Category: anmeldelse

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

KUNSTDOMMER

– et kunstnerspil

Malerstimulering over 4 dage:

Valg af handling går efter tur.

Formålet er at lave billeder, som man så placerer i én af to bunker: FÆLLES eller SOLO.

Billeder i FÆLLES-bunken må enhver arbejde på.

Et SOLO-billede må man kræve, at skaberen skal arbejde videre på.

Siger skaberen nej, ryger billedet i en DOMMER-bunke.

Tre enige kan frit udvælge én blandt sig til at arbejde videre på et billede i DOMMER-bunken, eller sætte det i omløb igen i FÆLLES-bunken..

Vælger man at påbegynde et nyt billede, går man ud af valgrækkefølgen, indtil man afleverer et billede i  en af de tre bunker.

Strategien handler om en blanding af mange færdige billeder, der er konsistente i deres udtryk, men dog interessante for andre at arbejde videre på; at bruge sin tur på at sætte en anden i gang med at arbejde; at undgå at blive holdt fast i at arbejde sine billeder færdige på forlangende, og at holde sig selv i en regelmæssig rytme, selv under pres om at arbejde længere tid end normalt.

Man bliver bedømt på, om man faktisk bearbejder sit billede. Det giver 1 point pr. påbegyndt eller viderebearbejdet billede, 2 point for at begynde forfra på det samme motiv efter returnering fra SOLO-bunken, skønt nul point for i stedet at lave et andet motiv. Et forkastet billede ryger ud af spillet. Og arbejde vedvarende skal man – ellers mister man sine point og ryger ud af spillet, når man har mistet dem alle.

Reelt er det uden betydning, om man maler intenst eller er malerpoliti. Hvis begge positioner gør deres arbejde godt og med integritet og ærlighed, bliver slutresultatet desto meget bedre. Beskyldninger om elitisme kan afvises med, at mennesker der får lov at vælge rolle, uværgerlig vælger den rolle, der passer dem bedst – om dét så bare består i at efterligne en anden.

Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard

Hvor alt findes.

 

Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4

Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.

Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes. Continue reading “Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard”

Omtale: Sky City (ed. by Carl-Eddy Skovgaard)

Endnu en omtale.
Desværre mere om Bogen end om Indholdet.

 

Sky City edited by Carl-Eddy Skovgaard.

This is another worthy volume of SF gathered away from the beaten track from Denmark’s Science Fiction Cirklen. Their previous collection I reviewed a few years ago (Creatures of Glass and Light) that sprang out of Denmark hosting that year’s Eurocon (European SF Convention) and was an anthology of European SF short stories. Now (2011) SF Cirklen have given us a window into Denmark’s own contemporary science fiction short story scene and as such will be sought by those who are die-hard serious SF reader with a passion for the genre.

The volume includes a short, non-fiction article by Niels Dalgaard that presents a summary of the history of Danish SF which itself will be of interest to those non-Danes with both a casual passing interest in SF beyond their own country as well as those whose study of the genre is more scholarly.

First though a word about the book’s publication details as these are not as clear as they might be. My understanding, and I checked with the publisher for this review, is that this volume first came out in 2010 printed in Danish with an ISBN 978-8-790-59248-6 and these are the details given on the inside front (copyright) masthead page of this English language volume. However this English volume came out in 2011 and (according to the accompanying press release) has a different ISBN 978-8-771-14158-0 (which is not the one on the masthead or back cover bar code). Now, I mention this not only because those who send us review copies like us to get the publication details right, but also because we are aware that the SF2 Concatenation site is occasionally used by those studying the genre for arts courses, as well as because you may want to buy a copy, and the last thing you will want (if you do not speak Danish) is the original edition as opposed to the 2011 edition in English. Translation volumes are a nightmare to produce and in this case we are told that another publisher (effectively acting as producer and distributor) took over the printing and much of the distribution with SF Cirklen doing the commissioning and copy editing. The good news is that this other publisher (BoD) provides print-on-demand copies in Great Britain, Germany, Canada and the US. Hopefully that explains everything, so let’s move on…

This book came about as part of a very laudable goal of the Danes wishing the rest of us to have a taster of what they were producing. SF Cirklen does, and has for each of the three years up to and including 2010, ran an annual short story competition with the best getting published in a paperback anthology. The first two of these anthologies were called Leige Under Overfladen [Beneath Surface] (2007) and I Overfladen [The Surface] (2008) and the stories in Sky City (2010/2011) are taken and translated from these two earlier anthologies.

