vi ønsker at omgive os med, og nogen vi ikke ønsker at omgive os med, de fleste vurderinger som følge af mangelfulde informationer eller ditto forståelse af alle de mekanismer, der tikker af sted inde i den såkaldte “økosfære”, Jorden. Men… hvordan kan vi også vide dét? Det er ikke evolutionært betinget – ikke endnu, ihvertfald – at vi skal kende til vores eget impact på den samlede mekanisme – om end det hurtigt eller langsommere kan ende dér, hvor maskiner som også tager hensyn til omgivelserne snarere end at besejre dem, som det eneste vil stå imellem os og den Jordiske natur. En menneskelig bevidsthed, der blot skulle kunne rumme denne forståelse, ville allerede være godt på vej mod at være én af dem, som gav gener videre og måske selv overlevede, mens de andre…

Hvad med de andre? De andre mennesker? De andre mennesker er dem, som indtil denne overgang til det nye, skal leve med konstant at føle sig målt og vejet af omstændighederne ved kampen i og med livet, og disse mennesker er værd at satse på at hjælpe. Der er endnu ikke sat tabstal på overgangen til det nye. Man vil kunne udregne tallet efterfølgende, selvfølgelig. Man vil kunne anslå tallet på universiteternes gange, teoretisk ud fra sociovidenskabelige kriterier, og tallet vil ekkoe ud i magtens korridorer, og man vil snart se det filtreret ind i og ud af og mellem erhvervslivets analysebrancher. Men tabstallet, antallet af dem, som må bukke under for fremtidige udfordringer hvad angår livet på Jorden og livet kollektivt, er et produkt af, hvad der gøres for at hjælpe dem, der ikke intuitivt forstår en ny verdens krav. Derfor kan tillid til overensstemmelse mellem alle menneskes drømme, længsler, sorger, glæder, aspirationer, være den faktor, der løfter flere liv op mod kollektivet. At faldbyde anerkendelse, vederlagsfrit…; anerkendelse af overensstemmelsen mellem livsformer og deres omgivelser: At vi alle sammen lever inden i et medie.

Vi kaldet dette medie Jorden. I dette medie findes ingen universel retfærdighed. Kun små deterministiske bestanddele, som konstant evolverer for at undslippe en vedvarende entropi = at alting ender med intet (uanset hvad vi gør). Hvad faen… det er en tro! Men den holder mig fokuseret på menneskene hele tiden – konstant betragtende. Indad såvel som udad. Et fokus, der siger mig at vi skal overleve på ret og simpelt at tage os selv alvorligt. Tager vore drømme alvorligt, natlige drømme såvel som de daglige. At vi tager vore følelser alvorligt, tydeliggør dem for og selv i manifest, agerer på dem. Agerer på basis af en indre oplevelse af, at det følelsesmæssige behøver en sådan nysgerrighed over for forskellige tilstande for at imødegå det voksende antal nye udfordringer, som at være så stort et tankerum som Jorden ér, post-Internettet: Hjertet, der holder hjernen gående, skal erindres i den enkelte. Hvordan beskytter man hjernen bedst? Ved at beskytte hjertet, der pumper til hjernen. Placeringen af det fysiske hjerte kan ofte fyldes med følelser, der hænger sammen med hvad hjernen ser og hvad hjertet får af signaler om at pumpe langsommere eller hurtigere. Disse fornemmelser i kroppen er summen af “erindrede forskelle”. Og “forskellen”, der optræder i området omkring det fysiske hjerte, er hjertets følelse. Det er det, der hele tiden er summen af, hvad vi har været igennem; det vi kalder følelse. Den findes i alle mennesker, og den tillader liv. I nogle mere end i andre.

