Category: ebøger

Selvudgivelse som karriereskift.

Skal digteren så regne med at komme mindstelønnen nærmere?

 

Forleden var jeg til en branchemøde om bogudgivelser uden forlag. NewPub hed det. En lignende begivenhed eller et seminar sker nok igen i det nye år, for alle fremmødte var meget begejstrede. (Til danske vækkelsesmøder går kun prædikanterne i ekstase… )

Jeg var der i egenskab af selvudgiver af mine egne digte som ebøger, blogger om ebogsudviklingen i Danmark, var på Dansk Forfatterforenings stilling i erevolutionen, og skide nysgerrig efter at finde ud af, hvor stor forhåndsviden folk ville ankomme med.

Aftenen bestod af fire foredrag om selvudgivelse, der ensidigt behandlede udgivelse af fagbøger og mainstream-romaner. Det var helt tydeligt, at ingen havde samme fokus, som jeg har haft siden udgivelsen af Peter Poulsens edigtsamling på Lindhart og Ringhof i august 2010. Helt alene på min pind har jeg siddet og er blevet mere og mere sur på branchens store aktører – og helt glemt, at alt blot er business as usual.

DEN SURE MAND
Det første var Lindhart og Ringhof, der ikke tog hensyn til digterens arbejde i valget af ebogsformat. Dét problem er stadig ikke løst – der findes stadig ikke et ebogsformat, som ikke knækker linierne og dermed anullerer digterens arbejde med åndedrættet i teksten. Men tilsyneladende er hverken digtere, producenter, ebogssælgere eller ebogslæserproducenter interesserede. I hvert fald ikke nok til at lade sig gå på af problematikken – som jeg har ladet mig gå på af, at digternes behov blev siddet overhørige midt i den digitale verdensrevolution.

Dernæst Gyldendals grimme app, som jeg testede med køb af bøger, og opdagede at jeg på grund af DRM og dårlig programmering ikke kunne få mine køb ud af den. Hvad fanden havde de tænkt? Jeg har betalt for mine bøger, så giv mig dem så!

Og sådan gik det slag i slag året igennem, hen over opdagelsen af edistributionsfirmaet Publizons tyste forandringer af beregningsmodellen, med prisstigninger til følge for forbrugerne. Og at Publizon er ejet af Gyldendal og Lindhart og Ringhof. Og at Dansk Forfatterforening anerkendte brugen af DRM. Og at prøvesamarbejdet mellem Gyldendal, Lindhart og Ringhof, bibliotekerne og Publizon om en eUdlånsmodel, eReolen.dk, nu er endt med ved siden af låneknappen også at have en købeknap.

Det blev sådan, at jeg simpelthen ikke kunne skrive noget om ebogsudviklingen i Danmark uden at det blev til en historie med negative konsekvenser, eller en historie, der handlede om magtfordeling i forlagsbranchen til skade for digterne, forfatterne eller køberne, eller en historie om de uglesete selvudgivere, herunder digterne, der ikke kan få anmeldelser af konservative og udgiftsrædde avisredaktioner, eller lektørudtalelser af bibliotekerne, fordi der ikke gives lektørudtalelser på ebøger, når disse ikke købes til udlån og sådan fortsætter det.

Jeg blev simpelthen til en sur, gammel mand, mens alle omkring mig boblede af begejstring over det nye. Nye tablets, nye ebogslæsere, nyt ebogsformat (EPUB3), nye placeringsformater (HTML5 og CSS3), nye muligheder for at finde læsere, udlån af ebøger. Hvor alle andre, tilsyneladende, så muligheder, så jeg begrænsninger. Og det gjorde jeg, fordi jeg er et offer, der projicerer min egen ulykke ud på verden. Sådan er det, når man ikke bare er glad og fortrøstningsfuld.


SELVUDGIVELSE SOM KARRIERESKIFT
Som digter er jeg begyndt på toppen med anmeldelser, der delte nationen og siden har jeg så foretaget nogle karrierevalg, der nok har givet mig læsernes respekt pga. eksperimenterende processkrift og formfattige digte, men kostet mig fagfællernes pga. samme. Eller omvendt. Måske har jeg overmættet markedet med gratis Kenneth Krabat:  Alle mine gratisudgivelser på nettet gennem årene. 800 digte plus noveller, essays og meget mere. Fotos, musik, indlæsninger, alt sammen givet væk uden forbindende – men det var sådan, jeg mente, at nettet ville vokse.Tænk på, at jeg har været med fra 1996, hvor der ikke var andet end nogle universitetstekster på nettet. Og i hvert fald ingen danske digtere.

