Kære kenneth,
Nu, hvor DU er blevet 50, forventes det at du trækker dig og lader andre komme til fadet. Ingen har længere særlige forventninger til dig. Du skal ikke mere. Du har ingen børn, og derfor intet ansvar. Dine bøger angiver ikke potentiale for større eller vigtigere skrift, så du behøver ikke anstrenge dig. Din virkelighed berører nogle få mennesker, som godt nok vil mærke det, hvis du forsvinder, men smerten bliver før eller siden alle til del. Du har kun pligt til at sørge for ikke at være til urimelig belastning for nogen – for samfundet, dine forældre, dine venner, dine partnere, dine læsere, dine fjender.
Det er den officielle version.
Uofficielt, eller privat, er det af største betydning, at du holder op med at klage. At du griber fat i noget, der har eller kan få betydning for dig. At du deler af din erfaring, så den spreder sig ud i samfundet som ringe i vand. At du taler om alt, du ved, så dine ord og tanker fortsat kan være dine børn. Så dine børn kan få børn. Så menneskelivets tanker kan fortsætte, fordi det er alt, vi kan. At du viser dine mennesker, at du holder af dem, fordi alle mennesker lever af kærlighed, på kærlighed, for muligheden for kærlighed.
At fylde eksistensen med relationer, med historie og historier, er ikke fattigt eller meningsløst. Den såkaldte illusion om dét, der giver livet værdi, ér ingen illusion: Der ér vitterlig ikke noget i tomrummet, hvis ingen fylder noget i.
Forestillingen derimod, eller den kunstneriske version, kan være som du selv gør den. DU kan uden bevisførsel hævde, at det eksistentielle tomrum ikke er tomt. At det er lige så fyldt med betydning og værdi som en kiste begravet på en ø markeret med kryds på et skattekort gemt i træbenet på en pirat, som alle leder efter, levende eller død. Eller at det eksistentielle tomrum er fyldt på samme måde som det ydre rum er fyldt af Hicks’ nu påviste partikel. Eller at det er propfyldt ene og alene af ord, der ikke er sat sammen endnu, og at spejlingen i sprog viser et menneskes beherskelse af tankerne, der sætter ord sammen, tilfældigt eller målrettet beskrivende, og dermed sin beherskelse af eksistensen, målretning af eksistensen, værdisættelse af eksistensen, bekræftelse af eksistensen.
Den officielle version er sand.
Den uofficielle er sand.
Den kunstneriske er sand.
Hvilket ikke skaber et diverst univers. Blot mindst 3 universer, der findes samtidig. Og der er flere endnu, hvis du gider. Eller synes det er interessant.
Er det interessant? Gider du? Du skal fortsat give uden at kunne forvente noget retur. Ingen, der takker dig; ingen, der betaler for din eksistens; ingen, der beviseligt behøver dig. Du vil findes i andres øjne lejlighedsvist, men kan aldrig blive et barn igen. Aldrig få den fulde opmærksomhed. Aldrig være fuldstændig tryg.
Kan du dét?
Det må du besvare for dig selv. For ingen anden har det fulde svar. Selvom mange når hertil, hvor du selv er lige nu. Med mindst tre universer i luften på samme tid.
Det amerikanske virksomhedsindeks, 