Before getting on to the stories, potential readers will want to know about the quality of translation. Translation between languages is extremely difficult. Professional translators are expensive; so much so that even major fiction publishing houses in developed markets, such as Britain’s, do not always use the professionals. Furthermore, it is nearly always (but not absolutely always) best to use a translator whose first language is the language into which the translation is being made. Failing to follow these two general rules of thumb can result in trouble. Indeed a number of SF translations of non-Anglophone fiction into English that I have come across from various countries in my time have been truly horrible: one country is particularly bad and I have yet to come across an SF anthology (having tried to read four) from that nation that is not so awful that the stories are impenetrable. So it was a little worrying when before reading Sky City I noticed that the translations were undertaken by different Danes. Having said that, I was hugely relieved to find that all the stories were translated into quite a readable standard of English with only the occasional awkward use of phrase or opaque sentence: Science Fiction Cirklen is to be commended. In fact the only thing that leaps out at you is the non-standard (non-Anglophone) use of speech inverted commas but this the reader can easily ignore. Less prominent is that the anthology is written in a mix of English and non-English North American, and sometimes both English and American English are used in the same story: someone at SF Cirklen needed to set their PC Word.doc program language to one or the other (English as written in England as part of Europe would probably have been the more appropriate). However this last is a minor point. For the most part the quality of translation is sufficiently good for readers to follow, and indeed enjoy, the stories on offer.

As for the stories themselves, I was personally pleased that they were all science fiction and not fantasy that does seem to dominate a lot of Eastern European speculative fiction and even sneak into some major annual US anthologies that purport to be SF. (Logical genre nomenclature determines that fantasy and science fiction are sub-genres of speculative fiction: fantasy, though worthy, is not a logical sub-genre of science fiction even though some consider it to be so and, of course, not withstanding the fantasy-science fiction overlap of science fantasy where the fantasy (such as a super alien from planet Krypton) has its rationale explained in completely fake science (the alien gets his powers from our yellow sun).)   Sky City’s stories are firmly science fiction.)

As for the stories themselves, as would be expected, they use a range of the genre’s established tropes. Here is a brief teaser run-through without spoilers:-

Sky City by Manfred Christiansen. A woman wakes up in a tall skyscraper built by nanobots. Do they want something with her? This is the title story for the volume and sets the anthologies tone.

Departure by Niels Gerloff. A research team on Europa prepares to boldly go…

The White Bear by Richard Ipsen. A tale set in a future China.

Helium Loves Company by Glen Stihmoe. In a post apocalyptic world half destroyed by nanotechnology run rampant, an engineered team explores the desolation to encounter… Helium Loves Company is an interesting tale.

The Last Astronaut by Flemming Rasch. An astronaut lands on a distant planet after a journey of hundreds years. The next day another ship lands and a fourth generation descendent of the first astronaut steps out…

The Organism on Maneo by Morten Brunbjerg. On a spaceship a crew member discovers an unusual creature…

The Tourist by Patrick Leis. A military officer is questioned as to why he authorised an attack in a civilian area of his own country. The motive is obscure and further investigation leads to the unbelievable…

Know Your Target Audience by Dan Mygind. A new way of getting audience feedback help tailor programme makers’ efforts which in turn feedback to the audience. But the result is not quite as expected.

The Red Parakeets by Camilla Wandahal. Future genetic engineering is not just controversial, it splits society…

The Short Arm of History by Kenneth Krabat. They were queuing up to enter the portal to who-knows-where… This story is vaguely (only ‘vaguely’) reminiscent of Pohl’s novel Gateway (1977), and there is nothing wrong with that as you should not keep a good SFnal idea down and this variation of the theme is an interesting one.

A Contribution to the History of Denmark by Soren Hemmingsen. In 1961 an expedition to Lapland in search of minerals found the tail of a frozen dinosaur… This is the story of the days that followed.

