Washington, Peru, Kbh 1

Share

det begynder godt…

(Og hér er det så, jeg atter bliver opmærksom på min brug af ironi. Hvorfor er det, at det er så svært at sige tingene lige ud? Er det noget af tilbehøret til en digterhjerne, et digterhjerte – at det er omskrivningen, der skaber synligheden og betydningen uden at bruge helt så mange ord? Men hvorfor bruger jeg så så mange ord?)

Well, jeg opererer med et begreb, jeg kalder venteværelset. Skulle jeg finde på at skrive en poetik engang, ville den sikkert tage udgangspunkt i det. Den ene halvdel er ventepositionen, hvor det handler om at blive tom, så det nødvendige at sige melder sig selv. Den anden halvdel er venteværelset som det rum, hvor dørene til de forskellige mulige virkeligheder manifesterer sig, når fødderne ikke vil gå og det er nødvendigt at finde en rigtig vej: Jeg venter længe nok i venteværelset = gennemlever dagene i mit liv uspektakulært med den personlighed jeg er, og gør det, jeg kan og vil og er – og går igennem den rette døråbning, når den manifesterer sig.

Hver lille ting har sit eget venteværelse. Af og til fylder et enkelt venteværelses venten mit hele fokus – hvis fødderne ikke af sig selv vil igennem nogen af døråbningerne, eller der går længe, før en dør dukker op. Men én eller flere døre vil dukke op, og på et tidspunkt en døråbning, som jeg kan gå igennem.

Jeg gik fra min kæreste, akkurat før vi skulle ud at rejse. Efter at have set antallet af døre svinde ind, var der lige pludselig kun én dør at gå igennem, og mine fødder havde behov for at gå. På den anden side, i venteværelset dér, var der også kun én dør. At spørge om hun ville med ud at rejse alligevel.

Det ville hun ikke. Og jeg forstår det godt. Og er vel egentlig lidt lettet over ikke at skulle bruge en 3 måneders rejse på at kæmpe for at opnå noget, vi ikke lykkedes med gennem halvandet år – set med mine øjne. Men døråbningen var der, og fødderne ville igennem. Upraktisk, urealistisk, måske oven i købet en stensikker genudspilning af exkæresten, der vil være the good guy. Men det gør det ikke mindre væsentligt, derved at fødderne ville dén vej – uanset hjertets frygt og hovedets katastrofescenarier.

Så det begyndte godt, not: Alene på rejse, i tre måneder.

Jeg tænkte så, at jeg ville bruge noget mere tid hos vennerne i Washington, før rejsen til Perú, og fandt at man mod et mindre gebyr kunne ændre afgangen selv hos flyselskabet. Men noget gik galt i transaktionen, jeg fik ikke ændret afrejsedagen fra Washington til Lima, men står nu i stedet uden to af mine reservationer. Med 4 dage til afrejsen.

Forsøger man at fortælle mig et eller andet? Døren til Verden står stadig åben – men kommer jeg til at gå igennem den, d.4. januar kl 9?

Godt spørgsmål!

Time Travel, a vent for loss of control

Humans can do anything, they can think. Or they will change their thinking.

Share

 

THIS IS A WORK IN PROGRESS

* MOVIES INVOLVING TRAVELLING IN TIME by way of propulsion, magic, sleep, hypnotism, ”time machine”, worm holes, body hopping, ”sudden temporal phenomemen”, weather penomenen, reception of sent data from the future a.o.

Time Travelling expresses control over the progression of Time, oftenmost perceived as the image handed down by Marcus Aurelius: Water flowing towards the sea as a river that never repeats itself – in either direction it is at any given point different from adjoing points. To most people it feels natural to perceive time, ie. human life, with an ending and a beginning, the beginning being uncontrollably lost to us, but the ending, or the way to the ending, everything that is meant by the word ”control”: The open vista of opportunities and possibilities, of which we will try to ensure a handfull of those most interesting to us and most needed for survival. And when we succeed in our endeavours, we are in control. When we do not succeed, we have lost control.

Time Travel is a vent for loss of control: Læs videre “Time Travel, a vent for loss of control”

julefred og bjælders klang

Opbrud i en juletid.

Share

Der er intet som at sige farvel til sin kæreste fire dage før jul.

Det tilfører hele ceremonien en følelse af akut åndenød – tanken alene, at alle mennesker behøver omsorg, og julen er indbefatningen af omsorg ønsket og omsorg (burde) givet.

Så er det godt, jeg har haft femogtyve års øvelse, idet jeg allerede 1985 opsagde abonnementet på værdisætningen af den institutionaliserede omsorg (=julen…) – jeg nåede næsten gennem ris-álamanden, før trangen til skyldfølt opkast meldte sig.

Men ret skal være ret:

Jeg er i tvivl: Var det det andesvinkartoflerrødkålssure, der jo gik forud, som forårsagede trangen… altså, om var følelsen ren biologi og ikke forpost til videre helvede?

Men normalt ér kroppen jo død-loyal og vil bare have fred, så måske skulle jeg resten af december holde mig fra mere chokolade og fedmad og og og

det der kærlighed.

Poul Ancher Bech, 1999

Nokia 2330 Classic phone plugin for iSync

Share

Cheap, simple cell phone, but no phone plugin for iSync on Nokia’s own site.

Get it here: http://www.mediafire.com/?ojoyrqtt5yy/Nokia-2330c.phoneplugin.zip – courtecy of a dude out there.
Or here.

The archive is unzipped, the contents placed in Mac HD/Library/phone plugins, or, if no such folder exist, the folder with content is placed here: Mac HD/Library/

Turn off Bluetooth and quit iSync before placing the phone plugin.

KANTOLA

Share

I spent 1 month @ Kantola house, a refugium just south of Kotka in Finland, 160 kms East of Helsinki, in a Baltic Sea inlet once a large fishing harbour, and right across from the paper mill, part owner of the Kantola artists’ refugium in partnership with the commune of Kantola.

Most days didn’t look like this.

It looked like this

or this

But it the last days of my self imprisonment then sun came out in all its glory, and lo and behold what a marvelous month it had been, and it didn’t even feel like anything 30 days looks like in the mind, calculating fear of isolation, darkness and low, low temperatures. The sun is such a powerful, beloved force, staying at the exact distance that is does.

Some say it looks and feels better in the summer, as brief and short as any Scandinavian summer. But there is something about the harshness that is appealing. Can’t say I like it, but in a way it’s like camping on a windy ledge, tethered to the cliff wall, and you know you’ll be safe, but then again, you are not sure. That kind of feeling roughing you up. And… some say the Finnish women are particularly feisty. Haven’t tried the taste my selv, so I can’t say, but if true it may possibly be from surviving the Finnish winter.

If writing is too lonely or too hard, or lack of company is getting to you, there is Poetry Slam – in Finnish, naturally, but you CAN give poems in three languages, including Finnish from machine translation, to applause, and witness the passing of a 1yr achievement award: a cow with wings (if only they could fly…!)

You can also make new friends: Hello Marko, soon off to Afghanistan for 6 months, may luck and love follow you (that shouldn’t be hard, my good man)

and Petri, Cultural Organizer with his hands in lots of things, may the forces guide you to all supports of your efforts to show Kotka they have much to be proud of.

And then there was the journalist, Matti, who wanted an interview with the foreign poet, and pumped me for information on poetry, body stance, intonation and the finer points of Poetry Slam, when he wasn’t showing off his dvd with his killing and skinning of a female 250 kg Elk…as diversion, so as to pump me some more. Yes, it was a fine Elk, Matti … Looking forward to the article. 🙂

The papermill is gonna sell their part of the house, is what I heard when I arrived. Falling prices on pulp means they had to sack all the workers and begin dismantling the mill. Just before I left, they stopped the negotiations with the union, rehired all workers and re-started the factory, as the price of pulp went up $.30 to the ton – but only for 6 months, then they will close… The town probably wont buy their part of the house – for one it might be too expensive, if the mill wants marked value for it, and besides, listening to people the attitude of the commune politicians seems to be one of: “What do we need foreign artists here for? How are they gonna do Kotka any good?!”