Det er hér en tro kommer ind – satsningen: Hellere end at satse på en %-vis sandsynlighed for forekomsten af det gode, eller det onde, det ønskværdige og det uønskværdige, så vælge enten det ene eller det andet som udgangspunkt. Være aktivt opsøgende i sine præferencer snarere end at vente på at blive givet, måske. Og så forsøge at balancere mellem sin lyse og sin mørke side uden at falde til nogen af siderne; så opmærksomheden på forandringerne i verden  i den destruktive forstand bliver maksimal; så enhver bliver i stand i stand til at stille sig selv spørgsmålene: “Hvor meget vil jeg risikere min trivsel og mit liv i den økosfære, jeg kalder Jorden? Hvor går grænsen for, hvad jeg kan være med til, før jeg er nødt til at skulle ændre på mig selv? Er det tilfredsstillende?” Det er selvfølgeligt… må jeg indrømme, at jeg tænker… at det brat lakker mod enden på indsigtsbjerget, fordi udsigtsbjerget i høj grad normaliserer de stigende mængder af menneskelig viden.

Den tilvoksende viden om de andre kan være nok til at ønske at isolere sig og beskytte sig – for ikke at blive normaliseret af væksten i udsigtsbjerget – gjort ens. Isolation er så samtidig den direkte vej til at være nødt til at tro!? Noget til at skinne et lys ud i mørket, skære kagen i skiven, Noget til at gøre det med.

Sådan er jeg. En der gør, på en basis af valget af mennesket som interessant nok for helhedens håndelag. Og her menes ingen gud, men de mekanismer der får organismer og mekanismer til at arbejde sammen om den fælles overlevelse. Sådan ser et mekanistisk univers ud. I det mekanistiske univers er der ingen gud fader skaberen. I det mekanistiske univers er alting forbundet, og kun forskellene temperamenterne/hastighederne imellem skaber bevægelse. Ingen guddommelig startknap eller pressemeddelelse. Men følelse, tanke, intitiativ, emotion, sanselighed, logik, biofysik og fysikkens lovmæssigheder udtrykt som beviselig funktion. En hel masse forskelligheder, bevægelser i totaliteten, (måske af totaliteten), som understøtter hinanden:

Skal mennesker gives lov til at bestemme over antallet af anslag mod totaliteten, ud fra en proportionalitet med udviklingspotentialeskridt i levende organismer (fik du dén, Idi Amin?!), eller skal mennesker bibringes en forståelse af, hvilke fordele der er i tilliden til i hvert fald betydningen af menneskenes overlevelse, og af konsekvenserne heraf som kaosfaktor, der kunne bremse entropien og rejsen mod intet? Er det kun mig, der ser ud mod stjernerne og ser liv uden for en polymatematisk statistik, der ikke har formler endnu om den menneskelige forestilling om “det fremmede”, det uopservérbare, og derfor ikke kan multiplicere sig og ekspandere, som er formålet med al statistik! Skal alt det der ude stoppe af sig selv, engang – eller senere end engang, fordi nogen troede på at ikke stoppe det og bare blive ved? Hvad ér man til? Det ene eller det andet? 

Se, det er da nemt at koge alt ned til en erkendelse af Livet som en faktor, der ikke er bundet af lovmæssighed! Og kun ikke-bundet, fordi vi ikke har en hujende fis af en mulighed for at erkende noget uden for vores egen forståelsessfære – hvordan den end er skruet sammen! Hvordan den end ser ud på et givent tidsrum. Bevidsthed, erkendelse om egen eksistens, er skruet sammen sådan, at det bliver til som informationsmængde og opstår som et centrum der vokser og gentagende sender sig selv ud i alle retninger. “Når kroppen og generne og erfaringerne klasher med omgivelserne i én eller anden forstand, vågner bevidstheden; jo mindre den gør dét, jo “større” bevidsthed; jo mere fokus på en allestedsnærværelse, desto større bevidsthed…” eller hva! Ja, ja, det hedder askese, og det er for nogen mennesker, men jeg har intet behov for at handle i en verden, der er baseret på at bekræfte en hypotese, som understøttelse for det liv, jeg har levet. I min verden søger jeg mod at leve, mens jeg gør det, jeg er et handlende hjul, billedet af fysikkens superstrenge som et umådeligt antal fluktuerende spændinger i Altet, der som elastikker gensidigt skubber til hinanden; lovmæssigheder i alt større lovmæssigheder, der aldrig kan kendes, fordi erfaring altid er fortid, og vedvarende egentlig betyder evig.

