washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk

Tumultarisk er et fantastisk ord. Mit liv er tumultarisk – i
slowmotion. Ikke mange erkendte sten i floden, broer, heller,
bivuakker, refugier. Men konstant og vedvarende tumlen gennem
eksistensen uden fast ståsted.

Lima er… et andet sted. Det findes også, når jeg vender ryggen til.
Det er jeg sikker på. Det er sådan, det bliver at rejse. Der findes
noget andet, noget konstant, selvom jeg forlader det. Og her tænker
jeg ikke på menneskene, men på tilstanden Lima.

Området i Lima – Villa el Salvador – er fattigdom. Fattigdom betyder
ikke kun lugt og affald og snavs – gaderne her er overraskende
renfejede konstant; det betyder åbenbart noget for lokalstyret at
opleve styring af naturkræfterne – men er en holdning til, hvordan man
prioriterer. Man vil f.eks. gerne have et badeværelse på hver etage,
men der kæles ikke for noget. Det er funktionalitet, og luksus blot at
have det (paradoksalt i et område, der er “ved” at løbe tør for
vand!). Hullet i væggen med den opbankede og i konstruktionen glemte
adgang til hovedhanen, som var der for 5 år siden, er der også i dag,
og rummet er endnu ikke blevet malet. Fokus er penge penge penge. Men
til hvad? Magelighed og civilisationens overfladiske rammer. De spiser
okay. Ikke super godt, men heller ikke uvarieret. Der er interesse for
madlavning i huset. Interesse for variation. Men her lugter af fugt og
snavs inde i huset, selvom her gøres rent på i hvert fald alle flader
under øjenhøjde, og rent vasketøj lugter ikke rent, det lugter let
snavset, hvorfor ved jeg ikke.

De andre barrio’er, forstæder til Lima, er værre endnu. Det vælter ind
med folk fra provinsen, som bosætter sig længere og længere fra
centrum, i huse af sammenflikket skrammel, uden vand og electricitet,
eller med førstnævnte dyrkøbt og udrikkeligt, og det andet stjålet fra
elmaster med risiko for liv og lemmer og strømmen til alle andre, og
økonomien bliver på sin vis med alle disse mennesker selvopretholdende
på et meget lavt plan. Stor konkurrence på de samme, samme, samme
ting. Ingen tydelig innovation. Det største nye, jeg kan få øje på
siden 2005/06, er tilkomsten af Gigantografier – tryk på plasticruller
i store formater, der pryder alle lodretter flader overalt for at
avertere serviceydelser til alle andre med priser og farvestrålende
fotos; men dem, der har tjent mest på dét, er nok mest producenterne
af maskinerne – og så er der tilkomsten af endnu flere
motorcykeltaxier nu med chassis af glasfiber. Alle må bare punge ud og
syne moderne for at blive i konkurrencen. Det stopper nok ikke her,
gætter jeg på. Med mindre bystyret og lokalstyret sætter grænser for
den reklamemæssige ekspansion. (ikke utænkeligt).

Stort set alt her handler som sagt om synlighed. Om at blive den, de
andre vælger. Dét er alles kamp mod alle, relativt fredsommeligt,
virker det ganske vist til, men langt fra den beskyttede danske
tilværelse med allehånde institutioner, som varetager vore
lønmodtager- og arbejdsgiver-kår og pligter, og dermed forhindrer os i
hver især at tale sammen og tale os til rette. VI taler via andre – og
det samme søges hér. Folk nedsætter sig som frivillige organisationer,
der varetager visse opgave og områder, som ingen andre gider
beskæftige sig med. Gør befolkningsgruppers vilkår synlige for andre,
leverer nødhjælp og arbejdskraft, redskaber, materialer osv til
grupper, der ikke har salt til de æg, de heller ikke har. og det er
nødvendigt arbejde, og det foregår på jordplan, uden meget af noget,
og hvis det fik penge, ville det omgående distancere sig fra
menneskene, som hjælpes.

Det ser ud til at være en naturlig proces. Det her med folk, der
nedsætter sig som talerør på vegne af andre. Ikke nødvendigvis politik
i sin partikåbe, men almenmenneskelige opråb, til synliggørelse og
bevidstgørelse af alle. Problemerne vil dog nok vedblive med at vokse,
fordi der ikke tilføres midler til noget, som regeringen ingen
umiddelbare fordele har af. “Sustainable communities” – hvad hedder
det på dansk (selvopretholdende samfund?) – altså, at forsøge at få
folk i udstederne til at kunne klare sig selv, men i modsætning til
EU’s pengetanke uden at have penge at give af.

Jeg BEHØVER at gøre noget godt for nogen, og skal derfor som gammel
elektriker med ud at se på et solfangeranlæg på tirsdag – lang bustur,
2 timers bjergvandring – for at vurdere hvordan en solfanger kan
flyttes fra en forfalden skole til en ny, som en gruppe frivillige har
bygget. Ikke noget særligt for mig, jo interesant og sådan, men for
dem, hvis jeg kan gøre min indsats gældende, af stor betydning for
deres fremtid og undervisning.

Jeg BEHØVER at gøre noget godt, der sætter spor i verden. Jeg er i
ubalance mellem for meget mørke og for lidt lys. Jeg behøver lys. Jeg
behøver at føle, at jeg nytter noget i verden – ikke bare i min egen
komfortable verden med komfortable venner og komfortable
transportmidler og fødevarer og så videre. Det er ikke noget, at tiden
bare går på bedst mulige måde. Den skal betyde noget, og det gør den
efterhånden kun, hvis jeg betyder noget for andres liv og udvikling.
At skabe balance indeni føles samtidig som det bedste, jeg kan gøre
for mig selv.

Må lige afslutte i Dur: Siden 2005 er der kommet frie hospitaler til,
så også de fattigste kan blive repareret. Hvis de har en anerkendt
adresse, er mit gæt – og det har millioner ikke. Nå, Mol. Eller bare
den der skide uregerlige symfoni, der hedder Lima og er et kogende hul
i ørkenen.

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.