Well, what do artists do anywhere? They look at the land, the people, the animals, the options, the connections, the produce, the arts and local culture, and they go and tell other people about it. Maybe they brand a name – mention a previously un-mentioned town (in art circles) in southern Finland out of hundreds of towns, all with their own particular identity, but nothing international to bragg with, and this town rises out of obscurity and into the world’s eyes, and ears. It is not a free process as celebreties can testify, but for those who care to address such challanges as attention can bring, things can develop in quite un-expected ways. And there is nothing un-expected about Karaoke, Finnish or otherwise, even if a karaoke bar can have those moments of wonder – such as the flabby, un-spectacular young woman singing her heart out in a big voice that could go far, if she was ever inspired to develop a musical taste of her own.

Alva Aalto build the house, by the way. Don’t tell anyone I said it’s modernism at its naked birth, with only the internal layout in any way attractive. Because you don’t come here to write or compose or paint to be distracted by architecture – unless, of course, you’re addicted to modernism – you come here to sleep well, make your own hours, cook your own food, and to go out on excursions across the peninsula, to Kotka, the supermarked, and to the near-by bar, whose regulars from hear-say are indifferent to the differences of languages different from their own and will willingly and without need of assistence tell you everthing about something in Finnish for as long as you care to hear.

Life in Kantola is easy. You have an open mind, they have an open mind.

For information on stays in KANTOLA

Petri Pietiläinen
Kulttuurisuunnittelija/Cultural co-ordinator
Kotkan kulttuuriasiainkeskus/Kotka Cultural Centre
Keskuskatu 33, FIN-48100 Kotka
Finland

p/tel. +358-5-234 4494
mobile +358-400-608 997
fax +358-5-234 4274

text and images: Kenneth Krabat nov-dec 2009

de små glæder 2

Share

http://www.berlingske.dk/klima/hugo-chavez-hylder-demonstranterne
Nej, Hugo. Løsningen er (heller) ikke (endnu) en politisk ideologi, der skiller menneskene. Løsningen er det modsatte. En ideologi, der samler. En ideologi, der bryder sig om at lytte, som KAN lytte. Og som ikke bare venter på selv at komme til orde. Vi behøver hele lortet – industri, energi, landbrug, arbejdskraft, transport – og vi kan ikke komme uden om, at vi behøver det hele. Men vi kan aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde blive enige, hvis ikke udgangspunktet er et andet end, HVEM der sidder på magten. Hugo, og jer andre.

De små glæder for erhvervslivet.

Glem internettet. Med IFPIs rapport (2009) er det tydeligt, at datavejene er global distribution for erhvervslivet og intet andet.

Share

 

http://www.ifpi.org/content/library/dmr2009.pdf

IFPI, samarbejdet af musikproducenter/distributører, har lavet en rapport for 2009, der er smækfuld af “vi har ret og tingene i verden kan ikke gøres på anden måde end ved rå kapitalisering på mainstream-forbrug”, og som enhver anden rapport fra vægtige kræfter, skal den læses med de stærke briller – for det er eddermugme godt sammenskruet, så alt det der modsiger ligger flere alen under overfladen!

Okay, vi antager, at det lykkes alle større lande at få ISP’ere til at samarbejde med kulturproduktproducenter om at begrænse eller forhindre ulovlig download på basis af three strikes and you’re out.

Lad os sige, det sker inden for det næste år. 80% af verdens internettrafik er ulovlig download.

Lad antage, at 70% af ulovlig download forsvinder ud af de større landes internettrafik – efter at samme lande har brugt multimillarder på kapacitetsudbyggelse af det fysiske og mobile netværk.

70% af 80%, under forudsætning af, at den ulovlige download er ligeligt fordelt over hele verden, hvilket den ikke er, men vi leger… betyder, at mellem 50 og 60% af den globale netværkskapacitet vil kunne overgå til anden datatransmission.

Skal vi gætte på, at en blanding af markedsmodeller til salg eller streaming vil overtage internettet? Samt HD-TV overalt på kloden?

Jeg ser ikke konspirationer overalt, men hér er en klokkeren én, der ikke bare omhandler “det frie marked” – for dét findes ikke længere oppe i de højere luftlag. Det er et politisk styret og styrende samarbejde, der udnytter hvad der er sket til egen fordel. Og samarbejdspartnerne er, ud over poltikerene, mobil-industrien, TV-, musik- og filmindustrien. Glem internettet. Det findes ikke længere. Nu hedder det bare “Global distribution” og det, som tidligere var internettets bagstoppere, informationssøgningen i dedikeret viden, er blot spredte biblioteker langs en 200-sporet motorvej, og hvad angår resultater af online-søgninger, tror jeg ikke vi skal forvente, at der bliver bygget helt så mange afkørsler i fremtiden.

Tidens Kælven 2: Id 5 (fragment)

Uddrag fra digtsamling i arbejde (2010).

Share

SINGULARITET OG KONVERGENS

1) En singularitet er ikke-kausal og ikke-kaotisk på samme tid. Samsansningen af de to grunddynamikker er muligvis at betragte som en evne i visse mennesker, muligvis en helt naturlig konsekvens af alt gennemlevet:

2) Befries man for de to opfattelsers dominans, befries man for det begrænsende i det ikke-kausales og det ikke-kaotiskes gensidige monoeksistentielle udelukkelse af den anden og dén verden, den anden beskrives i og opleves i.

3) I befrielsen fyldes man af de tos sammensmeltning, som nogle kender som gud, skabelsesøjeblikket, den evige fred for livets smerte, og andre betragter som to kurver i naturlig cognitiv konvergens, skønt tilsvarende tilfredsstillende i sin fuldstændighed.

4) Den mest interessante karakter er således dén, der oplever singulariteten og trods tilbuddet om hér at standse med fred i sjælen, opfyldt af altings stilstand, alligevel ønsker at følge de konvergerende kurver, som de aftegner sig på den anden side af singulariteten.

5) Slettet.

6) Tilføjet: Vi har hér at gøre med et menneske i forceret udvikling, en pioner uden ansvarsfølelse eller hjemstavn, en ny art, som en vinbjergsnegl eller eremitkrebs, der for evigt bør formenes yderligere adgang til den menneskelige kreds.

bakketoppen, dækket af grønne græsser gnistrende af sol i perler af dug og et øhav af opulent svajende blomster med hvide kroner, er en døråbning med en dør forankret. Døren svinger i vinden. Landskabet anes gennem åbningen. Så smækker døren.

