Year: 2010

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

Mens jeg forklarede, var hendes øjne blevet smalle. Jeg havde først fortalt om manden, der sad fast i gitteret, fordi hans ven eller broder havde hjulpet ham med at komme over, og så for at drille givet forkert besked om, hvor han skulle træde, så han nu var havnet mellem gitteret og en række vandret-løbende stålstrenge til afstivning mellem stolperne. Vennen eller broderen stod bare og grinede, mens den fangne bandede af ham. Og jeg havde fortalt om familien med de to børn, som fandt et hul i gitteret og hjalp hinanden igennem, fat i hånden hævet, så dem længere nede kunne finde sikre steder at træde, hele tiden snak om at passe på og være forsigtig. Og så ham der. Der lavede højdespring over gitteret.

“Og ingen af dem var dernede. Jeg ved godt, jeg har talt med døde et par gange før, men det her…” Hun kikkede stadig på mig med et blik, der var svært at tolke. Var jeg vanvittig i hendes øjne? Men jeg havde jo set, hvad jeg havde set.

“Hvordan kom du herop,” sagde hun så. “Du var ikke med vores gruppe, og porten blev først åbnet dernede, da vi kom. Har du været her hele natten?”

“Nej, jeg kom op af en meget stejl sti, nærmest et gedespor. Det tog 3-4 timer. Den udmundede dérovre…” Jeg pegede.

Hun gik der hen, hvor jeg pegede. “Der er ikke noget,” sagde hun. “Det er et næsten lodret fald.”

Jeg løb derhen. Hun havde ret. Der var ingen mulighed for at komme op dér. Ikke uden bjergbestigerudstyr. Men jeg havde jo kæmpet mig vej op siden før solopgang… hele tiden været i kontakt med mine egne grænser, kan jeg gøre det, skal jeg vende op, ikke noget med at presse mig med en belønning, hvis jeg nåede toppen, hvis jeg kom helt op. Jeg havde passet på mig selv…

“Du ved ikke hvem, du er, vel?” sagde hun.

“Jo, da”, sagde jeg indigneret. “Jeg er…” Og så kunne jeg ikke huske noget. Jeg kunne kun huske klatreturen, og hvordan jeg havde været i kontakt med min krop. Hvordan jeg havde følt det at være dér på gedestien, hvordan det havde været at tage fat i bevoksningen for at holde balancen og slippe den igen. Hvordan sveden først kunne mærkes, når jeg holdt pause. Hvordan jeg havde afstemt min vejrtrækning. Og jeg kunne huske at være på toppen sammen med alle de der mennesker, der lignede noget fra en film fra halvtredserne, alle mændene havde hat på og kvinden opsat hår med bånd og sløjfer. Og jeg ihukom følelsen af både lettelse og frygt, da den nye gruppe for lidt siden ankom med kvinden hér forrest. Men intet om mit liv før bjerget.

“Hvem er jeg?” sagde jeg.

Hun bare så på mig. Sommerkjolen flagrede omkring hende, hun var i tresserne, kraftig over i det fede. Hun blik sagde, at det ikke var første gang, hun havde mødt mig, eller én som mig. Hendes øjne var mørke, næsten sorte, og var der et gran af medfølelse at se? Eller genkendelse?