OUR WORLD

a pilot MUST think the world beautiful, so un-interactive he is with the happenings and the doings of the people and the peoples and the processess of growth, decay and death below. The pilot is coveted for this ability to see that which none on the ground can see for himself without the plane and the ability to fly.

This vision is shared by the artist, the philosopher, the ecologer, the cosmologer, and the theologist, each in their field, and with their special brand of vision. Only it is an inner view, and contrary to the pilot's visions this world of beauty is not the physical world, but the world above the world.

Such are the worlds of man: The physical world, and the world of human history and translation of all previous beauty. Soaring. And down below.

Sometimes both, simultaneously.

gøre hvad

Jeg ved efterhånden ret meget om, hvad jeg IKKE ønsker i forbindelse med at skabe mig eller have en levevej.

Min økonomi er meget hér og nu, og har faktisk altid været det. Jeg er så heldig pt. at have lidt på kistebunden, som dog vil være væk om nogle år, hvis jeg kan fortsætte med at leve på meget lavt økonomisk blus. Som "livsdigter" med et utal af løsarbejderjobs og, i de yngre år, kontanthjælp som understøttelse af min livsform, har jeg ingen særlig pension ventende på mig i den anden ende.

Jeg er altså om nogle år enten nødt til at vende tilbage til løsarbejderjobs, HVIS der er nogen jobs at få til den tid, hvor jeg er omkring 50, eller gå på kontanthjælp med hvad det medfører af pres fra systemet om at få mig i arbejde. ELLER jeg skal til den tid have skabt mig en indkomst ud fra min livsform.

Lad mig opregne, hvad jeg IKKE ønsker:

I udgangspunktet ønsker jeg ikke at indregne hverken håb eller tilfælde, dvs. arv, at vinde i lotteriet, eller at på anden måde at blive givet penge, jeg ikke selv har gjort en indsats for.

Jeg ønsker ikke at bruge al min tid på at sælge mig selv. Det betyder at administrere, markedsføre, sælge, distribuere, reklamere for mit skriftlige arbejde.

Altså,

• jeg ønsker ikke selv at være et forlag, hvor jeg skal sørge for opmagasinering og fysisk distribution af bøger
• jeg ønsker ikke med jævne mellemrum eller vedvarende at skulle fortælle andre, hvor fantastisk jeg er, og hvorfor folk skal vælge mit værk over nogen andens,
• jeg ønsker ikke at omregne tiden, jeg bruger på at skrive en bog, i timeløn
• jeg ønsker ikke at lave regnskab, der over for skattevæsener dokumenterer, hvorfor omkostningerne til denne eller hin forsendelse medgår til opretholdelsen af en indtægt, som er 10-20 gange mindre end en gennemsnitslønmodtagers, hvis selvangivelse går ret igennem skattesystemet
• jeg ønsker ikke konstant at skulle bruge tid på at forsvare digterens rolle i samfundet for selv at kunne bestride en sådan rolle - men gør det gerne, hvis det sigter på at skabe plads til alle digtere.
• Jeg ønsker ikke at fremstille mig selv som noget særligt - fordi jeg ikke ér noget særligt: Jeg har bare et talent for at skrive - som er totalt centreret omkring min egen narcissisme og mit behov for og anerkendelse af hjertets nøvendighed i samfundet generelt, og på alle måder generaliserende omkring psykiske og følelsesmæssige mekanismer og afhængigheder i det menneskelige univers.
• Og jeg ønsker ikke at skulle spille kunststøttespillet - fordi det ikke reelt hviler på, hvad der er brug for - i form af visioner, f.eks. - men konsistent understøtter, hvad der har været. Hvilket i øvrigt også snart er udhulet af højrefløjens strategi om kun at støtte dém, der ser kunsten som en forretning eller selvstændig(s) profession.

Det er en masse ikke'r. Og dét duer ikke som strategi.