KRONRAGNING tager tid, først skal alt håret klippes ned, så skal hovedskallen vaskes grundigt og siden varmes igennem, talrige skift med fugtige, varme håndklæder, og først da kan kniven koges og bladet føres over den knoglede hovedbund, blodet standser man med en koagulationsstift, gøres det hurtigt, kommer der ingen sår, en skallet isse skal skinne blankt og være uden sår, en sommerfugl skal have støv på sine vinger, et bjerg skal være højt, verden hænger hurtigt sammen

SO, dreams are what makes us? And when there are no dreams, what makes us then? HOW THE FUCK ARE WE THEN MADE! No no, I’m calm, I’m good. I can’t pretent, I just cannot pretend that I care for this mumbo jumbo bullshit about “creating the world by yourself”. I am not made by my dreams. I don’t dream. I don’t care to and I never have. What does it mean, “dreaming”? That you pretend you’re something you are not? I never pretend! This is what you see, and this is what IS! This is what I see in the mirror, looking back at me, and I’m supposed to be all in awe of the fact that left is right and right is left, oh, oh, the human brain, what a sight for sore eyes, what a wonder…! No. This body becomes more and more fragile, this brain synthesises more knowledge and forgets a lot of stuff every day, but I stay me! No great analysable difference between the I and the me, no bridge to cross and two other-sides to merge, I… AM… ME! And turn the equation around, if you like, but it sounds stupid in this stupid language… I. Just. Do. Not. Dream. And if I don’t dream, how am I then made, huh? Am I immortal? Am I dead? How would I know the difference? And how can I care? How can I care?

udgivelsesliste 2009

Share

1000 blå lys til dit pergament, Tidens Kælven 10 (nu nummereret 9) i ORDLØST, 119 digtere i Dansk Forfatterforening, DFF- antologi, 08.2009 og Oplysningskontoret

Den Japanske Forbindelse, Tidens kælven 3 (nu nummereret 2) i Iransk Antologi, maj, poul exner og forfatterstemmer.dk – som lyd og tekst. 12.2009

Tidens kælven 2 (nu nummereret 1)

Stern und Spielplatz (Rolf Stensig), maj 09, dec.09 endnu ikke ikke trykt

GratisMad og JordenErGiftig + tegning af Brian Schyth i “TITLER”, Poetisk Bureau – 08.2009

(JordenErGiftig) som “hvor vi elskede denne verden…” i ORDLØST, 119 digtere i Dansk Forfatterforening, DFF- antologi, 08.2009

HP – Bananernes liberator i ORDLØST, 119 digtere i Dansk Forfatterforening, DFF- antologi, 08.2009

6 Vintermenneske-tekster i ORDLØST, 119 digtere i Dansk Forfatterforening, DFF- antologi, 08.2009

Skide rhododendron i UNDERSKOVEN 3, 10.09

Afteners og nætters floder i (Kroatisk/dansk digtantologi v. Narcisa Vucina, 2010?) (fra Dagens Digt 2000)

for af bag i (Kroatisk/dansk digtantologi v. Narcisa Vucina, 2010?) (fra Dagens Digt 2000)

trommen uden for drømmen i (Kroatisk/dansk digtantologi v. Narcisa Vucina, 2010?) (fra Dagens Digt 2000)

rejsen på stedet hen i Beboerbladet 04.09. 09.2009, Vollsmose avis 12.2009 og Anarkiet 17.10. 2009

Textsound.org

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

21. okt 09 (mp3-link)

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

21.10.09 (mp3-link)

Anarkiet

DagensDigt 22. marts 2006 “HÉR” 8.11.2009

aftnenfør 1.11.2009

postorgasme 1.11.2009

rejsen på stedet hen 17.10. 2009

Jaquine (kortprosa) 17.10. 2009

well again 17.10. 2009

poeten skal lade 17.10. 2009

ØKs OPLYSNINGSKONTORET

centrallyrikken interviewet dialog 10.6. 2009

parat til at vinke – novelle 28.6.2009

… det griber simpelthen ikke nok om sig længere 20.04.2009

1000 Blå lys til dit pergament (Tidens Kælven 10, nu 9) 10.8.2009


Kotka retreat, 2009, “KANTULA”

Ny TV-serie, PARADOX.

Share

 

Kotka, Finland, kl. 18.12.
Har set første afsnit af Paradox, en ny engelsk tv-serie om data fra fremtiden, der fortæller om ting, som vil ske – naturligvis ting, der efterlader sig fotograférbare spor, som eksplosioner, døde mennesker osv, som en politimand kan sætte tænderne i og efterforske som et puslespil. Det lover ikke godt, med mindre større ting er på spil i de kommende afsnit.
Meningsfulde historier bliver i det hele taget sværere og sværere at lave – om end jeg havde et hulkeøjeblik, da en af bipersonerne fik sit liv igen, efter at have troet at alt var forbi for ham. Filosofisk fokus er (kvalmende) Gud, tro, familie, redde livet osv.
Det vigtigste, vi kan fortælle i dag, er at livet betyder noget for hver enkelt. Ikke bare bestanddelene, der udgør den enkeltes liv, men livet i sig selv. Derfor er der så mange mord og ulykker på film – fordi livet er vigtigt. At kunne fortsætte med at leve, UANSET hvad der sker af politisk, økonomisk, og anden overgrebsperfiditet mod den enkelte eller grupper af mennesker. Livets fortsættelse. Jordens fortsættelse. Menneskenes fortsættelse. Det overskygger i stigende grad alt andet i dramatikken – fordi alle i større og større grad føler sig truet på sit eget liv med alt, hvad der sker. Og vi vil bare have det overstået, så vi kan komme videre, i fred og ro, med vores familie og vore drømme om fremtiden.
Men hvad hvis alle disse planer er ligegyldige, fordi det er uden betydning om vi lever eller dør? Det er dér religionen kommer ind: Livet SKAL betyde noget – for ellers betyder hverdagen ikke noget. Så er alt behag blot personlig gratifikation – nydelsen af familielivets glæder, arbejdets belønninger, kunstens skabelse, rejser, forbrugsgoder, forestillingen om en utruet alderdom: Livet skal betyde noget i sig selv.
Problemet er bare, at hvad det vil sige at leve med en indre tro aldrig egentlig bliver bespurgt, og “anvendes” religiøs tro som Livets Betydningsmotor, sker det som en selvfølgelighed. Som noget man bare har, eller ikke har. Og stakkels den, som ikke har… indre tro… på gud. Så er man hengivet videnskaben og det efterprøvelige i alle henseender, og således magtesløs, når man stilles over for det uforklarelige.
Det eneste, der kan redde denne serie fra fordummelsens adrenalinpumpende overdrev er, hvis de bevæger sig væk fra den klassiske A-forårsager-B-forårsager-C-osv., og forsøget ér der, i den dramatiske subtekst hér i første afsnit.
Men hvad skal almindelige mennesker bruge en uendelig kompleksitet til – at A ikke forårsager B som forårsager C osv. – når det er sådan, det ser ud for os, og selve måden vi planlægger alt i livet (med mindre vi arbejder med fysik, forsikring eller vejrfænomener)?
Eneste konklusion er tillid. I Tv-serien tillid til GUD, dvs. efterlivet og at “alt har en mening i det større perspektiv, for nogen ønsker det sådan”, men hvorfor ikke skridtet videre til ZEN: At det er uden betydning, om vi som enkeltindivider forstår eller ej, fordi den enkeltes indpasning i kosmos ikke kan sammenlignes med andre eller andet, og derfor er nødt til at afkræve den enkelte særlig hengivenhed = nærvær ift. egne udfordringer med kun præcis den mængde pres og eftergivenhed, der skal til for at befinde sig i centrum af sin eksistens? Også kaldet BALANCE.
Den her alfaderlige støtten på skulderen er røvtrættende og fastholder kun de bestående mekanismer, der understøtter alt det, som truer menneskene, enkeltvis og kollektivt.

Kotka Retreat

Ankommet til refugiet Kantola i Kotka, Finland.

