Before, there was an Internet; now it’s a “legitimate library”!

The book industry CAN win over the whole globe.

 

The English speaking Book industry centered in USA – “a coalition of the world’s largest book publishers including Cambridge University Press, Harper Collins, Elsevier and John Wiley & Sons” – has managed to shut down possibly the largest private book repository in the world with public access, containing among its 400.000 downloadable books enough copyright violation works to have a court judge warrent an order of closure.

The Publishers cheered. “It is a victory”, said  Stephen M. Smith, President and CEO of John Wiley & Sons. “This action reflects our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”.

Legitimate use of the Internet! Are they crazy? Or plain stupid!?

Their BS-spin is cooking up pretense agendas – as if the internet was a road and it had been taken over by robbers stifling progress for all and the way forward was to rid the road of robbers.

It’s quite the reverse, actually! The Publishers acting on behalf of everyone become the robbers, wanting to hold back natural evolution, and the road connects everyone with everyone.

The Internet is the World, brothers and sisters. The Internet is the world speaking to itself, and the powers that be are doing their damndest to stop the World from developing.

The world is not just using the Internet,

the World is being shaped by the ability of people to communicate instantaneously, and it is happening fast.

Yes, you are afraid, and naturally so:

Everything is verging towards a massive change – what doom sayers need call “a collapse of the old ways”. The natural response of government and real power is to try and stall the progress, to give businesses time to adjust – have the economic structure invent itself to retain a high motivational factor in order to keep the wheels turning, even if there is not much hope. Then war will step in, or famine, or natural disasters, or TV, or plain threats of loss of more jobs, or food (food is not quite an issue yet in the western world), something will come about, which will be aided, orchestered in the desired direction by the Powers that be, towards a retention of stability – by shifting the world’s attention to easy, understandable, physical occurances, and away from abstract change in the freedom of expressing needs and opinions.

Yes, yes, yes, you are right. Lack of cohesion IS setting in. And the fault is in communication – in your blatant disregard for what communicative desire IS:

We all create with our minds. Creation in a human being is a communication process adjusting inner needs and talents to outer needs and limitations. Creation means acknowledging both needs and change. Creating more ways to hang on to power and earn more money IS creation in the sense of the word, you could say. All creatures resist death, in any way possible, by shedding all factors of existence that present themselves as burdens.

Same with big business. Big, old mono-businesses have no momentum to be inventive players like all small businesses rushing to accommodate change, and begin the process of dieing, which to some is a horrible thing, while to others just the balance ever so slowly shifting towards an inner collapse. And in that process  the old ones stand in the way of the creativity and devolopment of the rest.

Such refusal to roll over and die is very well, and even encouraging too. But when dinosaurs of the book industry refuse to change, refuse to invent technology and go first, refuse to accept other people doing it for them, and when they can have the power to turn the global network into a pet from their own fear, lazyness and lack of flexibility in a changing world, and when they present their refusal to neither die nor change by claiming moral superiority over the rest of the world, as in “our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”, its time to

STOP THIS NONSENSE

There are many ways to affect change. People could be guided, but nobody powerful wishes to guide them. People could be consoled, but nobody powerful possess neither sufficient heart nor responsibility or means of consolation. The empowerment is coming from below instead. Call it “a revolution”, if you will, but just remember: A revolution is not always a succes. A revolution, a turning of the cards, can lose by succeding. It can die in the instant the troops (i.e. people) start poring in. And become mainstream, and nobody sees or notices it. And all the industries will rush to exploit its present potential of momentum.

The right word in this regard is evolution. And that just happens, no matter what. It counts the factors of every action, every opinion, every occurrence, every shift in the equilibrium. But what is inside this is freedom to shape the future from your own needs and regard for necessities, quality and essence. Except you are bound by law.

The book industry, along with all the other copyright moguls, have the law on their side. The law of ownership keeping the world economy and industry stable. They CAN win over the whole globe on the pretext of protecting stability.

