iPad, tab af data (+ modes of Apple existence)

Apple beskytter hellere salget af apps – end sine forbrugeres data på alverdens iPads.

Jeg siger det med det samme: Det var muligvis min egen skyld.

(And wait for the NOW it comes…)

Jeg har en iPad. Oplevelsen af at have sådan en gizmo i hverdagen har jeg udforsket gennem snart 4 måneder og produceret en del tekster og lydfiler på den.

Så gik der ged i min snart 6 år gamle computer og jeg købte en ny, en MacBook Pro, kom hjem, og ville installere min backup af den gamle computer på min nye. Men ak og ve – min nye var kun på 250GB og min back-up på 320. Og ikke flere diske at backe up på.

Jeg måtte så på back-up-HD’en håndslette cachefiler og ting, der forekom undværelige. Og det er i denne proces, jeg muligvis er kommet til at slette back-uppen til min iPad.  (Hvilken ville gøre, at kun iPaden indeholdt mine data, men i det mindste var de dér…) Men en deepscan på min back-up-harddisk med DataRescue for at finde evt. slettede filer gav ikke noget, så deeet…

Filerne ligger /[din hjemmappe]/Bibliotek/Application Support/MobileSync/Backup/

og de ser sådan ud

Men ved isætningen af iPad’en i min nye mac skete der det uheldige, at iTunes meldte at være ”corrupt”. Og efter genstart af maskinen og iTunes gik min iPad i en eller anden mode, som den ikke vil komme ud af.

Det ser sådan her ud:

På nettet findes den her meget instruktive video, hvor en selvfed fyr bringer en iPad i denne mode og ud af den igen, ganske simpelt.

How to bring the iPad in and out of DFU and Recovery mode

Det virker bare ikke på min iPad.

To dages samtaler med Apple Danmark og Eplehuset i Roskilde, hvor jeg købte computeren… og min iPad er ikke dækket af nogen supportgaranti – men begge hjalp mig indtil det punkt, hvor jeg efter at have talt 90 minutter med level 1-supporteren i Barcelona med knap så stor glæde betalte for en one-time support-aftale med løfte om højere kompetence og kom til at tale med level 2-supporten i Sverige, John. Det kom der bare ikke noget ud af, andet end lidt flere informationer:

En iPad har ikke et normalt styresystem. Alt, hvad der er i den, er ligesom pakket ind i en ramme, en mode, som kan suspenderes eller omstilles til en anden mode. Går iPad’en i et af tre modes, (og dens data-”indpakning” skal absolut ikke forveksles med file-directoriet på en harddisk), findes der ikke noget værktøj til at få den til at gå ud af indpakningen igen…!

And NOW it comes:

Ikke noget officielt værktøj. Ikke noget, John sagde. Blot noget, jeg udledte af det hele: Som videoen oven for illustrerer det findes der nogle knapkombinationer, som under normale omstændigheder kan få iPad’en i og ud af disse modes, men funker det ikke, regnes iPad’ens data for officielt mistede.

Hvorfor?

Fordi: Hvis Apple indrømmede at besidde et officielt værktøj, som kan skabe adgang til alle data på iPaden, ville det ikke vare længe, før det var lækket til jailbreak-communitiet. Det er slemt nok, at de unge, kyndige kan jailbreake dyret – og Apple gør da også alt for at forhindre det ved at lukke alle huller til hard- og software, så de kan holde på indtjeningen – men med et program ude i omløb, som havde direkte adgang til alt på iPaden ville Apple få endnu sværere ved at bevare kontrollen over salget af apps i AppsStore.

Man kan altså officielt ikke redde sine data i sin iPad, hvis ikke man har sine backupfiler.

Jeg er derfor nødt til at konkludere, at iPad’en er en pengemaskine. Ikke et redskab, som Apple regner at man skal bruge til noget vigtigt. Og data på en iPad er ikke tænkt som at kunne tilgås ved andet end kontakten til iTunes. Fuld kontrol, Apple. Jeres – ikke min.

Jeg vil mene, at I har taget fejl hvad angår iPad’en; den har større potentiale, end I fatter, arbejdsmæssigt, legemæssigt, socialt forbindelsesmæssigt, rekreativt. Eller større potentiale end I har mulighed for at afsløre, at I fatter… så i dag er det kun ét at konkludere: Apple… I er en pengemaskine. En pengemaskine, der tænker mere på jeres indtjening end på samtlige iPad-ejeres data. Og det kommer til at koste jer, ind the end. Håber jeg.

(Selvom jeg muligvis selv er skyld i, at mine iPad- backupdata er væk, men nu tror jeg det faktisk ikke længere…)

Så, hvis der findes en hardcore hacker derude, som kan få adgang til iPad’en uden om iTunes, hører jeg gerne fra dig… Jeg sidder ikke og venter ved vinduet, though.

4-dags UPDATE: Nej, jeg kunne ikke vente mere. Nu er iPad’en slettet og noterne til den store, nye samtidsroman 🙂 er væk… ligesom de mange digte i de to nye digtsamlinger, “Lyden af radio fra et andet rum” og “skrevet i blod”. Hvil i fred. Livet går videre.


Kenneth Krabat, 21.12. 2010