Share

Nå, jeg er ankommet og er gået alt igennem, alle rum i hele huset og køkkenskabe og alt. Det er ikke tilfredsstillende. De har ikke forestillet sig, at man kommer langvejsfra, og skal købe alt, man skal bruge for at kunne lave mad. Der er også utilstrækkeligt med lys i rummene – for fanden, her blir endnu tidligere mørkt i Finland end hvor de fleste normalt opholder sig, sæler undtaget.
kbh. lufthavn
Her er ensomt, følelsen er flyttet ind. Jeg skal virkelig være obs på, hvad jeg bruger min dag til. Måske endda lave nogle faste rammer, så der bliver styr på dagen – faste spisetider og den slags. Dét ville godt nok være anderledes!!
Hvorfor de overhovedet har det her hus virker umiddelbart som en fiks idé – noget med at have fået byen og den enorme lokale papirmølle til at spytte penge i et retreat, som tilfældigvis reklamerer for Finland, fordi Alvar Aalto har tegnet det, og så få kunstnere til at komme og bo og arbejde… Men informationsniveauet er virkelig lavt, rummene mere lagt an på design end på arbejde – og opsynsmanden, der er ansat til at passe på huset, og hente mig fra stationen, synes uden reel interesse i andet end at komme hjem: en fuldstændig bemærkelsesværdig uvillighed til at hjælpe. Men stort, stort fokus på, hvordan jeg finder rundt i området, som om – set i bakspejlet – andre har klaget over mangel på den slags informationer, eller at han skal kunne slippe for at sige det igen? Hvorfor ikke bare lave en massekopieret information én gang for alle, som kan udleveres ved ankomsten til alle, der kommer?
Jeg skal arbejde meget hårdt på at få det her til at blive godt.
Og nu er jeg begyndt med at ryge indendøre – det slutter sikkert, når nogen lugter det og så er det ud på terrassen – og holde humøret oppe med en beslægtet energifætter i ham Sonne fra So Ein Ding, som jeg har set 5-6 podcast af (med?) via iTunes! Super, siger jeg bare! Det er lige, hvad jeg behøver sådan en kold finsk vinterdag uden elskede nogen steder i nærheden!
Hér ses bustationen, og det er godt at huske sig,
at solen er oppe over skyerne, også over Finland!

Omtaler: ORDLØST • 119 digtere i Dansk Forfatterforening

Foreløbig.

Share

 

Bjarne Kim Pedersen – Forfatter: ORDLØST fra Dansk Forfatterforening

Herlev Bibliotekerne – Ordløst — Herlev-Bibliotekerne

Helsingør Dagblad – Helsingør Dagblad – 119 digtere med i gratis digital digt-antologi

Jens Fink-Jensen – Länkar om “Luk op for lyrikken” | Facebook

Brian P Ørnbøl – Brian P Ørnbøl – forfatter – Nyhedsarkiv

Søren Sørensen – Mød forfatteren Søren Sørensen

Litteratursiden – Lyrik Læseklubben | Litteratursiden

Oplysningskontoret – Oplysningskontoret

Jan Hatt-Olsen – Lyrik-instalation – Jan Hatt-Olsen

Kulturnyt – Sørgmodig ørkenblues fra Vestsahara – dr.dk/P1/Kulturnyt/Udsendelser

Harning – Digte,Haiku,Senryu,Gendai « Harning

Per-Olof Johansson – Supplement til litteratursiden, Per-Olof Johansson DK

Henriette Elmøe – Henriette Elmøe’s MySpace Blog

Lonni Krause – August nyheder 2009 « Dette er ikke en blog

Claus Høxbroe – Claus Høxbroe´s armé | Facebook

Pia Valentin Lorentzen – piavalentinlorentzen.dk/om

Marianne Slot – Forfatter Marianne Slot 链接| Facebook

Patrick Thimm – Patrick Thimm – Personen / Infos zu Name Patrick Thimm – Personen …

 ORDLØST.dk

AT HAVE NOGET PÅ HJERTE = HJERTET DER ÅBNER SIG

Share

 

AT HAVE NOGET PÅ HJERTE

= HJERTET DER ÅBNER SIG 

At have noget på hjerte er en en helt konkret beskrivelse af en tilstand “at have hjertet åbent”, der blandt andet omtales meget i esoterisk, religiøs og spirituel litteratur: Det føles som en pude, der trykker på hjerteregionen, mellem hjertet og huden. Følelsen kan være meget oppustet eller akkurat mærkes. Det bliver ofte diagnosticeret af læger som betændt hjertehinde, og i tilfældet, hvor der ikke konstateres betændelsesbakterier, regnes det af lægerne for en symptom på et psykisk problem. (Bearbejdning af noget; at være i proces med noget følelsesmæssigt uafklaret).

GOOGLE

ESSAY: FOR TANKEN ER ALTING RENT

Vi hjælper hinanden – selvom det ikke altid føles sådan.

Share

 

FOR TANKEN ER ALTING RENT

okay okay okay, ud med alt det her “menneske”-pjat. det er alligevel kun noget, der eksisterer i min egen psyke som følge af for lidt omsorg eller for megen mobning, dvs. for lidt omsorg. Mennesker er som mennesker er. Forskellige. Nogen vi ønsker at omgive os med, og nogen vi ikke ønsker at omgive os med, de fleste vurderinger som følge af mangelfulde informationer eller ditto forståelse af alle de mekanismer, der tikker af sted inde i den såkaldte “økosfære”, Jorden. Men… hvordan kan vi også vide dét? Det er ikke evolutionært betinget – ikke endnu, ihvertfald – at vi skal kende til vores eget impact på den samlede mekanisme – om end det hurtigt eller langsommere kan ende dér, hvor maskiner som også tager hensyn til omgivelserne snarere end at besejre dem, som det eneste vil stå imellem os og den Jordiske natur. En menneskelig bevidsthed, der blot skulle kunne rumme denne forståelse, ville allerede være godt på vej mod at være én af dem, som gav gener videre og måske selv overlevede, mens de andre…

Hvad med de andre? De andre mennesker? De andre mennesker er dem, som indtil denne overgang til det nye, skal leve med konstant at føle sig målt og vejet af omstændighederne ved kampen i og med livet, og disse mennesker er værd at satse på at hjælpe. Der er endnu ikke sat tabstal på overgangen til det nye. Man vil kunne udregne tallet efterfølgende, selvfølgelig. Man vil kunne anslå tallet på universiteternes gange, teoretisk ud fra sociovidenskabelige kriterier, og tallet vil ekkoe ud i magtens korridorer, og man vil snart se det filtreret ind i og ud af og mellem erhvervslivets analysebrancher. Men tabstallet, antallet af dem, som må bukke under for fremtidige udfordringer hvad angår livet på Jorden og livet kollektivt, er et produkt af, hvad der gøres for at hjælpe dem, der ikke intuitivt forstår en ny verdens krav. Derfor kan tillid til overensstemmelse mellem alle menneskes drømme, længsler, sorger, glæder, aspirationer, være den faktor, der løfter flere liv op mod kollektivet. At faldbyde anerkendelse, vederlagsfrit…; anerkendelse af overensstemmelsen mellem livsformer og deres omgivelser: At vi alle sammen lever inden i et medie.

Vi kaldet dette medie Jorden. I dette medie findes ingen universel retfærdighed. Kun små deterministiske bestanddele, som konstant evolverer for at undslippe en vedvarende entropi = at alting ender med intet (uanset hvad vi gør). Hvad faen… det er en tro! Men den holder mig fokuseret på menneskene hele tiden – konstant betragtende. Indad såvel som udad. Et fokus, der siger mig at vi skal overleve på ret og simpelt at tage os selv alvorligt. Tager vore drømme alvorligt, natlige drømme såvel som de daglige. At vi tager vore følelser alvorligt, tydeliggør dem for og selv i manifest, agerer på dem. Agerer på basis af en indre oplevelse af, at det følelsesmæssige behøver en sådan nysgerrighed over for forskellige tilstande for at imødegå det voksende antal nye udfordringer, som at være så stort et tankerum som Jorden ér, post-Internettet: Hjertet, der holder hjernen gående, skal erindres i den enkelte. Hvordan beskytter man hjernen bedst? Ved at beskytte hjertet, der pumper til hjernen. Placeringen af det fysiske hjerte kan ofte fyldes med følelser, der hænger sammen med hvad hjernen ser og hvad hjertet får af signaler om at pumpe langsommere eller hurtigere. Disse fornemmelser i kroppen er summen af “erindrede forskelle”. Og “forskellen”, der optræder i området omkring det fysiske hjerte, er hjertets følelse. Det er det, der hele tiden er summen af, hvad vi har været igennem; det vi kalder følelse. Den findes i alle mennesker, og den tillader liv. I nogle mere end i andre.

