Poets and Poems in film

100% CEF AKA 100% Celso Emilio Ferreiro (2012) Aser Álvarez

A Canterbury Tale (1944) Michael Powell & Emeric Pressburger

A Fanatic Heart: Geldof On Yeats (2016) Gerry Hoban

A Poet in New York (2014) Aisling Walsh

A Poet on the Lower East Side: A Docu-Diary on Allen Ginsberg (1997) Gyula Gazdag Continue reading “Poets and Poems in film”

IDÉ: Alene Gør Det Ikke (fortælling i 4 dele)

at gø i nutid

Alene Gør Det Ikke – disse fire ord som udgangspunkt for en samlet historie bestående af fire afsnit, der hver for sig udforsker mulige betydninger og forhold af og omkring hvert af de fire ord – og hvert afsnit begyndende med “sit” ord:

1. Alene…
2. Gør…
3. Det…
4. Ikke…

der tilsammen danner historien om og betydningen af det samlede udsagn: alene gør det ikke.

Noter:

Alene – som tillægsord, noget man påhæfter for at uddybe – i dette tilfælde for at uddybe en fysisk eller mental placering eller eksistens i forhold til omgivelserne. Synonymer: Isoleret, udeltagende, en(e) – ugeneret, på egen hånd, selvstændig(t). Som biord: kun, blot, helt og holdent.

Som udtryk for følelse er der mange aspekter: Sejrrigt eller glædeligt alene (“endelig!”); kedsommeligt alene (“festen er slut, og gæsterne er gået…”); sørgmodigt alene (“forladt…”); frygtsomt alene (“Jeg må tale med nogen…”); panisk alene (“hvorfor kan jeg ikke nå ind til nogen?”) m.m. Det følelsesmæssige indhold opstår ud af i hvilken grad man føler sig som herre over den kvalitative opfyldelse af behovet for værdi og antal af omgivende mennesker. Og må som sådan betragtes som en relativ målestok for evnen til at forstå sin egen delagtighed i opfyldelsen af de personlige behov.
Ordet er formentlig opstået før erkendelsen af det flertallige eller fælles, og kan som sådan (måske) ses som indikator for en menneskelig idealtilstand: At være ikke-alene, dvs. at ikke være (ganske) ene, men “have” nogen i sit liv, at der er nogen for hvem man betyder noget, som betyder noget for én.

Åbninger:
– Alene tanken var nok! At nogen… – som biord
– Alene ville aldrig komme på tale… – som begreb/tilstand
– Alene bliver han nok aldrig… – brugt adverbielt
– Alene med Tom for første gang!… – brugt adverbielt i sin modsætning

Gør – udsagnsord i bydeform. Eller som erstatning for et foregående eller ikke udtalt udsagnsord som f.eks. udvirker, frembringer, duer, evner, kan, rækker, klarer, formår – og til nød “at tillægge værdi”. Eks: “Jo, det gør han”.
Uden forudgående udsagnsord vil betydningen sammen med en negation i dette tilfælde nok være “løser ingenting”, eller umiddelbart betragtet “duer ikke”. Også “går det ikke, fungerer det ikke”.

Evt. som synonym for at have afføring.

Evt. at gø i nutid, hvilket i sammenhængen skaber et interessant billede af dyret, der siger som en hund.

Åbninger:
– Gør det noget, at jeg kommer? –
– Gør noget ved det! –
– Gør mig ikke fortræd! –
– Gør dit, gør dat! Tror du jeg… –
– Gør du i nælderne,…
– Gør hunden nu igen…?

Det – et kendeord, altså noget, som refererer til noget andet, som oftest til noget føromtalt. Men i det dette tilfælde er det selvrefererende, idet dét her gælder “alt”, med negation “intet/ingenting”.
Som påpegelse: “dét må du gerne” eller “det må du gerne” i stedet for “du må gerne” og “du må gerne”.
Som aktiv vs. passiv “det gamle…” vs. “et gammelt…”
Men i denne sammenhæng som et simulakrum – ikke-refererende, selv refererende, en selvforklarende kopi uden original, en uudtømmelig skatkiste af mulige associationer.

