Upatenteret tortur – Goa 4

Dejlig ferie, masser af afslapning, god og rigelig sex, masser af mad, god mad, masser af gaver til alle, masser af mennesker, masser af fristelser. Arbejdsfri.

 

Når ens ben i siddende stilling er 76 cm fra ryg til knæspids, og afstanden mellem stoleryg og sædet foran er 74 cm, så mangler der 2 cm.

Disse 2 centimeter er ikke udtryk for hverken guddommelig straf eller bevis for overherredømme. De kan ikke købes i dutifree eller blive refunderet kontant ved efterfølgende ankesag. Det er to centimeter, der mangler. De mangler: Hele det tidsrum, man af hensyn til egen sikkerhed gr. såkaldte “lufthuller” er fastspændt til sit sæde, vil pladsen være for trang.

Praksissen er en særlig form for tortur, opfundet af kineserne, som ellers ikke normalt holder sig tilbage hvad angår despekten for menneskelige behov, men når det kommer til tortur forholder sig så subtilt til menneskelige begrænsninger, at man faktisk selv er nødt til at prøve det for at forstå, hvori dog torturen består…

Der er ikke patent på metoden. Luftfartsselskaberne kan frit gøre brug af den, og gør det med glæde. For hver 74 cm i længderetningen sparet, kan endnu 7 – 14 passagersæder og passagerer klemmes ind. Og det bliver de: Klemt ind, passagererne.
Og klemt.
Og klaustrofobiske.
Og paniske.
Og hysteriske.

Imens serveres der to måltider, og kaffe eller te med kage ind imellem. Et par ture ned ad mellemgangen tager en smule af panikken. På toilettet kan benene strækkes, men der bankes snart på døren. Og straks man er tilbage ved sit sæde igen, skal man spænde sig fast. Man kunne forestille sig, at dét ville klemme ryggen hårdt op mod stoleryggen, og således reducere pladsmanglen, men enhver forestilling dræbes omgående, når den foransiddende lægger sit sæde ned. Hér skal man håbe i samme øjeblik at have knæene placeret uden for stolesidernes rotationsgang, fordi man ellers vil opleve at få smadret knæskallerne, eller blot få dem slemt i klemme.

Og så endelig er man fremme. Drænet for al energi og for lyst til at sætte sig til modværge, når taxa-logen i lufthavnen overfalder og fladtæver én med konspiratorisk prissætning. Så tre dage om at komme sig i, hvor man kan dyrke rigelig med sex af den svedige slags, derpå madforgiftning med afføring 1 på den internationale skale fra 1 til 7, hvor 1 indikerer mest vand i tarmene og 7 stort set ingen. Det er en god skala at have, hvis man præcist skal kommunkere, hvordan ens mave opfører sig:

“Hvordan var det så?”

“Åh, en 2’er, men det går da den rigtige vej…”

Der er ingen skala for at kaste op på 3/4 meters afstand og direkte ned i toilettønden, men det er vel derfor det hedder “at kaste op”…!

Efter den første mavekrampende, tyndskidende, opkastende dag og nat, med stigende feber og ondt i alle muskler, følger så 4 matte dage uden den store madlyst og med vandtvang og elektrolytter, vand med salt, sukker og citron, der smager som lort, men ned skal det, så man kan erstatte det vand og salt, man har mistet. Hvad skal sukker og citronen og til for? Tjae, måske bare for at gøre det drikkeligt?

Nu kan man så begynde at spise lidt igen, men hver gang man spiser noget, der er bare en lille smule interessant, brokker kæresten sig over at man blokerer regenereringsprocessen, og så spiser man det i trods eller af dén drift, der trods alt er der, mod at æde andet end grød og ris, og så bliver afføringen en 1’er igen, og så håner hun én, og hun har bare så fucking meget ret, hvis altså bare hun ville holde sin kæft.

Og med disse overvejelser og solen bagende ned over Goa når man halvvejsmærket, lidt ligesom i livet, hvor man kan mærke at der nu er mindre tid tilbage end der har været; ferien går på hæld, dagene bliver varmere på vej mod regntiden, tjenerne bliver anstrengte af smile til os hele tiden, havet bliver stadig varmere og bedre at bade i, men der er hverdag overalt omkring os. Og handel med billige i ordets egentlige forstand, skønt interessante souvenirs. Ja, hele hovedgaden er forvandlet til butikker. Dyrt lejede butiksområder på hovedgadens fortov, der ripper sælgerne af – hvis ikke det er ejerne selv, der sælger billigt lort dyrt til turisterne med hånden på hjertet om, at de ikke kan sælge billigere. Og så alligvel må dunke priserne, fordi der er småt med turister, fordi terrorister sprængte et par bomber i Mumbai for to år siden, eller fordi området er spoleret af turistme og af motorcykler og af doperygende ex-patriots med insider-feeling. Eller måske er det ganske enkelt bare de nye visumregler, der forbyder russerne ophold længere end 1 måned; de skulle jo nødt blive hængende: “60% are bad men”, sagde én af de allerfattigste restaurantejere på stranden. Måske in tune med den indiske regerings holdning, måske blot et selvsyn.