When the Music’s Over by A. Silvestri. A spaceship lands in Central Park. What do they want..? Now without wishing to introduce a spoiler, I was surprised at the aliens distain for the character Captain James T. Kirk. After all this is a Danish anthology and Denmark is famous for its bacon, whereas William Shatner is known for his ham… (Groan now if you will.)

The E-Puzzle by Nikolaj Hojberg. In the far future questions of soul and death will be answered, but then how will we deal with mortality and, as important, how might we cope with the afterlife?

Leeding, Feeding by Miriam Pederson. An alien dissection, but ultimately who is studying whom?

You are my Best Friend by Camilla Friis. We all need friends. But what are friends?

Dreams of Stone by Brian Ornbol. The city was big. I mean really big. You may have thought it a long way down to the chemist but the city really was big… Now this tale is very reminiscent of one I first read back in the 1970s (when Brian Ornbol was just beginning to go to school) and I am sure I have read it a couple of times since in different anthologies (it was a good story), but for the life of me I cannot recall where but the followers of SF Signal tell me it could be ‘Concentration City’ by J.G. Ballard). Nonetheless, as with ‘The Short Arm of History’ above, a good idea can always be revisited, and maybe it was Brian Ornbol’s first encounter with this idea.

(Han fokuserer på teknologien, der kunne minde om Gateway, og ikke på, hvad historien egentlig handler om. Titlen, ikke? Historiens korte arm. KK)

The Green Jacket by Gudrun Ostergaard. Thirteen year old Ivara has more than everything she can want but has not seen the world beyond her tower city. So she decides to have a look.

In the Surface by Sara Tanderup. A tale set in a future where the sea covers the planet.

Interrogation of Victim No. 5 by Lars Ahn Pedersen. The patient is questioned as to what happened to her… and then the patient realises…   This story is one of the best in the anthology and was a good note on which to end.

To be honest, none of the stories would likely to be professionally published in the west as they are presented here. Nearly all of the writing could be tightened; in a short story every paragraph has to work propelling the story along and some of these stories were way to long. Story endings also need thought; a good central plot is not sufficient by itself as the reader needs to be given a sense of completion if not story fulfilment. Having said that, a few with minor tidying and a clean up of the English, would not be out of place in a professionally published anthology. Very encouraging is that some of the authors are young: in their 20s or 30s. This is good news for Danish SF and it will be interesting to see if any in the future make professional sales in Britain (or North America). Science Fiction Cirklen is to be congratulated for enabling those of us outside of Denmark to get a taster of what those Danes are up to these days.

Jonathan Cowie

—

We also have much else in our autumnal edition (volume 25, No 5)
http://www.concatenation.org/whatsnew.html

Including a big news page
http://www.concatenation.org/newsindex.html

which also has much Eurocon news 
http://www.concatenation.org/news/news9~11.html#eurocon11

There is also a separate, stand-alone review of Scandinavia’s Eurocon this summer
http://www.concatenation.org/conrev/eurocon11.html

“Anything you can do to spread the word  and links of this edition to appropriate Scandinavian blogs and SF news sites would be very welcome.” JC

Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

På Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

—

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen

Skyline (2010)

Kærligheden SKAL og MÅ sejre

Glem alle de dårlige anmeldelser, du har læst om Skyline. Anmelderne har ikke fattet det.

Vi ved fra undervandsudsendelser om dybhav, at dyr kan antage de mærkeligste former, hvis deres habitat ikke udsættes for nogen særlig aggressiv evolution. De finder en sameksistens, nicher, som tilsyneladende kun har det til fælles i udseende, at de får ilt via gæller og lever 10 km under overfladen. På jordoverfladen har menneskene tillige, trods stor aggression og intolerence over for diversitet, opnået et vist mål af sameksistens med klodens andre skabninger.

Det samme er ikke tilfældet for de aliens, der pludselig uden varsel invaderer jorden. Tværtimod okkuperer de den øverste niche og underlægger sig alle de andre uden hensyn. Og her menes virkelig Uden Hensyn!