Åbninger:

Ikke – som negation eller som biord i spørgsmål, der forventes bekræftet. Bruges også til at ophæve andre negationer i samme sætning, og til at nedtone noget positivt (underspille: Ikke dårligt!) I sammenhæng som betegnelse af det modsatte: Ikke-ryger f.eks.

Er som hér mest virkningsfuldt som sidste ord i en sætning – hvor fraværet af negationen skaber sætningen om til en halvfærdig og nær-objektiv vurdering, fungerer negationen som en personlig vurdering i forhold til noget ideelt, faktisk aldrig udtales: “Det virker – ikke”. “Det virker” er nærmest blot en konstatering, man fornemmer savnet af et tillægsord som “godt” eller “fremragende” eller “efter hensigten”, mens “det virker ikke” fratager “det” enhver kvalitet, uanset hvad “det” så er i stand til – der angives en idealtilstand, som hér ikke er opnået eller opfyldt, og ofte er det nok blot at konstatere negationen: Forklaring unødvendig, vi kender alle til ting som IKKE virker, men når de virker, må vi person-relativisere dem for at formidlingen har en værdi. Sjovt nok.

Åbninger:

Tanken er så at skrive en historie, som udforsker de fire aspekter, som hver for sig og tilsammen er mindre end den helhed, de giver anledning til. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed.

1.
Måske en historie om (et gimmick), der sætter reflektions-hastigheden i vejret, uden at man samtidig mister evnen til at handle. Men konsekvensen heraf, sålænge alle andre kører på normalhastighed, er at det eftersøgte/reflekterede ikke ikke når at finde en stabilisering i form af “de andres sprog”, at “de andre er med på de personlige symboler for de personlige oplevelser”, og at den af (gimmicken) påvirkede derfor spinder sig ind i en egen verden, som hastigt fjerner sig fra muligheden for et fællesskab, ihvertfald hvad angår at tale med ord. Skal det køres helt ud kunne man muligvis udstyre (gimmicken) med hukommelsesforøgende effekt, således at den påvirkede til enhver tid kan selv-slette ubrugelige konklusionsrækker, og returnere til tilstanden før konklusionen iværksattes… nej, vedkommende vil så blot vælge det sammen, hvis der ikke gives mulighed for erindring om de fejlsslagne konklusioner. Hmmm…

Nå, men det minder jo meget om tankerne om at skrive noget om hvad LSD gjorde ved mig, som jeg ser det – og hvad det gør generelt – det der med det hastighedsforøgende. Men hvis man samtidig påhæfter et sådant stof evnen til at handle, på trods af at refleksionen går i ét med oplevelsen/eftersøgningen, så skal
der tales MEGET varmt for værdien af at følges ad med de andre (sådan da i hvert fald), for at det ikke skal lyde som en reklame for noget, der kan gøre én bedre end de andre. Tale for overlevelsesværdien af det fælles som forudsætning for overlevelsesværdien af det individuelle.

IGEN:

tanken er at skrive en historie, som udforsker de fire delelementer, som hver for sig og for-pålydende-helhed er mindre end den helhed, de åbner for. Som en art detektivhistorie, måske. En eftersøgning af sammenhæng i detaljerne, i den ureflekterbare intimitet – som viser sig at (skulle) findes i overblikket, i den erkendte, passerede intimitet – og at denne erkendelse er lig tabet af det eftersøgte, eller, for at sige det pænt, det eftersøgtes transcendens til bevidsthed/erkendelse. Men hvor længe varer erkendelse?

2.
Måske kunne det blot være en simpel historie om en ung mand, som søger efter sig selv så ihærdigt, at han lukker resten af verden ude, og derfor må komme til den erkendelse, at “at erkende” er tærsklen mellem at ville (leve) og ikke ville (leve), og at der ingen vej er tilbage til uskyldigheden. men har den historie ikke været fortalt 1000 gange?