Og siden jeg 2005 i protest mod offentlig tilsvining af digteren Martin Glaz Serup forlod Lindhart og Ringhof har jeg været uden hjem på et forlag med ansatte redaktører. Som anmelderen Lars Bukdahl givet ville udtrykke det, hvis han var i dét humør, hvad han ofte er: Kenneth Krabats karriere som digter er slut.

Men min karriere er ikke slut. Sådan er det at være forfatter. JEG er jo aldrig holdt op med at skrive – jeg har bare ikke være succesfokuseret nok, eller heldig. Jeg har regnet min karriere i arbejdsfrihed, MENS jeg arbejdede, snarere end som penge ind på bankkontoen. Andre har haft bedre kontakter i mediebranchen end jeg. Eller simpelthen bedre forstået begrebet “synlighed” som “in-person”.

NEWPUB
Efter NewPub har jeg set lyset: Har det ikke været det før, er forfatterrollen qva muligheden for (/kravet om?) selvudgivelse blevet et spørgsmål om at sælge, der vejer mindst lige så tungt som at skrive. Forfatteren skal være en producent med en virksomhed, som producerer færdige enkeltstående værker, der skal sælges flest mulige steder til den højest mulige pris. Akkurat dét, forfattere indtil i dag har haft forlag ansat til at tage sig af – mod selv at nøjes med 15-25% af udsalgsprisen.

Men bliver bogbranchens og forfatternes forhold bedre af, at salg – snarere end at give forbrugerne innovation og originalitet – traditionelt set lægger sig efter, hvad markedet ønsker,?

Jan Kelland, forfatteren til FORFATTER A/S, en bog om selvpublicering af p- og ebøger fra 2011, spurgte jeg om konsekvenserne for de historisk set lidet-sælgende genregrupper, af hvilke digterne ligger mit hjerte nærmest. Jeg sagde bl.a.:

“Det er et sårbart område. En digter er ikke en produktionsmaskine, der kan producere sig ud af krisen. En digter er en kunstner, der behøver at kunne have sin egen hastighed. Men sådan som hele ebogs/selvpubliceringsmaskinen kører nu, handler alt om bare at få produceret de der bøger. Komme ud med det. Og intet om konsekvenserne af at skulle være selvstændig som kunstner.”

Jan Kelland svarede:

“Afhængig af årsagen til at man digter, må hver enkelt jo vælge at bruge sin tid på det man finder hensigtsmæssigt.

Som jeg skriver i min bog, skal man IKKE overveje selvpublicering hvis det eneste man ønsker er at skrive. Så må man lade et forlag klare resten og acceptere de royalty man kan få.

At tage udgivelse og promovering i egen hånd åbner både muligheder og medfører nye arbejdsopgaver.

FORLAG SOM TILVALG
Til NewPub-mødet forleden stod alt således helt klart for alle andre også, at “Forlag ikke længere (er) en nødvendighed, det er et tilvalg“.

Det er det positive syn på selvudgivelse, og jeg behøver at gøre op med min indre sure mand, som på vegne af alle digtere verden over brokker sig over ikke at kunne forblive ansvarsløs i forhold til salget:

  • At man kan tilvælge fordelene ved at blive selvudgiver i form af større overskud og styring af reklamering mv., mod at acceptere tilkomsten af nye arbejdsomgaver.

Går jeg ind i det, skal jeg tage den tid, jeg har brugt hidtil på at være forfatter, og lægge 10-15 ugentlige timer til, i hvert fald i begyndelsen. Og indstille mig på