Arambol Beach, nordlige strand, Goa. "FØR"-billede ca. anno 2000.

Her ér varmt og dét, man kommer for. Maden er interessant, hvis den er god og ikke fuld af unordiske bakterier. Sjovt, at den bedste restaurant indehaves af en dansker, der har arbejdet for Claus Meyer. Cheekie Monkey hedder den. Byen hedder oprindeligt Hamal, og bliver i dag kaldt Arambol Beach. Der er 1 strand ca. 5 km nordpå, som endnu er relativt uspoleret. Hvis man vil. Dér findes stadig masser af indere, som gerne ville lave ens drinks og rulle ens joints og vaske ens tøj, for småpenge. Hvis man behøver at føle sig rig.

Og på vej mod de sidste dage, efter et par nogenlunde stærke dage med svedig sex, havbad og mange indkøb, kan man lige nå at få en gang maveonde igen. Selvom man holder sig fra alle kendte smittekilder – drikkevand, grøntsager skyllet i vand, drikkeyogurt fra svært afrenselig blender, isterninger, glas opvasket i hanevand  osv osv osv. Man lammes en smule igen og afslutter Indiens-opholdet med at sikre sig at have skidt af, før man ved midnat kører til lufthavnen for at flyve 5 timer senere.

Endelig, endelig ophører ventetiden i lufthavnen og man når atter frem til de trange sæder i flyet. Som denne gang i fugleflugtslinie peger mod Nordeuropa og foregår i 13kms højde. Uden for i minus 53 grader ér virkelig kun hjem for særlige bakterier; inden for er der rigelig med film at dope sig med, og spil, og tvangstanker om at gå på toilettet af den ene og den anden og den tredje grund. Man behøver ikke foretage sig én eneste fornuftig handling eller tænke én eneste sammenhængende tanke, mens man igennem sølle 15 timer fastholdes i kinesisk pladsbegrænsningstortur med indlagte måltider, og kaffe eller te med kage.

Ved ankomsten er det uforståeligt, at billetautomaterne i Metroen fra Kastrup Lufthavn denne dag ikke vil tage Visakort, og at Metro-stewardessen efterfølgende udskriver 2 x 750 kr i “kontrolafgift”. Og der sidder man så i Metroen, efter sin ferie, komplet blæst i kraniet og i kroppen, omgivet af bagage og souvenirs og længslen efter fucking bare at falde i søvn i hinandens arme i 25 grader under myggenettet, at kunne skide regelmæssigt, at få serveret hele baduljen på et fad af håndflettet bambus og bare nå frem til rigtigt at  slappe af. Bare slappe helt af og ikke lave noget som helst. Lige som de skide landflygtige hippier i deres evighedsrus.

Og de nyeste visareglerne fra i år nægter alle og enhver indrejsetilladelse før tidligst 2 måneder efter sidste besøg. Og himlen ér så grå. Pisse, fucking grå.

Og nu sner det igen.

Kenneth Krabat, 26.1. 2011

Arambol beach (link)

Film: The Secret Life of Words (2005)

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV’et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver “vores egen” fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie (“Kopenhaaagen”) – jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna – hold øje med hende; hun er dygtig.

ACCEPT AF TORTUR

med love, tortur og dødsstraffe sætter vi idealer for det, vi er kommet til at kalde ‘civilisation’ – ikke ‘survival of the fittest’, men et tilsyneladende ønske om, at de mest moralske skal overleve. Det anslås fra officielt hold, at 2/3 af verdens lande i dag stadig bruger tortur. Men hvilke lande, hvis man spørger sig selv, bruger ikke tortur, om end de udadtil ikke måtte sanktionere brugen?

den menneskelige ånd er pr. definition fri – intet menneske ønsker i princippet at lægge bånd på sig. Og sådan er det vel med en hvilken som helst anden livsform: overlevelse frem for alt. Men kombinér denne frihedstrang med muligheden for at erkende, huske, planlægge, lyve, dramatisere, forgøgle, og vi har den værst tænkelige livsform i verden – den. der kan blive i stand til at overleve på bekostning af alle andre.