Den kunne twistes således, at han gør hvad han kan for at glemme sine erkendelser, måske simpelthen ved at drukne dem i flere erkendelser, indtil den erkendte er blevet større end ham og begynder at få verdensstørrelse. Og her ville så atter komme forholdet til de andre, som formodentlig ville have meget svært ved at forstå ham. Der kunne komme noget meget morsomt ud af at lade ham kommunikere med diagnosticerede sindssyge, som halvdelen af tiden til hans store glæde ville kunne fatte ham, mens han den anden halvdel af tiden jagtede dem ned af deres tanke-gange for at holde dem fast i deres forståelse af ham.

FAKTORERNES ORDEN kunne være en arbejdstitel. Faktorernes orden er ikke ligegyldig i livet, for de kommer først, når de kommer – og som eftertanke eller erfaring er rækkefølgen, de er opstået i, altafgørende for hvordan man senere reagerer på netop faktorerens opståen. Måske er det sådan, når man er ung – når man bliver ældre, vil alting måske glide mere ind i hinanden, og rækkefølgen af hændelser vil måske ikke have helt den samme indflydelse, fordi man måske med alderen bliver mere viljebestemt, og derfor (i så fald) vil kunne se bort fra faktorerenes orden.

: Historie om den unge med den altafgørende orden i faktorerne, oppe imod den eller de ældre, hvor faktorernes orden er mindre væsentlig. Hèr og nu, versus “når det lader sig gøre” (hvis ikke dét netop er “her og nu” på en anden måde: Når man VIL, er det sådan sét allerede sket eller i gang).

IDÉ: “23 plus” (magasin)

– guerillaontologi

HVIS VIRKELIGHED?

Det er regulært nok at spørge sig, hvem der egentlig ved noget som helst. Og uden at blive hverken frelst eller arrogant er det nok lige så regulært at svare: Ingen eller alle – ingen ved noget, eller alle ved noget. Og da dagen appellerer til leg på alle planer, kunne man fortsætte og sige: Men så ved ingen alt, og ingen ved ingenting. Og det er præcis det, vi siger: Ingen ved alt, og ingen ved ingenting.

Jeg ved altså noget. Og min nabo ved noget. Og selv om hun er holist og går til yoga og meditation og mener at vide, at hun ved alt, hvis bare hun kan slappe af – så kan hun ikke vide alt, før jeg ved alt… Hun ved altså noget. Og hun vil gerne vide alt. Derfor er hun nødt til at delagtiggøre mig i sin viden, ligesom jeg må delagtiggøre hende i min viden – også selvom jeg kun vil vide mere. Men når vi taler sammen, undlader hun hver gang at fortælle mig, hvorfor hun bider i dynen, når hun kommer. Og jeg har altid svært ved at finde det rette øjeblik i hendes opremsning af løbeskomærker og regnskovstrivia til at afbryde og spørge til hendes sexliv, selvom dette område i mit kendskab til hende er sørgeligt uopklaret. Men jeg bliver jo nødt til at spørge hende en dag. Jeg kan være diplomatisk. Hvis bare hun ville holde kæft et øjeblik…!

Velkommen til 23 plus. Du behøver ikke stå og fryse ude på trappen. Fire gange om året vil du fremover kunne falde ned i din ynglingsstol og læse om alle de emner, som din nabo

  • ikke ved, at hun ved,
  • ikke forstår er ligetil,
  • frygter, når nogen er inden for rækkevide til at assistere, men drømmer om, når ingen er tæt nok på til at læse hende tanker,
  • ikke anede eksisterede og vil sige “er det ikke farligt?” til, hvis du fortæller hende om det,
  • melder dig til politiet for, hvis ikke du flytter din cykel fra opgangen,
  • foregiver at misunde dig at du kan forstå, men hemmeligt er glad for hun ikke interesserer sig for:

Du vil møde unge og gamle

  • ikonoklaster,
  • anarkister,
  • filosoffer,
  • shamaner,
  • zen-munke,
  • neurologer,
  • selvguder og vindtørre prædikanter,
  • små piger uden dyd og gamle glade hekse,
  • folk der mener at jorden er flad og kan bevise det,
  • psyko-etno-farmakologer,
  • drevne manipulatører og overbeviste Illuminerede,
  • satanister,
  • syrehoveder,
  • Netbananer og Netkærester,
  • konspirationsteoretikere og ægte paranoide,
  • scizofrene i lange baner og folk, som har lært at skelne mellem ude og inde,
  • dem, det gik galt for, og dem, der kom styrket ud af det,
  • og måske til og med politikere og frivillige forsøgspersoner

– alle sammen mennesker, som ved noget, som du måske ikke ved, eller ikke vidste, at du ved. Kort sagt, vi vil tale om

  • bevidsthedsforskning
  • ontologi
  • det endokrine nervesystem
  • mord
  • vold
  • feromoner
  • sex
  • magi
  • computere
  • antropologi
  • ulykker
  • sociologi
  • filosofi
  • politik
  • religion
  • perversioner
  • lykke
  • ekstase
  • psykofarmakologi i alle psykedeliske og virkelighedsforandrende afskygninger
  • historie
  • erindring
  • musik og
  • farver…

En virkelighed vil være til debat, den virkelighed, som din nabo ikke tør bebo eller aner findes – drifternes, sansernes, eksperimenternes virkelighed, hvor magi blot er et andet ord for bedreviden. Og den vil blive belyst på en måde, som skærer lige ind til benet – Neutzsky-Wulff, eat your heart out. Og naturligvis vil du få små tips om sjove ting, du ikke må lave i dit køkken, høre seneste sladder om UFO’erne over Utterslev mose, blive overfuset af 23-årige, som mener at have set lyset, og allerhøjst kunne vinde seksuelle hjælpemidler og T-shirts med påtrykt dybsindige slogans, hvis vi nogen sinde afholder noget, der ligner konkurrencer.

23 plus’ vigtigste våben i kampen mod åndstyranni, Jytte Hilden og et velfærdssamfunds amokløb er Selvironi, Humor, Lad de små ja’er komme til dig, og Tro ikke på noget som helst, andet end med din nysgerrighed. Og nej, jeg skal ikke ind og tale med min nabo nu, men jeg gør det i morgen.

Bliv mere oplyst: Leg (med din virkelighed).

Hvordan har du det med at bo i Danmark? Er mange ting noget tamt for dig? Er der lidt for kort mellem paragrafferne? Ved danskerne for meget om for lidt, og for lidt om det meste?
23 Plus kan blive en måde at ændre de ting på, som du er utilfreds med: Du skriver et brev og beskriver dine holdninger, dit brev bliver læst af måske 1000 mennesker, som forstår hvad du siger, og hvert enkelt af disse 1000 mennesker forstår, at de ikke er alene om det de mener, og finder styrke til at konfrontere kæreste, lærer, forældre, myndigheder, forsorg, AF, bistandskontor, chef – endnu en gang, eller for første gang – med nye argumenter og ny overbevisning. Det flytter klodser. Du skal bare se det for dig, mens du sidder og formulerer dit brev: 1000 lettere ridsede autoriteter lader nederlaget gå ud over partneren, forældre etc., som ikke finder sig i pludselig at blive sagt imod, og inden nogen har talt til 23 er flere tusinde mennesker i færd med at diskutere væsentlige sameksistentielle spørgsmål, mens Lykkehjulet i stuens hjørne må nøjes med at høste studiepublikummets sjæle. Dét er da et lykkeligt billede.

IDÉ: FÆRGELAND DANMARK

Hej Far, her er et udkast til noget, jeg måske vil lave. Du må gerne kommentere – også om kvaliteten af det modtagne rent FAX-mæssigt, kan det læses osv?