  • at skulle aflevere momsregnskab, eller betale mig fra det
  • at jeg skal have det sjovt med at reklamere for mig selv i de sociale medier, eller betale mig fra det
  • at dét at reklamere skal være en del af min kreative business, eller jeg skal betale mig fra det
  • at jeg skal genopfinde min ydre profil med jævne mellemrum, eller betale mig fra det
  • at jeg skal opdrage på legatudvalgene, indtil de forstår og erkender, at ebøger findes som del af det litterære landkort
  • at jeg skal opdrage på avisredaktionerne og A/V-medierne, uanset at jeg er småkendt, indtil de anerkender, at litteraturen også findes dér at anmelde
og i den mørkere lejr
  • at mine skatteforhold vil ændre sig, hvis jeg før har været vant til at blive beskattet som “gråzone-kunstner”
  • at mit arbejde med at udbrede mit forfatterskab som med al anden selvstændig virksomhed kan resultere i, at salget ikke modsvarer mit tids- og energiforbrug og at jeg må lukke mit firma
  • at jeg, hvis jeg må lukke mit forfatterfirma, ikke vil kunne opretholde salg af bøger eller udlån via bibliotekerne gennem CVR-krævende salgs- og distributionsled

RELEVANT LÆRINGSKURVE?
Jo, der ér en læringskurve, her i overgangen mellem p og e. Og man kan fint skyde sig ind på den via ovennævnte bog.

Men selv efter NewPub og Jan Kellands svar, og efter alt jeg har læst og skrevet om ebøger i halvandet år, står endnu ét væsentligt ubesvaret spørgsmål tilbage:

Er selvudgivelse for digtere overhovedet relevant i dét lys, som selvudgivelses-bølgen søger at stille faglitteratur og mainstream-romaner i? = Kan man som digter nærme sig mindstelønnen ved salg?

Den positive digter kan dog gøre meget for at komme mindstelønnen nærmere, hvis ikke ved at skubbe andre svin fra truget, så ved simpelthen at anlægge en konsistent udgivelsesstil med jævnt forekommende udgivelser. Det giver ikke nødvendigvis sindssvagt mange penge fra hver, men tilsammen skæpper det måske. (Mens vi venter på forhøjelse af grundfradraget for kunstnere.) :

Udgive via Lulu til salg i Amazon, også Europa, og på papir

Udgive til bibliotekerne og til eboghandlerne i DK via Publizon

Udgive og sælge via egen webshop

Udgive og sælge via iTunes

Omtale sig selv i mange forskellige fora og lægge spor tilbage til sin forlagsside

Selv lave almindelige EPUBs og Kindle-ebøger via billigt software

Selv lave enkle “full bleed”-ebøger til iPad via billigt software

Løfte fanen og skabe sig et brand – fokusere på genkendelighed i udgivelse og indhold

Blive synlig, forblive synlig, være synlig, leve synligere som professionel digter.

Ikke miste modet. Ikke miste modet. Ikke miste modet. Læringskurven er kun en kurve, indtil det basale er lært.

INTERVIEW OM eUDGIVELSE
Hør om, hvordan det kan være at udgive digitalt som digter:
http://den2radio.dk/udsendelser/kenneth-krabat-tidens-skaelven/

Den 1-årige ebogs-eksklusionsaftale med Publizon

Hvorfor skal en ebogsudgiver være virksomhedsregistreret for at kunne blive udlånt på biblioteket?

 

Forlag, nørde-bibliotekarer og ebogsdistributionen Publizon er naturligt behørigt begejstrede. Jeg er ikke. Jeg er uvidende og ubegavet og forstår ikke, at det er til gavn for alle ebogslæsende.

Derfor har jeg skrevet til projektmagerne for at blive oplyst. Det er jo dét kommunikation er til for.

Under deltagende forlag står:

Alle forlag er velkomne til at bidrage til servicen.
Kontakt: Steffen Sørensen, Publizon A/S, M 6037 3824, E scs@publizon.dk

Hvordan kan det være, at

1. man som udgiver skal være virksomhedsregistreret for at deltage i projektet, når man som udgiver tidligere blot har kunne sælge direkte til bibliotekerne, uden krav om virksomhedsregistrering? At dét er kravet hos Publizon er ikke at regne for svar.

2. man ikke har informeret offentligheden om, at en væsentlig del af projektet består i at kombinere salg og udlån? Hvilket umiddelbart forekommer at være et ret voldsomt opgør med tanken om uafhængige biblioteker, samt en forvrængning af udlånstanken. Hvordan skal bibliotekerne egentlig kunne forsvare at få offentlige midler til udlån, hvis samarbejdet med erhvervslivet er så snævert? Hvornår opdager politikerne, at udlånsbyrden ville have det bedre hos erhvervslivet mod nogle aftalte forpligtelser?