det er muligt, at regler og lov i de tidligste dage har afspejlet en despots personligt foretrukne livsførelse, men med tiden er vel i det mindste hér og dér regler og love og straffe blevet udtryk for, hvordan det lod og lader sig gøre at holde en befolkning relativt stabil, uden samtidig at pisse dem mere af, end at de ikke gør oprør mod båndlæggelsen af deres ånd og energi. Det har f.eks. nok i et mandsdomineret samfund som det gamle Ægypten været nemt at futte konen af på bålet for at dyrke sex udenfor ægteskabet – ikke på grund af erkendt frygt for genetisk at blive udkonkurreret, men for socialt at tabe ansigt, ikke af erkendt frygt for at samfundet med tabet af éns indsats skulle blive svækket, men for at risikere forringelse af ens personlige placering i fødekæden. Omfanget af behag hvormed man overlever.

det skal være behageligt at overleve. vi kalder det ‘opdragelse til fællesskabet’, at ‘kunne udvise social adfærd’, men som i alle udviklingsprocesser er der forskellige lag af raffinement. forskellige styrkelser af erindring og planlægning med henblik på optimering af overlevelsen indenfor rammerne af fællesskabets love. og udenfor.

som taxachauffør fik jeg engang en historie fra én, der angiveligt havde været chauffør for Simon Spies – om hvordan Simon Spies i 80’erne havde tilbudt en callgirl 25.000 for retten til at brække hendes arm, fordi han havde behov for at komme af med noget. I dag er det vist ikke særlig chokerende – enhver, der har lært reglerne i petriglasset at kende rigtig godt, og derudover har en facade som én der yder til samfundet, kan stort set slippe af sted med hvad som helst. Jo større ydelser til samfundet, jo flere ‘goder’, man står for at skabe, desto mere kan man slippe af sted med. Blodvold, sexvold, mord, tyveri, brandstiftelse, og allehånde overgreb fra ansvarsforflygtelse til forrædderi.

hvem skal regulere dét? Hvem skal forhindre den kløgtige i umærkeligt, ofte usynligt, at stå på skuldrene af dem, der ikke modsætter sig det? Ingen? Eller enhver?

det er ikke reglerne, og har aldrig været reglerne, der tillader tortur, drab, overgreb. Det er mennesker, der tillader det. Det er forestillinger om soning, bod, udligning af overgreb, fjernelse af trusler, advarsler til andre om det samme – simple forestillinger om opretholdelse af et minimum af stabilitet i det enkelte menneskes liv, uden hensyntagen til prisen for hele samfundet. Gengældelse, eller hævn.

med tiden fandt vi ud af at bruge fængslet snarere end blot at hukke lemmer af til højre og venstre – at berøve mennesket dets tid og dets selvbestemmelse som straf. Stjæle menneskets frihed som straf for at have forbrudt sig. Det er en avanceret form for straf, der antyder at f.eks. en slaveholder ikke kan beskyldes for uvidenhed, men udmærket har vidst, at han har med ligesindede at gøre – væsener, der reagerer som ham selv – om end han fandt dem laverestående på grund af hudfarve, religion, uddannelse eller vaner. Uden vished om, hvor ondt det gør at blive frihedsberøvet, ville man ikke bruge denne straf. At fængsle folk i dag er derfor intet mindre end hævn. Stadigvæk. Fordi man ved, hvor ondt det gør.

hvilket samfund har ikke fængsler? Hvilket samfund er således i sin grundkerne ikke ondskabsfuldt? Hvad enten det ud fra en personligt fokuseret overgrebsmodel benytter sig af tortur eller ej? Fængsel er tortur, ret og simpelt.

det er nok, hvad man må kalde et civilisationsdillemma. På den ene side vil vi alle gerne leve og udfolde os, som vi behøver for at føle, at vi har et behageligt liv – et liv, hvor vi bliver inspireret til at gøre noget godt for andre end os selv. På den anden side er mange af de mekanismer i vores samfund lokalt og globalt, som sikrer vores velfærd, set fra et synspunkt, hvor vi faktisk empaterer med fremmede, under al kritik. Hvilket, stærkt forenklet, er årsagen til, at greenpeace, amnesty international, læger uden grænser, røde kors og alle de andre findes OG IKKE ER STØRRE END DE ER – ikke er naturlige dele af vores fællesmenneskelige bevidsthed, men adskilte institutioner enhver er nødt til personligt økonomisk, mentalt, socialt at bidrage til.