I bund og grund ønsker jeg ikke at sælge, administrere eller lave noget som helst, der har med at skabe penge at gøre. Det er en gammel sang, som kunstnere har sunget altid - og som markedsmekanismerne er i dag, bliver det sværere og sværere at synge den:

1. Kunstnere skal være selvforsørgende, for ellers er de ikke kunstnere.
2. Kunstnere skal være selvpromoverende, for ellers er de ikke kunstnere.
3. Kunstnere skal kunne stå i offentlighedens søgelys hele tiden, for ellers er de ikke kunstnere.

Men sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg behøver uforstyrrethed i mit liv for at kunne tænke over tingene og få styr på den virkelighed, der er udgangspunktet og målet for min skrift.

Som jeg ser det, kan jeg derfor ikke både være optaget af at skabe min skrift, og få den til at give afkast. Jeg behøver nogen til at gøre det for mig. Jeg behøver et forlag, med alle forlagets dyder og lyder, erfaringer og forstokketheder, sunde redaktørmodstand og tiltro til markedsmekanismerne .

Så, det ønsker jeg mig: Et forlag, der vil tage sig af mine værker.

Og så ønsker jeg mig at blive færdig med at tænke over, hvad "løgn" er. Så jeg kan få tilgivet mit eget behov for "at lyve" (ikke lytte til kernen). Men det fordrer også en vis uforstyrrethed.

Jeg ønsker undervise igen - i Pausens Musik. Men anerkender på forhånd, at fast arbejde vil stjæle min nødvendige tid til kontemplation.

Og så ønsker jeg mig ikke mere. Det er dét. Jeg har ingen desciderede ønsker for indkomstgivende aktivitet. Jeg skriver nok den skide legatansøgning 1. feb., men jeg oplever det som at spille i lotteriet og gør mig ingen forhåbninger.

Der er ganske enkelt sort i alle retninger, der handler om økonomi og indtjening. Det genererer mig, at jeg ikke kan komme på noget at tjene tilstrækkeligt med penge på - noget, jeg ikke ville føle som en tidsrøver. Nu jeg kan se det sikkert vil blive nødvendigt...

• Jeg vil ikke stå i butik (kan ikke tåle at stå stille særlig længe)
• Vil ikke supportere computere (har ikke tålmodighed til det længere.)
• Vil helst ikke arbejde med handicappede mere (jeg tager dem med hjem og det forstyrrer)
• (tag hvadsomhelst, der ikke rummer dét at finde på egen tekst, med følelsesmæssig dybde og kunstnerisk integritet, og jeg vil være et andet sted, i søgen)

Jeg ved ikke, hvad jeg skal fokusere på som opdyrkelse af lønindtjeningsaktivitet, hvis jeg skal tage det alvorligt, at mine penge løber ud og at ingen muligvis vil ansætte mig. Men i disse år behøver jeg den frihed, som pengene giver mig - og har svært ved at leve mig ind i en plænlægning af en imødegåelse af en fremtid, som kun er virkelig for mig i en praktisk forstand.

Gøre Hvad?!

Alan Pary, håb

Jeg modtog følgende fra instruktøren til stykket HEGN, der tager udgangspunkt i eksilirakeren Alan Parys 10 år lange ophold i Sandholmlejren, og den efterfølgende performence MENS VI VENTER, der bestræbte sig på at lade udvisningstruede irakere møde danskere:

"Kære venner og kolleger.

Det bedste, der kan ske for en afvist asylansøger, er når hans eller hendes sag bliver taget op igen. Alan har lige kontaktet mig. Han var glad. Meget glad. Alan har modtaget en opringning fra sin advokat, der fortalte, at hans sag er blevet genoptaget. For tiden er der en åbning for de kristne fra Nordirak. Mange af de tidligere kristne Irakere, der har fået deres sager genoptaget, har fået opholdstilladelse i Danmark. Så derfor er Alan glad. Han har tidligere søgt om at få sin sag genoptaget, men har fået afslag. Siden da er der ikke fremkommet noget nyt i sagen, så Alan mener at vores Festival-aktion har været medvirkende til det.