IF that happens, they themselves will wish that they had been able to pull out of their abject refusal to step down and let flexible initiative take over. The consequences of the refusal to die of all the old World right-owership coalitions are that monitoring and privacy violations will see a marked increase in stress related deaths. Lowered life expectancy in the western world, Australia, Japan, South Korea, the arab world. A brief new flood of physical mail as a way of retaining privacy. Then illegal subnets. Then back to status quo. There is NO way of stifling communication and creation that has tasted the freedom of access to a bigger world.  Only misery will follow from trying to stop individuals’ need for expansion into the minds of everyone else.

Ahead lies only total monitoring, or letting go. Demand for security converging with rising desire of privacy. We are seeing the tip of the iceberg, and flocks of anti-restriction memes will soon inhabit the space of “Free Will”, if nothing is done about this habit of trying to control the masses.

We are the masses. The Earth. The 99%.

Un-controling the masses has never been done, I think. Letting go of the leash, after the fact of control. Not in any age. So, history serves as no indicator of un-controlled masses, other in a very limited fashion – in times of war and civil disturbances.

The future in that regard is a blank slate, and the economy and thus personal empowement springing from capitalism demand it stay relatively blank for the masses. And the only way to that goal is through control. Control on a global scale makes the future predictable, for the select few to benefit from, and everyone else to fall in line behind. On a moral high ground to protect the world from itself…

Is this better than the freedom to fail?

Inspirative source: http://torrentfreak.com/book-publishers-shut-down-library-nu-and-ifile-it-120215/

Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950'erne.

 

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue!

Mon ikke mange ville have reageret ved sådant angreb på det mindre flatterende i sin karakter? Og bliver man ved med at stirre på den samme sårbarhed, vil den helt af sig selv komme til at optage en meget fremtrædende plads i vores selvbillede – en psykologisk indsigt, man muligvis ikke var enig om i 30’ernes Danmark, men mon ikke det har været meget tilfredsstillende for Sandemose at komme af med sin vrede og se folket reagere? Kunne man tillægge ham forudsigelsesevne, kunne det ligne, at han hævnede sig på et helt folk, fordi han selv havde haft det svært – men… selvfølgelig ér der noget om dét, han selv kaldte “en universel Jante”.

Frygten for at blive overset og uelsket, fordi andre tager opmærksomheden fra én, ligger i alle mennesker. Det er især svært, hvis man har været centrum for al opmærksomhed. Det er bare ikke det fremmeste element i noget menneske, eller for den sags skyld en hel nation. En nation består af individuelle mennesker, og individer kan støtte og bære selv helt fremmede mennesker, hvis de mindes om, at mere er vundet ved at give end ved at forvente at få.

SÅ mange andre træk end Sandemoses udgaver tegner os som folk og som individer. Præcis som de tegner enhver anden, i enhver anden nation, i enhver anden kultur. Vi er ikke gode, ikke onde, ikke frygtsomme, ikke driftige, men multifacetterede, komplekse, omskiftelige – og præcis af dén grund sårbare over for kritik.

Formår vi som mennesker ikke at tilgive os selv og hinanden for vore svagheder og frygt, fortsætter vi lidelsen og fastholder fortidens problematikker. Sandemose havde ikke haft nogen mulighed for at tilgive (hvis han havde villet eller kunnet), før han havde skrevet sin bog og den var gået ind i kulturen.

VI, derimod, som måler os og bliver målt på “Janteloven”, kan tilgive hver dag. Vi kan tilgive os selv, vore nærmeste, uvenner og fjender, alle i fortid og alle i nutid. Det virker:

Vi stifter fred, når vi tilgiver. Det er hvert enkelt menneskes opgave for sig selv og i sit samfund. At KUNNE stifte fred. At VILLE stifte fred…

VI KUNNE FORSØGE AT MUTIFACETTERE OG SE OS SELV SOM:

– Et folk bestående af mennesker, der vokser op i relativ ufrygt og derfor ikke som tidligere behøver at abonnere på andres kunnen og behov

– Et folk, hvor individerne har stor selvfølelse og ønsker det samme af alle andre som af sig selv

– Et folk bestående af mennesker, der beskytter personlig frihed mod et skabt fællesskabs knugende udfoldelsesbegrænsninger