FÆRGELAND DANMARK

1. Årstidsspecifikke

  • vejrlig
  • situationer
  • kunder
  • seværdigheder

2. Fordelene/”Det gode” ved færgefart

  • vs. broer og dæmninger
  • oplevelsesmæssigt
  • rekreativt
  • prismæssigt på kort og lang sigt
  • i fremtiden
  • tilgængelighed i pris og regelmæssighed
  • sikkerhed

3. Ulemperne/”det dårlige” ved færgefart

  • vs. broer og dæmninger
  • oplevelsesmæssigt
  • rekreativt
  • prismæssigt på kort og lang sigt
  • i fremtiden
  • tilgængelighed i pris og regelmæssighed
  • sikkerhed

4. Færgernes historie

  • oprindelse
  • formål
  • nutidighed
  • anekdoter

5. Opland

  • støtter
  • modstandere

6. Statistik

  • antal rejsende ialt i Danmark pr dag/md/år
  • færgerejsende prdag/md/år
  • besparelse i benzin (omregnet) færge vs. antal biler/mennesker fragtet
  • besparelse i kroner, på kort og lang sigt færge vs. bro/dæmning
  • andre interessante statistikker

7. Politik

  • offentlig økonomisk støtte?
  • fremtid/visioner
  • prioriteringer

BREV

Kære Færgeejer eller administratør (sic)

Danmark har (endnu) 46 færgeruter. (måske er der flere – NB) Disse færgeruter besejles hver dag tilsammen af (antal mennesker – NB). Dette antal færgerejsende svarer til (procent – NB) af den daglige transport af mennesker i Danmark. På årsplan handler det om fra (antal mennesker – NB) for den mindst besejlede rute, til (antal mennesker – NB) for den mest besejlede. Men uanset det daglige antal af passagerer gælder det for de fleste af disse ruter, at danskere er afhængige af om færgen sejler eller ej – fordi de skal til arbejde på fastlandet eller en anden ø, udbringe varer og post, på ferie eller blot på besøg hos far og mor eller moster Oda.

Færgerne er mange danskeres daglige vandvej – naturligvis fordi Danmark er et øland. Men hvad med broer – “er broer ikke en hurtigere og nemmere forbindelse”, vil mange nok sige, som ikke er vant til tempoet. “Broer går ikke i stykker, de sidder ikke fast i isen, de bliver sjældent offer for sammenstød, de ‘er gratis’, de tvinger ikke én til at sænke hastigheden”.

“I vore dage” er der en tendens til at prioritere hastigheden, hvormed man når frem, fremfor oplevelserne på turen. Og hverken mange ikke-færgebrugere eller ikke-lokalkendte færgebrugere erkender, at det i længden er billigere at betale for de benyttede færgeoverfarter (bliver færgerne økonomisk understøttede af staten? NB Hvis ja, ud fra hvilke motiver? NB) end at lade kommunen eller staten bygge en bro for kun senere “usynligt” hente pengene ind igen fra alle skatteydernes lommer. Hastighed og “lad bare de andre betale for mig” er de “usynlige” argumenter for at lade Staten bygge broer.

Det er næppe sandsynligt, at alle færgeruter bliver erstattet med broer, men det er ikke udelukket, at en gennemgribende samfundsmæssig holdningsændring til færger á la “det tager sgu for lang tid” eller “det er besværligt” kan være med til at affolke vore øer, og skabe dem om til halv- eller kvartårlige ferieområder, med deraf følgende tab af dialekter og særheder, det oplevelsesmæssige ved at sejle ufortalt.

Når vi er så lille et land som vi nu én gang er, må de nationale bestræbelser være på at opretholde forskellighederne. Sagt filosofisk gælder det, at alle lukkede systemer (som f.eks. et sprogområde) fordrer en vis mængde uro/kaos for at holde sig igang – der skal indput udefra, og der skal bevægelse indenadtil, hvis ikke stilstand skal blive resultatet. Og stilstand sét i nationalt perspektiv ville være at alle tænkte ens, at alle betalte alt for alle, at ingen havde personligt ansvar for eget oprethold, transport og drømme, og at enhver kunne beskylde alle andre for egen ladhed eller visionsløshed.