Endnu engang tak jer for jeres medvirken i MENS VI VENTER... nu behøver Alan måske ikke vente så længe mere.

Jeg har fået lov til at sende jer Alans seneste danske digt, der hedder:

Københavns Nat
af Alan Pary

Københavns nat er rolig og klar
den himmelske engel lægger sig på den svævende bro
Københavns nat er fuld af skyer og tåge

Byens små øer er fyldt med de forbipasserendes ånde
Københavns nat er en drøm
med plads til hjerternes forskellige pulsslag

På gaderne
i parkerne
i gågaderne
omkring skulpturer af forfattere og frihedskæmpere
foran Folketing og kirker
bliver mennesker forelskede af nattetåge

De har åbnet deres favn og vender sig mod regnen
afhængige af hinanden
når lynets skrig rammer dem som kys

København, maj 2008.


Mange varme hilsner fra Michael Svennevig"
--

Jeg krydser fingre for, at tilsvarende behandling bliver de mange andre ventende til del.

Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Alan Pary er eksilkristen og digter - eller måske må man ligefrem sige "eksildigter", al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.)

Alan Pary er blot én blandt mange eksil-irakere, som i overensstemmelse med gældende dansk medmenneskelig praksis har levet i årevis i danske asylcentre, helt eksakt 10 år på 3-sengsstue, og nu står over for en yderst uvis udvisning til det strengt muslimske styre i Irak.

Han skriver altid om håb, siger han i dag i Information [pdf]. "I kunst skal man ikke tænke tilbage... hvis du tænker negativt, kommer du til at bringe det ind i kunsten. Jeg skal ikke bringe sygdom til folk. Jeg skal bringe det smukke."

Alan Pary har overlevet 10 års venten på at skrive digte. Har lært sig dansk ved at lytte til Sandholmlejrens personale og skriver i dag digte på fejlfrit dansk. Men hvor mange mennesker er i stand til at overleve 10 år i uvished? Man kan prøve, hvis man kan, at forstille sig, hvordan det som barn ville være at blive foragtet for sin religion, og som voksen at blive fængslet for sin tro.

Det har længe være svært for mig at kapere den danske model med at holde folk i Limbo i årevis. Det er tydeligt, at lovgiverne lever i en verden, hvor frygt ikke blot er primus motor, men også produktet. Hvor ville det være befriende, hvis man snart kunne rejse hovedet alle steder og sige: "Jeg kommer fra Danmark - I ved, dér hvor håbet om en bedre verden bor!" snarere end "Jeg kommer fra Danmark - undskyld! Undskyld, at vi er så bange!"

-

Forfatter, dramatiker og medlem af Dansk PEN, Michael Svennevig, har baseret et teaterstykke, "HEGN", på Alan Parys skæbne i Danmark, som blev opført i Juni på teateret Sorte Hest.

Om stykkets tilblivelse siger Michael Svennevig:

"Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre. Ikke på så kort tid... Men så gælder det om at få fat i de rigtige samarbejdspartnere. Niels Vigild, Thulla og jeg havde allerede lavet "Ørkenshow" (en musikalsk tekst-collage baseret på min roman "Ørkendrømme") på Teatret ved Sorte Hest, så vi vidste, at vi ville kunne samarbejde, og samarbejde godt. De var begge straks med på ideen. Det samme var teatret.

Vi tog sammen op og besøgte digteren i Sandholmlejren og gik tur langs hegnet. Karl Johan Mikkelsen fra D2R, Den Anden Radio, optog lyde fra lejren, som Thulla bearbejdede til forestillingens lydspor.

Det er et stort ansvar, når man skal omsætte levet liv til teater. På den ene side gælder det om at være tro over for det levede liv, der har inspireret til historie, men samtidig skal teksten fungere som teatertekst. Men nogle tekster skriver sig selv, ligesom HEGN gjorde. Musikken og sangene skulle komponeres og teksten skulle indstuderes, og de to fortællelag finde sammen på scenen. Jo, det kan lade sig gøre.