– Et folk af mennesker, der beskytter et uvurderligt fællesskab mod trusler fra enkeltindivider

– Et folk af selvforherligende og vedvarende nationsbyggere

– Et folk af selvforherligende nationsopløsere

– Et folk af grundlæggende optimister, der ser alle andre som pessimister

– Et folk af grundlæggende pessimister, der ser alle andre som fantaster

– Et folk af rettroende moralskyldige

– Et folk af anarkosyndikalister, som vil forhindre autoriteter af enhver slags i at komme til magt

– Et folk af fantasiløse mennesker uden stjerner i øjnene og højt til loftet

– Et folk delt i eksistentielt fabulerende mennesker og deres støtter

– Et folk delt i fængselsvogtende frygtsomme og deres plejere

– Et folk i sorg over så langsom udviklingen går.

– Et folk i sorg over så hurtig udviklingen går.

– Et sprog, der ikke har andet end dét til fælles.

– En kultur, ingen kan slippe for, men alle forsøger at gøre til sin helt egen.

– DANMARK er ikke én kultur; Danmark er et blik og en holdning. Og hverken blik eller holdninger er ved Guderne hverken statiske eller sande.

– Folkesjælen er ikke en sum af alle disse blikke, alle disse syn, men i sig selv alle individers jonglering med de mange forskellige opfattelser samtidig. Det er IKKE nemt. Det nemmeste er bare at holde sig til sit eget og måske sin partners syn. Og så abonnere på en politisk fraktion. Men der er meget mere. Danmark og danerne ER SÅ meget mere.

– [Fortsæt selv]

Sandemose så ikke så godt. Og Jante, du skal have briller. Det har man ofte skulle længe i din alder!


__

“Sandemose skrev om arbejderklassen i byen Jante og om en kreds af mennesker med samme sociale position. Senere har janteloven fået udvidet betydning: til dem der vil bryde ud af deres sociale lag og nå en højere position i samfundet generelt.” Wikipedia februar 2012

What’s wrång with ACTA-week

The Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) is a plurilateral international agreement, which wants to set a “gold standard” for the enforcement of intellectual property rights.

 

LINK to folder

Single content of folder

ACTA and its Impact on Fundamental Rights

ACTA – Criminal Sanctions

ACTA – Innovation and Competition

ACTA and its Impact on the EU’s International Relations

ACTA and its Safeguards

EDRI – European Digital Rights

https://en.wikipedia.org/wiki/European_Digital_Rights

Engagere især invandrerdrenge

Forsøg med at engagere især indvandrerdrenge i samtale om deres egen fremtid:

– invitere dem til et stort rum.

– fortælle, at de skal vælge tre ledere:
én, der repræsenterer fortiden
én der repræsenterer fremtiden
én, der repræsenterer altiden, den fælles tro og virkelighed.
Hvis flere trosretninger er til stede, tillades det dem, som fællesskabet ikke ønsker at have plads til, frit at forlade lokalet. Der SKAL være plads til outsidere, men det er lederne der afgør udfaldet. Én godkendelse er nok.
– Foredragsholderen forlader rummet i 15 minutter, imens de afgør lederne – og de må gerne slås, men det skal være overstået på 15 minutter
– Når foredragsholderen kommer tilbage, bliver de tre ledere sat forrest i lokalet, med ryggen til resten, så de fører flokken, og så alle kan se dem.
– Dernæst bliver resten bedt om at bidrage med forslag til, hvordan de kan løse deres egen og flokkens situation i det eksisterende samfund
– De tre ledere bliv bedt om kun at bekræfte og afkræfte sandsynligheder, ikke selv bidrage.
– Hver især skal mærke, at deres mening har betydning, og at ledernes rolle kun er at være stopklods og vejleder

Breiviks frihed og fængsel.

Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)

 

Siger jeg, at jeg forstår?

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.

Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?

Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.

Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.

I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!


* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.

eBøger: Låst tekst og forfatteren som kollektiv

Alt forandrer sig, når teksten er dynamisk.

