Efter at have forladt Facebook. Og efter at have boet ret isoleret igennem 10 år, med og efter stalking, med og efter kræftbehandling, med og efter mors afsked med livet, er frekvensen af mine skriftlige henvendelser til en indre avatar, eller bare kenneth-efter, faldet drastisk.
Faktisk henvender jeg mig kun til verden af 3 årsager:
- når jeg er rædselsslagen over indsete konsekvenser af noget og vil advare/forberede andre mennesker på samme.
- når jeg er hamrende begejstret over noget og vil dele med/glæde andre mennesker.
- når jeg kommer i tanke om, at jeg for længe siden har sat noget igang, som fordrer vedligehold af og til.
- Og så når jeg får en idé til noget, som kan være nyttig for nogen, fordi de har spurgt i et eller andet forum og jeg har fundet glæde i at svare.
Og det var så 4 årsager. Jeg kunne godt bruge nogle flere. Eks. den her:
- Fordi det er del af en endeløs samtale, som jeg aldrig bliver træt af, og jeg glæder mig til at høre de andres svar og holdninger.
Men jeg ER træt. Menneskene forbliver de samme, men energien til at deale med dem er faldet. Dertil tab af håb for forandring, mig selv og arten. Dertil er jeg blevet godt til at lyve for mig selv, håbe på det umulige, uden at gå hele vejen for at opnå det umulige, og det forekommer mig at alle andre i en vis alder nok har det på samme måde, fordi energien falder. Og samtidig ved jeg, at der er mange måder i min alder at få mere energi på. Men jeg tror måske nok, at jeg er fatalt indstillet på, at jeg aldrig igen vil finde grund til at tage chancer i livet, som indkluderer at handle uigennemtænkt og spontant. Og så forandrer jo ingenting sig vel, og ingen uberørte potentialer kommer i spil, og livet går derudaf stort set som kenneth-før levede det.
Det er forstemmende, og skamfuldt. Og så sker der ikke mere i dag.