At en rejse bliver afbrudt af f.eks. en færgerejse gør, at den rejsende reflekterer over sin rejse. Hvis der ingen ophold er, som når man blot kan smutte over en bro, kommer alt til at handle om at nå frem. Rent menneskeligt sét er det meget lidt befordrende for skabelsen af den ro, som er forudsætningen for at man sér hvad man er omgivet af. Ikke dermed sagt at broer er af det onde – broer i bjergrige landskaber er f.eks. en forudsætning for overhovedet at kunne komme nogen vegne – men at betragte broer som ligeværdige erstatninger for færger er at tænke i tid, penge, hastighed og fremtid, fremfor i menneskeværd, oplevelse, kontemplation og “nu”. Det er nødvendigt, at mennesker ser, hvad de er omgivet af, det er nødvendigt, at mennesker ved, hvad der “er dem selv” og “hvad der er omgivelserne”, for ellers kan det ske, at hvert enkelt menneske begynder at definere Verden ud fra helt personlige behov og disses mulige opfyldelse. Og hvis den indre ro mangler, er der ikke langt til en-føjelighed-over-for/en-afhængighed-af Verdens tilbud, som kvæler kreativitet, visioner og evnen til at indleve sig i andres situation.

Fordi jeg ønsker at være med til at bevare den særegne økultur i Danmark, omend det ikke er muligt helt at stopppe indrykket af fritidshuse, fordi jeg ønsker at minde såvel danskere som udlændinge om, at livet bedst (op)leves, når man standser op i sin rejse, fordi færger og sejllads i det hele taget er mest naturnære måde at rejse på, og fordi jeg ønsker at såvel fastboende øboere som tilrejsende skal opleve og eller holde fast i det særegne ved at kunne tage den helt med ro, vil jeg gerne beskrive de dansker færgeruter, deres betydning for lokalsamfund før og nu, deres økonomi, geografi, historie, udseende, og forhåbentlig på vejen få nogle gode historier og skrøner med i posen. Bogen, det skal blive til, skal være i bredformat, ca. 16×20 cm, omkring 150 sider trykt på tyndt papir, med mange illustrationer før og nu, og trykt i stort oplag, evt. oversat til tysk og engelsk, og bl.a. stilles til salg ved alle færgeruter. Prisen skal holdes så lavt som muligt, omkring 100 kr.

Jeg vil have 7000 kr. om måneden udbetalt, rejse og kost betalt (vandrehjem o.lign.) og del i et evt. overskud………

IDÉ: DRIK EN DRØM

[ufærdigt (relativitet vs. herognu), men god overskrift]

DRIK EN DRØM
om selvsuggestion og -programmering

Jeg, der skriver, hvor er jeg lige nu? Her! Og hvornår? Nu! Hvad står dette i forhold til? Hvad jeg vil: hvilket universelt sted og hvilken tidsregning, der passer mig, lige her og nu. Nejnejnej! HVOR er jeg? Hvad er året, ugen, minuttet? Husumgade 40, 4.th. i København. 00:20, 2. december 1992 e.kr. Hvor er så København? I Danmark. Og? I nærheden af Sverige og Tyskland og Norge, som er i nærheden af, nå ja, resten af verden og Danmark, og vel egentlig også månen og planterne, og solen, og… ja, resten af kosmos. Hvornår? Skal det være på den måde, så godt 15 mia. år efter universets fødsel… denne gang! Nej, jeg ved ikke, hvad der gik forud; kan du ikke se, det er så meget nemmere blot at sige hér og nu? Nej, jeg vil godt se nyheder, om de så er fra i går eller sidste årtusinde, men det skal være kl.20:00 dut. Og det gider jeg ikke diskutere.

Vi har alle et indre og et ydre liv, men om det ene eller andet er fremherskende afhænger af