3. man har valgt at bruge en edistributør, som bl.a. er ejet af to af de deltagende forlag? Det er ikke svært at forestille sig, at de forlag, som ejer Publizon kan opnå særlige priser med Publizon, ikke mindst bulkaftaler, om distribution af egne bøger, som intet mindre forlag kan matche.

venlig hilsen,
kenneth krabat

eReolen.dk | digitale ebøger fra dit bibliotek.

Hvordan tjener Amazon penge på Kindle?

Svaret er: Kindler nok.

 

Ved at fylde markedet med Kindler, der pt. indtjener 55% af Amazons indtægter – og inden for de kommende år vil bære stort set alt salg af nye og gamle medier, som direkte overførsler eller bestillinger til levering i den fysiske verden.

 

How Does Amazon Make Money From Kindle? – eBookNewser.

DRM punishes buyers and rewards pirates [pdf]

Why don’t they listen? (Because it’s not in their interest.)

 

“Using DRM to combat piracy has many critics, such as Bill Gates and Cory Doctorow. A central problem with current DRM solutions is that although they may make piracy more costly and difficult, they also impose costs on legal users who have no intentions of doing anything illegal. Moreover, because a DRM- restricted product will only be purchased by a legal user, in a perverse sense, only the legal users pay the price and suffer from the restrictions; illegal users will not be affected because the pirated product does not have DRM restrictions. As a result, opponents of DRM argue that eliminating DRM will improve the value of the product for legal users, increase their willingness to pay, and thus increase industry profits.”
http://static.arstechnica.net/2011/10/10/2011-10-10-VernikDRM.pdf

Den Danske Drøm – ebøger i udlån for erhverslivets vogn?

Skal biblioteksudlånet af danske forlags ebøger bestemmes af markedskræfterne?

 

“Et interessant partnerskab har set dagens lys. Det drejer sig om den amerikanske distributør OverDrive (der distribuerer e-bøger og lydbøger til en række amerikanske biblioteker) og Amazon Kindle.

Partnerskabet betyder at man som amerikansk borger ved de biblioteker der har købt abonnement til OverDrive-servicen nu også kan tilgå indholdet via Amazon Kindle.”

via Amazon drukner bibliotekerne.

Og det er der mange fordele ved. For Amazon og OverDrive. Og, kunne de merkantilt indstillede hævde, for bibliotekernes lånere også, fordi de jo netop gratis kan låne ebøger og tillige få mulighed for at købe andre med et enkelt klik på deres Kindle.

At spænde bibliotekerne for erhvervslivets vogn fungerer nok fint som tanke i USA, men dén afhængighed af markedet fører kun én vej: Bestsellerisme, bestsellerisme, bestsellerisme. Helt i tråd med den amerikanske drøm*.

Men den danske drøm er anderledes, er den ikke? Og Gyldendals elæser er ingen Kindle, vel?

—
*Den Amerikanske Drøm kan opsummeres i få ord: “Frihed er fraværet af tvang samt muligheden for at tilvælge intelligent” (Kardinal Nicolaus af Cusa). Men hvad er fravær af tvang? Er det, at det aldrig regner dér, hvor man selv er, hvis man ikke har behov for regn? Eller er det at acceptere modstand fra menneskene, naturen og omstændighederne, som ikke søger at dominere, fortære og tryne, hvilket betyder at man er nødt til at oppe sig for at forstå sammenhængene, man selv befinder sig i?! Retorisk spørgsmål er det:

Det amerikanske samfund er bygget på en tolkning  af “frihed” i betydningen “uden styring af markedskræfterne” = intet fællesskab, blot alles kamp med og mod alle.

Bibliotekerne og Gyldendal og L&R lukker selvudgivere ude.

eUdgivelse gøres til en virksomhedsregistreringspåkrævet profession.

 

Okay, lad mig sige det så lige ud, som jeg formår:

Jeg er lige begyndt som ebogsforlægger – efter at have udgivet på papir og på nettet siden 1987. Nu stikker de store forlag, med bibliotekerne til hjælp,  en hvid pind i min glæde og roder rundt, som om det var en lort. Og jeg er ikke den eneste, der har valgt at lade ebogen udkomme først.