 

Nedenstående er et bidrag til eBog Danmark på LinkedIn, og respons til et indlæg dér af Erik Scherz Andersen, som spekulerer på, om ikke eBogen skal opfattes som mere end blot den fysiske bog i elektronisk format. Jeg siger:

Litteratur er blot fiktionsskrift eller faktionsskrift og ingen kvalitet i sig selv. Måske er det selve ordet LITTERATUR, der skal moderniseres? Måske behøves et ord, som betyder “afgrænset, målrettet, sprogbevidst, højt informationsniveau, højt kvalitetsniveau”, som i sig selv angiver at hér er noget særligt på færde – og at dét kan man stole på.

Det var indtil for nyligt nemt at stole på BOGEN. Dens udstyr og udseende var oftest nok til at afgøre indholdets niveau. Og dermed også læserens niveau, eller niveaubehov.

LÅST TEKST
Med tilkomsten af det immaterielle savnes en troværdig identifikationsmekanisme – et forsideikon på 2×3 cm på en digital boghylde er ikke tilstrækkeligt. Og at læse sig igennem læseranmeldelser, hvis der er mange, er som at skimme bogen ned i tekstens hjerte, og hvad skal man så læse den for? Og et vurderingssystem med stjerner eller hjerter viser kun et gennemsnit af massen – det siger alt om massens evne ift. nævnte ebog, men intet om teksten.

Vi er på Herrens Mark hér – nye, hvide pletter på kortet i den menneskelige bevidsthed. BOG betyder jo egentlig bare beskrevne sider, tekst samlet på en eller flere sider. Man havde noget, man ville samle (en bunke tanker, en bunke facts, en stringens). Men hvis ebogen benytter sig af at opløse tiden og gøre nutid af fortid, f.eks. med vedvarende opdaterede informationer som del af ebogen, eller links der kan ophøre med at virke, eller mulighed for fatteren til at revidere i læserens tekst, så pågår samlingen endnu, muligvis med læseren som aktør, muligvis med videnskaben som aktør, eller lovgivningen, eller snævre kulturelle koda – mulighederne for forandring er uanede, hvis SAMLINGEN af tekst ikke er låst til en tid. Et skabelses/udgivelsesøjeblik.

ULÅST, ufikseret, dynamisk tekst. Og LÅST, fikseret, statisk.

“Hvad så – endte du så med at låse din seneste roman, eller hvad?”
“Jeg talte varmt for det, men nej. Min udgiver kom frem til at nægte at tage den, hvis ikke jeg opdaterer mindst 1 gang årligt i 5 år, med storrevision ved solgte 20.000 ex. Det er nærmiljøbeskrivelserne, de mener skal holdes opdateret. Jeg skulle fandme ikke have brugt så megen dialog!”
“Åhr, det er ingenting – redaktøren på det tekniske forlag, hvor jeg udkommer, kræver månedligt gennemsyn af min bog om kvantetech i 2 år – med honorar for væsentlige tilføjelser over 500 ord, okay, men jeg synes faktisk jeg ér færdig med den”
“24 revisioner! Fuck!”
“Du har da udgivet noget, der VAR låst, har du ikke?
“Det er længe siden. Det var en bog om grundforskning. Men selv dét ville ikke være gået i dag.”
“Det ér faktisk længe siden, jeg er stødt på en låst bog, ja, tekst overhovedet”.
“Ud over papir, mener du?”
“Ja, selvfølgelig, ud over papir!”

STATISK OG DYNAMISK TEKST
Og når samlingen pågår endnu, hvad er det så? Måske dét ganske enkelt er definitionen på en BOG og en eBOG – den væsentlige, betydningsfulde og altafgørende forskel: Statisk og Dynamisk tekst?

Héri ligger naturligvis mange væsentlige og endnu ubesvarelige spørgsmål om menneskenes præferencer, men hidtil, i evolutionen, har forholdet været 90/10 statisk/dynamisk. Hvilket vil sige, at man/samfundet/lovgivning/vaner har accepteret at behøve en lille mængde Dynamik for at holde det Statiske samfund kørende.

