Mine Science Fiction-fortællinger

Share

Afståelsens Veje as Avenues of Riddance in the anthology, Around the world in more than 80 SF stories, (epub, EN, 2017 Tyskland)
Afståelsens Veje as ?? in the anthology Rund um die Welt in mehr als 80 SF-Geschichten, (paper, DE, 2016)

Dræbersneglen fra Venus as Twitter story in 17 tweets (online, DK, 2011)

Epilogi in the anthology Cirkler, en Science Fiction Antologi (papir, DK, 2007)

Fremmed verden in the magazine Himmelskibet #35 (paper, DK, 2013)

Genopfindelsen af sorg in the anthology Fremmed Stjerne – Lige Under Overfladen 6 (paper, DK, SFC 2012)

Historiens korte arm, in the anthology I overfladen – Lige Under Overfladen 2, (paper, DK, SFC 2008) 
Historiens Korte Arm 
as The Short Arm of History in the anthology Skycity, New science fiction stories by Danish Authors (paper, EN, SFC 2010)
Historiens korte arm
 as Kratka ruka povijesti in the scifi magazine SIRIUS-B (paper, Croatian 2016)

Kastanjekuglen in the magazine Himmelskibet #37 (paper, DK, 2013)

Katastrofe til tiden in the anthology Cirkler, en Science Fiction Antologi (papir, DK, 2007)

Modstand Uden Ende in the anthology Sølvbyen (paper, DK, 2011)

Over en sommerbestrålet eng in the anthology Begyndelser – debutantnoveller (paper, DK, 1987)

PLAN in the anthology Ingenmandsland – Lige Under Overfladen 4 (paper, DK, SFC 2010)

Storm på vej in the anthology De sidste kærester på månen – Lige Under Overfladen 8 (Paper, DK, SFC 2014)

Tænke på silke under invasionen in the anthology Den Nye Koloni – Lige Under Overfladen 5 (paper, DK, SFC 2011)

Vedrørende optagelse i det Pan-Galaktiske Fællesskab in the anthology Cirkler, en Science Fiction Antologi (papir, DK, 2007)

Verdens nye ende in the anthology Nær og Fjern – Lige Under Overfladen 7 (paper, DK, SFC 2013)

Vælgervægt, in the anthology, Efter Fødslen – Lige Under Overfladen 12(papir, DK, SFC 2017)

erkangørvil=1x=2x>

Share

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

Tidens Kælven 2: Id 5 (fragment)

Uddrag fra digtsamling i arbejde (2010).

Share

SINGULARITET OG KONVERGENS

1) En singularitet er ikke-kausal og ikke-kaotisk på samme tid. Samsansningen af de to grunddynamikker er muligvis at betragte som en evne i visse mennesker, muligvis en helt naturlig konsekvens af alt gennemlevet:

2) Befries man for de to opfattelsers dominans, befries man for det begrænsende i det ikke-kausales og det ikke-kaotiskes gensidige monoeksistentielle udelukkelse af den anden og dén verden, den anden beskrives i og opleves i.

3) I befrielsen fyldes man af de tos sammensmeltning, som nogle kender som gud, skabelsesøjeblikket, den evige fred for livets smerte, og andre betragter som to kurver i naturlig cognitiv konvergens, skønt tilsvarende tilfredsstillende i sin fuldstændighed.

4) Den mest interessante karakter er således dén, der oplever singulariteten og trods tilbuddet om hér at standse med fred i sjælen, opfyldt af altings stilstand, alligevel ønsker at følge de konvergerende kurver, som de aftegner sig på den anden side af singulariteten.

5) Slettet.

6) Tilføjet: Vi har hér at gøre med et menneske i forceret udvikling, en pioner uden ansvarsfølelse eller hjemstavn, en ny art, som en vinbjergsnegl eller eremitkrebs, der for evigt bør formenes yderligere adgang til den menneskelige kreds.

bakketoppen, dækket af grønne græsser gnistrende af sol i perler af dug og et øhav af opulent svajende blomster med hvide kroner, er en døråbning med en dør forankret. Døren svinger i vinden. Landskabet anes gennem åbningen. Så smækker døren.

KRONRAGNING tager tid, først skal alt håret klippes ned, så skal hovedskallen vaskes grundigt og siden varmes igennem, talrige skift med fugtige, varme håndklæder, og først da kan kniven koges og bladet føres over den knoglede hovedbund, blodet standser man med en koagulationsstift, gøres det hurtigt, kommer der ingen sår, en skallet isse skal skinne blankt og være uden sår, en sommerfugl skal have støv på sine vinger, et bjerg skal være højt, verden hænger hurtigt sammen

SO, dreams are what makes us? And when there are no dreams, what makes us then? HOW THE FUCK ARE WE THEN MADE! No no, I’m calm, I’m good. I can’t pretent, I just cannot pretend that I care for this mumbo jumbo bullshit about “creating the world by yourself”. I am not made by my dreams. I don’t dream. I don’t care to and I never have. What does it mean, “dreaming”? That you pretend you’re something you are not? I never pretend! This is what you see, and this is what IS! This is what I see in the mirror, looking back at me, and I’m supposed to be all in awe of the fact that left is right and right is left, oh, oh, the human brain, what a sight for sore eyes, what a wonder…! No. This body becomes more and more fragile, this brain synthesises more knowledge and forgets a lot of stuff every day, but I stay me! No great analysable difference between the I and the me, no bridge to cross and two other-sides to merge, I… AM… ME! And turn the equation around, if you like, but it sounds stupid in this stupid language… I. Just. Do. Not. Dream. And if I don’t dream, how am I then made, huh? Am I immortal? Am I dead? How would I know the difference? And how can I care? How can I care?