Film: Puzzlehead (2005)

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb



Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige - idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, "Hvem er robotten og hvem er mennesket", men ét, der er meget vigtigere: "Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel - når begge er lige kolde?"

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den - "da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke", som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): "Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde - der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden - hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på."

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen - også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set - Puzzlehead er en fed titel - men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted...


*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder - hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner - dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp - især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

@ Goddag til fremtiden - og hvad skal samlingen hedde?

[mp4-film]

Fire tidligere indlæg, under overskriften "Farvel til fremtiden", beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange - for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40'erne og novellehæfter fra 30'ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt - mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet...

Måske.

Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren - de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.




Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde - jeg var 16 og hun 17 - som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.



Så brugen af "krabat" som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre - der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.

Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken - signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden - eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.

Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne...

Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker - i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).

Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.

Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med "Den Krabatske samling", mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.


Skal samlingen hedde "Bibliotek for fantastisk Litteratur?" Eller "Det Fantastiske Bibliotek", i stíl med hedengangne "Det Kulørte Bibliotek"? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem "Philip K Dick Memorial Library?", fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.

Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.

Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.

Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten...:-)

Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.

Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom - hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.

Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere - hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger - vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.

Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.


*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden - men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af...)

@ 2012 - Verdens undergang

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.



I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *


I dag et link til en side med Maya-kalenderens profeti om verdens undergang i 2012.

Jeg var bekendt med fænomenent, men havde aldrig før set det beskrevet så ligetil og enkelt - og i dén grad understøttet af videnskaben. (Dét er problemet med okkultisme og mig - vi bliver aldrig helt gode venner.)

Mayasitet førte til læsningen af en mindre selvbiografisk roman, skrevet af "Dan Eden", webmaster på viewzone.com - som beskriver konstruktionen af millitære installationer i såkaldte "Vortex"-zoner forskellige steder på Jordkloden; installationer, som hver for sig er i stand til at forårsage jordskælv, tsunamier..., eller eksplosioner af atomvåbenstyrke ved at fokusere kortbånds radiobølger med enorm kraft på ionosfæren i 60-90 kms højde og få denne stråle til at ramme et hvilket som helst sted på Jordkloden, og tilsammen...?

Muligvis skulle disse militærinstallationer have en direkte sammenhæng til de konsekvenser for Jorden og menneskene, som Mayaernes profetier for 2012 taler om, og som astrofysikere åbenbart bakker op om. Solar flares så voldsomme, at Jorden risikerer at miste hele sin atmosfære, og under alle omstændigheder total grillristning af alt liv ned til mindste jordbakterie. Spekulationer om, at konsekvenserne kan, hvis ikke afværges, så afbødes.

Jeg er professionelt naiv. Og jævnt hen godtroende. Men jeg har aldrig haft tillid til, at magthavere eller forskere ville standse udforskningen af muligheder eller teknologi dér, hvor det gavnede mennesker i bred forstand. Men efter endt læsning er jeg virkelig vred over den almindelige praksis med at holde den almindelige befolkning i uvidenhed.

Hvis der er noget om år 2012 - ikke kun Mayernes forudsigelse af nogle ekstreme "solar flares", der falder sammen med vort solsystems magnetisk/gravitetiske placering i Mælkevejen - men hvis der ér en risiko for alle mennesker d. 21.12. 2012, burde ALLE mennesker vide det, så vi kunne forberede os på det. Alt andet er SVINAGTIGT.

"Vi er alle lige - men nogle mere end andre"**, er hvad det får mig til at tænke på. Ikke et spørgsmål om retfærdighed, men ren og skær anstændighed. At de, der befinder sig i toppen af hierakiet, erkender deres ansvar.


* Mon den spirituelle dimension var intakt, hvis der gik 13 elefanter på dusinet?
**Kammerat Napoleon/Animal Farm af George Orwell.

Film: Na srebrnym globie (the silver globe) (1977/1987)

Science fiction

imdb








Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film - mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.

Filmen blev påbegyndt i midt'70'erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film, med en fortællende voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme - måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70'ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80'erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen "mislykket". (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld - og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60'erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt - tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem - skubbe "de gamle" ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren...) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

Film: Battlespace (2007)

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det - måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

"The saga of Humanity" hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. "The Konstruct War", som er et andet navn for "Battle Space", er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet - og sin datter - fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan - selvom de er stort set state-of-the-art - ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer - men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix - billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 - 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

"Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore..."

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

























Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette "civiliserede" som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af "Battlespace", snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

@ Optagelse på Uni - Brevet! og Schröedingers kat

Er det ikke lidt tidligt? Jeg mener, skulle det ikke først være d. 28/7 - og skulle der ikke kunne gå endnu længere tid, fordi studienævnet først skulle tage stilling til min dispensationsansøgning under Kvote 2, før nogen kunne tage stilling til min ansøgning om at komme ind på Spansk? Men nu ligger brevet fra universitet her, ved siden af tastaturet. Uåbnet.

Og hér kommer Schröedingers kat valsende og stryger sig op af benet.

Og hér ligger den død og og stiv, øjnene mælkede, pelsen mat.

Fristelsen til at lade denne dobbelttilstand herske er stor. Men kunne tolkes som uvilje til at møde "realiteterne", som de præsenterer sig i autoritære beslutninger.

Altså:

-----------------------------------------------------------------------------------------

OPTAGET

IKKE OPTAGET

Er det så dét, jeg egentlig vil?

Vejet og fundet for let?

Går hele min verden så ad den snævre vej?

Hvordan tøjler jeg så min generalist-disposition?
Bare lidt?

Jeg skal ud af huset stort set hver dag fast i flere år -
hvis altså studiet er noget for mig.

Jeg skal finde ud af at komme ud af huset mere,
end jeg gør pt.