Det er hér en tro kommer ind – satsningen: Hellere end at satse på en %-vis sandsynlighed for forekomsten af det gode, eller det onde, det ønskværdige og det uønskværdige, så vælge enten det ene eller det andet som udgangspunkt. Være aktivt opsøgende i sine præferencer snarere end at vente på at blive givet, måske. Og så forsøge at balancere mellem sin lyse og sin mørke side uden at falde til nogen af siderne; så opmærksomheden på forandringerne i verden  i den destruktive forstand bliver maksimal; så enhver bliver i stand i stand til at stille sig selv spørgsmålene: “Hvor meget vil jeg risikere min trivsel og mit liv i den økosfære, jeg kalder Jorden? Hvor går grænsen for, hvad jeg kan være med til, før jeg er nødt til at skulle ændre på mig selv? Er det tilfredsstillende?” Det er selvfølgeligt… må jeg indrømme, at jeg tænker… at det brat lakker mod enden på indsigtsbjerget, fordi udsigtsbjerget i høj grad normaliserer de stigende mængder af menneskelig viden.

Den tilvoksende viden om de andre kan være nok til at ønske at isolere sig og beskytte sig – for ikke at blive normaliseret af væksten i udsigtsbjerget – gjort ens. Isolation er så samtidig den direkte vej til at være nødt til at tro!? Noget til at skinne et lys ud i mørket, skære kagen i skiven, Noget til at gøre det med.

Sådan er jeg. En der gør, på en basis af valget af mennesket som interessant nok for helhedens håndelag. Og her menes ingen gud, men de mekanismer der får organismer og mekanismer til at arbejde sammen om den fælles overlevelse. Sådan ser et mekanistisk univers ud. I det mekanistiske univers er der ingen gud fader skaberen. I det mekanistiske univers er alting forbundet, og kun forskellene temperamenterne/hastighederne imellem skaber bevægelse. Ingen guddommelig startknap eller pressemeddelelse. Men følelse, tanke, intitiativ, emotion, sanselighed, logik, biofysik og fysikkens lovmæssigheder udtrykt som beviselig funktion. En hel masse forskelligheder, bevægelser i totaliteten, (måske af totaliteten), som understøtter hinanden:

Skal mennesker gives lov til at bestemme over antallet af anslag mod totaliteten, ud fra en proportionalitet med udviklingspotentialeskridt i levende organismer (fik du dén, Idi Amin?!), eller skal mennesker bibringes en forståelse af, hvilke fordele der er i tilliden til i hvert fald betydningen af menneskenes overlevelse, og af konsekvenserne heraf som kaosfaktor, der kunne bremse entropien og rejsen mod intet? Er det kun mig, der ser ud mod stjernerne og ser liv uden for en polymatematisk statistik, der ikke har formler endnu om den menneskelige forestilling om “det fremmede”, det uopservérbare, og derfor ikke kan multiplicere sig og ekspandere, som er formålet med al statistik! Skal alt det der ude stoppe af sig selv, engang – eller senere end engang, fordi nogen troede på at ikke stoppe det og bare blive ved? Hvad ér man til? Det ene eller det andet? 

Se, det er da nemt at koge alt ned til en erkendelse af Livet som en faktor, der ikke er bundet af lovmæssighed! Og kun ikke-bundet, fordi vi ikke har en hujende fis af en mulighed for at erkende noget uden for vores egen forståelsessfære – hvordan den end er skruet sammen! Hvordan den end ser ud på et givent tidsrum. Bevidsthed, erkendelse om egen eksistens, er skruet sammen sådan, at det bliver til som informationsmængde og opstår som et centrum der vokser og gentagende sender sig selv ud i alle retninger. “Når kroppen og generne og erfaringerne klasher med omgivelserne i én eller anden forstand, vågner bevidstheden; jo mindre den gør dét, jo “større” bevidsthed; jo mere fokus på en allestedsnærværelse, desto større bevidsthed…” eller hva! Ja, ja, det hedder askese, og det er for nogen mennesker, men jeg har intet behov for at handle i en verden, der er baseret på at bekræfte en hypotese, som understøttelse for det liv, jeg har levet. I min verden søger jeg mod at leve, mens jeg gør det, jeg er et handlende hjul, billedet af fysikkens superstrenge som et umådeligt antal fluktuerende spændinger i Altet, der som elastikker gensidigt skubber til hinanden; lovmæssigheder i alt større lovmæssigheder, der aldrig kan kendes, fordi erfaring altid er fortid, og vedvarende egentlig betyder evig.

Det er ikke muligt at følge en endeløs ekspansion til noget mål, og en ekspansionsbegrænsning… hvad er dét? Ja, hvordan skal menneskene kunne forstå en ulempe ved at ekspandere, når de ikke som kollektiv har anerkendt hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig indlfydelse på omgivelserne, direkte hidført fra egen og industriel og deraf afladt aktion og placering i verden.

Det er hér hjertet kommer ind igen – ikke som en bøn, men som en påpegelse: Hjertet reagerer på, hvad hjernen udsender af kemiske og elektriske signaler rundt i kroppen, og på direkte kommandoer om at banke hurtigere, og på kontrolafgivelser for at banke langsommere. Den samlede mængde forandringer i hjertets bankehastighed parret med sit menneskes individuelle karakter, giver dette menneske dets følelse. Der splitter sig i og springer mellem følelsesnuancer og præferencer og mani – det vi kalder “forskellene mellem mennesker”, når vi forener os med ingen eller et fåtal, og “forskelige mennesker”, når vi vægter egne præferencer og visioner. Vi føler hele tiden. Vi taler om følelser hele tiden. Vi omgiver os med følsomhedsstimulerende symboler hele tiden, skaber kunst der vækker følelserne, snarere end stimulerer tankerne. Baseret på defineret respons udfører vi  følelsesritualer og vurderer os selv individuelt og kollektivt og agerer på basis af disse vurderinger. Kort sagt, vi kan ikke lade være med at føle. Det er dét, som ikke er det fysiske hjerte, fornemmelsen i brystkassen, der spreder sig ud i kroppen. Overlevelsens centrum, so far.

Det er dét, menneskene får hjælp til lige nu, af hinanden. Til at bevidstgøre deres følelser over for hinanden i en kollektiv redegørelse – mod og igennem til en anerkendelse af sammenhænge mellem følelsers udtryk og modninger, og konsekvenser i stort og småt for andre og hver især af os individuelt. Videnskaben arbejder tæt sammen med offentligheden om det – med et voksende antal formidlere af enhver art som bindeled og informationskanal. Intellektuelle kan vælge at ride på bølgen og se, hvor den bærer hen – eller lade være. Beslutningstagere og gesanter kan forsøge at dominere og fastholde – eller lade være. Og alle andre dér imellem vil blive udfordret på deres følelser. Nogle vil blive slidt op, andre vil blive stemplet som kolde, men dem der forstår nødvendigheden af at tillade forandring og vækst, vil sætte børn i verden, som vil være tættere på den frembusende naturs udfordringer. Jungel er det kun, hvis man ikke kan orientere sig. Overstiger mængden af orienteringskrav ens formåen, må man skære ned på kravene, og dét er det ved at være slut med, hvad Jorden angår. Eller tage ved lære af andre. Så, det gør vi. Helt af os selv.

