Blev kørt fra Ronald Reagan Airport… til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD’e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle “så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben”, og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om “I blame it on the viking”, fordi min venindes datter har døbt mig “My Viking”. Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.
Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV’et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!
Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.
2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK – at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende – måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?
Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!
300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber – modvilligt – en smule forståelse for TV’ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.
Ingen fotos endnu.