Det er ikke muligt at følge en endeløs ekspansion til noget mål, og en ekspansionsbegrænsning… hvad er dét? Ja, hvordan skal menneskene kunne forstå en ulempe ved at ekspandere, når de ikke som kollektiv har anerkendt hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig indlfydelse på omgivelserne, direkte hidført fra egen og industriel og deraf afladt aktion og placering i verden.

Det er hér hjertet kommer ind igen – ikke som en bøn, men som en påpegelse: Hjertet reagerer på, hvad hjernen udsender af kemiske og elektriske signaler rundt i kroppen, og på direkte kommandoer om at banke hurtigere, og på kontrolafgivelser for at banke langsommere. Den samlede mængde forandringer i hjertets bankehastighed parret med sit menneskes individuelle karakter, giver dette menneske dets følelse. Der splitter sig i og springer mellem følelsesnuancer og præferencer og mani – det vi kalder “forskellene mellem mennesker”, når vi forener os med ingen eller et fåtal, og “forskelige mennesker”, når vi vægter egne præferencer og visioner. Vi føler hele tiden. Vi taler om følelser hele tiden. Vi omgiver os med følsomhedsstimulerende symboler hele tiden, skaber kunst der vækker følelserne, snarere end stimulerer tankerne. Baseret på defineret respons udfører vi  følelsesritualer og vurderer os selv individuelt og kollektivt og agerer på basis af disse vurderinger. Kort sagt, vi kan ikke lade være med at føle. Det er dét, som ikke er det fysiske hjerte, fornemmelsen i brystkassen, der spreder sig ud i kroppen. Overlevelsens centrum, so far.

Det er dét, menneskene får hjælp til lige nu, af hinanden. Til at bevidstgøre deres følelser over for hinanden i en kollektiv redegørelse – mod og igennem til en anerkendelse af sammenhænge mellem følelsers udtryk og modninger, og konsekvenser i stort og småt for andre og hver især af os individuelt. Videnskaben arbejder tæt sammen med offentligheden om det – med et voksende antal formidlere af enhver art som bindeled og informationskanal. Intellektuelle kan vælge at ride på bølgen og se, hvor den bærer hen – eller lade være. Beslutningstagere og gesanter kan forsøge at dominere og fastholde – eller lade være. Og alle andre dér imellem vil blive udfordret på deres følelser. Nogle vil blive slidt op, andre vil blive stemplet som kolde, men dem der forstår nødvendigheden af at tillade forandring og vækst, vil sætte børn i verden, som vil være tættere på den frembusende naturs udfordringer. Jungel er det kun, hvis man ikke kan orientere sig. Overstiger mængden af orienteringskrav ens formåen, må man skære ned på kravene, og dét er det ved at være slut med, hvad Jorden angår. Eller tage ved lære af andre. Så, det gør vi. Helt af os selv.

Det er tydeligt, at vi er dygtige til at overleve. Men vi er er ikke uovervindelige. Fremtiden ér fremtiden, ja, men nuet er såmænd også udfordrende nok. Det er i nuet, i nutiden, at vi skal hjælpe menneskene. Hjælpe os med at overvinde frygt. Empati er forudsætning for megen frygt – indlevelsen med andre og andet – og med frygtens mindskning, kan empatien tage over.

(tjae, er det sandt? Eller vil det resultere i flere coachede mennesker, der har taget vare på deres eget liv ved at fokusere mere på sig selv, og mindre på alle andre?)

I er velkommen til at få en professionel til at se ovenstående efter i sømmene, men ultimativt ér I jeres såkaldte “valg”, alt efter hvordan jeres forskellige sprog og kulturer udtrykker det i den enhed, nødvendighed, lovmæssighed, der gør at visse sprog og vaner og måder forsvinder, og i mindre grad kommer til. I er evolutionære væsener. Udvikl jer, eller ikke!

kk
2009

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.