I følge Dansk Forfatterforening skal forfattere over én kam have tillid til, at der ud af et 1-årigt monopolsamarbejde Gyldendal, L&R og Styrelsen for Biblioteker og Medier imellem – om at få styr på ebogsudlånet – vil følge et hæderligt resultat til gavn for alle danske forfattere, snarere end en bestyrkelse af det samme gamle rettighedsmonopol. Men ikke blot er udelukkelsen af alle andre forlag så usædvanligt, at det kun kan kaldes monopoliserende   (se UPDATE) Dansk Forfatterforenings har det med at fokusere på bevarelsen af de økonomiske rammer, snarere end på at tænke nyt til gavn for forfatterene, herunder at forstå hvad pokker den digitale verden egentlig går ud på.

NÅR DE PASSERER START, INDKASSÉR DA ALLE BIB-MIDLER FOR EBØGER

Søndag Aften bragte flg. om monopoliseringen af ebogsudlånet:
http://www.cultur.com/2011/1005.html

Aftale med forlag og biblioteker åbner for bredere tilbud med e-bøger.

1. november åbner bibliotekernes nye hjemmeside for e-bøger. Navnet er endnu ikke fastlagt, men hjemmesiden vil indholde en række flere elementer end blot søgning efter e-bøger. Strukturelt vil hjemmesiden være bygget op efter de principper, der kendes i bibliotekernes Ting-koncept ( Tanken i TING er, at alskens data skal kunne læses på tværs, hvis man ønsker det. For TING bygges op som store Duplo-klodser: man kan bruge dem, man ønsker at bruge, og fravælge dem, man ikke ønsker at bruge.). Det indebærer, at hjemmesiden vil kunne integreres i de enkelte bibliotekers egne kataloger – foruden at e-bøger vil dukke op som resultater ved almindelige søgning i bibliotekskataloger. Så kan brugerne vælge om de vil bestille bøgerne som papirbøger eller som e-bøger.

De to hidtidige e-bogsløsninger: eBib.dk og eBogsBibliotek.dk nedlægges ved årsskiftet.

Den nye aftale

Det er en ny aftale mellem forlag og biblioteker, som giver grundlaget for den nye hjemmeside. Aftalen har som grundlag den samme økonomiske model, som kendes fra de hidtidige aftaler.

Aftalen er indgået mellem forlagene Gyldendal og Lindhardt og Ringhof på den ene side og en projektgruppe under Styrelsen for Biblioteker og Medier på den anden side. I projektgruppen indgår repræsentanter for de seks centralbiblioteker samt Frederiksberg, København og Aarhus kommuner. Den praktiske løsning skal gennemføres af e-bogsdistributionen Publizon og DBC Medier. Aftalekonstruktionen er noget usædvanlig. Dels er de to forlag ikke repræsentative for hele forlagsbranchen. Dels er en projektgruppe under Styrelsen for Biblioteker og Medier ikke en egentlig økonomisk og juridisk aftalepart.

Klik og trapper

Betalingen til forlagene baseres på en såkaldt klikpris, hvilket vil sige at der for hvert download af en bog betales til forlagene. Betalingen afhænger af det samledes antal download, afhængigt af en såkaldt trappeordning, hvor prisen pr. download falder ved større samlet efterspørgsel. Udgangsprisen er lidt højere end den hidtidige pris, men vil komme på niveau med hidtidige pris, hvis antallet download fordobles i forhold til hidtil. Med væsentligt flere titler, bedre brugerflade og solid markedsføring er dette absolut realistisk. Risikoen er snarere at efterspørgslen vil blive så stor, at trappeordningen skal udvides ud over den nuværende maksimum på 145.000 download for hele landet pr. år.

Ud over betalingsmodellen med trappeløsning er der enkelte andre, nye elementer i den nye aftale: klikprisen bliver ca. 20% mindre for e-bøger udgivet for mere end 1 år siden (noget lille rabat i forhold til markedsværdien af bøger efter 1 år) og der laves forsøg på 3 udvalgte biblioteker med 15-dages udlån af e-bøger.

De enkelte biblioteker kan indenfor egen budgetramme regulere udgifterne til download af e-bøger. Fx ved at sætte maksimum for den enkelte brugers download eller ved at sætte et loft for kommunens månedlige forbrug. Det bliver således lokale beslutninger, hvordan aftalen skal udmøntes. Dette kan nemt resultere i forskellige muligheder for borgerne, afhængigt af bopæl. Uanset at alle bøger er i samme database. Bibliotekerne har forbeholdt sig retten til at kunne fravælge udbudt materiale. Dette fravalg kan dog kun ske centralt for samtlige biblioteker.