set ovenfra erkender vi således, at vi har et problem: de kloge i petriskålen er hele tiden hurtigere end dem, der forsøger at bøde på skaderne af menneskelige overgreb. Set ovenfra er det således også tydeligt, at vi endnu ikke har en global, menneskelig kultur, men stadig overvejende tænker som bønder: Hvis ikke det regner på min mark, må jeg erhverve flere marker. Et i bund og grundliggende JA til endeløs ekspansion for den enkelte. Men da kun nogle ganske få i petriskålen kan få tilladelse til endeløs ekspansion, må samfundet komme op med flere og flere regler, efterhånden som der bliver flere og flere mennesker. Og derved bliver der flere og flere regelbrud, og mere og mere straf. Hårdere og hårdere fængselsstraffe, dyrere og dyrere bøder. En eskalerende spiral af straf, der grundlæggende kun har én effekt: At sætte enhver, der endnu ikke har overtrådt nogen love, på pinebænken. Det er et psykisk fængsel.

Dét er tortur. Det er tortur mod den menneskelige frihedstrang. Og det sker som følge af manglende ønske hos nogen! til at begrænse børnefødsel.

Vi gør det mod os selv. Ingen gør det mod os. Vi gør det mod os selv, hver især. Hver dag.

man kunne forledes til at tro, at der var en løsning. Og i hverdagen er man nok nødt til at leve, som om der er en løsning – hvis det skal give mening at leve. Men alt hænger så godt sammen, at man udadtil ikke kan pille ved noget, uden at pille ved det hele: ingen højteknologi og superforskning i medicin, fysik, våben, psykologi, pædagogik, miljø (for lige at illustrere et skarpt faldende fokus, hvad midler angår…) uden et publikum og monoteistisk kapitalisme (mærkevarer). Hele konstruktionen – økonomi, undervisning, produktion og afsætning – er et korthus, som de bedst uddannede både arbejder for ikke at forstyrre, og for at maksimere det personlige/lokale/nationale afkast af. Globalisering? Ha!

det er udmærket at arbejde empatisk. I mine øjne nok det bedste, enhver kan gøre, på sit eget niveau. Forstår man hvem et andet menneske er, kan man kun elske vedkommende. Og héraf kommer løsninger, som vil forsøge at tilgodese et flertal. Men empati står altid i opposition til det modsatte, og er på kort sigt at regne som en svagere kraft end psykopatien, den sygelige egoisme, der kun indregner personlig overlevelse. Vort åndelige kulturfundament, De Ny Testamente, og dets budskab om at vende den anden kind til, udtrykker idealet om ikke at gengælde vold med vold, overgreb med overgreb – hvilket i de dage givet har været mindst lige så svært at efterleve som i dag. Vi vil jo for pokker gerne hver især leve NU! og ikke dø for et ideal!

så, når der ingen klare løsninger er – empati forekommer ikke at kunne vinde over psykopati, og samfundets stabilitet hviler på evnen til at straffe, hvor det gør mest ondt – må enhver navigere, som han eller hun bedst kan. Og man kan således tale om, at der ikke længere ér et samfund, men kun en lovmæssig afgrænsning af individer.

for at overkomme følelsen af isolation tager nogle religionen i hånden, nogle lader deres arbejde og/eller deres familie fylde det hele, nogle arbejder bredt politisk, nogle laver kunst, nogle hjælper de svagere. Og så videre. Uden det store overblik. Og dermed uden den store sikkerhed for ikke at træde ved siden af de mange love og regler.

romerne omkring år 0 skal have været meget partikulære med, hvem der blev straffet – og på hvilken måde. Der var dem, der kunne undværes, og dem der ikke kunne. Præcis som i dag. Dengang som nu var det graden af selvkontrol, OG indsigt i samfundsmekanismerne, der bestemte omfanget af støtter – som dermed afgjorde omfanget af straf. Jo mere kendt og agtet, desto større handlefrihed.