Nu mangler vi bare at få omstødt nogle vilkår og omstændigheder, der er uanstændige. Skammelige. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er næste skridt.

Alle involverede i HEGN har arbejdet uden honorar.

Hvis vi hver især gør det, som vi bør gøre, skal vi nok få det ændret."

-

Sognepræst ved Apostekirken på Vesterbro i København, Niels Nymann Eriksen, var inde at se stykket, og blev så rørt, at han i samråd med Michael Svennevig besluttede at lave en happening i kirken. "De afviste asylansøgere... fremstilles ofte i pressen... [kun] som del af at problem eller en sag. Vi synes, det er nødvendigt, at folk får mulighed for at møde dem ansigt til ansigt, og høre deres personlige historie... Ofte er asylansøgere endt som en slags gidsler i det politiske spil. Det vil vi gerne gøre noget ved - ved at gøre det på denne måde." Citat fra Vesterbro Bladet, 13. august 2008

Som indledning havde Michael Svennevig skrevet en prolog, som skuespiller, Kirsten Olsen, læste op. Den kan hentes [hér.]

--
Har man det godt, har man typisk overskud til andre. Har man ikke overskud til andre, men insisterer på, at man har det godt, hvad skal man så kalde det?

Igen kunne man risikere at få en tanke: Måske har vi det ikke godt i Danmark? Spørgsmålet kunne så være hvorfor - men for at blive i Alan Parys tankegang: Hvad skal der til for, at vi får det bedre?

Dramatikeren og præstens iscenesættelse af møder med afviste asylansøgere forsøger at vise det, men meget ville være nået, hvis enhver for sig selv anerkendte, at et menneskes ve og vel ikke er en service, der kan påtages af lavestbydende; at et menneske ikke har en pris, der skal omregnes i kroner og øre: En tidligere centermedarbejder i Sandholmlejren, som må siges at være tæt på dén problematik, er [hér] dybt kritisk over for den statslige politik, Dansk Røde Kors og pengetænkningen i forbindelse med (citat) "omsorgen" (citat slut) for asylansøgere.

Et menneske er et menneske er et menneske. Det kan ikke for ofte vises, siges, indses. Prøv selv.

Dansk Lyrisk Landskab

Man har valgt mig til formand for lyrikerne i Dansk Forfatterforening. Jeg har selv ønsket det, fordi jeg har nogle ting, jeg gerne vil afprøve i forhold til Dansk Lyrisk Landskab og †©† - men indrømmet: Det er noget overvældende. Nok mest fordi jeg ikke har langt fra indfald til mund (at være udiplomatisk impulsiv hedder det).

Men selvom jeg er en ulærd stratenrøver, brænder mit hjerte for dét, digtningen kan gøre ved og for menneskene både før, under og efter skriveprocessen. Leveprocessen, skriveprocessen og læse/fordøjelsesprocessen, kunne man kalde det. Og om man vil det eller ej, er enhver en del af alle tre led, hvad enten man nogen sinde har sat et komma noget sted eller ej.

Jeg er således ikke blot en ulærd stratenrøver; jeg er også filosofisk i min tilgang til verden. Og så kan det næsten ikke blive værre.


Til gengæld kan jeg drikke øl; kniv i højre, gaffel i venstre; tørre mig om munden med servietten og ikke med ærmet, OG jeg forstår betydningen af at sige TAK, når der er noget at takke for - og det er der oftere end folk går rundt og tror.

Så - hvis ikke jeg fortsætter med at drukne i mails, der anmoder mig om mere gratisarbejde end jeg har luft til, kunne det tænkes at der af og til vil komme et nyt indlæg hér på kanalen.