Jeg skal til at arbejde jævnligt, og ikke bare i perioder,
for at holde min minimumsindtægt.

Jeg skal - helst i går - i gang med et længerevarende
arbejde af en slags eller på kontanthjælp, hvad der
nu måtte komme først, før kontoen er helt tom

Jeg skal ikke blot begynde på noget helt nyt,
jeg skal begynde forfra.

Den gamle livsstil kan ikke fortsætte
sådan hér meget længere!

Hvad så?

Hvad så?

OPTAGET, IKKE OPTAGET
- forandringer skal ske, uanset hvad.
Og vil ske. Uanset indholdet af brevet.

Puha, godt at få dét på plads.

--

Op med kuverten.
Er katten stadig levende eller er den død?

Afslag.

Hvordan har jeg det med dét?

Altså, universitet skønner,
at 25 års ekstra livserfaring (i forhold til nye gymnasieelever),
en 4-årig håndværkeruddannelse, undervisningserfaring,
spansk på B-niveau (dog uden eksamen), engelsk på gymnasieniveau,
14 oversatte bøger, 23 års forfatterskab, 9 år som webmaster,
småuddannelser og kurser her og dér, rejser til 31 lande,
periodevist forfatterskabsunderstøttende erhversarbejde
og 1 1/2 års voksenpædagogik ikke kan sidestilles med
en "gymnasiel uddannelse".

Men jeg kan anke afgørelsen, hvis jeg mener den
strider imod "bekendtgørelsen om optagelse,
forvaltningsloven eller andre regler".

Jeg har 14 dage til at beslutte mig.
14 dage til at mærke efter.

Lige nu kan jeg ikke føle noget - den ene eller anden vej.
Men jeg er stadig fri.
Jeg er ikke inde i kassen sammen med katten.

Jeg er nu.

dagbog: Snurren på finger

Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: "K er ikke Kræften. K er KRAFTEN". Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.

Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.

Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene - paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.

Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig - som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage...?

Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.

Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.

Jeg er ikke bange. "Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?" som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.

Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.

Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.

@ Farvel til fremtiden 4 - Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick... så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion - en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk - gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60'erne til sin død i 1983 - som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed - hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

"Reality tunnels" - dét, at man som menneske "ser ned ad en tunnel", hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet - hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads - i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til - måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker - trods at vi ligner hinanden så meget - tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at "virkeligheden" udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen - der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes - stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre - indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen - lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv - og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb - kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.

--

Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med - og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet...

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne - også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten - hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio - In pursuit of valis - selections from the exegesis
autobio - selected letters vol 1
autobio - selected letters vol 2
autobio - selected letters vol 3
autobio - selected letters vol 4
autobio - selected letters vol 5
bio - the shifting realities of philip k dick
bio - Philip K Dick in his own words (interviews)
bio - PKD, A Philip K. Dick biography
bio - Starmont Reader's guide to PKD, by Hazel Pierce
roman - bladerunner (på basis af filmen)
roman - confessions of a crap artist
roman - cosmic puppets
roman - gather your selves together
roman - in milton Lumky Territory
roman - Mary and the giant
roman - puttering about in a small land
roman - the broken bubble
roman - the dark haired girl
roman - The man who japed
roman - Valis trilogy
roman - World of chance
noveller - A handfull of Darkness
noveller - en håndfuld mørke
noveller - Best of Philip K. Dick
noveller - book of pkd
noveller - Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller - robots, androids and other mechanical oddities
noveller - Second Variety, collected stories 2
noveller - The days of perky pat, the collected stories 4
noveller - The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller - the father thing, the collected stories 3
noveller - the preserving machine
noveller - the turning wheel and other stories
noveller - vintage PKD
noveller - writers of the 21st century: PKD
skuespil - ubik, the screenplay

jeg læser: Karl Schroeder "Permanence"

Science fiction.

Hovedproblematikken er spørgsmålet om bevidsthed: Er bevidsthed blot et evolutionsstadie, som siden passeres, når den biologiske udvikling og truslen mod livets beståen fra omgivelserne kommer i balance? Altså, hvis vi som biologiske væsener lever i overensstemmelse med, hvad omgivelserne stiller af krav og byder af muligheder, vil vi da holde op med at kunne erkende os selv?

Synops: Menneskene har længe ledt efter fremmede livsformer, der er som vi selv er. Har fundet en del livsformer, men der er altid noget, som adskiller os fra dem, så vi ikke er i stand til at kommunikere. Ikke kan bygge bro over. Og de meget gamle livsformer, vi er stødt på, som længe har været alene i universet, forekommer at være smeltet sammen til én bevidsthed, dvs. ingen bevidsthed, som reagerer med voldsomhed, når den opdager noget, der er fremmed fra den selv.

Jeg aner, hvor problematikken bærer hen (1/3-del igennem bogen) - mod spørgsmålet om det mulige i opretholdelsen af bevidsthed gennem samarbejde med og accept af det fremmede. Måske tager jeg fejl i min vurdering, men god science fiction er altid en spejling af nutidige problematikker og konflikter - hvilket hér ville være et billede på samarbejdet mellem de forskellige menneskelige kulturer, religioner, kulører, køn, sociale preferencer.

Med udgangspunkt i den centrale problemstilling, kunne man også se det som et billede på middelklassen, der har fået deres velstand og relative tryghed foræret af klasse- og arbejdskampe, demokrati og administration, og derfor er kollektivt faldet i søvn hvad angår at handle kollektivt i forhold til deres klasses placering i verden, dvs. den enkelte er uden for bevidsthed om, hvad der opretholder hans/hendes egen placering økonomisk, socialt osv. og kan således kun handle med frygt og aggression, når noget nyt melder sig (truende) på banen: Fremmed religion, fremmede vaner og måder.