Det er tydeligt, at vi er dygtige til at overleve. Men vi er er ikke uovervindelige. Fremtiden ér fremtiden, ja, men nuet er såmænd også udfordrende nok. Det er i nuet, i nutiden, at vi skal hjælpe menneskene. Hjælpe os med at overvinde frygt. Empati er forudsætning for megen frygt – indlevelsen med andre og andet – og med frygtens mindskning, kan empatien tage over.

(tjae, er det sandt? Eller vil det resultere i flere coachede mennesker, der har taget vare på deres eget liv ved at fokusere mere på sig selv, og mindre på alle andre?)

I er velkommen til at få en professionel til at se ovenstående efter i sømmene, men ultimativt ér I jeres såkaldte “valg”, alt efter hvordan jeres forskellige sprog og kulturer udtrykker det i den enhed, nødvendighed, lovmæssighed, der gør at visse sprog og vaner og måder forsvinder, og i mindre grad kommer til. I er evolutionære væsener. Udvikl jer, eller ikke!

kk
2009

DIGT: REJSEN PÅ STEDET HEN

Share

 

REJSEN PÅ STEDET HEN

 

Vejlegade, Kbh Ø

Silkeborg Plads, Kbh Ø

Nygårdsvej, Kbh Ø

Notting Hill, London

Samsøgade, Kbh Ø

Vesterbrogade, Kbh V

Porto, Portugal

Frederiksberg Allé, Kbh F

Gothersgade, Kbh C

Sigurdsgade, Kbh N

Husumgade, Kbh N

ved den store kirkegård i Prag, Tjekkiet

Bjarkesvej, 8230 Åbyhøj

Strandtoften, 4200 Slagelse

Freundsgade, Kbh V

Frydendalsvej, Frederiksberg C

Sindshvilevej, Frederiksberg K

Tranebjerg, Samsø

Kolby Kås, Samsø

Parkvænget 4000 Roskilde

Haveforening i sommermånederne…

jeg har sikkert lykkeligt glemt steder

og hende jeg deler samtid med

har hjemme for 35. gang, vi er ikke sigøjnere

en bolig følger bare automatisk med når man flytter, vi skal jo

alle sammen bo et sted, ikke

det samme sted: forskellige-fra-hinanden-steder

som dagene vi vokser ind i forandrer sig, pludselig

en morgen behøver vi at flytte os igen

fordi noget er rejst i forvejen og vil ha os med:

en drøm, en længsel, en trang til noget andet

– aldrig meningen at hjertet skal unddrages dem vi elsker som blir

men vejene får altid lige lidt mere elastik…

vi må rejse, vi må se noget andet, bo under andre forhold

i andre omgivelser med andre liv med andre afstande

til naturen til menneskene til indkøb og faciliteter

udfordringer i job og bekendtskabsskabelse og igen

lære nyt, se og lugte og forsage nyt

og boligen

boligen venter altid i den anden ende

boligen dukker altid op når den skal

et værelse, et hus, en båd, en autocamper, låne leje eje

to lys på bordet og en dug og fem puder på sengen

og en bog, lidt musik, så er det hjemme

så er jeg hjemme

så længe jeg er her, på rejse

hvor jeg er –

hvor vi er

kenneth krabat, 2009

Dette digt sendte jeg til et boligsselskabs blad og vandt en clockradio, som jeg gav til min 91-årige morfar, der ikke kunne finde ud af at betjene den, fordi der ingen fysiske knapper var, men kun fingertouch, så nogen fik den, jeg ved ikke hvem.

OPDATERET

Kærvej, Roskilde

Bjarkesvej, Skovlunde

Silkeborg Plads, kbh Ø

og jeg havde glemt Holmbladsgade efter Portugal

 

ORDLØST, 119 digtere i Dansk Forfatterforening, 2009

Fødselsfest for Antologien ORDLØST!

Share
ORDLØST
119 digtere i Dansk Forfatterforening 


ISBN: 978-87-993148-0-5
Udgiver: forlaget ORDLØST, 2009
Redaktion: Lonni Krause og Kenneth Krabat på vegne af Lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening
Størrelse og format: 20MB, ukrypteret pdf
Sider: 1045, heraf ca. 900 sider tekst udvalgt af digterne selv.
Illustrationer: 46, produceret til tekst efter eget valg.
Pris: Gratis til download, fra digtere, illustratorer og redaktører til dig
©: Rettigheder for brug forbeholdes, som angivet i bogen.

Klik på ebogens omslag til venstre (20MB tager et par minutter at hente), eller højreklik (Windows)/ctrl+klik (Mac) og “gem til disk”. Loader den ikke? Klik hér.

Indledning. Efterskrift.

Om ebogslæsere: 1, Generelt om ebøger (2009) (2, Typer og formater, og 3, Lav en ebog, følger… måske)

Køb en ebogslæser i DK

Digterne:

Alpar, Murat, Andersen, Lise, Andersen, Steen, Baidel, Lola, Bing, Erik Henriques, Bjarnholt, Karsten, Bjørgmose, Rasmus, Blom, Bert, Borup, Christian, Brandt, Per Aage, Brenøe, Kirsten, Breum, Mårten, Brink, Angela, Brown, Cindy Lynn, Brunse, Niels, Bruun, Mette Tine, Brønnum, Jakob, Bugge Laermann, Louise, Bundgaard, Ole, Busk Sørensen, Lars, Bynkou Nielsen, Mogens, Børglum Larsen, Jørgen, Call, Maria (pseud.), Christensen, Jacob, Claces, Iben, Dinesen, Anne Marie, Elmøe, Henriette, Feldvoss, Poul, Fink-Jensen, Jens, Flugt, Tommy, Ghali, Duna, Grotrian, Simon, Hamre, Ida, Harning, Hatt-Olsen, Jan, Haxthausen, Susie, Heiberg, Ellen, Helle, Jannie, Himmelstrup, Kaj, Hjelmsø, Anne, Holten Hansen, Hans, Hooge, Niels Henrik, Houth, Henriette, Høegh, Bente, Høllund Jensen, Poul, Høxbroe, Claus, Høyer, Jon, Jac, F. P., Jensby, Aage, Jensen, Bo Green, Jensen, Jesper, Johansson, Per-Olof, Juni, Djorn, Juul Hansen, Torben, Keller, Birgit, Kennedy, Thomas E., Kjær, Niels, Kjøller, Lotte, Kont, Birte, Krabat, Kenneth S., Kragh, Birgit, Krarup, Helge, Krause, Lonni, Kronman, Christian, Kure Andersen, Annemette, Lagermand Lundme, Tomas, Larsen, Kate , Larsen, Poul, Lauritsen, Oda, Lillesøe, Bo, Lorentzen, Pia Valentin, Lykkeboe, Adda, Madsen Poulsen, Flemming, Madsen, Viggo, Magnus, Thurston, Majer Jensen, Ingrid, Mathiesen, Eske K., Meyer, Ole, Mikkelsen, Tina, Morrell, Jan, Nielsen, Gunnar Martin, Nielsen, Per, Nordberg, Terje, Næsted Nielsen, Mi­chael, Olesen, Erik Trigger, Pedersen, Benny, Pedersen, Bjarne Kim, Pedersen, Liselotte Gabriel, Rask, Kirsten, Rasmussen, René, Reusch, Hans, Rosengreen, Louise, Røssel, Dorthe Emilie, Røtkjær, Charlotte Ti­tika, Scheel, Jan Flemming, Sessingø, Per, Skipper, Kenneth, Skjoldborg, Bo, Slot, Marianne, Slumstrup, Finn, Smedegaard Andersen, Lisbeth, Smidt, Bente, Stinus, Erik, Stinus, Sara Mathai, Strandgaard, Ellen, Sørensen, Knud, Sørensen, Leif, Sørensen, Søren, Thiede, Jens Patrick, Thimm, Jack, Thorsager, Anny, Tranæs, Anette, Tyrrestrup, Hans , Urwald, Ann Mari, Varmer, Hjørdis, Vucina, Narcisa, Wood, Anita, Wróblewski, Grzegorz, Ærtebjerg, Arne, Ørnbøl, Brian P., Özcelik, Mehmet