Umiddelbart har jeg dog svært ved at se, hvordan vi skal opretholde en tryghed og det relativt statiske samfund, der kan opretholde civilisationens behov, hvis Historien i vor vidensdeling, vore bøger, ikke længere fremstår som punktvise afgrænsninger man kan se tilbage på og sammenligne med, men snarere som lejlighedvist nyhedsdopede tekstsnegle i væddeløb, i kamp om at være forrest med det hele, “bedst opdaterede”.

Jeg kan forestille mig, at der vil blive stillet nogle krav fra forbrugernes side – gennem selektion af udbuddet – som vil afgøre graden af statisk/dynamisk tekst, forlagene vil afkræve forfatterne. Men lige nu er det forlagene, der presser på for at være de første med det nyeste, og det er ikke just hér nytænkningen ligger: Det er avanceret navigationsfunktionalitet og leksikaopslag, der præger udgivelserne. Ingeniørtænkning.

FORFATTEREN SOM KOLLEKTIV
Først når forfattere selv kommer på banen med Usmart og nøgtern interaktion og dynamik, uden hype og urealiserbare intentioner, og hértil behøves selvfølgelig en del års øvelse, for forbrugernes og forlagenes penge, vil et niveau blive fundet, der passer til Civilisationens behov for delbar (e)indsigt. Forfattere skal jo altid holde sig selv ærlige – lige som læserne skal have mulighed for at vurdere og forstå forfatterens intentioner. Forlagenes opgave er ikke reelt at stille sig i midten som kvalitetsanker FOR FREMTIDEN, men udelukkende at bistå forfatterens visioner. Som KAN rumme, at forlaget med en udgivelse forsøger at uddybe forfatterens visioner med den ekspertise og det fremsyn, der i hvert fald i veluddannede udgivelsesinstitutioner burde være til rådighed. Et forlag kan derfor ikke uden at skade både sig selv og sine forfattere anlægge et helhedssyn på en udgivelsesform som f.eks. den udvidede ebog og afkræve forfattere deltagelse i den. Det er forfatterne, indholdsproducenterne, som skal tænke graden af brugeres og egen fremtidig deltagelse ind i tekstens udformning.

I dag er der præ- og post-interviews, og anmeldelser, og forfatterhjemmesider, og læserkritik og læserkontakt og medieshows og netvideo og så videre. Det er ikke urealistisk at tænke, at forfatteren kan blive nødt til forholde sig til, hvilke/t af de mange præ- og posthenvendelser, der skal indgå som argumenteret del af teksten og dens aflevering. Men det er FORFATTEREN, der skal gøre det.

Og i dén ånd er det nemt at forestille sig, at FORFATTEREN ikke længere er én person, men et kollektiv af ekspertiser. Hvoraf forlaget kun er ét eller nogle få.

“Hvem er du en del af for tiden?”
“Åh, det er meget spændende! Jeg er blev optaget i Jannine Würtz’ nye krimitrilogi, du ved hende, der rider og opklarer mord. Jeg skal være den nye hest.”
“Den nye hest?”
“Ahr, du har ikke læst den sidste? Hendes hest døde – det var Mikkas Jovovitch, der jo som bekendt blev frikøbt at Schuster til at blive en del af Stephen King, efter at han selv døde… en smule misundelig er man vel altid… og så ledte de efter én, der kunne tage en araberhingst’s synspunkt, altså som biologi, og socialt samlingspunkt, historie og alt det der, og dén bød jeg ind på…”
“På grund af din afhandling?”
“Ja, også den. Men mest, fordi jeg sendte en sædprøve med fra en araberhingst, min veninde har adgang til. Ulovligt, selvfølgelig. Men bare for at sige, at det er dét, det hele handler om. Hvem, der kontrollerer sæden.”
“Og på den tog de dig?”
“Jo, altså, jeg skulle selvfølgelig også lave en skriveprøve. Og en empatiprøve, så de kunne vurdere samarbejdsgrad i hvilken social proximitet osv, du ved. Den gik glat igennem.”
“Du ér jo også god til mennesker.”
“Tak, du!”

From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

 

Mette Ø. Henriksens blog: From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?.

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.