De har et evolutionært talent, de har fintunet til perfektion: Kropslyset, de skinner på en livsform, påvirker offerets hjerne til at opfatte lyset som inderligt smukt og dragende. Og VUPTI er offeret væk, hjernen genanvendt, og alle erindringer i bogstaveligste forstand deponeret i den fremmedes baghjerne.

 

Det går hårdt ud over Los Angelses, USA, men historiens genfortællere er borte, så vi ved intet om resten af verden – de velkendte nyhedsoplæseres stole er tomme på de stationer, der stadig sender. Man må formode, at de har ladet lokke sig ind i lyset. (Selvfølgelig).

Vore helte og heltinder, snart kun en af hver, kæmper for livet i én lang strøm af trusler fra disse abnorme livsformer, som betragter jordens mennesker som føde og informationer og i uafvendelig adrenalinrush jagter enhver, der bevæger sig, på samme måde som vi ville trampe gennem kornet, hvis vi blev sure på musene, der samlede vinterforråd.

Tramp Tramp Tramp!

Modningen af vore hovedpersoner, for det er dét, det handler om, foregår med lynets hast: Vi taler stort set realtid hér: Af og til i livet er der ikke plads til at tvivle; man må handle på de krav, livet stiller én og tage imod eller afvise, dét man blive budt – så man kan komme videre med at overleve.

Sådan hér! Der Er Ingen Nåde!

Heller ikke til sidst. Selv ikke i bekræftelsen af den menneskelige kærlighed som det ypperligste at kæmpe for, der trancenderer menneskekroppen i den mest yderliggående fremvisning af empati og egoistisk forsvar.

Jo, som postulat. Som stort, stort postulat: Kærligheden SKAL og MÅ sejre. Når alt kommer til alt, er der intet andet af nogen værdi – ikke penge, ikke den gode lejlighed (med den gode udsigt til invasionen), ikke den frie sex, ikke den fede bil, den læke babehustru, anerkendelsen, poolen, alt det som er så selvfølgeligt i et stabilt, trygt samfund, at det – da det kommer til stykket og der virkelig bliver banket på døren – skal forsvares af en lille bitte ærteskyder med 9 skud.

Skal man være flink og ikke antage, at det er en samfundsparanoid psykopatfilm, der frygter terror og alt, der ikke er amerikansk? Ja, det behøver man ikke være så flink for. Den er helt i orden. Og slutningen er 100 bedre end man kunne have håbet.

7.7/10

imdb 4.5

iPad, tab af data (+ modes of Apple existence)

Apple beskytter hellere salget af apps – end sine forbrugeres data på alverdens iPads.

Jeg siger det med det samme: Det var muligvis min egen skyld.

(And wait for the NOW it comes…)

Jeg har en iPad. Oplevelsen af at have sådan en gizmo i hverdagen har jeg udforsket gennem snart 4 måneder og produceret en del tekster og lydfiler på den.

Så gik der ged i min snart 6 år gamle computer og jeg købte en ny, en MacBook Pro, kom hjem, og ville installere min backup af den gamle computer på min nye. Men ak og ve – min nye var kun på 250GB og min back-up på 320. Og ikke flere diske at backe up på.

Jeg måtte så på back-up-HD’en håndslette cachefiler og ting, der forekom undværelige. Og det er i denne proces, jeg muligvis er kommet til at slette back-uppen til min iPad.  (Hvilken ville gøre, at kun iPaden indeholdt mine data, men i det mindste var de dér…) Men en deepscan på min back-up-harddisk med DataRescue for at finde evt. slettede filer gav ikke noget, så deeet…

Filerne ligger /[din hjemmappe]/Bibliotek/Application Support/MobileSync/Backup/

og de ser sådan ud

Men ved isætningen af iPad’en i min nye mac skete der det uheldige, at iTunes meldte at være ”corrupt”. Og efter genstart af maskinen og iTunes gik min iPad i en eller anden mode, som den ikke vil komme ud af.

Det ser sådan her ud:

På nettet findes den her meget instruktive video, hvor en selvfed fyr bringer en iPad i denne mode og ud af den igen, ganske simpelt.

How to bring the iPad in and out of DFU and Recovery mode

Det virker bare ikke på min iPad.