Glædeligt forår til alle,
mer' af det gode

kenneth krabat

ref:
- Dansk Lyrisk Landskab - et spørgeskema, jeg har gang i, der skal blive til større forståelse af, hvad det vil sige at være og have været digter i DK inden for de seneste 80 år.
- †©† - alt sprog til folket

@ Digtere i lyd: Pennsound og Ubu-web

Pennsound Authors

Acker/
Adachi/
Adam/
Akemi/
Albiach/
Alcalay/
Alexander-Charles/
Alexander-Will/
Amato/
Ammer/
Anderson-Nathalie/
Anderson/
Andrews-Betsy/
Andrews/
Antin/
Apio/
Apollinaire/
Apps/
Armantrout/
Ashbery/
Askenase/
Auster/

Og det er bare A.

For en uendelig liste over digtere i lyd, og mange flere sprog, gå til UBU.com - altings arnested er hér. (F.eks. the purrs of the Fox...) [LOL]

digt: den cleane digter

clean findes kun på dansk
som låneord til når
den stærkt afhængige er stoffri
og denne digter er clean
og således helt normal

se et normalt digt
der bliver til her
det fortæller om sig selv
ganske forudsigeligt introvert
med lidt hverdag kastet ind
i form af træthed og modløshed
fordi fantasien ikke
har store sindsomvæltende ting
at tage stilling til

således bliver digteren normal
uden stoffer
andet end øl og tobak
røg og for megen mad
mangel på motion og selskab
timer tilbragt foran computeren
endeløst uafklaret i forhold til verden
og til menneskene ja
sådan bliver digteren normal
der sker sgu ingen
fantastiske opfindelser
fantastiske umulige unikaer
fantastisk nytænkende filosofi
eller ord bøjet til nye kar
hvori andre kan bade

som sådan
må altså digtet slutte hvor det begyndte
himmelanråbende på en naturlig skævert
adgangen til lidelse og sorg
stormende forelskelse
lidder udtrykt mellem det forgangne
og det forhåbentligt kommende sådan
slutter endnu en normal dag i sprog

@ Kunstneres Beskatning

I 2002 lavede Statens Kunstfond og Skattevæsenet i samarbejde en vejledning kaldet kunstneres beskatning. Den blev trykt og fyldte i A4-størrelse små 100 sider.

Dette siger noget om, hvor svært et område kunstneres beskatning netop er - en regulær gråzone, hvor det meste er individuelle vurderinger, baseret på det enkelte menneskes aktivitet og produktion, men i hovedparten af tilfældene vurderet ikke som lønmodtager og ikke som selvstændig.

Meningen var, at den skulle agere vejledende faktor for kunstnere og skattemedarbejdere lige - og mine personlige erfaringer fortæller mig, at det blev nemmere at være både digter og mig, efter dens udgivelse.

Her er opdateringen - KUNSTNERES BESKATNING 2007. [Hent som .pdf]

Gå med fred!

Poesiens dag er død, længe leve poesien hver dag

Men skulle man have lyst til poesi i det grønne, afholdes et arrangement i Kongens Have i København søndag 26. 8. mellem 14 og 17.

Foreløbig 15 tilmeldte digtere vil læse op, muligvis efter samme rundspredningsmodel som i Frederiksberg Have. Det afhænger nok af, hvor mange flere, der melder sig.

Medbring madkurv og/eller regnfrakke. Der vil være flyers at finde rundt om i byen efter d. 14., men ingen mailinglister, man kan skrive sig på.

Bare kom.

Henvendelse kan evt. rettes til

Lonni: bershook snabela gmail punktum com
Lisbeth: lisbethheckmann snabela hotmail punktum com

@ Pardannelse til alle

Digter og medlem af avisen Informations Tæskeholdet, Ursula Andkjær Olsen, harmes i dagens avis over politikeren Margrethe Vestagers vrede over bagmændene i købesex-branchen, og svovler over, hvordan dét at sælge sin krop til sex på nogen måde kan adskilles fra dét at sælge sig selv på alle andre tænkelige måder ("det er jo den kreative klasses spidskompetence".) = Nutidens krav til mennesket om at sælge flest mulige af sine kompetencer til højestbydende kan ikke adskille de to ting, blot fordi der måtte være en kriminaliseret "bagmand" bag en gade- eller kælderluder.