Ikke meget anderledes i dag. Eller måske snarere MEGET anderledes, sådan at forstå, at kampen for anerkendelse, og dermed muligheden for større frihed til at udfolde sig, er vokset mere end eksponentielt med væksten i befolkning. For i dag VED vi – vi ser det overalt, på TV, i film, i bøger, på nettet – at succesrige mennesker ikke er meget anderledes end os selv. Og vi får at vide, at der kun er sociale formler til forskel på fattigdom og rigdom, fiasko og succes. Enhver kan blive en stjerne, for en aften og måske resten af livet. I årevis har vi set, at synlighed kan være en beskyttelse.

nu er vi så begyndt at forstå, at dét at være synlig også er en risiko – man kan blive forfulgt af fans og folk, der ikke kan lide én; blive overfaldet, anklaget for alt muligt, sagsøgt, udsat for kidnapning og afpresning, brugt som terroristmål, myrdet. Måske er det ikke så fedt at blive synlig. Måske er det ikke så fedt tilsyneladende at have frit råderum…

Forkert! Alle stjernerne afleder opmærksomheden fra dem med det “uregulerede” liv. Fra beslutningstagere af alle slags, på alle niveauer. Mennesker, som ikke på samme måde som alle andre står til ansvar overfor lovene. De er måske ikke synlige, men de er der ikke desto mindre i store antal. Og de vil nok altid være der. Hele vort system, vores civilisation, er bygget på at beskytte dem, der leder. Alle begrænsninger i vore kulturer kan føres tilbage til dét, at vi som art mener, vi behøver at beskytte vore ledere. Alt, hvad vi accepterer af overgreb, beskytter en faktisk leder eller et lederideal. Religiøst eller politisk eller socialt eller en forælder… listen stopper ikke.

Igen: NÅR vi accepterer et overgreb, beskytter vi en leder. Når vi stillet overfor historier om tortur, politisk mord, isolationsfængsling…, administrativ negligering, siger ” men hvad skal jeg gøre ved det?”, beskytter vi en leder. For flertallet et grundlæggende billede af en forælder, der ikke var der nok, eller var der for meget, eller var der tilpas, omfanget af behovsstillelse er lige meget. For det var vores første leder. Og dén leder søger de fleste af os efter resten af livet. Og forsvarer enhver, der synes at komme tæt nok på idealet. Far eller mor er dén inde i os, som tillader eller forbyder overgreb af alle slags. Far eller mor tillader tortur og politiske fængslinger og udsultninger af den 3. verden og oliekrige og folkemord. Indtil vi er parat til at beskytte en mere human leder – sekundært i vores omverden, men først og fremmest inde i os selv.

Tankepolitik

[kommentar til Politikens debatredaktion i anledning af journalist Lasse Ellegårds karakteristik af historikeren David Irving i Politiken Søndag 26.02. 2006]

Kan nogen huske Orwells “1984”?
I denne mørke skildring af et samfund, hvor alle ministerier havde politisk korrekte navne, der sigtede på at udrydde enhver forestilling om, at der udenfor nationen kunne findes en bedre verden, blev enhver afvigelse fra dogmerne straffet hårdt, herunder også tankerne om alt, ledelsen ikke så nationen til gavn.
Hvad man ellers måtte mene om den paranoide holocaustbenægter, David Irvings udgydelser, er det især i disse “Mohammed-dage” interessant at bemærke, at manden har fået 3 års fængsel for, hvad man kun kan kalde en “tankeforbrydelse”! Han er blevet straffet for at have “farlige” tanker og udbrede disse tanker. Og Politiken kolporterer hånligt en østrigsk fængselsleder i citat: “Så kan han de næste tre år skrive vaskelister i fængslets vaskeri”.
Avisen accepterer, at man nu end ikke må *tænke* dét, der går samfundet imod. Det er sådan, at ytringsfrihed bliver til ytringsafgrænsning. Og i det øjeblik er der ikke længere nogen grænser for arten af tanker, man kan begrænse.
Før demokratiet blev noget, man reelt brugte at henvise til, var det kutyme at spærre dissidenter inde på sindssygeansalter. Ikke kun i Sovjet; også i Europa. Det kan vi ikke rigtig finde ud af i dag, men så kan man jo gå rettens vej!
Hvornår spærrer man Jyllandspostens kulturredaktør inde for at tage pis på islam? Jonni Hansen for at synes nazisme er federe end kærlighed til jøder? Mogens Camre og slænget af DF-kompaner for at frygte at miste frikadellen? Nyboligs mæglere for at frygte at blive fattige? Og nu man ér i gang, kan man også lige så godt spærre Tine Bryld inde for at minde os om grønlændere i isolationsfængsling. Og alle de andre, der føler de har en sag, som man er tvunget til at bruge 17 sekunder af sit liv på selvstændigt at forholde sig til.
Det er ellers nemt. Man inddrager bare politiets weekendorlov og anholder dem alle sammen i én stor razzia. Så kan man skære TV-nyhederne ned til 5 minutter, og nøjes med kulturstof i aviserne.
Sikken fred her bliver. Så man kan høre sig selv tænke [gode, ufarlige tanker].