Travle aftaleparter

Alle bøger i denne biblioteksløsning vil være med såkaldt DRM-beskyttelse. Dette skal forhindre, eller i det mindste begrænse, piratkopiering af e-bøger. Ifølge aftalen kan der ikke printes, klippes eller på anden måde kopieres fra ebogs-filerne. Dette er naturligvis blot en påstand, som ikke kan reguleres gennem en aftale. Som al anden digital information, kan e-bøger naturligvis kopieres. Indtil videre kræver det dog lidt teknisk snilde, idet der ikke er lettilgængelige konverteringsprogrammer i frit omløb. Dette er blot et spørgsmål om tid.

Ved 30-dages “udlån” udløber brugsmuligheden af den downloaded fil. Selv om man almindeligvis omtaler det som “udlån” af e-bøger fra bibliotekerne, er dette noget misvisende. Lån forudsætter almindeligvis at man leverer noget tilbage. Bibliotekernes løsning indebærer blot, at man ikke har adgang til filen i mere end 30 dage.

Aftalen mellem forlagene og bibliotekerne er indgået sidst i september og træder i kraft 1. oktober. Den løber kun 1 år. Forventningen er, at man i løbet af det næste år, vil kunne lave en mere omfattende og fremtidsrettet aftale.

Kommunernes Landsforening markerede i foråret stærk kritik af den hidtidige økonomiske kompensation til forlagene for udlån af e-bøger (se Søndag Aften arkiv). Denne kritik vil Kommunernes Landsforening kunne gentage til den nye aftale.

Et iøjnefaldende problem ved den nye aftale er, at klikprisen er uafhængig af salgsprisen for den enkelte e-bog. Man kan således i teorien forestille sig e-bøger solgt til en lavere pris på det almindelige kommercielle e-bogsmarked, end den klikpris bibliotekerne skal betale for de enkelte download.

Både forlag og biblioteker har åbenlyst travlt med at skabe en fælles e-bogsløsning, selv om de egentlige forretningsmodeller for e-bøger knapt er udviklet. Bibliotekerne har et stærkt ønske om at fremstå aktive med nye digitale bibliotekstilbud. Man betragter det som en strategisk svaghed, hvis man ikke hele tiden er først med det nye. Forlagene frygter at politikere kan finde på at diskutere tvungne licensmodeller for e-bøger. For at bevare den økonomiske selvbestemmelse, tager man gerne en økonomisk risiko i et ukendt tærren.

—

Jeg har i anden anledning – den manglende lektørlæsning af ebøger – været i kontakt med folk omkring ebogs-projektgruppen, og har erfaret, at der ikke bliver lavet lektørudtalelser “bagud” som anbefaling til bibliotekerne, og overhovedet ikke af ebøger, der kun udkommer som ebøger. Med dénne aftale mellem de to største “litteraturforlag” og bibliotekerne vil der efter aftalens udløb med sikkerhed ikke blive erhvervet nogen af prøveperiodens ikke-monopol-udgivne ebøger til biblioteksudlån. Heller ikke, selvom der skulle begynde at komme lektørudtalelser af ebøger.

Det er en forrykt aftale, Styrelsen (for bibliotek og medier) og de to forlag har bikset sammen. Godt for Danmarks to største litterære forlag (og deres forfattere, hvis disse vel at bemærke ikke har frasagt sig deres digitale rettigheder), og for bibliotekernes kontroltrang og manglende visioner – og totalt bremsende for alle andre – sådan at forstå, at alle andre ebogsudgivere kommer bagud og uden for konkurrence:

For Styrelsens vedkommende tænkes udelukkende i de mekanismer, som dette system befordrer for bibliotekerne, mens de to forlag og Publizon, som ejes af Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, får en mulighed for at etablere sig på ebogsmarkedet og effektivt holde alle andre aktører end dem selv ude.

UPDATE: ca 30 virksomhedsregistrerede forlag bidrager med bøger til projektet. Det er ikke-virksomhedsregistrerede udgivere, som ikke kan deltage.

UPDATE 2, dec. 2011: Det ser ud til, at der er en favorisering af tilgængelige bøger i eReolen.dk, som centrerer sig omkring de tre store – Gyldendal, L&R og Rosinante. De andre tilmeldte forlag er i skrivende stund  ikke tilgængelige i en grad, der kan forsvares som en relativstørrelse – forlagsbeholdning af ebøger vs. tilgængelige ebøger.

