@ Goddag til fremtiden - og hvad skal samlingen hedde?
[mp4-film]
Fire tidligere indlæg, under overskriften "Farvel til fremtiden", beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.
De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange - for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.
Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40'erne og novellehæfter fra 30'ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt - mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet...
Måske.
Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren - de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.
Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde - jeg var 16 og hun 17 - som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.
Så brugen af "krabat" som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre - der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.
Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken - signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden - eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.
Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne...
Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker - i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).
Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.
Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med "Den Krabatske samling", mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.
Skal samlingen hedde "Bibliotek for fantastisk Litteratur?" Eller "Det Fantastiske Bibliotek", i stíl med hedengangne "Det Kulørte Bibliotek"? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem "Philip K Dick Memorial Library?", fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.
Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.
Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.
Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten...:-)
Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.
Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom - hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.
Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere - hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger - vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.
Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.
*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden - men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af...)
Fire tidligere indlæg, under overskriften "Farvel til fremtiden", beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.
De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange - for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.
Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40'erne og novellehæfter fra 30'ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt - mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet...
Måske.
Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren - de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.
Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde - jeg var 16 og hun 17 - som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.
Så brugen af "krabat" som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre - der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken - signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden - eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.
Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne...
Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker - i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).
Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.
Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med "Den Krabatske samling", mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.
Skal samlingen hedde "Bibliotek for fantastisk Litteratur?" Eller "Det Fantastiske Bibliotek", i stíl med hedengangne "Det Kulørte Bibliotek"? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem "Philip K Dick Memorial Library?", fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.
Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.
Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten...:-)
Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.
Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom - hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.
Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere - hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger - vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.
*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden - men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af...)
Etiketter: bevidsthed, bøger, fantasy, filosofi, forestillingskraft, frihed, job, kredsløb, menneske, oprydning, Philip K Dick, science fiction, sundhed
indsendt af kenneth krabat kl.
23:41
1 kommentarer
Links til dette indlæg