To dages samtaler med Apple Danmark og Eplehuset i Roskilde, hvor jeg købte computeren… og min iPad er ikke dækket af nogen supportgaranti – men begge hjalp mig indtil det punkt, hvor jeg efter at have talt 90 minutter med level 1-supporteren i Barcelona med knap så stor glæde betalte for en one-time support-aftale med løfte om højere kompetence og kom til at tale med level 2-supporten i Sverige, John. Det kom der bare ikke noget ud af, andet end lidt flere informationer:

En iPad har ikke et normalt styresystem. Alt, hvad der er i den, er ligesom pakket ind i en ramme, en mode, som kan suspenderes eller omstilles til en anden mode. Går iPad’en i et af tre modes, (og dens data-”indpakning” skal absolut ikke forveksles med file-directoriet på en harddisk), findes der ikke noget værktøj til at få den til at gå ud af indpakningen igen…!

And NOW it comes:

Ikke noget officielt værktøj. Ikke noget, John sagde. Blot noget, jeg udledte af det hele: Som videoen oven for illustrerer det findes der nogle knapkombinationer, som under normale omstændigheder kan få iPad’en i og ud af disse modes, men funker det ikke, regnes iPad’ens data for officielt mistede.

Hvorfor?

Fordi: Hvis Apple indrømmede at besidde et officielt værktøj, som kan skabe adgang til alle data på iPaden, ville det ikke vare længe, før det var lækket til jailbreak-communitiet. Det er slemt nok, at de unge, kyndige kan jailbreake dyret – og Apple gør da også alt for at forhindre det ved at lukke alle huller til hard- og software, så de kan holde på indtjeningen – men med et program ude i omløb, som havde direkte adgang til alt på iPaden ville Apple få endnu sværere ved at bevare kontrollen over salget af apps i AppsStore.

Man kan altså officielt ikke redde sine data i sin iPad, hvis ikke man har sine backupfiler.

Jeg er derfor nødt til at konkludere, at iPad’en er en pengemaskine. Ikke et redskab, som Apple regner at man skal bruge til noget vigtigt. Og data på en iPad er ikke tænkt som at kunne tilgås ved andet end kontakten til iTunes. Fuld kontrol, Apple. Jeres – ikke min.

Jeg vil mene, at I har taget fejl hvad angår iPad’en; den har større potentiale, end I fatter, arbejdsmæssigt, legemæssigt, socialt forbindelsesmæssigt, rekreativt. Eller større potentiale end I har mulighed for at afsløre, at I fatter… så i dag er det kun ét at konkludere: Apple… I er en pengemaskine. En pengemaskine, der tænker mere på jeres indtjening end på samtlige iPad-ejeres data. Og det kommer til at koste jer, ind the end. Håber jeg.

(Selvom jeg muligvis selv er skyld i, at mine iPad- backupdata er væk, men nu tror jeg det faktisk ikke længere…)

Så, hvis der findes en hardcore hacker derude, som kan få adgang til iPad’en uden om iTunes, hører jeg gerne fra dig… Jeg sidder ikke og venter ved vinduet, though.

4-dags UPDATE: Nej, jeg kunne ikke vente mere. Nu er iPad’en slettet og noterne til den store, nye samtidsroman 🙂 er væk… ligesom de mange digte i de to nye digtsamlinger, “Lyden af radio fra et andet rum” og “skrevet i blod”. Hvil i fred. Livet går videre.

—
Kenneth Krabat, 21.12. 2010

Monsters (2010)

Sympatisk low-budget xenofobi-science fiction i lav-tempo, der fint illustrerer USAs forhold til resten af verden.

kilde: https://www.imdb.com/title/tt1470827/

review: 8/10

Historien kort:

En amerikansk fotograf befinder sig i Mexico, og bliver af sin redaktør beordret til at efterspore avisejerens datter, og siden eskortere hende sikkert ud af landet. Fotografen er mere end en smule modvillig: Hér er han tæt på de fremmede livsformer, der har slået sig ned i Mexicos træbevoksede kystegne efter at være undsluppet fra en nedstyrtet NASA-sonde; skulle han ikke hellere gå på jagt efter fotos af disse frygtindgydende MONSTRE, der holder en hel verdensdel i frygt… Continue reading “Monsters (2010)”