Stor! tak til illustratorerne,

Boris Prat Ruscalleda: Forsidefoto; Sara Mathai Stinus, En art lærdom; Mette Tine Bruun, Overdragelse; Tomas Lagerman Lundme, Hvorfor har et samfund brug for fugle? Henriette Houth, Som i himlen; Pia Valentin Lorentzen, Halsbånd

Søren Sørensen: Narcisa Vucina, ISLAND; Birte Kont, Svanen ved søen jagtede; Benny Pedersen, POeSITUR 2009

Brian Dall Schyth: F. P. Jac, Aldre blusser; Niels Brunse, en debattør; Lars B. Sørensen, Kærlighed eller Kaos; Bert Blom, Rummet; Christian Kronman, I begyndelsen; Jan Morrel, Ordløs; Lola Baidel, Én gang, Susie Haxthausen, De var her før os; Lonni Krause, På den anden side; Ole Meyer, Goethes elegier; Bente Smidt, Narcissus; Per-Olof Johansson, Meta

Lars Nielsen Sødergren; kenneth krabat, VINTERMENNESKE 5: Smelter øjnene, Botnik?; Ann Mari Urwald, Afsked; Murat Alpar, Blågårdsplads; Niels Kjær, Langenæs

Winnie Meisler: Birgit Kragh, ORD; Duna Ghali, 1. brev; Per Nielsen, Ord til rejsende; Poul Larsen, Een gang; Jens Fink-Jensen, Sort Sol

Joanna Jensen: Jacob Christensen, I, småfugle; Michael Næsted Nielsen, Natten; Gunnar Martin Nielsen, Portrætter; Karsten Bjarnholt, Ræven en aften.

Amalie Rasmussen: Brian P. Ørnbøl, Kabale.

Eline Anthis: Dorthe Emilie Røssel, Rytmisk flyder musikken…; Angela Brink, In your arms tonight; Ole Bundgaard, lige nu (beskåret billede); Narcisa Vucina, Sankthans-myg; Grzegorz Wroblewski, digte om kumuluser

Heidi Korsgaard: Birte Kragh, mig og tal; Knud Sørensen, Nu vågner skyggerne op

Otto Frello: Bagsiden. Den grønne sko foreslog Otto Frello selv til antologien.

Kontakt til Lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening. Indmeldelseskriterier ses på hjemmesiden.

ORDLØST på Facebook

ORDLØST på sin egen side, ordløst.dk eller ordloest dk

Mors 70-års fødselsdag

Fra en søn til en mor på dagen, hun fylder 70.

Share

Kære Mor,

tak.

hvorfor jeg aldrig har fået færdiggjort et digt om dig eller til dig, er et spørgsmål jeg har stillet mig igennem mange år. De sidste par år har jeg følte mig tættere og tættere på at forstå dig, som det nu er muligt at forstå et andet menneske. Mens Gitte lavede SIN gave til dig, kom et ord til os, som jeg synes indbefatter det hele:

Hjertesamleren

hjertet er skabt med begrænset holdbarhed

og varighed

hjertet findes for at finde hjerter

hjerter søges fordi hjerter

er ensomme majestæter i skrøbelige riger

hjerter er centrum, essensen

af ethvert væsen kaldet menneske

kroppens hjerte fordeler ilten

så hjernen kan navigere i verden

følelsernes hjerte skiller velvilje

fra manipulation og finder det nærende

det metafysiske hjerte

muliggør oplevelsen af fællesskab

og skaber mening i eksistensen

hjertet er selve kernen

og dén der samler knuste hjerter til hele hjerter

den der samler enlige hjerter til fællesskab

og dét menneske der ser det som sin opgave

at være hjertesamler

dét menneske kan aldrig få tak nok

og får det sjældent

det er selve mekanismen i

at være en hjertesamler et menneske

der er der for andre

fordi hjertet

det store hjerte,

det alt-livs- og skønhedsnærende

nødvendige hjerte

for hjertesamleren altid

er under angreb

og må forsvares

og repareres

og beskyttes

og vedligeholdes

og vises den rette vej

som hjertesamleren ser er rette vej

Mor, jeg ønsker dig fred i sindet, og plads til din egen skønhed i dine egne øjne – følelsen af at være anerkendt – inden du atter vender blikket mod de andres behov og trængsler. Uden dig var denne familie og kreds af venner røv og nøgler. Du centrerer os, minder os hvad der betyder noget, husker årets gang for os, minder os om at andre har følelser, når vi selv er fortabte eller forvildede, samler os, får os til at føle, at vi har et hjem og hvad værdien af et hjem er. Du er inkarnationen af troskab og loyalitet, af ansvarsfølelse og at blive ved og ved og ved, igennem alt.

Alle dine venner ved dét om dig, der betyder noget for dig: Din familie og dine nære. Det er derfor, de er dine venner. De ved også, at du er sjovest at være sammen med, når du ikke er trykket – og glæder sig til, at du kommer tilbage. For i bund og grund er du en spillopmager. Der bedst ler, når vennerne favner dig, og dine nære og kære ikke kalder på dig via din veludviklede intuition – en evne, som ikke kan købes for penge, og ikke læres.

Du er et enestående menneske. Umulig at takke nok. Så, mit ønske på denne dag, hvor du har valgt at foregive overgangen til et reelt otium… er lydhøre, nærværende venner og familie, der elsker dig og bakker dig op, og en ægtemand, der vil fortsætte med at elske og respektere dig til sidste sekund, gennem tykt og tyndt: Når du udfører dit livshverv (sådan nogenlunde…) til din egen tilfredsstillelse, og når du af og til farer vild i alle fornemmelserne og stemmerne, der kommer til dig.

Hjertesamler – mor… – vær god ved dig selv. Vær glad for dig selv. Du har et hverv i livet, der passer godt til dig. Der er plads til det hele inden i dette hverv – pjat, lidelse, afslapning, nydelse, selvfølelse – og dit eget hjerte må banke, for at andres kan heles og finde sig selv. Vær bedre ved dig selv. Med god samvittighed.

Tak, mor. Respekt!

Fildeling: Internettet og digital vidensdeling = kollektiv hjerne

Det bliver ALDRIG så slemt, som de frygter og spår. Det bliver bare anderledes.

Share

http://www.comon.dk/forum/ok.at.blokere.for.pirate.bay_68533.html

[Kulturordfører for S] Mogens Jensens indlæg bærer præg af uvidenhed – det er nemt at se, at de givne informationer ikke kommer af hans eget hoved, og at han ikke formår at håndtere de informationer, andre har fodret ham: Han “vil gerne vide, hvis der sker noget ulovligt på hans IP-adresse” er blot ét eksempel, men de er over det hele.

Undertegnede har været på nettet i 15 år – fra de dage, hvor skærmene var blå med 11 menupunkter og the Well, der blev til EFF, Electronic Freedom Foundation, allerede var en stemme, man kunne forstå: Information wants to be free. Som Laurence Lessig, professor fra MIT med speciale i ophavsret, siger, så er det ikke “free” som i “free beer”, men som i “free speech”.