Formanden for Dansk Forfatterforening, Lotte Garbers, sagde: “Enhver forfatter kan jo bare få et CVR-nummer og indtræde som producent hos Publizon” – men hvad nytter dét, når småproducenterne af ebøger, der ikke er ejede af enten Gyldendal eller Lindhart & Ringhof, er udelukkede fra bibliotekssalg! For ikke at tale om, at det er radikal- og venstretale at opfatte et kunstfag som at være selvstændig erhvervsdrivende, hvor man kun er respekt værdig, hvis man arbejder målrettet på fuld livsunderstøttelse med kunsten (professionel kunstner).

Samtidig har Dansk Forfatterforening den fuldstændige frækhed på forsiden af sin egen hjemmeside at udtrykke tilfredshed med selvsamme aftale! Det er muligt, at aftalen kun løber i 1 år, men da Forfatterforeningen tydeligvis er så svag, at den overlegne Forlæggerforening sodomisering nu er en varig selvfølge, er der kun at vente på, hvad næste negative træk bliver. Jeg mindes forlæggerforeningens jurist, der truede med at bringe biblioteksafgiften for EU-domstolen, hvis ikke forfatterne makkede ret.

Og hvis ovenstående ikke er slemt nok, er det godt at gøre sig klar, at fokus på “de store forlag” endnu engang vil bliver understreget, så det elitære i kunsten samtidig bestyrkes. Og vel at bemærke ikke det selvbestaltede elitære, der ønsker kunsten dybere og bedre, men derimod salget, det monetære elitære; ikke skabelsen, men hvem tjener mest.

Sådan får den smalle litteratur, som er medskaber af bredden i enhver kultur, endnu et los.

Jeg er så rasende, at jeg syder!  Jeg er røvirriteret over, at bogudgivelse fra at være en aktivitet, alle kunne optage, er blevet gjort til en virksomhed i skattemæssig henseende: Pga. denne aftale, der løber til december 2012, kan ingen selvudgivere, der IKKE er virksomhedsregistrerede, blive optaget i denne distributionsaftale. Og selvom aftalen åbner for edistribution uden krav om virksomhedsregistrering efter dec. 2012, vil alle ebøger, der udgives i 2012 af selvudgivere, forsvinde fra biblioteket virkelighedshorisont, da ingen ebøger får lektørudtalelser og selv hvis dét skulle ændre sig, lektørudtalelser ikke laves med bagudvirkende kraft.


Lejede lærebøger som fælleseje

Debat ønskes.

 

I USA (og måske andre steder) kan man leje digitale lærebøger med DRM i en periode.

Nu har digitale pirater besluttet, at det skal være nok med de høje priser på lærebøger. Et site er oprettet, hvor flere studerende kan slå sig sammen om at leje en titel, hvorefter sitet fjerner ebogens DRM og gør den tilgængelig for de studerende. Efterfølgende efterspørgsler kan downloade ebogen uden betaling.

En del af problematikken er, at Universiteterne i USA udgiver og sælger lærebøger til de studerende. De ændrer f.eks. opgavenumrene i dette semesters udgave ift. forrige udgave, selvom teksten generelt er den samme, og underviserne forlanger af de studerende, at de uanset hvad anvender (=køber) den nyeste udgave.

Ærlig talt – jeg ved ikke, hvordan det står til på de danske uddannelsesinstitutioner, men med sådan en problematik lige ved hånden, er det ikke svært for mig at se den onde cirkel:

Uddannelsen er dyr, måske kan man spare nogle penge på bøger, universiteterne behøver penge og udgiver selv deres lærebøger, universiteterne får ikke penge nok ind og sætter prisen på lærebøgerne op…

For at kunne bryde den onde cirkel er “man” nok nødt til at bevæge sig op på regeringsplan og udtale en mening om højere uddannelser, der tilgodeser et større antal u- eller mindrebemidlede.

Hvordan vil sådan en fortælling påvirke Danmark? Tjae, der har været en del kopiering af lærebøger hér. Det påvirker indtægterne for de undervisere, som skriver lærebøger. Måske bliver de – med ofte faste indtægter på undervisningsinstitutioner o.lign – mindre inspirerede til at kondensere deres viden på skrift, hvis ikke der kommer det “lidt ekstra” ud af det?