UAO siger det ikke lige ud, men lad mig føre hendes tanke videre: Hvorfor er det i orden at være underlagt en kontorchef eller en lagerforvalter, men ikke en alfons, der beordrer den ansatte hen på et bestemt gadehjørne? Hvori består forskellen, når alle er nødt til at arbejde for føden? Mennesket Margrethe Vestager kan givet erkende, at alle gør det bedste de kan, med de muligheder de et givent øjeblik i livet har til rådighed - om end man kunne ønske sig, at overlevelsen fra dag til dag hvilede på et fundament af tålmodig, empatisk afventende udbalancering af enhvers behov, ønsker, erfaringer, kraft, følelser, tanker osv med ens eget niveau. Men utopien sælges altid nemmere af dén, som har sit på det tørre. Og det er hér, politikeren træder frem - hér, hun ophører med at tale om menneskelige kår, og begynder at tale om regulering.

Det mest meningsgivende for en biologisk organisme er stadig hver dag at få noget at spise - det kan der næppe herske uenighed om (hvis man ser bort fra breatharians). Den kvindelige digter siger ovenfor, at alt kan og bliver handlet - krop, følelser, viden, relationer - og at enhver sælger sig selv for at overleve. Hun taler om øjeblikket, om at have udgangspunkt i den daglige overlevelse. Hun forsvarer ikke prostitution, men angriber politikeren for at være politiker - og sætter dermed en standard for en poltikers åbenhed. Men kan en politiker være åben, og samtidig politiker?

Med sin vrede over de prostituererede bagmænd udtrykker den kvindelige politiker, at kvinder ikke sælger sex af egen fri vilje. Underforstået héri ligger en masse politiske agendaer og holdninger at købslå med på Christiansborg: Noget - uddannelse, oplysning - ville kunne forandre kvinders evne til at vælge "bedre" måde at tjene til dagen og vejen på; købesex er ikke et værdigt job (for kvinder; hvornår hører vi om mandlige prostituerede?); en fremtid kan skabes, hvor en mand altid vil kunne finde en kvinde, der elsker og vil elske med ham (og det samme for kvinder, men det hører vi heller ikke om); men skulle man endelig offentlig vedgå, at sex er kommet for at blive, og at det er sit eget marked, og vi ikke lige med deet samme kan skabe harmoni og kærlighed og pardannelse til alle, skulle købesex være bedre reguleret; og skal købesex reguleres, er det bedre at være venner med producenterne (luderne) end med grossisterne (alfonserne) osv osv. Margrethe Vestager vælger derfor en strategi, hvor hun kun anklager bagmændene, som allerede er kriminaliseret. En legalisering af købesex, som med alt hvad det indbefatter af arbejdsbeskyttelse, forsikring, ferie, uddannelse (!) osv., efter en tids instabilitet ville tvinge de kriminaliserede bagmænd ud ad af spillet, skabe tryghed blandt de ansatte, skabe flere selvstændige erhvervsdrivende, tvinge de laveste priser i vejret og generelt set sende flere penge i statskassen - hvilket jo er blandt andet er politikerens rolle.

Men hvad så med digterens anke? At politikeren ikke taler åbent om sin agenda? I et selvoptaget velfærds*samfund, som har glemt, at der overalt på kloden, inklusiv Danmark, findes mennesker, som her og nu behøver at overleve, og at de kun har sig selv at sælge (hvis altså nogen vil købe), ville en politiker, der er mere interesseret i regulering og skabelse af nye indtægter til staten end i kønslige problematikker, og i klummen citeres for at kalde anskaffelser af virtuelle møbler i Second Life for umoralske, kunne få noget igennem? Nogen steder?

Og sådan gik der 4 1/2 timer med den tanke. Nu frokost. Så besøge mormor på hospitalet. Så skrive eller besøge ven med behov for hjælp.

(*velfærd betyder "kvalitetssikring" og ikke i sig selv kvalitet)