JEG tror aldrig, det har været meningen, at nogen ville stjæle andre folks arbejde – men det digitale netværk muliggjorde deling af kunstnerisk og informativt materiale, på en langt mere effektiv og nemmere måde end den praksis man havde forinden: Fysiske møder med vennerne og ting tilsendt med post. Det vi i dag kalder p2p, som betyder “ligeværdig til ligeværdig”, er forudsætningen for interaktion mennesker imellem, og det har eksisteret siden tidernes morgen og er det, der sker i dette øjeblik, hvor du sidder og læser.

Som det altid går med os mennesker: Når nogen har lavet et system, der gør ting nemmere, vil andre forbedre på det. Og i dag er vi så nået til torrents-modellen – 10.000.000 digitalt forbundne edderkoppespind oven i hinanden, hvor folk deler ting, de bryder sig om, med mennesker de ikke kender, men som i sagens natur står dem nær, da disse fremmede jo ikke ville tage imod det udbudte, hvis ikke det også havde interesse for dém! (Undtagelsen er de få, der blot ønsker at kapitalisere på det, men i denne verden hører det til under det reelt målbare: Det er f.eks. tjenester som Rapidshare, der tager penge for at formidle hurtige downloads af rettighedsbeskyttede filer).

Det er som sagt i menneskets natur at dele ting med hinanden, og i den verden vi har fostret, vokser tilkomsten af ny viden nu så hurtigt, at vidensmængden fra sidste år er doblet i år, og næste år er det endnu mere. En væsentlig del af denne eksponentialvækst tilskrives den digitale adgang til materiale – tanker, kunst, informationer, nyheder, følelser, filosofi os vosv osv – som netadgangen muliggør. Hvis man aldrig har hørt de bands, som en ven sender en torrentfil til, er anbefalingen alene en grund til at tjekke det ud. Og selvom man kun hører ét nummer af en hele CD og afviser det, har man alligevel hentet det hele.

Utroligt meget data, der bliver hentet via DIGITAL p2p bliver – lig størsteparten af de informationer, man modtager hver dag fra andre mennesker – aldrig brugt til noget. Men torrent-modellen gør, at man formidler disse data videre til de andre interesserede, som er mere lig ens vens smag, end man selv er – så det lader man ske. Det er en oplevelse af at være noget for nogen. En omsorg. Der også er omsorg for sig selv – at man indskriver sig i en følelse af, at man er et godt menneske.

Og så er der det her med , at det er ulovligt, fordi der er mennesker, som ikke bliver betalt for deres kunstnerisk følelsesmæssige og intellektuelle arbejde. Til dét er der kun ét at sige: Det er ikke sandt. Det er ikke sandt, at fildeling har NOGET SOM HELST med tyveri at gøre. Det var et påfund, skabt af underholdningsindustrien, og videresolgt til politikere, med to formål:

1. At få en chance i egen hastighed for at udvikle en digital betalingsmodel, der virker

2. At skræmme forældre og deres børn fra digital fildeling, så 1) kunne muliggøres.

Internettet og digital vidensdeling er noget så svært forståeligt som en kollektiv hjerne. Det er menneskehedens bud på selverkendelse. Det er en proces, der trancenderer individuelt ejerskab – på samme måde, som at hjernen hele tiden opdaterer sig selv, syntetiserer viden og kun lægger dét på lager, som har blivende værdi.

Det lyder måske højtravende, og jeg har da heller ikke svært ved at forstå, at medieindustriens enkeltindivider gør hvad de kan for at beskytte deres indtægter og magtbaser. Men faktum er, at tiden ikke kan skrues tilbage til før den kollektive digitale vidensdeling – vi er alle sammen i KOLLEKTIV-vækst som følge af den, og at forhindre den i at finde sted, uden hensyntagen til enkeltindividers muligheder for at fungere optimalt, f.eks. gennem restriktioner på internetforbindelser og overvågning af personlige data, er at skabe et mentalt fængsel af hele den opkoblede verdens menneskehed.

I dag er det åbenlyst, at såkaldte “ulovlige” downloadere køber mere musik og flere film end folk, der ikke henter rettighedsbeskyttet materiale på nettet. Og selvom industrierne er ved at have fod på det der med at tjene penge på deres produkter via netsalg og forskellige tjenester, trods den “ulovlige downloads”, bliver industrien alligevel ved med at sprede deres ondartede virus, som får politikere til at godkende overvågning og indgreb i personlig frihed. Underholdningsindustrien er længe blevet kaldt den 5. statsmagt, og man skal love for, at de træder i karakter nu: Det handler ikke længere om at  at beskytte de stakkels kunstnere, men i langt højere grad om politisk magt og indflydelse – gennem at kriminalisere i millionvis af mennesker. Et fokus, som snildt undviger enhver mindelse om, at alt begyndte som følge af deres egen langsommelighed og inkompetance hvad angår at regne nettet for noget som helst, de kunne bruge til noget. Og denne gammelmands-havesyge, som de har brugt til at nedkæmpe hinanden med, anvender  de nu på en hel verden!

Det er det romerske senat om igen, lige før Romerriget faldt: Vi må finde en fælles fjende, når vi ikke kan ekspandere mere: Folket! Folket mod folket!

Der er løsninger på alt – hvis man vil. Men hvis politikere er så svage, at de kan skræmmes til at lytte til uvederhæftige informationer, er der kun én vej: Og det er ned ad bakke.

Men hør her, politikere – der ER løsninger – og de består ikke i lovindgreb IMOD fildeling, rettighedsbeskyttet eller ikke – hvis noget, er det det modsatte:

1. Fastholdelse af den grundlovssikrede talefrihed
2. Talefrihed betyder retten til at dele informationer med andre – ingen kan straffes for at sprede informationer, der kommer til dem – det er op til “skaberne” af disse informationer at holde dem hemmelige
3. Ingen på dansk jord kan eje digitale data (men de kan godt hemmeligholde data)
4. Ført til protokols, at alle digitale data er informationer

Og så lade det være op til industrierne selv, hvordan de vil FORMIDLE adgangen til de data, de har skabt. Hvis ingen kan eje data, kan konkurrenter frit sælge ADGANGEN til digitale data, de har erhvervet sig. Hvilket betyder at alt kommer til at handle om service. HVOR folk vil hente deres ting og på hvilken måde.

Her er så fint plads til public service-forpligtelsen – at FORMIDLE ADGANG til et kvalitativt og bredt udbud af digitale data til det danske folk. Som kan betales over skatten, hvis man politisk føler sig forpligtet til at lade fattig og rig nyde samme adgang til kvalitative informationer, eller betales af den enkelte efter behov, hvis man politisk set er mere til hver mand for sig selv.

IKKE GIVE OP ved mødet med det nye – og ikke KUN lytte til de sælgende: De sælgende behøver at sælge, det er dét, de lever for. Men det bliver ALDRIG så slemt, som de frygter og spår. Det bliver bare anderledes.

Tjek følgende links for mere nede på jorden- og nu-og-hér-informationer:

Piratpartiet indvalgt i EU
http://www.comon.dk/news/piratpartiet.blev.valgt.ind_41184.html

Den gavnlige pirat
http://www.comon.dk/focus/den.gavnlige.pirat_67.html

Fildelere er nasserøve med løse tegnebøger
http://www.comon.dk/news/fildelere.er.nasserove.med.lose.tegneboger_41155.html

Digitalt musiksalg stiger kraftigt
http://www.comon.dk/news/digitalt.musiksalg.stiger.kraftigt_41102.html

Pirater er filmbranchens bedste kunder
http://www.comon.dk/news/pirater.er.filmbranchens.bedste.kunder_41059.html

Fildelere gavner filmbranchen
http://www.comon.dk/news/fildelere.gavner.filmbranchen_40982.html