Men som jeg ser det, er hele pointen med digitalt pirateri at få en dialog i gang. Ikke en formuleret dialog fra et enigt bagland med én bestemt part, men enkeltindividers dialog med “dem, der bestemmer priserne på digitale ting”.

Det er selvfølgelig en følelsesmæssig sag – at digitalt ejerskab ikke på samme måde fylder i hverdagen og ikke altid kan lånes ud og ikke viser tegn på brug og og den aldring, der for mennesker gør ting virkelige. Men jeg er enig: Dialogen behøves.

Verden over debatteres straffene for digitalt pirateri, med strafferammer der går fra detailprisen og bøder, over internetforbud, og op til 10 og 20 år i fængsel. Et spændrum i holdning, der for mig viser hvor den amerikanske rettighedslobby har fået størst fodfæste.

RIAA og andre, rettighedshajer og -detektiver, med en profil over for presse, politikere og indholdsproducenter (kunstnere), der gerne tyer til bagvaskelse, løgne og falske rapporter, arbejder dagligt på at få lovgivningen i alverdens lande til at enes om straframmer for overskridelser af intellektuelle rettigheder, og samtidig få forlænget ejerskabet af samme rettigheder uendeligt.

I EU er det desværre lykkedes den amerikanske rettighedslobby at påvirke de rigtige/forkerte så stærkt, at musikrettighederne akkurat er blevet sat op fra 50 til 75 år – så Paul McArtneys og Cliff Richards arvinger og rettighedsejere kan fortsætte med at spinde guld på Beatles og CR. Målet er 95 år, men lur mig om det stopper dér.

Dialogen behøves. Hvis rettighedshavere verden over ejer deres rettigheder for evigt OG disse rettigheder kan sælges for højestbydende, hvilket de kan, truer en situation hvor et lille antal selskaber i verden ejer rettigheder til al mainstreammusik, -film og -litteratur, og patenter på medicin, teknologi, software og måske logiske løsningsmodeller, filosofi, undervisningsteknikker, og fortolkningsmåder…?!

Det er IKKE for sjov, at kampen om rettighederne udspiller sig, hvor den gør. I gadehøjde er den synlig og ligner da hér også rent tyveri, men hvem på gadeplan og med tid til rådighed kan bekæmpe softwarepatent- og medicinallobbyen?

Der er tre politiske hensigter med digitalt pirateri:

At opnå at kunne betale, hvor det ønskede emne er fundet.
At kunne betale skaberen/ne direkte.
At få frigivet rettighederne efter en begrænset brugs- og indtægtsperiode.

Formålet er (én gang til for Prins Knud) at skabe friere og billigere adgang til information og underholdning. Og forhindre et lille antal storkoncerner i at eje alt af fikseret intellektuel værdi i verden.

For dét er godt på vej.

Pirate Service Makes Textbook Rentals Last Forever | TorrentFreak.

Michael S. Hart, Projekt Gutenbergs skaber, er død.

“Learning is its own reward. Nothing I can say is better than that.”

 

Michael S. Hart fortalte ofte historien om, hvordan han som helt ung var blevet givet gratis adgang til computerfaciliteterne på universitetet i Illinois, USA. Og hvordan han, inspireret af et gratisomdelt optryk af den Amerikanske Uafhængigheds-erklæring og som en måde at sige tak for adgangen på – som i dagens priser ville svare til 100 millioner dollars – besluttede at indtaste selvsamme tekst på systemets computere og distribuere den til andre brugere på netværket. Det var i juli 1971.

Resten af sit liv, næsten 40 år, brugte Michael S. Hart så på at digitalisere og distribuere litteratur. Rettighedsfri og dermed gratis litteratur, vel at bemærke – ialt 36.000 bøger indtastet, indskannet og korrekturlæst af ham selv og et væld af frivillige.

Den tankegang, som i dag begynder at minde om en tsunami af konvertitter på vej mod den elektroniske bog, har ikke meget at gøre med Michael S. Harts vedvarende fokus på gratis adgang til god litteratur som vejen til et opgør med uvidenhed og analfabetisme.

Han blev 64.

Michael S. Hart – Gutenberg. *8.3.1947 †6.9.2011

TV2’s blog

Projekt Gutenberg